Deerhoof + Shout Wellington Air Force, Loppen, 15.04.10

Ballade fra i torsdags. Læs her eller nedenfor. Enjoysome

Deerhoof + Shout Wellington Air Force, 15.04.10, Loppen, København

Clash of the Tightans kunne overskriften måske være. Jeg ved det ikke, men jeg ved dog, at torsdag aften var tighter than most nights derude på loppemarkedet. Der var proppet af fysisk tilstedeværelse og samtlige stabbede rytmer, kantslag og tamtam-tæsk var på beatet, også dem der bevidst skulle være offbeat. Selv det fantastiske indøvede rundgangspiruette-show som aftenens hovedattraktion Deerhoof leverede under et af de mange charmerende stykker lydprosa var lige i skabet. Til historien hører også, at de spillede på hver deres respektive instrumenter imens (undtaget var dog trommeslager Greg, der mest fandt det sjovt at udfordre sine kundskaber ved mikrofonen hvor han kom med alenlange forklaringer om, at bandet både forstår og alligevel ikke forstår hvad han siger, samtidig med, at han på utrolig beklagelig vis angrede, at Deerhoof aldrig har gæstet København før).

Shout Wellington Air Force

Men vi starter med en slags alvorlig begyndelse i form af Shout Wellington Air Force, the warm-up show.

Med formodentlig inspiration hentet i Animal Collective, Aa (Big A, Little a), Liars, The Dodos og gamle 80’er-toner såsom The Chamelions og endda lidt Cocteau Twins finder vi unge, virile knægte, der kan lide at tilføre indieparolen et ekstra pift melankoli og gode, solide, instrumentale passager med hovedvægt på trommespils-strukturer. Og lige præmis de lange instrumentale sektioner er klart dér, hvor bandets yderligere potentiale ligger på lur i min optik. Når de fire gutter arbejder instrumentalt, arbejder de seriøst mod et fælles mål mere end når de opretholder den gængse vers/omkvæd/vers-struktur, som de mestrer helt fint, bevares, men som vokalmæssigt fjerner et homogent fokus.

Bandet ejer nogle helt grundlæggende gode idéer, som når deres fantastiske trommeslager, Sebastian, sætter et tight kantet og hårdt beat i sving og de resterende beatmakers leverer sul til organismen, hvorefter den æder sig større og større og udforsker sit eget klimaks. Stadier som disse blev ramt et par gange til aftenens opvarmning og der var dér, Shout Wellington Air Force virkelig bød på friskt, nyt materialepust.

★★★☆☆☆

Deerhoof

Efter alvoren var tilendebragt gik der yderligere et godt stykke San Fransisco-tid førend aftenens vel nærmest modpol, Deerhoof, gik på scenen. Man kunne næsten bruge et gammelt gedigent Monty Python-udtryk for at placere skiftet mellem de to sfærer: »And now to something completely different.« Og ganske anderledes blev det både i kraft af tempo, interaktion, sceneshow og generel omgang med instrumenter. Vi nåede sågar kun igennem performance nummer to førend trommeslager Greg måtte finde på alternative fæstningsmetoder til den stakkels gennemtæskede stortromme, der efterhånden havde fundet sin vej ud mod scenekanten. Det siger lidt om spilleglæden, der struttede i de fire udenlandsgæster. Og selvsamme glæde var i den grad så afsindigt afsmittende, at det blev uhyre svært ikke at lade sig rive med og konstant holde beatet kørende til bogstaveligt talt langt ud på natten.

Som publikummer og iagttager af dette scenario gik der selvfølgelig heller ikke længe før stemningen blev veltilrettelagt da mødet med sange som ”Giga Dance” og ”Panda Panda Panda” blev leveret hårdt, legende og uden omsvøb. Til min store forbavselse var der i grunden væsentligt flere, der efterhånden kendte dette band end jeg først formodede, men det kan man så omvendt kun takke sidste års Roskilde Festival for, og så vidt jeg mindes var Deerhoofs performance dér én af de helt store, der rev benene væk under Undertoners anmelder.

Ligeledes måtte jeg finde det store smil frem og lade mig blive henlagt i beruselse over Deerhoofs opfindsomhed blandet med lige dele musikalsk komik-æstetik og stab-break-funkfusions avantgardeteknik. Én af deres største egenskaber er nemlig at overrumple dig som lytter. Tage et beat, en tone, et landskab op for derefter at splitte det fuldstændigt ad og lade en ny klump knitrende in-your-face-guitar slå dig omkuld bedst som du er på vej på benene igen. Til den cocktail hører så ydermere forsanger Satomi Matsuzaki utrolig pigede, underligt charmerende og nærmest foruroligende baggrundsvokal der oftest føles mere som en udtalt karikatur på bandets syn på musikskabelse som helhed. Det legende, det underfundige. En umiddelbar uprætentiøs og fandenivoldsk omgang med kompromisløst attitude.

Mange hits og andet godt fra gemmeren senere var det slut. Eller det vil sige, at det blev tid til en runde ekstrahits og bandrokering, hvor trommeslager Greg igen fik mulighed for at give sit besyv med på guitar og Satomi viste sit potentiale på tromme i en gækkende udgave af Canned Heats ”Going up the Country. Deriblandt også en trommeløs affære med ”O’Malley Former Underdog” hvor selve det melodiøse kom til sin ret og samtidig (igen) tog fusen på undertegnede. Alligevel modigt og svært spøjst gjort, men sådan skal det jo i grunden være. Det skal afslutningsvis også lige fortælles, at deres version af Mikis Thedorakis ”Lets Dance the Jet” var et vanvittigt ridt over guitarriff funket op på fornemste vis. Bedre bliver det næsten ikke. Og dog.

Af scenen røg de, og på scenen røg de ind igen til en sidste gang ekstranumre hvor en af mine største favoritter befandt sig i form af ”Spirit Ditties of No Tone” efterfulgt af en god klumme støj og placeren guitaren oppe under loftsbjælker, og som derudover i min optik må være noget af det mest virile, bandet nogensinde har fremstillet. For mit vedkommende kunne det faktisk ikke blive et mere perfekt punktum på en hæsblæsende tempoaften.

★★★★★☆
Advertisements

~ af Brian Ravnholt Jepsen på april 18, 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: