N.A.M.B.: B.M.A.N – Undertoner.dk

•januar 27, 2010 • Skriv en kommentar

Anmeldelsestid. En sløj skive fra Italien. Grove løjer. Læs nedenfor eller her

N.A.M.B.: B.M.A.N.

Af Brian Ravnholt Jepsen | 26.01.10 | Ingen kommentarer
N.A.M.B.: B.M.A.N.

N.A.M.B.: B.M.A.N. (2009)
Monotreme Records/Cargo/5ive Roses
Musikalske slægtninge: Flaming Lips, TV on the Radio, Babylon Zoo, Savage Garden, Modest Mouse, Viva Vertigo, Gypsies, Animal Collective
// Del

Engang midt i 90′erne var der den der Levi’s-reklame, hvor et rumskib lander i en baghave og ud træder en menneskelignende alien i Levi’s-bukser akkompagneret af tonerne af Babylon Zoos landeplage ”Spaceman”, som rent musikmæssigt dengang lød forholdsvis lovende i de første måske 20 sekunder. I hvert fald indtil Babylon Zoos frontmand Jas Mann begyndte at synge, og alting ramlede sammen som en vanvittig dårligt konstrueret mur med sten af det pureste møggrød.

Italienske N.A.M.B.s udspil B.M.A.N. giver mig på de første par skæringer den helt særlige genkendelige fornemmelse af at være tilbage i den tid, hvor ovennævnte gruppe huserede. Den der fantastiske umiskendelige lyd af toner, der foregiver at være konstrueret med det formål, at det skal udgive sig for at være musik i en eller anden forstand, men i stedet bliver en forfærdelig rodet og rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’. Som et slags billedlotteri, hvor man forgæves prøver at huske de her små bidder af roderock, men konstant kommer til at stykke dem forkert sammen og aldrig har held til at parre stumperne. »Skidt,« har bandet, producer og andet studiegodtfolk sikkert tænkt, trukket på skuldrene og er bare gået planken ud og efterladt stumperne dybt deforme, forhutlede og sygeligt handicappede og alligevel tilladt dem at se dagens lys. Den slags burde forbydes.

B.M.A.N. er gruppens andet forsøg på at skabe noget musikalsk, og jeg føler ikke helt, målet er nået, langtfra. Processen med at tvinge klumper af påstået melodisk lyd sammen startede tilbage i 2006 og handler kort og groft sagt om denne her lille robots (B.M.A.N.) jagt eller decideret søgen efter musikalsk frihed. Det har gruppen ment skulle tage 18 stykker tåkrummende pop/jock-arenarock og storladne, ultrahypede, hysteriske numre. Derudover hører der til cd’en ca. 100-siders booklet, der er fyldt med tekst om og tegninger af denne lille robots frihedsfærd. Serien kan også læses på bandets hjemmeside.

Af pladens 18 stykker larm er der dog en lille bitte håndfuld af noget lettere fordøjeligt og harmonisk genkendeligt lyd – bedre kendt som begrebet musik. Numre som ”Bye Bye Sides”, der smager lidt af rar sommerudflugt i bedste Animal Collective-stil, eller ”Work It Out”, som definitivt er et flot lay-up af en omgang i ringen med Thom Yorke og resten af Radiohead-lineuppet, hvis vi altså ser bort fra vokalen. ”FWR” rammer en fin, nærmest troværdig strøm af lidt TV on the Radio og måske en snert Nørlund/Rhonda Harris, og jeg tror endda, det er pladens skønneste 2 minutter og 47 sekunder, der bliver leveret. ”Hate My Telephone” er også en sær, rar gestikulerende hybrid mellem Animal Collective og Panda Bear med sul på guitarens rumklang og falsetstemmer, der rumsterer. ”Blue Sky” – 18. og sidste kapitel – er smukt i sin rolige klaviatur-enkelhed, og hjerteklapperne ånder forholdsvis fred igen.

Jeg tror, jeg markerede fem numre, der kunne byde på andet end hysterisk absurditet og provinsbar-jukebox med dens hjernedøde skive på skive og stereotyp-fanfare. Er ganske sikker på, at jeg bedre kunne udstå en time i selskab med 120 decibels Merzbow eller Knurl end denne plades majoritet af skingre, struttende partisanersøm i mine ører.

Men når gruppen alligevel formår at ramme noget, der har et udgangspunkt for noget, der kan videreudvikles til decideret gode og konkrete toner, er det mig simpelthen uforståeligt, at der satses så skammeligt på den hårdtpumpede energiske Red Bull-hysteri, som man bliver komplet vanvittig af, inden cd’en er spillet fra ende til anden. Det er mig en gåde, men alligevel ejer N.A.M.B. nogle kvaliteter. De er bare temmelig godt gemt væk, og det forventes nok ikke, at alle lyttere når at finde frem til disse enkelte skæringer, førend man er blevet ført på afsindige afveje.

Gruppen brander eller markedsfører sig også på, at bandnavnet N.A.M.B. er et akronym. Det vil sige, at hvert bogstav for sig står for noget, ligesom N.A.S.A. f.eks. står for National Aeronautics & Space Administration. Forskellen er så bare, at N.A.M.B. ikke rigtig står for noget, men at man derimod som fan/interesseret/nysgerrig/hader etc. selv kan finde på noget, f.eks.: Nicotine Affects Mind Behaviours, None Acronym Means Bman eller min favorit: Notte Australe Mattina Boreale. Mit bidrag til skuffen må desværre nok være: Noget Afsindigt Møg Bæ.

★½☆☆☆☆

Marvins Revolt: Patrolling the Heights – Undertoner.dk

•december 1, 2009 • 3 kommentarer

Så var der lige en anmeldelse til man kan slå ti minutter ihjel med enten her eller nedenunder.

Marvins Revolt: Patrolling the Heights

Af Brian Ravnholt Jepsen | 01.12.09 | Ingen kommentarer
Marvins Revolt: Patrolling the Heights

 

Marvins Revolt: Patrolling the Heights
Play/Rec
Format: cd + vinyl + download
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: Lack, Barra Head, The Raveonettes, Manic Street Preachers
// Del

Er det ok at sidde og blive en kende temmelig ærgerlig over, at der desværre ikke har været tid nok til at gennemlytte Marvins Revolts bagkatalog?

Hvad mener han dog med det?

Det skal jeg sige dig, for nu har jeg siddet og læst en del om det danske bands tidligere udgivelser, såsom Fell in Love with Tanks and Satellites fra 2006, Killec fra 2007, men i særdeleshed deres selvfinansierede ep helt tilbage fra 2004, hvor omtalen af denne skives lydinspiration samt -billede skulle stå på skuldrene af navne som Dinosaur Jr. og pioneer-generalerne Sonic Youth. Hold da op, det ville jeg faktisk gerne høre i stedet for deres nyeste udspil, Patrolling the Heights, for på denne plade findes absolut ikke den mindste flig af bare et par robuste procent af de fraterniserende føromtalte storbaroner. Det må de have tabt på vejen. Måske et sted på deres verdenstour gennem Europa og mod Japan. Det burde de sætte agenter ind for at genfinde, for det står altså ret sløjt til på de nye toner.

Første møde med Marvins toner er 50 sekunders introagtig tilstand i ”Siberian Outer Boundries”, der afleverer reminiscenser til Red House Painters, både tempo- og vokalmæssigt. Introen forvandler sig direkte til ”Siberia”, hvor man får en gammeldags vasker af en kliche serveret med åbningslinjerne: »We laughed until our heads came of.« Der hopper kæden allerede lidt af for mig, og jeg tænker (håber intenst), at vi vil fjerne os tilstrækkeligt fra den high school-agtige stemning, der rumsterer i gymnastiksalen. Til gengæld afsluttes nummeret i fine gedigne math-rockpoppede harmonier, der fungerer helt fedt. Ikke så meget pis og vokal, bare lyd og instrumenter. Her kan man også smage lidt Lack bagerst på tungen. Det er fair nok. Lidt samme boldgade.

Tempoet på skiven er meget marchagtigt. Et-to, et-to, spil og så indgreb med amerikaniseret vokalpræstation, som jeg helt klart mener bør genovervejes til næste udspil. Det er helt cool, at der går matematik i den med mange dynamiske krumspring, hvor instrumenterne får lov til at slå på hinanden. Det er fedt, når guitar og bas render hånd i hånd og udkæmper tonale momenter om ære, magt og halløj, og tankerne vandrer af sted i retning af Bo Madsens guitarspil i den sene mathrocktime hos landsfællerne i Mew (selvom de vist bor i London?). Det klæder konstruktionen i høj grad.

Men til tider virker det, som om gruppen prøver at omfavne lidt for megen fræk diversitet, og resultatet er desværre en slags hybrid mellem daggamle rester af lige dele The Raveonettes og sågar Manic Street Preachers. Jeg savner nuancering og fokus. At gruppen er konsekvente og ikke kompromissøgende. Meget kendetegnende for deres musikalske mål og loyalitet samt ærlighed over for genren, som gerne helst skal være semirå, glipper det og ryger på gulvet, når der går for meget Carpark North-keyboard i den, og så har vi balladen. Konflikten, om udtrykket skal være poppet eller kant-rocket, kommer til syne på flere numre, og igen savnes der enighed og musikalsk ro (altså genremæssigt), for ellers er der ubestrideligt fare på færde, og de der high school movie soundtrack-klokker begynder at kime.

Men det hele er ikke skidt. Der vises faktisk også gode takter på pladen. Som nævnt tidligere er der fragmenter på ”Siberia”. Ligeså også på opbygningen af ”Parliament” og ”Likewise” og i særdeles på ”Antigue Markers”, hvor der går guitarhelvede i den, men det er fedt. Fælles for disse skæringer er, at det er de mere mathpoppede finesser, der kommer mest til syne, og det er selvfølgelig godt, for hvad det er, men ikke godt nok til, at Marvins revolte er gennemført, og gruppen kan være tilfredse.

Der lukkes og slukkes med ”Like Wires”, som igen er rodet rent udtryksmæssigt, og som mest af alt virker som et tilfældigt mix af Manic Street Preachers og The Flaming Lips, men det er faktisk uhyre melodiøst og fungerer i grunden ret fedt. Min anke er som nævnt tidligere, at der gerne må være lidt mere styr på mangfoldigheden, så den cirka en halv time lange plade kunne virke som et urokkeligt og konsekvent stykke gennemarbejdet musikalsk triumftog og ikke som et halvhjertet kræmmermarked.

★★★½☆☆

Benjamin Finger: Woods of Broccoli – Undertoner.dk

•november 29, 2009 • Skriv en kommentar

En stille skive er anmeldt – kan læses her eller nedenfor.

Benjamin Finger: Woods of Broccoli

Af Brian Ravnholt Jepsen | 29.11.09 | Ingen kommentarer
Benjamin Finger: Woods of Broccoli

Benjamin Finger: Woods of Broccoli
How Is Annie Records
Format: cd
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: múm, Under Byen, Tys Tys, Panda Bear, Andrew Pekler, Aoki Takamasa, Midoriyama, Efterklang
// Del

Fra start til slut er Woods of Broccoli en minimalistisk indadvendt rejse, der virker designet til efterårets regn og overskyet, tynget humør. Hvis man nyder de skandinaviske melankolske toner fra f.eks. Tys Tys, múm og Under Byen, vil man føle sig på hjemmebane og hurtigt omfavne denne lille, næsten transparente udgivelse. En blød, skumgummiagtig, porcelænsbeklædt og porøs omgang skrøbelig lydleg, der farer fremad i minimalt tempo, men med intentionerne og helheden grundigt gennemarbejdet.

Benjamin Finger er et norsk soloprojekt, der er bygget op omkring simple idéer og konstruktioner fra soveværelsets kvadratiske vægge, iført akustisk guitar og dernæst oversat til melodier og små finurlige, men dog rørende spinkle toner ved hjælp af en håndfuld dygtige ildsjæle, der hver især bidrager med lidt af hvert. Hovedsageligt er her dog tale om flotte, skrøbelige pigestemmer, der akkompagnerer helheden ganske overbevisende, som i “Little Sparkling Mist”, “Howl (At the Buffalo Girls)” og “Cat Yowled Weak Jaws” (forrygende titel i øvrigt). Derudover er der tale om ekstra tonelandskab i form af guitarsekvenser i “Watermelon Desert”.

Det kan være svært at kredse sig nærmere ind på et kronologisk forløb og udpege, hvor selve de trumfende peaks befinder sig, eller hvor de deciderede fejlskud end må gøre væsen af sig, for pladens helstøbthed gør det svært at skelne mellem de forskellige numre. Og er det i grunden vigtigt med denne type minimalistiske perler? I stedet føles Woods of Broccoli som en lang, kontinuerlig musikalsk proces, hvor man som lytter aldrig kan vide sig sikker på, hvornår et nummer starter eller stopper. Det virker en smule uinteressant eller ligegyldigt at skulle begive sig ud i at fremhæve elementer eller nedskyde detaljer i stedet for bare at konstatere, at der er dele på skiven, der fungerer fremragende, og så er der dele, der fungerer aldeles fantastisk. Jeg mindes i hvert fald ikke at have fundet mig selv sidde og kede mig på noget tidspunkt. Nuvel, udspillet er uhyre roligt til tider, og ved denne slags udgivelser er der vel altid en snert af fare for, at kedsomheden indtræffer, men bundniveauet, mine damer og herrer, det er højt, og derfor bliver man forført.

Referencerne til islandske múm er slående. Men hvor múm arbejder sig igennem en identitet skabt på en overvejende elektronisk minimalistisk lyd, der minder om tung regn dryppende ned på en kvadratmeter nyudlagt staniol, er Fingers projekt mere nedtonet og dæmpet, som hvis man testede nye Auping-senge ved at hoppe i dem iført 20 kilo oppakning på ryggen. Ingen rigtige klik eller skrat, kun svingende skumgummibølger. En slags lyd, der absorberes og opløses efter hver gennemlytning. Ligeledes kan der også smages paralleller til Panda Bears ‘let på tå’-toner og hans sfæriske tonetrumfkort, men til forskel til Panda Bears vokalprægede og legende stemmeudspil arbejder Finger kun med vokalsiden som et ekstra instrument. Et enkelt nummer summer af egentlige ord og sætninger, men ellers er albummet forholdsvis rendyrket instrumentalt.

Woods of Broccoli er med sin nærmest transparente eller usynlige tilstedeværelse en lille tidslomme, der kræver et par gennemlytninger, før man fanger den engagerede interesse for projektet, men det kan nu godt betale sig, og i længden fungerer den fabelagtigt til både cykelture og stirren ud af vinduet og så selvfølgelig alt det imellem.

★★★★½☆

The Unit Breed: Always Distance the Lonely – Undertoner.dk

•november 1, 2009 • Skriv en kommentar

Lidt nyt anmelderguf som kan læses her eller nedenfor.

 

The Unit Breed: Always Distance the Lonely

Af Brian Ravnholt Jepsen | 28.10.09 | Ingen kommentarer
The Unit Breed: Always Distance the Lonely

The Unit Breed: Always Distance the Lonely
Idionism/Xo Publicity
Format: cd + vinyl + download
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: Ariel Pink’s Haunted Graffiti, Captain Beefheart, R. Stevie Moore, Yo La Tengo, Slowdive, Bark Psychosis, Bardo Pond, Animal Collective, Modest Mouse, Pavement, Frank Zappa
// Del

Hvis man lige ser bort fra track nummer syv, så er vi ude i en fragmenteret og rodet, men dog fantastisk homogen klump syret, psykedelisk progrock/-pop. Og grunden til, at vi vender det lettere blinde øje til skæring nummer syv, er simpelthen, at det er helt ude i hampen set i den større sammenhæng. Og det er helt derude, hvor ironien er så buttet, og denne leflende country/western-gimmick så obskur og malplaceret, at Johnny Cash ville blive gemen i masken. Men så igen – måske er det denne deroute, disse detour-manøvrer, der gør, at The Unit Breed har en solid fanskare, og måske er det stunder som disse, folket bl.a. elsker ved deres stil.

På sjette udspil og tiende år kører bandet derudad med en kuriøs og velsmagende stil, der river rundt med inspirationer fra øst og vest. Hvert eneste nummer, synes jeg næsten, smager som en lille afskåret humpel af noget, jeg har hørt et andet sted i en anden tid. Små bitte mærkværdige dele af noget større, der alle er rusket sammen til en virkelig forskelligartet suppe, som bare bliver ved med at rende ud fra en bundløs skål.

Flere gange har jeg undret mig over, hvornår et nummer stopper, og det næste sætter i gang, men hele konstruktionen er velovervejet, og alting flyder, som Heraklit ville have sagt. Kontinuerlige, lange, up- and downtempo, seminarrative og fabulerende fortællinger, der starter her og eventuelt slutter der… for nu. Hele tiden skal der afprøves noget nyt, og efter endt eksperiment har vi et udgangspunkt, vi mere eller mindre vendes tilbage til. Lettere forvirret må jeg alligevel indrømme, at jeg nyder det. Nyder rodebutikken og den manglende rolige holdeplads, ventepositionen i læ-busskuret (de helt gamle, store, buttede glasfibermonstre med indbyggede rundbordssiddepladser – ses mest i provinsen eller helt derude, hvor landet fortsætter), og man kan altid trykke sig selv i den luns kød, der sidder mellem pege- og tommelfingeren, og vågne op som J-Lo i “The Cell”, når hele lortet brænder. Den slags er altid kærkomment. Lidt vaklen hist og her, og det virker menneskeligt, kontra en maskinel pynteproduktion.

En fin detalje – og en særdeles overbevisende faktor for mig – er bandets syn på selve musikkens formål eller musikkens evne at være mere end bare lag på lag-konstruktioner. The Unit Breed har en nærmest rituel tilgang til lyduniverset, der helst skal være fornyet, innovativt per se, altid nyinspiratorisk og selvfølgelig undersøgende samt eksperimenterende, og til denne tilgang higer de ivrigt efter nye input. Såsom en skiftende sammensætning af bandmedlemmer. Flydende besætning for at opnå størst mulig friskhed.

Hele 35 individer har været inde over The United Breed-æraen gennem de sidste 10 år, hvilket helt naturligt giver mening, når man som lytter gennemgår musikken. Fragmenteringen af det overordnede lydbillede og selve dekonstruktionen af ideerne efter forgodtbefindende er altid i højsædet fra start til slut, og deres surf’ n’ sample-stil er dejlig overbevisende. Intet prætentiøst at finde i denne produktion, medmindre man folder sig ud som artsy-avantgardisten, der jager nullermænd i bedste, navlepillende stil, hvilket ikke giver mening i denne ombæring. Den gemmer vi til en anden god gang.

★★★★☆☆

Massive Attack, 19.10.09, Falconer Salen, København – Undertoner.dk

•oktober 21, 2009 • Skriv en kommentar

Dommen over Massive Attack koncerten er landet – læs her eller herunder.

Massive Attack, 19.10.09, Falconersalen, København

Af Brian Ravnholt Jepsen | 20.10.09 | Ingen kommentarer |  // Del denne side |

Det blev aldrig rigtig bemærkelsesværdigt ophidsende i salen. Hverken på scenen eller blandt publikum. Ok, måske lidt mere på scenen. Jeg iagttog da 3D aka. Robert Del Naja skyggebokse med det fantastisk store lyspanel på bagvæggen op til flere gange. Han havde absolut en fest kørende. Men der var alligevel en tydelig distancering mellem det, der foregik oppe på scenen, og blandt det klientel, der befandt sig fra gulv til terrasse i publikumsafdelingen. Det var ligesom om, at koncerten gik i gang, spillede, foldede sig mere eller mindre ud, peakede hist og her og så pludselig var det hele slut igen. En time og tre kvarters bristoliansk mur af massiv introvertisme var tilendebragt.

Man kan være tilhænger af Massive Attacks sublime gennemarbejdede professionalisme som har den bagside, at hele showet var en envejs kommunikation – en færdigpakket, velkonstrueret vare, der blev leveret fra start til slut uden afvigelser, uden slinger i valsen og uden noget tegn på videre engagement i at nå mere end højest nødvendigt ud over scenen og omfavne deres publikum. Jeg tror måske, jeg hørte henholdsvis 3D og ”Grant” Marshall ytre to små sætninger under hele aftenen: »Are you OK?«


Man kan dog også være tilhænger af, at Massive Attack er et produkt, et sceneshow, en semi-fandenivoldsk oplevelse, hvor du som iagttager og lytter er overladt til dig selv, din stå- eller siddeplads og så må du selv omfavne de perler og eventuelle fejlskud, gruppen leverer fra deres ståsted. Nuvel, de to positioner, sådan som jeg fremlægger dem, overlapper nok hinanden på kryds og tværs, men ikke desto mindre var oplevelsen for mig et møde med kynisk antikapitalistisk socialrealisme banket i knolden med en grum, kold, omklamrende, stiv hammer. Det er noget med nogle præmisser, man skal være forberedt på. Eller også lader man sig bare blive opslugt af sin dårlige forberedelsesmetode (hvis man har den slags velsagtens).

Efter den obligatoriske opvarmning med bl.a. fantastiske tracks ved hjælp af solo loopstations-elegance af Martina-Topley Bird og hendes medhjælperninja til instrumentering dukkede hovedpersonerne op med fuldt band bestående af bl.a. to trommesæt (et lækkert digitalt et til at eksekvere gruppens helt særlige brug af kantslaget og selvfølglig også et akustisk), hvilket var enormt effektfuldt, medrivende og ganske ærligt over for deres musikalske bagkatalog. Der blev lanceret og effektueret et rigt arsenal af giftige toner fra det meste af gruppens bagkatalog og grundigt rørt op med nye fine streger fra bl.a. den nyligt udgivne ep Splitting the Atom.

Massive Attack havde også allieret sig med en trofast fantast i form af Horace Andy, der, da han f.eks. gjorde sin entre og foldede sig ud i en hård omgang ”Angel”, virkede som om han fulgte sin egen rytme i sit eget univers fuldstændig upåvirket af lyd og lys. Så kontrastfuldt og mærkværdigt, men på samme tid smukt. Han bølgede stilsikkert og stemningsfuldt gennem seancen og bidrog i den grad til en åben dør ind i gruppens katalog.

Bemærkelsesværdigt nok skulle vi helt frem til klassikeren ”Teardrop” med gæstevokalist Martina-Topley Bird, der skulle vandre i gamle gudsbenåede Cocteau Twins-forsanger Elizabeth Frasers stemmefodspor, før der for alvor begyndte at kom stemning i salen. Hun gjorde det fantastisk, og de klikkende beats og baggrundstemninger tilsat et virkelig flot lyspanel af overdådig karakter, der oplyste salen med dryppende visualitet, var et højdepunkt.

Navnlig det medbragte lysarrangement var i centrum under hele showet. Kapitalistiske standarder blev digitaliseret udi tekst og dollartegn og citater om frihed, lighed og broderskab blev gang på gang manifesteret i kulørte røde og glødende farver. De demokratiske principper blev endevendt, oplyst, manipuleret rundt og smidt i hovedet på enhver tilskuer, der tillod sit sind at blive berørt af uretfærdigheder og andre presserende emner. En farlig balancegang i mine øjne. En snert af hjernevask og sekterisk tendens til tider. Alle disse øjne, der stirrede på tal, bogstaver og visuelle overgreb til grund for, at vi som iagttagere skulle finde den rette meningstilkendegivelse. Et ret godt og ledt greb fra Massive Attacks side. De benytter sig af den vanvittige selviscenesættelse som en koncert nu engang er og prygler os til ved hjælp af gruppens tunge toner, at få vores fokus til at vandre på verdens uligheder. Den nyere tids digitaliserede massedemagog i lys.

Men midt i det hele var vi i ekstranumrene. Deborah Miller går mod mikrofonen ledsaget af småstumper af genkendeligt materiale. Et mikroscratch falder og et beat sætter i gang. Tonerne af ”Unfinished Sympathy” rammer mens publikum har paraderne nede. Aftenens højdepunkt uden tvivl. Jublen vil slet ingen ende tage og det er forståeligt. En af gruppens absolutte største hits nogensinde får lov at ringe i salen, og tanker om demokrati og uretfærdige agendaer må vige pladsen for nostalgiske momenter. Det nummer, det ene nummer var det hele værd.

★★★☆☆☆

//

Fotos: Brian Ravnholt Jepsen

Montreal On Fire: Decline & Fall – Undertoner.dk

•oktober 20, 2009 • Skriv en kommentar

Et stykke fransk/canadisk musik er blevet anmeldt. Kan læses her eller nedenfor as usual. Have fun.

Montreal on Fire: Decline & Fall

Af Brian Ravnholt Jepsen | 20.10.09 | Ingen kommentarer
Montreal on Fire: Decline & Fall

Montreal on Fire: Decline & Fall
Lacrymal/5ive Roses Press
Format: cd + vinyl + download
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra and Tra La-La-Band, The Cure, Placebo
// Del

Fransk afmagt. Knitrende mol-pigmenter og afgrundsstemning. Brusk mellem brynene og spændte muskler i et stramt ansigt – det er ikke helt for sjov, det her. Velkommen til Trikolorens sorte rande under øjnene.

Det sydfranske har andet at byde på end surfer-hangarounds i Biarritz, yachtpilleri i Nice eller turistspækkede glimmerdage i bling og blikke, når der er festival i Cannes. Oprindeligt fandt Montreal on Fires medlemmer sammen i Montreal tilbage i 2006, men de forlod ét kontinent til fordel for et andet og har nu omsider sammenbanket en temmelig solid debutskive, som det helt klart er værd at give sig tid til. Jeg er ret overbevist om, at der nok skal komme mere detaljeret finesseværk fra deres side.

Decline & Fall er en samling yderst lækkert komponerede musikalske streger, hvis harmonier er af nihilistiske standarder, og den udkrængede resignationen får fuld opbakning af den totale seriøsitet, der kommer til sin ret, når man smager den afmagt og forurolighed, som ulmer under overfladen. Bandets medlemmer har deres deres fortid i punk/hardcore-miljøet, og det skinner glimtvis igennem i produktionen, der dog hovedsageligt fokuserer på vokalen og til tider også på effekten fra forvrængningspedalen. Gennemgående er lydbilledet meget fokuseret på en slags slowcore/indierock-bølge, og det ledsages af forsanger Adrien Broues gloom and doom-vokalstil, som Robert Smith fra The Cure nok var mest berømt for. Faktisk er vi ovre i en splejset hybridvokal af lige dele Robert Smith og Efrim Menuck fra Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra La-La-Band, hvilket er en kendsgerning, man lige skal vænne sig til, da vokalen fylder meget.

I grunden lever Montreal on Fire ret godt op til tidligere tiders standarder, når vi snakker canadiske bands og en eventuel direkte canadisk genre, der er karakteriseret ved, at genrens bands udtrykker en svær, fantastisk oprørt naturtilstand gennem lyd. Bands som føromtalte Thee Silver Mt. Zion, Godspeed You Black Emperor! og Do Make Say Think er bare nogle af de navne, som opererer inden for dette semisfæriske, mini-shoegazeorienterede, instrumentale (on/off) eksperimentarium af en kuriøs lydpark, og Montreal on Fire har da også en snert af et slægtsforhold til disse sjælefæller. Trommens plads i mixet giver en god portion associationer til Sigur Rós, dels grundet de tunge, dunkle slag, dels fordi tempoet er nede i den jordnære atmosfære, hvor der bliver givet tid til lidt af hvert. Måske skal man partout komme fra lettere golde, ufremkommelige steder, såsom Canada, Island eller lignende, førend man er helt på forkant med stilens præmisser og passionen, men jeg føler mig godt med i feltet, trods oddsene.

Første skæring er en velskabt knægt af en icebreaker. Stille optakt, mur af sløv stilhed og så en opbygning undervejs. Lidt forløsning hist og her, så tilbage til den frekventerede, underliggende ro. Derpå klimaks a la Mogwai, dog mindre støjende og med vokal, oven i købet. En ukompliceret fødsel.

Anden skæring lugter lidt som en Placebo-opbygget baslegeplads, og væggene byder på trygge og dog lettere foruroligende rammer. Det er her, at Adriens vokal begynder at sætte sig til rette under huden, og her man formentlig enten får nok eller vil have mere. En af skivens bedste scoringer efter min smag.

Pladens tredje skæring er gjort en smule efter de to foregåendes opskrift, men med en tempoforskel, hvilket klæder helheden godt. Nummeret udviser også en særegen fleksibilitet, så man undgår at få metaltræthed i ørerne for hurtigt.

Og sådan kunne jeg i grunden blive ved, indtil pladens otte numre var gengivet i miniatureformat, men det er ikke nødvendigt, for overordnet set er pladen en sublim omgang lydlir, som vokser med gennemlytningerne. Her er noget på spil, og langsomt og nænsomt åbner indspilningerne sig i lag, jeg kan følge med i hele vejen. Det er uden svinkeærinder, og det er virilt, sgu. Jeg ser allerede frem til næste plade.

Om der er brand i Montreal for tiden, er svært at udtale sig om, men ikke desto mindre er der godt med lidenskabelige flammer at spore på dette knitrende udspil, hvor den gasblå dagsorden er sat med ‘font punch‘.

★★★★★☆

Mimes of Wine: Apocalypse Set In – Undertoner.dk

•oktober 18, 2009 • Skriv en kommentar

En anmeldelse får lidt med grovfilen, stille og roligt. Læses her eller nedenfor.

Mimes of Wine: Apocalypse Sets In

Af Brian Ravnholt Jepsen | 18.10.09 | Ingen kommentarer
Mimes of Wine: Apocalypse Sets In

Mimes of Wine: Apocalypse Sets In
Midfinger/5ive Roses Press
Format: cd
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: PJ Harvey, Tori Amos, Cat Power, Oh Land, Joni Mitchell, Joanna Newsom, Regina Spekter, Jarboe (Swans)
// Del

De første mange gange, jeg tændte for Mimes of Wine-cd’en (og ja, stadig faktisk), var det første, jeg bed tykt mærke i, mest af alt den slående lighed mellem PJ Harvey, Tori Amos og så Laura Loriga, der er frontsangeren og primus motor i Mimes of Wine. Nærmere betegnet er vi ovre i noget, der minder om et fragmenteret mix; en semisvær hybrid mellem PJ Harveys vokal, to arme og 10 fingre fra Tori Amos’ torso blandet med de bevidste slåfejl fra Chan Marshalls – bedre kendt under navnet Cat Powers – hænder.

Min kæreste nævnte spontant ved en af gennemlytningerne, at det var alt for artsy. Jeg må give hende medhold i den sag. Det virker uhyre søgt og i en overvældende grad for frelst. Enerverende i længden. Udmattende, belastende og uoverkommeligt at bevare koncentrationen og viljen til at blive henrykt.

Opskriften er noget i stil med, at Loriga arbejder på sangene til pladen i tre år, mens hun transporterer sig frem og tilbage mellem Californien, Bologna og Paris. Sangene bliver omsider indspillet, og til det har hun erhvervet sig en skare af vældig søde venner og bekendte, som alle bidrager med baggrundsstemninger, der er skabt af alverdens instrumenter. Men i grundtræk er Loriga nu mest mutters alene og synger side om side med sit piano. Det er ikke helt min stil og en kende for ballade/musical-agtigt uden rigtigt at stå ved det. Pianowriting, kalder vi stilen.

Jeg tænker, at hendes musikalske og narrative univers måske ville komme bedre til sin ret, hvis hun havde udskiftet hele eller dele af ensemblet med to-tre musikere på bas, guitar og lignende og så ellers havde fyret op for Bosch Distortion-pedalen og lidt shoegazer-vokal, så at der var kommet nerve og kant ind i billedet. Hele skiven lyder som en lang, kontinuerlig, vulgær sang, kun afbrudt af bittesmå mellemrum, hvor jeg forestiller mig, at Loriga forlader klaviaturet for at tørre sved af panden eller skænke sig en Urtekrams-grøn/hvid-fairtrade-dyrket på højdedraget ved grænsen mellem Kina og Vietnam-te.

Jeg kan slet ikke have den slags, og alle mine overvejelser omkring hendes kunstneriske, musikalske udtryk bliver skudt i sænk, fordi jeg, som en anden samurai i et gammelt, unikt Commodore 64-spil fra 1982, skal kæmpe mig igennem en hær af mærkværdige modstandere og til sidst stå face-to-face med den frygtindgydende hersker af lyd, der på ingen måder kan overkommes. Subjektivt, selvfølgelig. En temperamentssag. Men en svær plade at knokle sig igennem.

★★☆☆☆☆

The Manipulated Living: Prelude to Oblivion – Undertoner.dk

•oktober 10, 2009 • Skriv en kommentar

Så er endnu en anmeldelse til at finde på Undertoner her eller også bare nedenfor såmænd. Enjoy

The Manipulated Living: Prelude to Oblivion

Af Brian Ravnholt Jepsen | 10.10.09 | Ingen kommentarer
The Manipulated Living: Prelude to Oblivion

The Manipulated Living: Prelude to Oblivion
Selvudgivet
Format: cd
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: Bardo Pond, Boris, Sunn O))), Earth
// Del

Kære venner, det her er altså bare ikke godt nok. Så enkelt kan det siges, men jeg vil egentlig gerne sige lidt mere, nu jeg er i gang.

Cd’en, jeg har liggende foran mig, er udstyret med fire numre, og det er virkelig heller ikke meget at skulle bedømme noget som helst på, men ikke desto mindre er det et forholdsvist godt pejlemærke for, hvor vi sådan cirka befinder os. Vi snakker instrumentale tilløbsstykker, dronologi og repetitive lydflader, opskriften på en forvrænget og opskruet minimalistisk agenda eller med andre ord: en temmelig lang jammer i øveren.

Alle de karakteristika, som denne stil skal indeholde, er mere eller mindre til stede. Dogmer skal overholdes, bevares. Der skal bygges op og pilles ned. Sættes noget i spil, der så skal jammes i smadder, og ud af det opstår et nyt mønster, som sejler videre på resterne af det gamle. Op og ned. Blødt mod hårdt. Bakke og dal. Og så videre. Noget af det, som Mogwai eksempelvis mestrer til vanvid, og som stadig kan imponere, når man oplever dem live.

Jeg er til gengæld ikke synderligt imponeret eller begejstret over det, jeg hører her. Jeg er sikker på, at The Manipulated Living fremkalder en meget sjovere, mere vedkommende og mere overbevisende stemning live end den her lunkne, fesne fornemmelse, man sidder tilbage med efter et sted mellem ottende og tolvte gennemlytning af Prelude to Oblivion. Musikken er alt for gennemskuelig, forudsigelig og decideret kedelig i længden, og der følger en lind strøm af øvelokalelugt efter hvert track, hvilket bare ikke kan få mig til at klappe på lårene af fryd. »Hej, stem E-strengen ned i mindst et ’D’, og så kul på, til du segner,« er ikke nok til, at stilen, som eksempelvis Boris, Sunn O))), Bardo Pond eller Earth behersker med elegance, er gennemført. Der må gerne være nuancering, iderigdom og lidt mere på hjerte. Det virker fedtfattigt. Nuvel, nogle steder kan man høre inspirationen fra ovenstående plus lidt Godspeed You Black Emperor!, A Silver Mount Zion Memorial Orchestra and Tra La La Band og til dels Explosions in the Sky, hvilket klæder instrumenteringen godt, men når så selve guitarriffet i f.eks åbningsnummeret “Platypus” genkalder reminiscenser af Dizzy Mizz Lizzy, så fiser betongassen altså hurtigt ud i atmosfæren igen.

Måske er dét i virkeligheden et af mine pillerier i ligtornen. Jeg synes, langt størstedelen af de riff, der bliver kørt i stilling på pladen, er for jævne og uinteressante, og de vidner stilfærdigt om en ‘hurtigst muligt’-løsning. I min optik handler skabelsen af gode riff ikke bare om at finde den hurtigste og nemmeste vej mod en model, hvor to-tre guitarer kan få lov til at lege en fin lille selskabsleg ved løbende at bytte kasketter med mærkater a la ‘kvint’, ‘kvart’ eller ‘oktav’.

Der ligger i det hele taget en småfed sky af utilstrækkelighed over hele projektet. En slags ’springen over, hvor gærdet er lavest’, hvor det umiskendeligt lyder, som om den første og bedste ide i hvert track er blevet brugt uden nærmere selvjustits eller rentabel kritik. Den slags holder selvsagt ikke i det lange og tunge løb, men hvis det er, fordi disse gutter bare vil ud og fyre den af live og dreje samtlige indstillinger på ampene helt mod øst, så er det i og for sig også helt cool med mig. Det giver straks mere mening, hvis denne skive skal fungere som en type appetitvækker – eller en gulerod af den lede slags, da den saftsusemig skal fedtes grundigt ind i dyrebar økologisk honning, før jeg vil hænge på pinden, for ellers er vi jo bare tilbage i navleleg.

Misforstå mig ikke, jeg er tosset med drone og repetitive instrumentale monumenter og murstenstykke to-tre-akkords-diligencer, hvor lyden og kun lyden får lov til at sætte en dagsorden uden så meget pis og forstyrrende elementer. Men denne skive kræver en kærlig hånd. Den kræver en kontemplativ stund, hvor man dissekerer den fuldstændig og med et kirurgisk indgreb adskiller de plagende tumorer fra den innovative organisme, således at der stadig er håb for patienten. For der findes også gode stumper på Prelude to Oblivion. Der er bare ikke så mange, og de gemmer sig godt nok også lidt, så det tager en luns tid, før de stille og roligt kravler ud fra deres skjul.

Sluttelig må det også tilføjes, at navnet The Manipulated Living mest af alt minder mig om et nummer af samme navn på soundtracket til “Donnie Darko”, der ligeledes er instrumentalt, og som er ondskaben selv i lyd og tempo. Føj, hvor er det fantastisk i grunden. Jeg ville ønske, at Prelude to Oblivion kunne lulle mig ind i samme ondskabsfulde, foruroligende stemning, hvor den psykotiske stilstand gradvist forværres, og tingenes tilstand momentvis erklæres som værende forrykte.

Karaktermæssigt drister jeg mig til at give skiven to en halv, hvor man så skal være opmærksom på, at de halvanden gives for musikken, mens det sidste hele U gives for coveret, som er en skøn, fucked, cut-up og ansigtsdissekeret collage i sort-hvid. Den slags trækker op.

★★½☆☆☆

Nikolaj Nørlund i Jazzhouse, 3 oktober 2009 – Undertoner.dk

•oktober 4, 2009 • Skriv en kommentar

Min anmeldelse af Nørlund koncerten fra Jazzhouse hvilket var en blændende oplevelse – læs den her eller på Undertoner.dk  her

Nikolaj Nørlund, 03.10.09, Copenhagen Jazzhouse, København

Af Brian Ravnholt Jepsen | 04.10.09 | Ingen kommentarer |  // Del denne side | Tags: ,
Fotos: Brian Ravnholt JepsenFotos: Brian Ravnholt Jepsen

23 sange fordelt på 2 timer, værsgo. Hold da helt op, man blev forkælet i hoved og røv, og jublen ville ingen ende tage. Nørlund var tændt, charmerende, tilbagelænet, jazzet og cooler than ever på sådan en fantastisk regnfuld lørdag aften. Egentlig, når man snakker en artists univers som Nørlunds, så kan man faktisk ikke forlange bedre rammer og omgivelser for at nå helt derind, hvor hans tekstunivers rækker ud. Hans musikalitet, lyd og skrevne ord, vil jeg vove påstå, er altid noget, der enten kan forbindes med sommerskør majforelskelser eller hjerteskærende kærestekollaps. Vælg selv, hvilket hold du vil være på.

Det blev en aften med overskud både på humorsiden såvel som af musikskuffens indre. Allieret med Anders Christensen på bas og Jacob Høyer på trommer og mod nye mål. Nostalgi og nysyn gik op i højere fabelagtig enhed, og der blev delt omsorgsfuldt ud fra katalogets sikre arkiv, mens der samtidig blev skudt med nye støbte guldkugler fra det nyeste udspil Tid og sted. Kugler, der fløj i retninger fra tidligere tiders rare og trygge lydscenarier, men som også bød på en mere nervepirrende og altopslugende intensitet i form af hårde riff, og det, der kunne lyde som en slags underspillet indieoverhånd, bare pakket og rullet godt ind i Nørlunds formidable gestik udi lyd og stemning.

Med hovedvægten på det nye album, selvsagt, kom man derudover rundt i hele det Nørlund’ske indeks med en klar overvægt på klassikeren Nye optagelser. Da ”Ridset i panden” foldede sig ud over instrumenter, hænder og læber begyndte de første tilråb, og genkendelsens glæde ville herefter svært lægge sig. Personligheder blev rørt med hver deres historiebidrag, og da ”Indre By” åbnede sig op på scenen og lagde sig ud blandt stolene i det propfyldte Jazzhouse, var der nok flere, der fik en nostalgisk tåre eller i det mindste bare et semivådt spot et sted i øjenkrogen. For, åh jo, vi kom rundt om de gode, de onde og de virkelig smukke nuancer, som den mand har stablet på benene i sin utrolige, virile og eventyrlige karriere. En varm smuttur ind under gløden på Tændstik med fire af de udødelige fra det album faldt også i god jord. Og desværre kun to enkelte af de helt store kompositioner fra Hvad er det der sker? kunne det blive til, hvilket man jo som mig er et skarn at ærgre sig over. Ikke fordi den plade er bedre eller noget i den dur, men simpelthen fordi samtlige plader indeholder så mange smukke linjer af lyd og tekst, at der burde indføres en klausul over fremtidige Nørlund-koncerter, således at nærmest hele kataloget blev gennemført, koste hvad det ville – som sagt, man er vel bare et skarn med drømme.

Nikolaj Nørlund1 Jeg har set og oplevet Nørlund-koncerter sådan cirka hvert fjerde-femte år. Så bliver kvoten og den nødvendige dosis lige opfyldt. Første gang et noget så kuriøst sted som Ringsted Bibliotek helt tilbage i 1996, hvor Navnløs lige var smidt på gaden. Det var Nørlund solo på akustisk, og det var smukt og nyt. Jeg havde indtil da kun dyrket Trains and Boats and Planes mere eller mindre sporadisk, men fedt var det absolut. Anden gang, jeg så ham, var og er nok stadig den bedste i erindringen, og endnu en gang var det i provinsen: Badeanstalten i Slagelse. Det var i 2000, vil jeg mene, for Hvad er det der sker? havde lige indtaget gaden og butikkerne. Ud over Nørlund var det vist nok Mark Robinson på bas og så selvfølgelig Lise Westzynthius med hendes glasklare, porøse englerøst. De spillede hele natten, i det der virkede som en uendelighed, og tredje eller fjerde gang de kom ind på scenen, kunne man som publikum få opfyldt sangønsker, hvilket var helt grotesk lækkert. Der blev blandt andet budt på perler fra Trains and Boats and Planes, og jeg skal komme efter dig. Ydermere blev det også til et gensyn med ham på RECession i Århus 2004, igen solo. Og så er vi tilbage til denne oktober aften, hvor alting virkede, og klapsalverne ingen ende ville tage, med stående applaus som den nærmest eneste ærbødige og ydmyge gestus.

Nørlunds ord er prosa tilsat lyd– og livsvigtige ingredienser, som man som lytter bliver ramt af og lynhurtigt forbliver fortrolig med. Indlevelsesevnen sætter ind, så snart der kommer toner ud af den dæmpede højrehånds teknik, som manden kærtegner sin guitar med, og stemmen man aldrig tager fejl af, stemmen der med sin unikke og til tider foruroligende dybe klang formår at føre én trygt igennem en aften som denne.

Og det er med et sjældent klarsyn, at jeg nu konstaterer, at Nørlund er tilbage på den danske scene i en skræmmende oplagt ny spillelysten form. Glæd jer!

★★★★★★

Janus Hecht: All in Your Hands – Undertoner.dk

•september 20, 2009 • Skriv en kommentar

Endnu en anmeldelse fra Undertoner.dk – kan læses nedenfor eller her

Janus Hecht: All in Your Hands EP

Af Brian Ravnholt Jepsen | 20.09.09 | Ingen kommentarer
Janus Hecht: All in Your Hands EP

Janus Hecht: All in Your Hands EP
Selvudgivet
Format: cd + download
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: Attrap, The Liberty Balance
// Del

Det er sjovt, som der er ting, der går igen i dansk singer/songwriter-folk. Bevares, der er måske nok mere end en hel del faktisk, men jeg har valgt at blive lettere (ufrivilligt) irriteret over en lille firestreget lirekasseleg kaldet banjoen. Banjoen er af uvisse årsager (altså ud over den sædvanlige smøre med, at det giver det helhedsholdbare lydindtryk en ekstra tand på autenticitetsskalaen samt bidrager til en dybfølt påstået overbevisning) blevet et yndet objekt, som flere danske bands, såsom The Liberty Balance og Attrap, nu råber højt i frateniserende kor om. Du skal have det instrument med, ellers er du ingenting. Ellers tager du jo ikke dig selv seriøst, come on! Sjov tendens. Men fair nok, hvis det nu ikke kan være anderledes, så tager vi det med også.

En ep på fem numre har Janus Hecht bevæget sig ud i. Det er ca. 20 minutters akustiske, følsomme listesko-ballader, der møder mine ører. Måske godt til regnvejrsdage og te, måske godt til bare at smide i kassen i kælderen. En temperamentssag. Jeg finder det drønkedeligt, eller måske vil det bare være lettere at sige, at den slags har jeg hørt for meget, nok eller tilstrækkeligt til, at jeg kan blive hæsblæsende bevæget. Måske er jeg bare blevet immun over for genren efterhånden, men jeg savner noget ekstraordinært mellem linjerne. Noget, der kan få vægtskålen til at hælde over til den vigtige side - der, hvor der er noget på spil, og ikke der, hvor der bare bliver hældt honningsød tøsefryd-lyd ud. Hvor er esset i ærmet, der falder hårdt ned på bordet og fanger mig i en situation, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brokke mig over snyd eller trække på smilebåndet over et uventet møde med noget, der faktisk kunne have potentiale til at overrumple? Well, desværre ikke her i hvert fald.

Første skæring er “It’s So Easy”, som i grunden er meget fint bygget op over en klassisk nedgang og ligeledes kategorisk rundgang med akkordkliken samt tilhørende klynk og strygere. Der bliver sunget “It’s So Easy”, ligesom Axl Rose gjorde på Appetite For Destruction med efterfølgende »When everybody’s tryin’ to please me, baby,« men her er det med modsat metaforisk fortegn, hvor Hecht prøver at overplease en kende for meget med semiprætentiøs frelsthed. Jeg er bare ikke så god til den slags, medmindre stilen eller genren virkelig formår at tage fusen på mig.

Selvfølgelig skal man have in mente, at Hecht er nybegynder udi denne disciplin kaldet ‘musiker med alt, hvad dertil hører’, men efter at have hørt pladen mange gange nu, så må jeg altså konstatere, at der endnu er et rigtig godt stykke vej for manden. Alting er pakket så groft ind i klichepapir, at selv efter at have gravet sig igennem den solide indpakning, viser det sig, at resultatet i sidste ende er så småt og skrøbeligt, at fundamentet er selvskrevet til at vakle ubehjælpsomt. Det tager sin tid, før rygraden vokser sig stor og muskuløs nok til at bære vægten. Bundniveauet skal være højt nok til, at jeg som lytter kan se igennem fingrene med debuttant-tendens og mærke, at der er noget på højkant, som gerne vil skrælles og pirke og gøre opmærksom på sig selv i vedkommende stadier. Og så er det jo selvfølgelig nok så fint og flot, at Frederik Thaae (A Kid Herafter) har sat tæerne indenfor og produceret pakken ug-lækker, men under indpakningspapiret skal der så være en ligeså gedigen gave i stedet for følelsen af nubret nittepapir fra en tombola.

Det, jeg mener, er, at det bare ikke er helt godt nok, når ens musikalske opmærksomhed bliver forstyrret og frarøvet et eksakt fokus i stedet for at kunne tage udspillet seriøst hele vejen igennem. Som f.eks. fra det øjeblik omkvædet i “Flawless” sætter i gang, og hvor jeg fandt det mere interessant at se, om jeg nu også kunne synge hele verset fra “Mad World” med legendariske Tears For Fears på selvsamme toner. Akkordrundgangen er slående identisk og bevidner om, at jeg egentlig havde for meget tid til at tænke mit i stedet for at give Hecht den fulde opmærksomhed. Dertil er musikken bare ikke gribende nok.

★★☆☆☆☆

Mew: No More Stories/Are Told Today/I’m Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away – Undertoner.dk

•august 17, 2009 • Skriv en kommentar

Anmeldelsen af Mews nyeste udspil kan læses nedenfor eller på Undertoner.dk her

Af Brian Ravnholt Jepsen | 17.08.09 | Ingen kommentarer
Mew: No More Stories/Are Told Today/I’m Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away

Mew: No More Stories/Are Told Today/I’m Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away
A:larm
Format: cd + vinyl + download
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: The Swirlies, Marnie Stern, Animal Collective, Jim O’Rourke, Sufjan Stevens, Sigur Ros, The Cure, Efterklang
// Del

At skrive en anmeldelse om Mew kan godt gå hen og blive en temmelig langstrakt affære, da man føler sig nødsaget til nærmest metodisk og kronologisk at gå igennem hele deres bagkatalog. Dels for at få styr på (og nyde i nostalgisk enrum) de forskellige udspil, men også for at markere og lave nogle enkelte nedslag i deres tidslinje/udvikling/udtryk.

I grunden er det at anmelde en plade også en mærkelig, diffus størrelse. Tag nu Mews nyeste udspil med den usandsynlige, dejligt lange »op i arsen med normen for titellængden på en plade«: No More Stories/Are Told Today/I’m Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away, som jeg nu har hørt igennem en 30-40 gange, og som jeg i starten virkede uhyre poppet, silkeblød, afdæmpet og ikke rigtig fængende, men som jeg nu er begyndt at holde utroligt meget af, eftersom den har åbnet sig, sneget sig op bag mig i kalkulerede stadier og stukket mig i ryggen med nybegyndt, tilbagevendt intensitet. Påberåbt sig ubetinget opmærksomhed, simpelthen.

Det var, som om selve skiftet mellem ’lettere uinteressant’ og ’hov, halløj, hvad var det?’ skete, da jeg gik fra at høre cd’en skiftevis på mit anlæg/ghettoblaster og til udelukkende intense gennemlytninger på Ipod og via høretelefonerne, der udelukkede alt andet og kun tillod indkapslingen af Jonas Bjerre og co.’s toner anno 2009. Så skete der altså noget. Og det er altså seriøst fedt, når den slags sker og nærmest tager én på sengen, off guard. Men så igen, måske om en måned eller to er magien for mit vedkommende så stille faldet til jorden igen, og så kan man jo genfinde og genopdage denne store vidunderplade om lang tid og blive nostalgisk endnu en gang, og resten er historie.

Sidespring. Et lille et af slagsen. Noget med rygter. Anekdote måske. Vi kalder det bonusinfo: Tilbage i februar 1996 havde to venner og jeg et band, og bandets trommeslager havde en storebror, som var i praktik som lydmand i noget, der hed Kurts Mobil i København. Det viste sig, at storebroderen hurtigt fik arrangeret, at vi kunne komme ind og få lavet en demo. Så langt, så godt. I Kurts Mobil var det så, at der på væggene var nogle sjove små tegninger af pandaer og lettere androgyne mennesker (65/35 i pigernes favør, dømt på baggrund af hårlængde). De var i brune og grøngule farver, og for det meste lignede det bare børnetegninger. Vi tænkte ikke mere over det…indtil A Triumph for Man kom ud. Det viste sig, at Mew faktisk ligeledes havde indspillet demo samme sted, og man følte sig en smule hævet over andre, nu hvor man faktisk havde stået og indåndet Bo Madsens guitarsved, fanget sig en trommestiksplit under skoen fra Silas’ trommestikker og vadet på samme gulvtæppe, hvor Jonas Bjerre velsagtens havde slået endnu et slag for udviklingen af sin vokalitet. Det var stort dengang. Og det var A Triumph for Man i den grad også. Om de tegninger på væggen i Kurts Mobil så reelt var Mews kreationer, vides ikke med sikkerhed, men måske Jonas og co. kunne afgøre den sag.

Pointen er, at da jeg senere sad og funderede lidt mere over synet af de tegninger forbundet med imaginære strips til deres debutalbum, ja, så gik det op for én, at her var tale om noget, der nok og nærmest med selvfølgelighed ville nå usandsynligt langt og i den grad højere op, end hvad der ellers rørte sig på den lettere sparsommelige musikalske scene kaldet midt-90′er, hvis man tog de fine langsigtede brilleglas på. Man følte sig meddelagtig i en eller anden abstrakt størrelse.

Til sammenligning med det fire år tidligere udspil, And the Glass Handed Kites, er No More Stories… en væsentlig mere rendyrket popkonstruktion, der i stedet for at lægge vægten på den hårde approach og energiudladning finder sit kildeudtræk i den lettere fordøjelige ende af melodiskalaen, dog rørt grundigt op med afgrundstoner af lettere grum karakter. Men det skader nu ikke helheden. Det er faktisk lækkert. Mest af alt flirtes der med eksperimenterende rytmer og taktstokke, som genkalder reminiscenser af ”Beautiful Balloon” fra A Triumph for Man, og guitarsekvenserne er blevet en smule mere nuancerede udi en slags særegen Mew’sk lyd, og her tænkes i særdeleshed på nummeret ”Introducing Palace Players”, hvor guitarfiguren stabber og hakker sig igennem en takt(u)balance, som bare svinger ret så overlegent, hvorefter der bygges op og gøres klar til, at høsten bliver bragt i hus – med fornemt overskud selvfølgelig.

Jeg tænker, at ligesom Sonic Youths nyeste plade, The Eternal, for dem var en revitalisering og genfremkaldelse af tidligere tiders pionerarbejde ved at se tilbage på bagkatalogets produkter a la Daydream Nation og Experimental Jet Set Trash and No Star og genfinde inspirationsmateriale, så lyder No More Stories… også som en kælen affære, hvor man føler, der har været snuset i nostalgiposen, og fragmenter fra Half The World Is Watching Me og i særdeleshed A Triumph for Man er blevet sat i spil på frisk vis. Jeg er i hvert fald ikke helt træt af det, jeg har hørt endnu, og er temmelig overbevist om, at denne friskhed er rigtig, rigtig god for bandet. Det kan vel i og for sig kun gå den rigtige vej. Finesserne er blevet mere detaljerede, og bandets rygrad har mere solid og sikker marv, således at udviklingen og rutinen gør det til en nydelse igen og igen at høre deres engagement i toneskabelse.

Det første track, ”New Terrain”, virker (jævnfør den nostalgiske kirurgi nævnt ovenfor) som en hybrid mellem søsyge (hvilket der også bliver sunget om) og fragmenter af de små, legesyge finurligheder på A Triumph for Man. Oveni er det hele reversed, eller det vil sige, at vokalsiden forbliver lettere mystisk, mens resterne looper rundt et sted, indtil klimaks ramler, og alting forsvinder i fantasttempo. Fedt nummer. Pompøst. Strategisk anlagt og velplaceret som første skæring. Her inviteres man, og der flirtes, og man kan ikke lade være med at forvente mere fra samme skuffe.

Herefter følger næsten typisk positiv Mew-lyd på ”Beach”, der glider ubesværet gennem fløjlspop, og det kunne egentlig have været et aflagt, hengemt track, der var ment til A Triumph for Man, men som aldrig klarede cuttet og nu i stedet er blevet friseret og har fået spilletid i bedste jokerstil. Den eneste forskel kunne jo så eventuelt være, at guitarfladerne ligger længere tilbage i mixet og tilmed er slebet helt patronskarpt til den tunge pop-seksløber. Det er også på tracks som dette, at nytilkomne Bastian Juels bas får lov til at demonstrere nye tider for Mews videre forløb i kraft af fyldige, tunge mandsopdækninger af hele tonespektret. Og trods den lidt mærkværdige intro, så viser ”Repeater Beater” sig at være en slags brormand til ”Beach”, bare hårdere i betrækket og med et finurligt guitar-ostinat, der associeres med Marnie Stern light. Begge numre er korte og præcise og ikke så meget pis, bare Mew. Sådan.

Værd at nævne for deres lækkerhed er også ”Silas the Magic Car” og ”Sometimes Life Isn’t Easy”. Disse sange er på en eller anden måde hele essensen i opbygningen af en særegen helhed og grundstamme i Mews univers. Homogenitet fundet gennem sammensætning og melodi-lir. Konceptet og ideen som det primære og instrumenteringen som det sekundære. I de første 1:44 af ”Sometimes Life Isn’t Easy” – med dets sorte afgrundslyd iklædt eyeliner og synthflader, der penetrerer alle hjerters hjemsøgte tarvelighed og omvender, helbreder og udelukkende akkumulerer stolthed – synes jeg at nyde tankevandringen mod The Cures vanvittige genistreg af et album, Disintegration. Også nogle af pladens fineste streger efter min vurdering.

Og næsten lidt irriterende, men bestemt også temmelig lettere resignerende må jeg indrømme, at for mit vedkommende findes pladens højdepunkt – målt efter bedste Mew-fan-målestok – i track syv, ”Cartoons And The Macrame Wounds” (i vanvittig skarp konkurrence med skæring nummer 14, cirka fifty-fifty). Alting virker så gennemført her, at det er svært at gøre så meget andet end bare at forsøge at lime de vildt mange fragmenterede dele af lydportioner sammen til et stykke særligt musik. Det her er uden tvivl en smuk vandring gennem noget af det, Mew er bedst til, men dermed ikke sagt, at det er denne stil, jeg elsker mest ved Mew, men de kan det pis. Indie-balladen kan vi kalde det. Det er så voluminøst og gestikulerende pompøst i en sådan kalkulerende grad, at jeg tvivler på, om mange andre end netop Mew ville kunne gennemføre lige nøjagtig denne tour. En seriøs kandidat til ørehænger of the year. Og så skal det lige endnu en gang tilføjes, at her banker basmand Bastian sin position så skræmmende solidt fast, at vi fremover maner al snak om udskiftninger og et før/efter-Mew til jorden. Velkommen til dig, og jeg håber, du bliver hængende en stund.

Årets længe ventede plade lukker og slukker i ærefuld stil med ”Reprise”, som er den onde version af ”Silas the Magic Car” – eller hvis De tillader en analogi: ”Reprise” er det, Anakin Skywalker udviklede sig til – hvor der bliver delt rundhåndet ud med respektdedikationerne til The Cures Disintegration samt hele kataloget fra Slowdive i de mest fornemme synthkaskader, hvor tykke molflader infiltrerer ethvert sind, der er modtageligt herfor. Kursen er sat mod magtesløshed og fortvivlelse. En cocktail, der brændemærker de seriøst musikafhængige med et ekko af dimensioner, som bliver svært at efterleve. Der vil hungres efter mere. En helt ny tung, seriøs og svært afrystelig side af Mew, der viser skyggesiderne frem i ondskabsfulde, smukke toner. Stof til eftertanke – eller et eftermæle til nyt brændstof. I hvert fald er det uomtvisteligt lyden af et mesterværks afsluttende rejseparagraf, der med sine 5:33 minutter formanende fortæller lytteren, at Mew unægteligt er tilbage!

★★★★★★

All Products Made Nice: s.t. – Undertoner.dk

•august 9, 2009 • Skriv en kommentar

En anmeldelse af APMN er tilgængelig nu på Undertoner.dk her og ellers nedenfor.

All Products Made Nice: s.t.

Af Brian Ravnholt Jepsen | 09.08.09 | Ingen kommentarer
All Products Made Nice: s.t.

All Products Made Nice: s.t.
Selvudgivet
Format: cd
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: R.E.M., Architecture In Helsinki, Chad VanGaalen, Jose Gonzales, Sixteen Horsepower, Iron & Wine, Mice Parade
Tags: , ,
// Del

En lille plade på lidt over et kvarters spilletid er ikke meget materiale at skulle bedømme noget ud fra, men ikke desto mindre må man forestille sig, at det meget vel kunne være et gennemtænkt strategisk trick fra All Products Made Nices side, så man som lytter forbliver interesseret ved ikke at få for meget foræret. Jeg ved ikke helt præcis, om det er det, der er tilfældet her, for de fem numre på pladen stikker lidt i hver sin retning. En slags helgardering måske, men ikke nødvendigvis en af dem, hvor der er en præmie i horisonten, selvom man spiller pladen fuld so to speak.

Det kan dog trække lidt op, at coveret er håndlavet, ud i det der ligner en stencil eller sågar linoleumssnit, men desværre trækker det så væsentligt ned igen, da selv samme cover hverken er særligt fantastisk eller smukt. Sidst, men ikke mindst, vil jeg alligevel mene, at det samlede coverresultat trækkes en smule op med den lille notits nede i højre hjørne, der siger 41/200 og dermed påpeger, at vi har med en special edition at gøre, og at folkene bag All Products Made Nice faktisk har siddet og brugt en betragtelig mængde tid på projektet. Det kan jeg egentlig godt lide.

Nuvel, i coveret ligger også en lap papir, hvorpå der står tre små separate beskrivelser af musikken efterfulgt af et navn. Ved første øjekast kan man fristes til at tro, at det er uddrag af anmeldelser, men efter lidt kiggeri på gruppens hjemmeside finder man ud af, at det faktisk er bandets medlemmer selv, der nærmest kriminelt har skamrost deres eget resultat i små vendinger af floskelkarakter. Den slags bryder jeg mig ikke så meget om. Det skulle egentlig ikke være nødvendigt med den slags gimmicks, hvis man tror på sit lort, og giver desværre bare bagslag og bevidner mere om manglende tiltro til sit værk. Ret mig bare, hvis der hersker uenighed.

All Products Made Nice er en trio bestående af Asger Christensen, Iris Marie Jacobsen og Henrik Rivera Hansen, og på pladen af samme titel har de tilført værket stemning og nerve ved hjælp af mange gæstemusikere. Instrumenteringen er rig på diversitet med alt fra rhodes-klaver, banjo og keyboards til irsk bouzouki, som er et dejligt folkeligt instrument, og som vel nok stadig mest bruges i, ja, irsk folkemusik, country, bluegrass og roots. Resultatet er et slags blandingsprodukt, der ligger titelmæssigt et sted, som kan kaldes distortion-folksy pop eller noget i den stil.

Egentlig lægges der ret godt ud på pladens første skæring ”My Indiscretion”, som kunne blive et hårdtslående ørehængerhit med dets blanding af lige dele AC/DC og Marnie Stern-guitarriff. Det svinger fantastisk og lyder både hult, tomt og 80’er-afgrundsagtigt blandet med nerve, stemning og pågåenhed. Man kan næsten ikke lade være med at blive revet med. Henrik R. Hansens vokal er dyster og tung, men virker ganske velafstemt til nummerets helhed, og det stråler af musikalitet og harmoni. Lækkert.

Næste sang på skiven er også en fin blanding af det tidlige R.E.M. a la Reckoning og de muntre og dog semi-eksperimenterende toner fra Architecture In Helsinki prydet med Iris Jakobsens forholdsvis smukke røst. Hav in mente, at der ikke rigtig kan antydes mere end ’forholdsvis’, da der som tidligere nævnt ikke er meget stof at stikke ørene i.

Skæring tre og fire springes over. Milevidt ved siden af det andet materiale og ikke noget videre at bruge krudt på – det skulle da lige være, at det som så ofte før set er en kende irriterende, at nogle grupper partout smider pladens bedste og mest fuldendte nummer på som første skæring i stedet for at vente til cirka midtvejs. Hvorfor? Fordi det som lytter er væsentligt mere overbevisende og fantastisk at opbygge sig et klimaks til cirka midtvejs på en plade i stedet for at smide det på som det første, hvorefter det ikke kan matches og alting ramler og går ned ad bakke i et stødt, men solidt, tempo. Kurven skal helst ligne et ’A’ – dog uden stregen.

Sidste streg på pladen er stille, enkle akustiske toner, der frembringer stunder og stemninger fra José Gonzales og Chad VanGaalen. 1 minut og 45 sekunders tostemt vokal, der virker modent og stilsikkert. Mere af det. Det klæder.

All Products Made Nices udspil er og bliver kun en formodning om, at der er noget i gære, men mere præcist end det bliver det desværre aldrig rigtig. Det skal dog nævnes, at trioen virker som individer, der har humoren og ironien på deres side, hvilket også sætter pladen i et andet perspektiv. Men det skader jo aldrig at slå sit budskab fast, så man som lytter ikke bliver alt for meget i tvivl om, hvornår det er jovialt, og hvornår det er alvor.

★★★☆☆☆

The Liberty Balance: The Liberty Balance – Undertoner.dk

•juni 29, 2009 • Skriv en kommentar

Og sørme om ikke der er endnu en anmeldelse i hælene på den forrige – danske The Liberty Balance er anmeldt og kan læses her eller nedenfor såmænd.

The Liberty Balance: s.t.

Af Brian Ravnholt Jepsen | 29.06.09 | Ingen kommentarer
The Liberty Balance: s.t.

The Liberty Balance: s.t.
Artiscope
Format: cd
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: Antony & The Johnsons, Bon Iver, John Cale, Sixteen Horsepower, Nick Cave, Iron & Wine, José González, Tindersticks
// Del

36 minutter. Det er cirka, hvad det at komme med toget fra Kbh’s Hovedbanegård til Roskilde. Men det er også, hvad det tager The Liberty Balance at levere ni numre på deres selvbetitlede cd. Det føles sjovt nok som mere. Måske er det, fordi sangene flyder sammen på en mærkelig homogen måde, eller også er det, fordi de minder lidt for meget om hinanden. I hvert fald føles det lidt som at hoppe på en evigt kontinuerbar karrusel i et sommerland et sted, der ikke lader sig nærmere beskrive.

Tomandssjakket med de førende drivkræfter bag The Liberty Balance er Mike H. og Albert Raft, og med sig i baggagen har de et hold af dygtige musikere, der alle bidrager til den samlede helhed, deriblandt fantastiske Soma Allpass, som virkelig har været omkring. Selv stødte jeg på hende i de gamle Trains and Boats and Planes-dage. A job well done, må man sige. Stor respekt herfra.

Historien fortæller, at drengene børstede støvet af de beskidte jeans, satte hatten på sned og drog på hytteudflugt for at indkapsle deres musikalske mål – helt efter bogens forskrifter, om man vil. Det var i hytten, at The Liberty Balance blev grundlagt, og kollektivets anstrengelser og bestræbelser på henholdsvis guitar og klaver blev til 25 numre, hvoraf  ni af dem altså blev særligt udvalgt til pladen af samme navn.

The Liberty Balance er en affære, hvor melankoli, kontemplative stunder og burlesque light går hånd i hånd. Vokalsiden er i højsædet, og grundlæggende kan man sige, at albummet gerne – med en stemning, der hælder mod det intime – vil snige sig ind under huden på lytteren. Jeg vil nok nærmere hælde til, at værket til tider bliver en anelse kedeligt og lettere enerverende, men når det er sagt, så er det også på sin plads at nævne, at der findes perler gemt på skiven.

Den første perle er faktisk åbningsnummeret, ”Calling on Rebels”, som er fantastisk smukt balanceret mellem vokal og instrumentering. Og netop instrumenteringen er en vigtig investering i projektet. Vi snakker foruden akustisk guitar og klaver også elementer såsom bratch, trombone, sav og euphonium, som er det dybeste blandt saxhornene.

Det er med en følelse af fryd og samtidig med en opstemt forventning om, hvad der mere må komme, at dette åbningsnummer slutter. Med andre ord: Det tegner godt. Rigtig godt. Desværre ryger det meste af glæden, smilet og forventningen lidt af sporet, når sang nummer to, ”Viva”, sætter i skred med sin blanding af meget blød Tom Waits, burlesque og sågar gammel Sebastian. Som en slags brat opvågning efter den milde blødhed og varme fra nummeret før. Den slags virker ikke hos mig, og jeg bliver mildest talt irriteret over stilskiftet. Spillemandsmusikken så jeg helst var blevet i træhytten, og fokus burde i stedet udelukkende være på det intime og stemningsmættede vartegn.

”Tiger in a Cage”,”Burn My Brand” og ”Don’t Stress”. Vi er tilbage ved det intime, bløde og balladeagtige. De gennemgående musikalske referencer, der lader kalde på sig, spænder fra Antony and the Johnsons, Bon Iver, John Cale og Sixteen Horsepower til Nick Cave, Iron and Wine, José González og sågar Tindersticks. Det er her, styrken skal findes hos The Liberty Balance, og det er her, at de først rigtig bliver pågående, og man føler, at de har noget på hjerte, uden at det bliver kliché. Træhytteriet, med dens von Trier’ske “Antichrist”-surroundings, som jeg sidder og forestiller mig dem, må have bidraget vældigt til disse hybrider mellem lige dele melankoli og intimitet. Styrken til disse stumper musik synes at være suget ud af den lydløse lomme og brugt på rette vis. Der skal fokus være.

Pladens måske smukkeste skæringer findes i ”You Hold My Hand” og i særdeleshed i ”When the Whole World”. De sidste fire linjer i sidstnævnte overlades til Frida Asmussens smukke røst. Det er så spinkelt og lækkert, og man får kun denne lille snert, hvilket gør, at man higer efter mere. Genialt udtænkt. En strategi, der altid er holdbar, når man vil revolutionere og gøre decideret impact på en lytter, for man husker dette. Tankerne flyder flygtigt mod Stina Nordenstams genistreg af en perleplade, And She Closed Her Eyes. Den samme melankoli og nerve, som det album udstråler, findes ligeledes glimtvis  i ”When the Whole World”.

Det er i grunden et bemærkelsesværdigt stunt, at pladens absolut fineste numre findes først og til sidst. Det er virkelig ærgerligt, at selve resten af den musikalske indmad ikke lever op til disse tårne. Det ville kun klæde og fryde, og jeg ville så frygteligt gerne give disse herrer, dette kollektiv, en højere karakter, men præstationen ligger desværre under middel helhedsmæssigt set. De sporadiske euforiserende øjeblikke kan ikke bære hele slæbet, det er selvsagt. Der skal arbejdes mere, og det føles slet ikke umuligt. Hatten på sned og ud i skoven. Der er mere guld at hente.

★★★☆☆☆

Gypsies: For The Feeble Hearted – Undertoner.dk

•juni 29, 2009 • Skriv en kommentar

Endnu en anmeldelse er røget på Undertoner.dk – denne gang er det danske Gypsies og den kan læses nedenfor eller her

Gypsies: For the Feeble Hearted

Af Brian Ravnholt Jepsen | 28.06.09 | Ingen kommentarer
Gypsies: For the Feeble Hearted

Gypsies: For the Feeble Hearted
Superstar/A:larm
Format: cd + download
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: The Roots, Black Eyed Peas, N.E.R.D
Links: Gypsies
// Del

Danske Gypsies leverer lyd, som man kan vippe sine fødder i takt til… og så er der vel egentlig heller ikke mere at komme efter, hvis sandheden skal frem. Efter sigende skulle de gøre sig ganske godt live og levere nogle dejligt energiske sceneshows, men det kender jeg desværre intet til, for jeg har aldrig hørt om dem før. Det er selvfølgelig delvist min egen fejl, så det skal de ikke høre for. Jeg har dog nu fundet ud af, at de i 2007 udgav deres debutplade One Hand Up, der gav dem fine opvarmningstjanser for Fugees og The Roots m.fl.

For the Feeble Hearted er nummer to i rækken, og lad det være sagt med det samme: Hvis udgivelse nummer tre ligger og rumsterer i disse festmenneskers fingre, så skal der saftsuseme saves lidt af den lumre party-attitude og vises nogle skills udi at have noget på hjerte, for For the Feeble Hearted er altså en ret tynd kop gasvand, og jeg tænker, der må lugte langt mere af agurketid, tatoveringsskorper og duftevand end af hårdt slid i deres øvelokale. Det skal ikke forstås som en decideret kritik af deres individuelle kunnen på diverse instrumenter, men derimod som en slags opfordring til at få arbejdet sig frem til et mere modent og stilsikkert udtryk.

Efter en del gennemlytninger tumler jeg stadig rundt med en præcisering af deres lyd. Det nærmeste, jeg kommer en slags facit, er som en blanding af underlægningsmusikken til et FIFA-fodboldspil til Playstation 2 rørt op med tre-fire senhalvfemser-boybanddemoer, der aldrig klarede cuttet; det hele leveret i stil med soundtracket til en neutral all american highschool, feel good-film a la “She’s All That”.

Et af de store problemer for mig er, at de omfavner alt, alt for mange stilarter på én gang, hvilket gør udtrykket en kende rodet. Der er referencer til hiphop, rock, dub, reggae, electro, pop, indie og hvad ved jeg, men lur mig, om ikke resultatet ville være meget mere helstøbt, hvis gruppen samlede deres energi om få eller en enkelt stilart. Det har i hvert fald den uheldige virkning, at jeg som lytter står af i længden, da lydbilledet i sidste ende forekommer mig at være for, ja, rodet, men også usammenhængende og næsten enerverende.

Forsangeren, der skiftevis synger og rapper, kalder sig Shaka Loveless. Et navn, der lyder meget sejt, men egentlig synes jeg, trommeslagerens lyder endnu sejere: Birk Nevel. Sådan. Anyway, nok om det. Shaka er halvt dansk, halvt amerikansk, hvilket resulterer i, at tekstuniverset bl.a. strækker sig forbi Barack Obama. Andre temaer, der tages op, omhandler problematikken om Christiania, bandekrigen på Nørrebro og ulykkelig kærlighed. Man kan kalde det for ægte emner, men jeg vælger at se det som populistiske tendenser – grænsende til kliché. Men det er jo egentligt også helt fair nok. Det er i hvert fald personligt, og det er godt.

Jeg er ret overbevist om, at Gypsies er et mere positivt bekendtskab live, end når de præsenteres for mig gennem højtalerne fra anlægget. Den superfinpudsede og kontrollerede studielyd er nøjagtig, som den lyd i den genre helst skal være, men den ender med at blive temmelig anonym og måske endda irriterende, for man kan godt høre og mærke, at de her drenge har tilpas fine energiudladninger i ærmet, men at det aldrig kommer til sin ret. Efter hvad jeg har læst om dem og deres tilgang til musikken samt deres kreerings- og indspilningsmetoder, lever de meget højt på, at de insisterer på kun at spille deres instrumenter live – både under indspilning og til liveshows – i stedet for at bruge genrens normale turntables, backingtracks og lignende. Det synes jeg egentlig meget godt om, men som nævnt tidligere, så kommer det aldrig til udtryk på pladen. I stedet bliver det hele druknet i attitude, bling og highschoolrock-stemning. Ærgerligt.

Gypsies er et ret politisk engageret band med visse meninger, og det er kun godt. Den slags er der altid brug for i et eller andet omfang. Det giver mening og indhold for nogen. De har bl.a. været medinitiativtagere til velgørenhedskonceptet “Musik mod Aids”, hvor der de sidste par år er blevet samlet ind til mikrolån til prostituerede i Nairobi. Det resulterede i, at bandet drog til netop Nairobi for at spille gratis shows og få udvidet kulturhorisonten, hvilket forhåbentlig vil give ekko i deres omgang med egen bevidsthed samt materiale. En ædel sag og det giver point.

I sidste ende sidder jeg tilbage med en ide om, at det næste udspil kan gøres en del bedre. Nu har de prøvet kræfter med nogle forskellige udtryk, så tredje gang må være dér, hvor de rammer deres helt egen niche på en forhåbentlig mere overbevisende måde, for desværre virker For the Feeble Hearted som noget, der sættes på anlægget, når der skal alkohol indenbords, et par timer før turen går mod Crazy Daisy eller noget lignende provinsielt.

★★☆☆☆☆

“20 Kitchen Scenes – Point Of No Return” – “Afgrund 09”, Kunsthallen Brandts

•juni 22, 2009 • Skriv en kommentar

For tiden kører afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi, “Afgrund 09” på Kunsthallen Brandts. Mit afgangsværk hedder “20 Kitchen Scenes – Point Of No Return” og omhandler science-fiction genren eller rettere; det handler om køkkenscenerne fra 20 rumskibs science-fiction film gennem 40 års filmhistorie.

Kort fortalt har jeg affotograferet køkkenscenerne i 20 science fiction film med et Polaroid kamera. Alt fra ”Rumrejsen – 2001” af Stanley Kubrick til ”Alien – Den 8. Passager” af Ridley Scott. Alle klassikerne er der såvel som de mere ukendte inden for genren. Udgangspunktet har været, at filmene skulle overholde nogle enkle regler.

Efter nogen tids research på projektet, fandt jeg ud af, at der altid i disse rumskibsfilm er en køkkenscene, hvor hele rumskibets besætning mødes. Det er f.eks. her, at de mødes til et måltid mad efter mange måneders rumrejse i kryo-stasis (nedfrysning). Eller det er her, at den nye mand/kvinde i besætningen skal introduceres. Det er også her, at der er briefing omkring, hvor tæt besætningen er på en given planet, Jorden eller eventuelt hvorfor de har undveget en ellers planlagt kurs.

Alt dette sker ved køkkenbordet. Og dette sker altid inden for filmens første 20-30 minutter. Derefter går alting galt. Helvede bryder løs med andre ord. Besætningen dør enten ved interne skænderier på grund af skizofreni og psykisk ustabilitet eller også bliver de alle udslettet på grund af rumvæsner og andre aliens eller også enten styrter deres rumskib ned eller helt enkelt eksploderer på grund af sabotage.

Køkkenscenerne er det eneste standpunkt, vi som publikum har, som noget der føles trygt, hjemligt, idyllisk og nærmest familiært. Det er det eneste genkendelige, vi kan forholde os til. Og ydermere det eneste vi har at støtte os op ad for at opretholde og indfri illusionen om en dagligdag (i rummet) som noget genkendeligt og altså derfor trygt. Men illusionen brister altid. Det er det underfundige og finurlige i, at science fiction genrens rumskibsfilm gennem 40 år har skabt en illusion om et liv i rummet med alt, hvad der dertil hører, og påtager sig en narrativ rolle samt fællesnævner og visualiserer en fremtid, der ligesom illusionen brister. Vi ved bedre anno 2009.

I disse fælles køkkenscener på filmene har jeg frosset skærmbilledet præcis dér, hvor scenen er mest hjemlig/idyllisk og affotograferet øjeblikket med et Polaroid kamera. Samtlige fotos ejer alle et helt særligt blågrønt, halvsløret farveudtryk dels pga. Polaroid kameraets analoge anti-højteknologiske formåen og dels pga. computerskærmen men alle bidrager de til en smuk, dramatisk og effektfuld æstetik. Dette udtryk forstærkes yderligere ved at forstørre alle fotos til 41 x 50 cm. Dette gøres udelukkende for at skabe et mere overvældende udtryk og kæle for Polaroid fotoets fantastiske og voluminøse farvespektre.

Til udstillingen byggede et stort rektangulært rum hvor de 20 Polaroid fotos blev hængt op. Det var meningen, at dette rum skulle holdes enkelt, sterilt og klinisk men stadig neutralt nok til ikke at imitere noget fra et rumskib men derimod kun antyde dette perifert.

Dette blev gjort ved hjælp af bl.a. et hvidt gulvtæppe til at gøre rummet mere lydisoleret. Derudover vil blev der lagt lysstofrør rundt langs gulv, hjørner og loft for at skabe en særlig atmosfære fordi lysstofrør rent visuelt arbejder fantastisk sammen med selve lyskilderne, der er gengivet på fotografierne. Hovedsagen var, at publikum trådte ind i det opbyggede rum, hvor den særlige atmosfære og æstetik berørte samt skærpede iagttagerens sanser.

Ydermere lavede jeg en kort lydperformance på selve ferniseringsdagen inde i min installation. Dels fordi jeg var af den overbevisning at den lyd jeg arbejdede med gav en ekstra dimension til installationen (selvom disse hver for sig uden problemer kan klare sig isoleret) og dels fordi min installation var mere eller mindre lydisoleret hvilket gav bedre lyd end i selve udstillingslokalet.

Udstillingen kører indtil den 23. august

En enkelt anmeldelse af udstillingen af Fyens Stiftstidende kan læses her

IMG_2423 IMG_2424

IMG_2433 IMG_2432 IMG_2434

IMG_2579 IMG_2577

clip_image001clip_image002clip_image003clip_image004clip_image005clip_image006clip_image007clip_image008clip_image009clip_image0010clip_image0011clip_image0012clip_image0013clip_image0014clip_image0015clip_image0016clip_image0017clip_image0018clip_image0019clip_image0020

Ariel Pink’s Haunted Graffiti – Live, The Golden Puddle, Hamburg 16.maj 2006

•juni 11, 2009 • Skriv en kommentar

Ok efter Ariel koncerten igår tænkte jeg, at det kunne være meget fint at lave en lille sammenligning mellem den koncert jeg så i 2006 og så den fra igår – det vil ske ved hjælp af videoklip og altså, ja, det er jo ikke den bedste kvalitet men man får et ret godt indtryk af hvilken lyd, energi og stemning vi har med at gøre.

Så de første klip er fra koncerten i Hamburg og deræst dem jeg optog igår på Loppen.

Døm selv men jeg vil vove at påstå, at dengang i Hamburg var der altså lige 20% mere smæk over fingrene.

Desværre er der flere af optagelserne der er gået tabt efter at min eksterne harddisk gik i stykke for lang tid siden. Optagelser såsom: Netherlands og Jules Lost His Jewels m.fl. Det er ren og skær nedtur.

Ariel Pink’s Haunted Graffiti, Loppen 10. juni 2009

•juni 11, 2009 • 3 kommentarer

IMG_2574 IMG_2573

Antifilm: IO – Undertoner.dk

•juni 10, 2009 • Skriv en kommentar

Endnu en ameldelse har nået Undertoner.dk. Denne gang er det Antifilm med pladen IO og føj for en hankat, det har været en fornøjelse at stifte bekendtskab med den fætter. Anmeldelsen kan læses nedenfor eller på Undertoners side her

Antifilm: IO

Af Brian Ravnholt Jepsen | 10.06.09 | Ingen kommentarer
Antifilm: IO

Antifilm: IO
Statler & Waldorf
Format: cd + vinyl
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: My Bloody Valentine, Sonic Youth, Cocteau Twins, Roy Montgomery, Labradford, Slowdive, Mogwai, Thurston Moore, Cale Parks, Beck, Fleeting Joys, Air Formation, Belong
// Del

Jeg nævner i flæng og helt uden for alfabetisk rækkevidde, det er der ikke tid til lige nu: My Bloody Valentine, Sonic Youth, Thurston Moore, Cale Parks, Roy Montgomery, Mogwai, Labradford, Cocteau Twins, Air Formation, Slowdive, Belong og, tja, Fleeting Joys såmænd også. Er du én af dem, der kan nikke genkendende og ganske anerkendende til et eller flere navne fra ovenstående række, så er du i søgelyset til at kunne kærtegne og omfavne Antifilms seneste udspil,IO.

Grupperne, inklusive Antifilm, er alle en vældig samling fantaster, og alle bidrager til noget så smukt som den umiskendelige lyd af alting, der går i stå, samtidig med at lydlommer imploderer, og stemninger vælter ind i hjernebarken, hurtigere end man når at dissekere indtrykkene. Som at lytte til en ligegyldig og intetsigende hitliste et sted derude, indtil der bliver prikket, nej, rusket i ens skulder, og man får fortalt, at nu er der noget forbandet vigtigere. IO er dette. IO er vigtigere. IO er vigtigere end hitliste. Vigtigere end så meget andet, der flyver igennem vores lyd-æter. Vigtigere end attitude og kommercielle salgstal. IO er en hitliste i sig selv.

Thomas Bred er en mand med referencerne i skønneste orden og ikke nok med det; han er også en passioneret fyr med fantastisk flair og ydmyg ømhed over for strenginstrumentet kaldet en guitar. Og så er han personen bag enmandsprojektet Antifilm, og sådan skal det være. Man behøver ikke at være flere, det her går strygende. Jeg nyder og ynder at blive beruset over enmandshære, der forfølger følelsernes sitren og ikke ser andet valg, end at der skal sættes lyd på de ting, der rumsterer rundt i virvaret af musikalitet – koste hvad det vil. Og oven i købet skal det saftsuseme også være højt – og i den grad højt nok til, at det suser direkte ind under huden på én i kaskader af støj, imiteret bølgegang og med fejende vimpler af drømmesekvenser. Ligesom Ariel Pink gør det og R. Stevie Moore before him. Fra Do It Yourself-nationens godfather til en dansker midt i 30’erne med fokuseret ørenlyd over for guiarstrengenes sammenspil. Det bliver næsten ikke bedre.

IO er fantastisk fra start til slut. Jeg begriber næsten ikke, at vi i Danmark har musikere, der formår at udtrykke sig så smukt gennem lyd. Det stemmer ligesom ikke overens med de sædvanlige danske traditioner, vi ellers plejer at blive præsenteret for. Det begejstrer mig, og jeg kan ikke sidde stille. Nuvel, jeg har også en temmelig stor portion lidenskab for shoegazer, noiserock og dets lige, så måske er jeg bare ganske overvældet over at blive ført sammen med lyden af noget, jeg kun troede var udlandet (nærmere bestemt USA, England og Irland) kært.

Men når det er sagt, så er der altså en flot rød tråd gennem hele skiven, og set i bakspejlet vil jeg mene, at følelsen, jeg sad tilbage med efter at have stiftet bekendtskab med IO, var meget tilsvarende den, jeg sad tilbage med efter de første gennemlytninger af My Bloody Valentines Loveless i gamle dage. Den dér blandede cocktail af lige dele feberagtige søsygesvingninger og massive flader af rendyrket knitrende lyd. Man var medtaget i tiden efter, og egentlig længtes man bare efter at sætte skiven på og gentage nummeret forfra igen og atter igen. Forsøge at distancere sig fra lydens output og håbe på, at der ikke blev efterladt for mange spor i erindringen, således at hver gennemlytning forblev så frisk, uopdaget og vanvittig uhåndtérbar, at selve desorienteringen var en fryd i sig selv.

Således også med IO. Sangene flyder sammen, vælter sig oven i hinanden som en slags evig flygtig postej ladet med nerve. Ud over kanten, men stadig sammenhængende til sidste trevl.

Pladen lægger ud med enkelhed i ”What’s With All the Stars” – lyden af en guitar med nedstemt E-streng i det dybe C og ellers kun meget få variationer. Et trademark der er kendetegnende for hele pladen. Enkelhed, ikke at indsmøre eller tilsmudse det porøse med for mange lag. Kun at hive det nødvendige frem og lade resten ligge i gemmekassen til næste gang. I baggrunden anes Breds vokal på niveau med instrumenterne i det endelige mix, som om han ønsker at give lytteren en ledetråd til oplagt afkodning: »Det er meningen, at alt det, du som lytter hører, er en samlet styrke. Der bliver arbejdet som helhed. Alt tæller lige højt på barometret.« Et trick som My Bloody Valentine i lige så høj grad benyttede sig af, om end endnu mere radikalt. Men det virker, og det gør det også på IO.

”Drainage” – igen legende guitarer – flere lag og flere lag vokaler. Jeg tænker på, om Bred benytter sig af at stemme guitarerne i forskellige stemninger, som man kender det fra Sonic Youth. Hver lille snert guitar giver sit bidrag, og helheden overdrives aldrig.

I ”Heavy Petting” (man kan ikke andet end holde af titlen) drukner alting i basboost og rumklang, og jeg driver inderst inde mod Canada, mens en tanke falder til Roy Montgomery. Bred ejer et overblik så stort, som det kræves at kunne beherske elementerne nok til, at det hele lyder som et band. Sangene er aldrig særlig lange, omkring de tre, maksimalt fire minutter, men alligevel glider man ind i lydbilledet, og man mister fodfæste tidsløst.

”Mado” veksler med klaverspil – en ting Bred stadig gør sig i – og der bidrages til den melankolske konto. Det er nærmest som en slutspurt i bedste Labradford-stil. En slags skjult hyldest til den instrumentale struktur og et vink på afstand til ”Providence” med Sonic Youth.

Numrene ”Faster” og ”Here Comes the Son” er dreampop-sekvenser, der hygger sig i soltider, og guitarer, der gnider sig om kap med et anderledes instrumentrepertoire. Spinkle vokaler og få rytmer, akkorder og indgreb, der føles som en liderlig cykeltur gennem Assistens Kirkegård med emmende varme forklædt som kådhed. Føles som 15 år gamle, dedikerede, aldrig udgivne ekstranumre fra Cocteau Twins’ smukke plade Milk & Kisses.

”Rondo” er virvar og pletvise igangsætninger på en repetitiv dronet rundgang. Et sporadisk vortex man suges ind i og lader sig blive opslugt af. Lige dele klaustrofobi og våbenhvile. Som en slags videreudvikling af en hengemt hybrid mellem ”Expressway to Yr Skull” fra EVOL og det unavngivne track nummer ni på Washing Machine, begge af Sonic Youth. Et af IO’s smukkeste.

Skæring syv og ni på pladen er nok blandt mine absolutte favoritter. I særdeleshed nummeret ”IO”, der uden sammenligning er pladens genistreg i min optik. ”Ovenfra” og ”IO” er, til trods for deres fornemme opskrift a la My Bloody Valentine, Fleeting Joys og Air Formation, stadig udført med Breds helt eget særprægede touch. En mur så tung og alligevel så blødgjort af kridhvide klirrende guitarer, der bombarderer hinanden i få, enkle sekvenser. Lyden er som gjort af flere guitarers parstemninger. Små stop i tiden og så: klimaks. Endnu et klimaks. Og så tilbage til scratch. Kan næsten ikke få nok af det. Et narkotikum så vanedannede at selv William S. Burroughs kunne finde på at falde i igen. Og man hører legenden fortælle: »And he played all those instruments and it sounded just like when Titans scream.«

★★★★★★

Sonic Youth, Kulturbolaget Malmø – 27 maj 2009

•maj 30, 2009 • Skriv en kommentar

IMG_2443

Attrap: Happitalism – Undertoner.dk

•maj 23, 2009 • Skriv en kommentar

Så har min anmeldelse af Attraps plade Happitalism ramt Undertoner.dk – man kan læse den her eller klikke ind på Undertoner og læse den her

Attrap: Happitalism

Af Brian Ravnholt Jepsen | 23.05.09 |

Hvis man tager en lydbank fra Sufjan Stevens, de legende toner fra Jim O’Rourke og tilsætter en tilpas mængde Devendra Banhart på overarbejde med en strømforsynet guitar i stedet for den sædvanlige med nylonstrenge, Jeff Buckley på drilsk ballademageri, de altid varme og samtidig underfundige og næsten foruroligende kompositioner fra Nikolaj Nørlunds hånd og sågar smider tidligere tiders U2 (hovedsageligt tonelandskabet fra The Unforgettable Fire) oven i hatten, ryster posen og lader resultatet få den rette lyd, så står man tilbage med en plade, der på en måde virker uhyre udansk og dog stadig formår at bibeholde det særligt kendetegnende skandinaviske touch. Og den plade er Happitalism; leveret af den (u)danske version af »de kom, de så, de sang, de performede, de sejrede, og så stoppede de« – eller bandet kaldet Attrap.

Hvis man så derudover vedhæfter en blandingsvokal, der ligger lunt op ad Chris Martins (Coldplay) og har momentære strejf af Johan Stahl Winthereik (fra gamle Virgo, endnu ældre Kantarel, ældgamle Morsel Deep), pepper den lidt op med en lyd i retning af Angu (grønlandsk velsmurt popsangeri), vender og drejer den og giver den et los falset i fornem Jeff Buckley-stil, ja, selv Lasse Storm fra Sha La Las dukker op i referencerammen, og sommetider sågar de luftige accentkroge, der vækker minder om Thomas Troelsen på Dancing Casanova, tja, så vil resultatet være noget i retning af frontmand Jonas Petersens stemme. Det er sådan cirka dér, vi er henne; om ikke andet er det et forsøg på at ramme noget, der kan være med til at forklare den dagsorden, Attrap lægger (eller lagde) for dagen.

Jeg har efterhånden hørt denne plade mange gange, og den er så småt begyndt at krybe grundigt ind under huden på mig (dvs. jeg kan finde på helt umotiveret at nynne en passage fra en vilkårlig sang på pladen), og der skal ikke herske nogen tvivl om, at det også er en skive, der vokser med gennemlytningerne. Og det er alligevel med en ret fantastisk henrykkelse, at det konstateres.

Det herskende temperament, der omfavner pladen, strækker sig fra ét til satans på oplevelsesskalaen, hvor ét er kendetegnet ved det lettere poppede, lytterleflende etablissement med tendens til næsten jovial fællessang akkompagneret af massiv glædesopbakning (”Oh Boygirl”, ”Jenny” og ”Golddigger”), og hvor satans er et slags signalement for de kaotiske udsving og fandenivoldske instrument-aggressioner samt vokal-udåndinger, hvor alting ramler (”Happitalism”, ”Fatboy” og ”Warsong” (hvor der 1:30 inde i sangen er en dejlig, men nok ikke helt bevidst hyldest til Jimi Hendrix i form af det, der umiskendeligt lyder som introen på hans Highway Chile).

Instrumenteringen på pladen favner vidt og fuldender det legende, ukrukkede og fuldstændige overskudslager af selvtillid og struttende livsglæde, som skiven emmer af. Entusiasmen er lagt i håndteringen af alt fra klaver til klarinet, og det tætteste, man kommer på en snert af en reference til en decideret stortromme, må være på åbningsnummerets allerførste færd, med det der lyder som velmenende kærtegn fra et plekter fra E- til E-streng i nedadgående retning. I stedet får alverdens klaviaturer, fløjter og elementer, der lyder som xylofon (hører jeg også en mandolin?), plads på første række, og det klæder pladen samt det overordnede musikalske eksperiment særdeles glimrende.

I betragtning af, at det er (og var) gruppens eneste udspil, tager jeg hatten af for pladens diversitet. Afdelinger som melankoli afsøges med nysgerrighed, og de poppede samt lettere indierockede skæringer håndteres med overskud og stilsikker fremføring. Den legende, men stadig seriøse tilgang til opbygningen af pladen som helhed sætter sine spor, og man kan ikke helt lade være med at blive grebet af overskuddet, der skinner igennem den kompakte mur af lige dele sjov og ballade, der dog stadig leveres med en alvorlig mine, når der er brug for det. Det er et underfundigt og finurligt eksperiment, besætningen har rodet sig ud i, men trods de til tider mere eller mindre heftige stilskift rummer pladens undersøgende sporarbejde guld under overfladen.

Bandets alt for korte levetid har dog ikke været en hæmsko for musikkens videre udvikling, idet Jonas Petersen fremover vil være at finde solo under aliaset Hymns From Nineveh, og Troels Damgaard Holm samt Johan Ask Nielsen har fingrene i et nyt projekt kaldet With No Arms and Legs. Begge fronter er noget, der er værd at vente på med spænding, for eftersom Happitalism har været en fornøjelse at gå i kødet på, vil der fremover være forventninger at indfri.

★★★★½☆