Chris Isaak, Amager Bio, 6. Juni 2010 – Undertoner.dk

•juni 8, 2010 • Skriv en kommentar

Det var en lækker koncert. Nuff said. Læs her eller nedenfor.

Chris Isaak, 06.06.10, Amager Bio, København

Af Brian Ravnholt Jepsen | 08.06.10 | Én kommentar |  // Del denne side | Tags: ,

Chris Isaak er sjov. Han ejer virkelig humor. Det vidste jeg ikke, eller det vil sige, jeg havde måske en anelse om, at han kunne være knastør på en god måde, men at han var så humoristisk veloplagt i koncertøjemed, var alligevel en ekstra bonus.

Jeg ankom til et godt proppet Amager Bio og valgte at skippe opvarmningen til fordel for lidt frisk luft i udendørsryger-loungen. Man kunne jo altid sidde og wiki’e lidt Chris Isaak-historie og se, om man kunne blive klogere på ham. Jeg fandt frem til, at Isaak i årene 2001-2004 var vært på sit eget talkshow med titlen “The Chris Isaak Show”, hvor Isaak og hans band spillede sig selv i et fiktionelt foretagende, der skulle forestille at være ‘the backstage life of Chris Isaak’. Det lyder egentlig som et godt show, hvor jeg på en måde forestiller mig Isaak være af samme tørre støbning som agent Dale Cooper fra Twin Peaks, og nu her efter koncerten kan jeg kun forestille mig, at showet må være lige så propfyldt af selvsamme humor, som den Isaak leverede på scenen en varm, varm søndag aften.

Kl. 21 er lig med showtime, og applausen vil da heller ingen ende tage, da en fantastisk flot udseende mand i start-50’erne fylder scenen ud med den umiskendelige guitarlyd godt fulgt op af glimmeret fra Mr. Isaaks pailletsuit. Ja, den er god nok. Pailletter. Alligevel ikke mange mænd, der kan bære den slags med værdighed og stil, men én af dem, der kan, rumsterer straks fra start i hæsblæsende intenst tempo og sætter en kærlig dagsorden med hænderne rakt ud til de lonely soulmates, der måtte befinde sig i publikumsmængden.

Allerede inden for de første tre numre er storhittet ”Dancin’” smidt i spil, og det kan mærkes på publikum, der helt korrekt kvitterer med piften og klapsalver. Generelt kan man vist roligt sige, at størstedelen af menneskemængden er til stede i biosalen denne aften for at høre hits og kæle med minder, personlige historier og anden medbragt hukommelsesbagage til netop de udødelige toner og sange fra storsælgeren Wicked Game fra 1991, inklusiv denne anmelder, selvfølgelig. For det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at for mit vedkommende befinder Isaak-genet sig netop i perioden, der strækker sig fra den selvbetitlede plade, Chris Isaak fra 1987, hen over de tre solide hjerteknusere Heart Shaped World (1989), Wicked Game samt San Fransisco Days (1993) og med endestation i de to midt-90′er-genistreger Forever Blue (1995) og sommerlyden fra Baja Sessions (1996).

Når der går for meget røvballe/kræmmermarkedsrock i den, så kniber det lidt med at holde koncentration samt fokus, og det er sjovt nok lidt sådan en balancegang, Isaak opererer med. Lige dele balladeserenader med et lækkert lydbillede og regnvejrsattitude med længsel og afsavn og så ellers helt straight 1-2-3-4-countryrock, der grænser til det joviale. Men alligevel bliver det jo selvsagt aldrig skidt, det er jo for pokker Isaak, vi har med at gøre. Det siger det hele. Alting er gennemført og vanvittigt professionelt. Og søndag aften på Amager er ingen undtagelse.

Isaak og co. joker løst om, at de ikke rigtig skal noget dagen efter, så derfor har de tænkt sig at spille hele natten. Den slags virker på et tændt publikum, der næsten savler over muligheden for at være i selskab med denne sofistikerede herre, som med enkle midler og medmenneskelighed formår at nå langt langt ud over scenen og komme i direkte kontakt med sit publikum. Faktisk tager han sågar også turen gennem publikumsmassen i coverversionen af rock’n’roll-faderen Elvis’ smørstykke ”Love Me Tender”. En næsten lidt for karikeret gimmick, der scorer billige point; men så igen, det er jo Chris Isaak. Faktisk bliver der leveret flere coverversioner i løbet af aftenen. Alt fra føromtalte Elvis til Roy Orbisons ”Pretty Woman”. Efter en fantastisk sjov anekdote om Isaaks møde med sin musikalske storhelt, James Brown, der, ifølge Isaak, udstødte et »argh« som svar på hilsen, da de mødtes, leverer han en syret countryversion af ”I’ll Go Crazy”. Musikalsk alsidighed smurt op med selvironi og godt humør.

Halvvejs gennem showet bliver det elektriske arrangement skiftet ud med de mere intime detaljer i form af stole og akustisk gear. For nogle publikummer bliver denne del af showet en vanskelig hurdle at overvinde, da der på dette tidspunkt er flere, der havde fået en væsentlig tår over tørsten og derfor slet ikke ænser, at folk har betalt en anseelig pris for dette arrangement og egentlig gerne vil høre de sjælede nuancer. Det er faktisk min eneste seriøse anke ved denne aften. Klientellet. Det overordnede segment hedder 45+, og denne gruppering har en lidt anden forståelse af koncertgængeri. Det minder mig mest af alt om Grøn Koncert eller en Poul Krebs-koncert på torvet i en provinsby.

Bortset fra det, så skal der dog væsentligt mere til for at ødelægge min aften, hvilket er decideret umuligt eftersom hit på hit bliver smidt ud af pailletærmerne på Isaak, der for mig virker som en slags sofistikeret hybrid mellem lidt Elvis-vokal på et ansigt, der smager af lidt af Kurt Russell tilsat Morrisseys hårpragt, bare meget mere unik. ”Blue Hotel”, ”Blue Spanish Sky”, ”Wicked Game”. Disse mastodonthits bliver alle leveret i versioner, der upåklageligt brænder sig fast. Ligeledes finder ”Speak of the Devil”, ”San Fransisco Days”, ”Two Hearts” og ”Baby Did a Bad Bad Thing” deres rettidige plads i repertoiret og gør deres respektive pligt til alles glæde.

Ved vejs ende går det næsten over gevind, og i et ekstranummer, jeg desværre har glemt nu, bliver talrige piger inviteret op på scenen for at danse lidt side om side med enten bassisten eller Isaak selv. Et ret sjovt scenarie og samtidig en guideline for, hvilket segment, ud over de 45+ selvfølgelig, vi har med at gøre på sådan en aften. Af uforståelige årsager formår Isaak at få hevet tre gothchicks op på scenen, selvom de ikke føler sig helt tilpas ved situationen og mest bare har lyst til at stå lidt i baggrunden og rocke forsigtigt. I selvsamme ekstranummeromgang har Isaak imidlertid været forbi garderoben backstage og har nu iført sig et sæt tøj, der mest af alt ligner en skræddersyet discokugle. Vanvittigt corny, men ikke et uventet stunt, må man sige. Gothchicks med kulsorte, strittende lokker, der rocker side om side med Isaak i illumineret, blinkende bling bling-sæt og med bagsiden af sin selvbetitlede, indgraverede ‘Chris Isaak’-guitar ragende højt op i luften. På bagsiden står der ‘Thanks a lot’ – det er det sidste, jeg ser, inden jeg forlader biosalen, ryger ud på cyklen og sætter Chris Isaak på shuffle på mp3-afspilleren.

★★★★★☆

Elektronavn Sacred Songbook: Letters From Emptiness – Undertoner.dk

•april 25, 2010 • Skriv en kommentar

Nyt fra anmelderiet. Denne gang med dansk deltagelse.

Man kan læse nedenfor er linket her

Elektronavn Sacred Songbook: Letters from Emptiness

Af Brian Ravnholt Jepsen | 25.04.10 | Ingen kommentarer
Elektronavn Sacred Songbook: Letters from Emptiness

Elektronavn Sacred Songbook: Letters from Emptiness (2010)
Empty Sound Rec.
Musikalske slægtninge: Dakota Suite, The Liberty Balance, Under Byen
// Del

Puha. Man skal lige finde den rette grimasse. Kan ikke helt gennemskue, om Magnus Olsen Majmons projekt helt seriøst partout decideret skal udstråle (som i astralt og meditationsagtigt) prætentiøst navlepilleri og artsy fartsy ‘jeg skal komme efter dig med mine holistiske bedekranse og fløjter fra de varme lande’, eller om det hele er en konceptuel joke, hvor der skal trækkes på skuldrene og tænkes »jo, jo, det er alt sammen meget godt, og manden har flair for det dér med at skabe intense stemninger«. Så røg jeg ind på en tilhørende hjemmeside om manden og projektet og fandt ud af, at han rent faktisk mener det her. Så langt, så godt (eller skidt). Opskriften bød på en masse signaler, der fik nogle buddhistiske munkeklokker til at kime i takt med øjnene, der gennemgik den vedhæftede pressenote: »Tidløse tekster transformeret til hybride sange og lydkunst,« hvorefter der citeres liderligt fra Korinterbrevene. Dybt. Og helligt. Mindst. Religiøst også. Alt, alt, alt for forceret efter min smag.

Jeg har det umådeligt svært ved den slags lydudfoldelser her. Det lyder lidende, konceptet er som et korthus, der bare ikke kan eller vil vælte, selvom alle odds er derhenad, netop fordi dette materiale er så subjektivt forankret i dogmer og introverte, følelsesmasturbante, tårnhøje og uigennemtrængelige mure. Der er ingen reel åbning. Som lytter må du lede i dig selv efter frelse, hvilket, set fra Majmons synspunkt, måske netop er pointen og derfor er en præmis, der eventuelt bliver opfyldt i hans optik. Men det er mere tæt på at være enormt uforstående og fremmedgjort. Tibetansk lyrik tilsat en umådelig dybfølt mængde klynk og patos og aldrig rigtig oprigtigt interessant. Jo, nu fortaler jeg mig vist. Der er et enkelt fantastisk nummer. Desværre befinder det sig sidst i køen, og hvis man ikke har fundet formen og fanget sin indre bibelske melankoli i løbet af de første skæringer, ja, så når man desværre nok aldrig til vejs ende ved sang nummer 10. Et ellers gedigent lækkert stykke rungende mol-melodisk klaverridt, som seriøst kan opfylde samtlige kriterier for indre selvransagelse. Instrumentalt som ind i helvede og godt med rumklang og svævende toner, der arbejder sammen om at kunne slutte denne skive med stolthed. Trods hårde odds.

Klaveret er udgangspunktet for produktionerne på pladen, og det lyder langt hen ad vejen som en fieldrecorded jammer på landet – gæs, halm, klokker, solsorte, bier og selvfølgelig regn. Der findes intet så autentisk som regn. Intet mere inderligt, hvis man vil krænge sine følelser ud. Lyt bare til The Cures Disintegration eller Stina Nordenstams And She Closed Her Eyes. Regn, regn og atter regn. Så er humøret sat, og du er som lytter klar til at blive indtaget. Men ingen ryger i nettet, og i stedet bliver man på Letters from Emptiness tilfangetaget i drømmefangere og små visdomsfabler. Måske er det i grunden en forkert vinkel, jeg har lagt på projektet. Hvis man anskuer Letters from Emptiness som et soundtrack til eksempelvis en moderne vikingefilm eller noget andet generelt middelalderligt, så giver de små bidder af freefolk’ n’ jam helt klart mere mening. Der skal bare være et anskueligt koncept bundet op om projektet i baghovedet, for så har den lumre og prætentiøse ballonfærd en berettigelse.

Men med Majmons projekt køber jeg den bare ikke. Der ligger en irriterende aura over hele konstruktionen. Ikke, at der ikke er flere af sangene (eller værkerne, såfremt det virkelig menes, at der er lydkunst på spil), der ejer potentiale til at kunne blive til noget mere, for jeg kan godt fornemme, at der er tænkt over nogle ting. I både ”Her Departed Sighs”, ”Blind Making Sounds” og ”Another’s Fact or Hope” er der rigeligt med potentiale til at kunne fremdanne fine, fine melodier, såfremt man lige kunne presse saften ud af sækken, tage indmaden frem og konstruere nye, friske og gennemsolide stykker lydkunst/instrumentalværker uden så fandens meget vindspil og percussion.

Min største anke er nok, at jeg aldrig på noget tidspunkt blev involveret, interesseret eller følte, at albummet var vedkommende nok til, at jeg kunne gå med på de klagende præmisser. I baghovedet føler jeg samtidig, at det her er hørt før – bare i mange fragmenterede indlæg fra hist og her. Lidt Under Byen her. Lidt The Liberty Balance dér. Føler måske ikke, at resultatet er unikt nok til at stå på egne ben endnu. Værket prøver for meget – og derfor forgæves – på at fremstå som et dybt, lyrisk freebeatet, intellektuelt foretagende, som bare ikke kan stå distancen. Majmons syslerier forbliver for introverte og lukker en potentiel lytter ude.

★★☆☆☆☆

Wonderland Art Space – ny site.

•april 24, 2010 • Skriv en kommentar

Så er Wonderlands nye og very improved hjemmeside oppe at køre. Og nu med fokus på en lille håndfuld fremadstormende kunstnere deriblandt mig selv.

Man kan se den spritnye side her

Have fun!

Deerhoof + Shout Wellington Air Force, Loppen, 15.04.10

•april 18, 2010 • Skriv en kommentar

Ballade fra i torsdags. Læs her eller nedenfor. Enjoysome

Deerhoof + Shout Wellington Air Force, 15.04.10, Loppen, København

Clash of the Tightans kunne overskriften måske være. Jeg ved det ikke, men jeg ved dog, at torsdag aften var tighter than most nights derude på loppemarkedet. Der var proppet af fysisk tilstedeværelse og samtlige stabbede rytmer, kantslag og tamtam-tæsk var på beatet, også dem der bevidst skulle være offbeat. Selv det fantastiske indøvede rundgangspiruette-show som aftenens hovedattraktion Deerhoof leverede under et af de mange charmerende stykker lydprosa var lige i skabet. Til historien hører også, at de spillede på hver deres respektive instrumenter imens (undtaget var dog trommeslager Greg, der mest fandt det sjovt at udfordre sine kundskaber ved mikrofonen hvor han kom med alenlange forklaringer om, at bandet både forstår og alligevel ikke forstår hvad han siger, samtidig med, at han på utrolig beklagelig vis angrede, at Deerhoof aldrig har gæstet København før).

Shout Wellington Air Force

Men vi starter med en slags alvorlig begyndelse i form af Shout Wellington Air Force, the warm-up show.

Med formodentlig inspiration hentet i Animal Collective, Aa (Big A, Little a), Liars, The Dodos og gamle 80’er-toner såsom The Chamelions og endda lidt Cocteau Twins finder vi unge, virile knægte, der kan lide at tilføre indieparolen et ekstra pift melankoli og gode, solide, instrumentale passager med hovedvægt på trommespils-strukturer. Og lige præmis de lange instrumentale sektioner er klart dér, hvor bandets yderligere potentiale ligger på lur i min optik. Når de fire gutter arbejder instrumentalt, arbejder de seriøst mod et fælles mål mere end når de opretholder den gængse vers/omkvæd/vers-struktur, som de mestrer helt fint, bevares, men som vokalmæssigt fjerner et homogent fokus.

Bandet ejer nogle helt grundlæggende gode idéer, som når deres fantastiske trommeslager, Sebastian, sætter et tight kantet og hårdt beat i sving og de resterende beatmakers leverer sul til organismen, hvorefter den æder sig større og større og udforsker sit eget klimaks. Stadier som disse blev ramt et par gange til aftenens opvarmning og der var dér, Shout Wellington Air Force virkelig bød på friskt, nyt materialepust.

★★★☆☆☆

Deerhoof

Efter alvoren var tilendebragt gik der yderligere et godt stykke San Fransisco-tid førend aftenens vel nærmest modpol, Deerhoof, gik på scenen. Man kunne næsten bruge et gammelt gedigent Monty Python-udtryk for at placere skiftet mellem de to sfærer: »And now to something completely different.« Og ganske anderledes blev det både i kraft af tempo, interaktion, sceneshow og generel omgang med instrumenter. Vi nåede sågar kun igennem performance nummer to førend trommeslager Greg måtte finde på alternative fæstningsmetoder til den stakkels gennemtæskede stortromme, der efterhånden havde fundet sin vej ud mod scenekanten. Det siger lidt om spilleglæden, der struttede i de fire udenlandsgæster. Og selvsamme glæde var i den grad så afsindigt afsmittende, at det blev uhyre svært ikke at lade sig rive med og konstant holde beatet kørende til bogstaveligt talt langt ud på natten.

Som publikummer og iagttager af dette scenario gik der selvfølgelig heller ikke længe før stemningen blev veltilrettelagt da mødet med sange som ”Giga Dance” og ”Panda Panda Panda” blev leveret hårdt, legende og uden omsvøb. Til min store forbavselse var der i grunden væsentligt flere, der efterhånden kendte dette band end jeg først formodede, men det kan man så omvendt kun takke sidste års Roskilde Festival for, og så vidt jeg mindes var Deerhoofs performance dér én af de helt store, der rev benene væk under Undertoners anmelder.

Ligeledes måtte jeg finde det store smil frem og lade mig blive henlagt i beruselse over Deerhoofs opfindsomhed blandet med lige dele musikalsk komik-æstetik og stab-break-funkfusions avantgardeteknik. Én af deres største egenskaber er nemlig at overrumple dig som lytter. Tage et beat, en tone, et landskab op for derefter at splitte det fuldstændigt ad og lade en ny klump knitrende in-your-face-guitar slå dig omkuld bedst som du er på vej på benene igen. Til den cocktail hører så ydermere forsanger Satomi Matsuzaki utrolig pigede, underligt charmerende og nærmest foruroligende baggrundsvokal der oftest føles mere som en udtalt karikatur på bandets syn på musikskabelse som helhed. Det legende, det underfundige. En umiddelbar uprætentiøs og fandenivoldsk omgang med kompromisløst attitude.

Mange hits og andet godt fra gemmeren senere var det slut. Eller det vil sige, at det blev tid til en runde ekstrahits og bandrokering, hvor trommeslager Greg igen fik mulighed for at give sit besyv med på guitar og Satomi viste sit potentiale på tromme i en gækkende udgave af Canned Heats ”Going up the Country. Deriblandt også en trommeløs affære med ”O’Malley Former Underdog” hvor selve det melodiøse kom til sin ret og samtidig (igen) tog fusen på undertegnede. Alligevel modigt og svært spøjst gjort, men sådan skal det jo i grunden være. Det skal afslutningsvis også lige fortælles, at deres version af Mikis Thedorakis ”Lets Dance the Jet” var et vanvittigt ridt over guitarriff funket op på fornemste vis. Bedre bliver det næsten ikke. Og dog.

Af scenen røg de, og på scenen røg de ind igen til en sidste gang ekstranumre hvor en af mine største favoritter befandt sig i form af ”Spirit Ditties of No Tone” efterfulgt af en god klumme støj og placeren guitaren oppe under loftsbjælker, og som derudover i min optik må være noget af det mest virile, bandet nogensinde har fremstillet. For mit vedkommende kunne det faktisk ikke blive et mere perfekt punktum på en hæsblæsende tempoaften.

★★★★★☆

Matthew Herbert: ONE ONE – Undertoner.dk

•april 15, 2010 • Skriv en kommentar

Lidt læsestof til dem der gider. Læs her eller under disse ord. Have fun.

Matthew Herbert: One One

Af Brian Ravnholt Jepsen | 16.04.10 | Ingen kommentarer
Matthew Herbert: One One

Matthew Herbert: One One (2010)
Accidental Records/VME
Musikalske slægtninge: Pan American, Arto Lindsay, Donald Fagen, Dub Tractor, Future 3, Colder
// Del

10 byer. 10 stemninger. 10 udtryk. 10 stykker metropollyd, der alle bidrager til en kontekstuel global helhed. Konceptmassen er stram og udgør første del af en kommende trilogi, der nu er smidt i spil. Mere om det senere.

Vi starter i “Manchester” og ender i “Valencia”, men inden ankomsten på det varme spanske kystparti er turen desuden gået fra “Singapore” og forbi “Palm Springs”. Et geografisk orienteringsløb, hvor der luntes rundt i mørke uden videre forståelse for sammenhængen i, at numrenes titler alle sammen er byer (ikke at det gør alverdens meget, for forvirring er et middel, der kan skærpe lytterens fokus på værket som helhed).

Matthew Herbert synger – for første gang i karrieren. Det lyder meget som Arto Lindsay – ‘meget’ som i ‘rigtig meget‘ – samtidig med at det smager lidt af Panda Bears vokalleg, men lad nu det ligge, for det lyder fedt. Det passer fint til musikken, der er af overvejende elektronisk karakter, som Herbert nu engang roder bedst og mest med, og lydmæssigt vugger vi rundt i en næsten vindstille sø af det pureste mix af lige dele Pan Americans baggrundsdumpe elektrostortrommelinier og tonebanker af lidt Dub Tractor/Future 3, rørt lækkert op med den jazzede lyd fra Donald Fagen (her tænkes f.eks. på “Snowbound”, varm jazz i en vinterbeklædt miniature-dukkevideo, den slags).

One One bevæger sig fra start til slut i bløde repetitive mønstre med finurlige indslag, lyde og flerdubbede vokalspor. Produktionen er seriøst lækker – helt fra de skingre scratches til de sprøde clickbeats, der toner frem over hele albummet i mere eller mindre udstrakt grad. Men dér, hvor Herbert virkelig bliver nærværende og vedkommende, er i et nummer som “Leipzig”, med dets finurlige toneleg der på ny leder tankerne hen på Fagens jazzsmoothness. Minimalt, enkelt og ganske geografisk orienteret, når Herbert f.eks. synger »who knows where this journey will take us?«.

Hovedattraktionen er uden tvivl “Singapore”, som swinger nådeløst med taktfaste skridt og rart forvrængede, tilbagelænede guitarer. Smager af forår, af lettelse, af lige dele trøst og opdagelsesrejsende på eventyr. Som hvis Arto Lindsay skrev sommerkåde kærestebreve til Panda Bear. “Dublin” suser ind fra sidelinjen og vil vanvittigt gerne blande sig i konkurrencen med forlov og med grund dertil. Igen samme opskrift som de forrige indslag. Samme opbygning og samme selvsikre levering, dog med forskelle hist og her, og igen fanges man med et smil på læben over genialiteten i et sikkert smukt og medrivende velbehagende omkvæd. Er du til Lindsay, er du på vej mod Dublin.

Fra midten af skiven og ud skifter pladen stil. Det bliver mere elektronisk. Mere pågående og hårdere i udtrykket, men stadig overordentligt kontrolleret, og det er, som om Herbert i denne anden halvleg leger og eksperimenterer mere. Vokalpræstationerne er dog stadig sublime, og der er virkelig noget lækkert over Herberts måde at dvæle sig igennem ordene og smage på dem, inden de forlader mundhulen og via luft bliver reduceret til et element, der går hånd i hånd med resten af produktionen.

Faktisk er det kun skæring nummer to, “Milano”, der med sin italiano-lyd bliver for enerverende i længden – ellers køber jeg stort set hele pakken. Fantastisk velafbalanceret, uhyre melodiøst, harmonisk, homogent og med sans for detaljer og underfundighed. Med andre ord: en saftig rød tråd gennem hele værket. For One One skal uden tvivl ses som et konceptuelt helstøbt stykke værk-materiale, og den præmis er hermed opfyldt.

One One er nemlig første del af en trilogi-udgivelse over året 2010. Som koncept er projektet delt op i tre opgaver eller dogmer, om man vil. One One er således resultatet af et dogme, der indebærer et suverænt soloprojekt i ordets bogstaveligste forstand. Herbert har stået for alt på denne skive, lige fra sang til multiinstrumentering. En opgave, der ifølge Herbert har været enormt grænseoverskridende og til tider har krævet iklædning af smoking og halvtomme flasker vin. En intimitetsudvikling, I see. Det tog Herbert fire måneder – indelukket på sit kammer – før byvirvaret kunne se dagens lys, men det har været processen værd, for resultatet er solid og bundsprød minimal-electronica.

One Club vil være opfølgeren og altså nummer to i rækken, og dogmet bag den kommende sommerudgivelse er efter sigende et værk bestående af kun lydoptagelser fra én enkel aften (d. 30. september 2009) på en natklub i Frankfurt. Her snakker vi alt fra lyden af dans, kys, latter, mobiltelefonopkald, toiletdialogudvekslinger og meget mere. Et potpourri af lydtapet nedfældet til enkeltstående stykker musik. Herefter bliver det færdige værk bl.a. givet gratis til de mere end 600 (vel intetanende) deltagende medmusikanter.

Sidste del af trilogien vil gå under navnet One Pig, se dagens lys i sensommeren og udelukkende have fokus på livet som et svin fra start til slut. Det vil sige, at samtlige lydoptagelser er af svinets gøren og laden på en farm i Kent, inklusive slagtning og som middagsindtagelse. Velbekomme.

★★★★★☆

“Reservedele”, Øksnehallen 13-14 april

•april 14, 2010 • Skriv en kommentar

Udstilling til fordel for Nyreforeningen. Byd ind og investér i noget lækkert og støt op om en god sag.

Man kan se her hvem kunstnerne er, 13 styks i alt. Fra den 16 april og resten af måneden ud kan udstillingen ligeledes opleves i We Love People’s galleri og i samme periode kan der bydes på værkerne på www.bruun-rasmussen.dk

Klik her for at se alle bidrag.

Nedenfor er desuden mit bidrag der ligeledes kan erhverves til ganske overkommelig pris.

“Untitled #1”

Quitzow: Juicewater – Undertoner.dk

•marts 27, 2010 • Skriv en kommentar

Anmeldelsestid. Nedenfor eller her

Quitzow: Juice Water

Af Brian Ravnholt Jepsen | 27.03.10 | Ingen kommentarer
Quitzow:  Juice Water

Quitzow: Juice Water (2010)
Youngloverecords/5ive Roses
Musikalske slægtninge: The Knife, Jenny Wilson, Liz Phair, Le Tigre, Peaches
// Del

Jeg kryber til korset. Eller nærmere: Jeg nyder at vide, hvor min musikalske stimulans befinder sig, og kære Erica Quitzow, du må ikke tage det ilde op, men trods dit ihærdige forsøg rammer din musik mig slet ingen steder. Tværtimod skydes der fælt forbi. Og ja, jeg ved godt, at objektivitet er et vigtigt kodeord, der opereres med i anmelderverdenen. Men altså, jeg bedømmer musikken særdeles subjektivt, og dernæst formidler jeg den på bedste objektive vis, for jeg kan bare ikke håndtere denne genre i længden. Den er udmattende og kunstigt frisk, mens den udgiver sig for at være club-dansegulvets svar på Tour de France-terminologiens Miguel Indurain. En stor, brun, spændt muskel, der bare kan blive ved og ved. Men nej. Suk. Pladen er trættende, støjende (på den ikke særlig konstruktive måde) og ejer nok det sorte bælte i ideforladthed.

Juice Water er således resultatet af (måske flere) timers leg bag keyboards og guitarer tilsat vokal og ikke mindst electrotrommemoduler, der klinger med tidens moderne pop/electronica-scene. Måske har denne skive noget mere på hjerte end det, jeg kan spore/fornemme/udlede af de 10 numre, men sådan er der jo så meget. Der er jo i bund og grund et publikum til alle nicher, marginale neutrale udgivelser, globalgigantisk musikindustri og minoriteter, og der er sikkert folk, som forguder denne plade på et, for mig, ganske uforståeligt grundlag (og nej, alligevel ikke helt, for pengepop er den musikalske version af esperanto, det forstår man da).

Anyway, vi har at gøre med glad ‘knald i låget’-pop udformet på electronica-udstyr, hvor der synges om dit og dat, og hist og her prydes med atypiske instrumenter set i genrens lys. Lette melodier, der udfolder sig harmonisk og til tider forklædt i loungerytmer, hvor der indimellem dukker en fragmentarisk guitarsekvens op og tilfører produktionen en smag af lidt neopop/electrofolk.

Tekstuniverset er flygtigt, aldrig fængende, klichefyldt og leveret med en fesen, festlig highschool-attitude, der vidner om den evigt manglende dybde i foretagendet. Luft. Ren og skær luft. Men så igen, det er jo en nærmest uundgåelig parole, at der helst ikke må være for meget kød på slagtesvinet, for sæt nu hvis det gængse electropop-segment ville støde på en barriere?! Åh nej! En udfordring således, at de lunkne toner af lutter maskinfremstillede strimler af letpålæg ville blive stoppet, spoleret i deres fremfærd mod de ventende popører og kræve opmærksomheden todelt? Måske endda tredelt? Ikke et rart scenarie.

Faktisk er jeg af den overbevisning, at hvis Quitzow gik i lo-fi- eller sågar no-fi-træningslejr og skrottede alle de fine laptop-produktioner, helligede sig det analoge og erhvervede sig en ottespors-kassettebåndoptager, ville helheden og resultatet blive noget helt andet. Altså noget helt, helt andet. Vi skal derud, hvor vi snakker susen, knitren, glitch og andre lækkerier, og hvor den slags computerpop, hun disker op med, kunne blive nærværende, intens og være et opsigtsvækkende værk, der (måske) ville komme langt ind under huden. Jeg tænker, at jeg må sende hende nogle links til Ariel Pink’s Haunted Graffiti, John Maus og Geneva Jacuzzi, og så kan man da godt stadig håbe, at næste udspil skaber kraftigere hjerteslag.

★★☆☆☆☆