Matthew Herbert: ONE ONE – Undertoner.dk

Lidt læsestof til dem der gider. Læs her eller under disse ord. Have fun.

Matthew Herbert: One One

Af Brian Ravnholt Jepsen | 16.04.10 | Ingen kommentarer
Matthew Herbert: One One

Matthew Herbert: One One (2010)
Accidental Records/VME
Musikalske slægtninge: Pan American, Arto Lindsay, Donald Fagen, Dub Tractor, Future 3, Colder
// Del

10 byer. 10 stemninger. 10 udtryk. 10 stykker metropollyd, der alle bidrager til en kontekstuel global helhed. Konceptmassen er stram og udgør første del af en kommende trilogi, der nu er smidt i spil. Mere om det senere.

Vi starter i “Manchester” og ender i “Valencia”, men inden ankomsten på det varme spanske kystparti er turen desuden gået fra “Singapore” og forbi “Palm Springs”. Et geografisk orienteringsløb, hvor der luntes rundt i mørke uden videre forståelse for sammenhængen i, at numrenes titler alle sammen er byer (ikke at det gør alverdens meget, for forvirring er et middel, der kan skærpe lytterens fokus på værket som helhed).

Matthew Herbert synger – for første gang i karrieren. Det lyder meget som Arto Lindsay – ‘meget’ som i ‘rigtig meget‘ – samtidig med at det smager lidt af Panda Bears vokalleg, men lad nu det ligge, for det lyder fedt. Det passer fint til musikken, der er af overvejende elektronisk karakter, som Herbert nu engang roder bedst og mest med, og lydmæssigt vugger vi rundt i en næsten vindstille sø af det pureste mix af lige dele Pan Americans baggrundsdumpe elektrostortrommelinier og tonebanker af lidt Dub Tractor/Future 3, rørt lækkert op med den jazzede lyd fra Donald Fagen (her tænkes f.eks. på “Snowbound”, varm jazz i en vinterbeklædt miniature-dukkevideo, den slags).

One One bevæger sig fra start til slut i bløde repetitive mønstre med finurlige indslag, lyde og flerdubbede vokalspor. Produktionen er seriøst lækker – helt fra de skingre scratches til de sprøde clickbeats, der toner frem over hele albummet i mere eller mindre udstrakt grad. Men dér, hvor Herbert virkelig bliver nærværende og vedkommende, er i et nummer som “Leipzig”, med dets finurlige toneleg der på ny leder tankerne hen på Fagens jazzsmoothness. Minimalt, enkelt og ganske geografisk orienteret, når Herbert f.eks. synger »who knows where this journey will take us?«.

Hovedattraktionen er uden tvivl “Singapore”, som swinger nådeløst med taktfaste skridt og rart forvrængede, tilbagelænede guitarer. Smager af forår, af lettelse, af lige dele trøst og opdagelsesrejsende på eventyr. Som hvis Arto Lindsay skrev sommerkåde kærestebreve til Panda Bear. “Dublin” suser ind fra sidelinjen og vil vanvittigt gerne blande sig i konkurrencen med forlov og med grund dertil. Igen samme opskrift som de forrige indslag. Samme opbygning og samme selvsikre levering, dog med forskelle hist og her, og igen fanges man med et smil på læben over genialiteten i et sikkert smukt og medrivende velbehagende omkvæd. Er du til Lindsay, er du på vej mod Dublin.

Fra midten af skiven og ud skifter pladen stil. Det bliver mere elektronisk. Mere pågående og hårdere i udtrykket, men stadig overordentligt kontrolleret, og det er, som om Herbert i denne anden halvleg leger og eksperimenterer mere. Vokalpræstationerne er dog stadig sublime, og der er virkelig noget lækkert over Herberts måde at dvæle sig igennem ordene og smage på dem, inden de forlader mundhulen og via luft bliver reduceret til et element, der går hånd i hånd med resten af produktionen.

Faktisk er det kun skæring nummer to, “Milano”, der med sin italiano-lyd bliver for enerverende i længden – ellers køber jeg stort set hele pakken. Fantastisk velafbalanceret, uhyre melodiøst, harmonisk, homogent og med sans for detaljer og underfundighed. Med andre ord: en saftig rød tråd gennem hele værket. For One One skal uden tvivl ses som et konceptuelt helstøbt stykke værk-materiale, og den præmis er hermed opfyldt.

One One er nemlig første del af en trilogi-udgivelse over året 2010. Som koncept er projektet delt op i tre opgaver eller dogmer, om man vil. One One er således resultatet af et dogme, der indebærer et suverænt soloprojekt i ordets bogstaveligste forstand. Herbert har stået for alt på denne skive, lige fra sang til multiinstrumentering. En opgave, der ifølge Herbert har været enormt grænseoverskridende og til tider har krævet iklædning af smoking og halvtomme flasker vin. En intimitetsudvikling, I see. Det tog Herbert fire måneder – indelukket på sit kammer – før byvirvaret kunne se dagens lys, men det har været processen værd, for resultatet er solid og bundsprød minimal-electronica.

One Club vil være opfølgeren og altså nummer to i rækken, og dogmet bag den kommende sommerudgivelse er efter sigende et værk bestående af kun lydoptagelser fra én enkel aften (d. 30. september 2009) på en natklub i Frankfurt. Her snakker vi alt fra lyden af dans, kys, latter, mobiltelefonopkald, toiletdialogudvekslinger og meget mere. Et potpourri af lydtapet nedfældet til enkeltstående stykker musik. Herefter bliver det færdige værk bl.a. givet gratis til de mere end 600 (vel intetanende) deltagende medmusikanter.

Sidste del af trilogien vil gå under navnet One Pig, se dagens lys i sensommeren og udelukkende have fokus på livet som et svin fra start til slut. Det vil sige, at samtlige lydoptagelser er af svinets gøren og laden på en farm i Kent, inklusive slagtning og som middagsindtagelse. Velbekomme.

★★★★★☆
Reklamer

~ af Brian Ravnholt Jepsen på april 15, 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: