Quitzow: Juicewater – Undertoner.dk

Anmeldelsestid. Nedenfor eller her

Quitzow: Juice Water

Af Brian Ravnholt Jepsen | 27.03.10 | Ingen kommentarer
Quitzow:  Juice Water

Quitzow: Juice Water (2010)
Youngloverecords/5ive Roses
Musikalske slægtninge: The Knife, Jenny Wilson, Liz Phair, Le Tigre, Peaches
// Del

Jeg kryber til korset. Eller nærmere: Jeg nyder at vide, hvor min musikalske stimulans befinder sig, og kære Erica Quitzow, du må ikke tage det ilde op, men trods dit ihærdige forsøg rammer din musik mig slet ingen steder. Tværtimod skydes der fælt forbi. Og ja, jeg ved godt, at objektivitet er et vigtigt kodeord, der opereres med i anmelderverdenen. Men altså, jeg bedømmer musikken særdeles subjektivt, og dernæst formidler jeg den på bedste objektive vis, for jeg kan bare ikke håndtere denne genre i længden. Den er udmattende og kunstigt frisk, mens den udgiver sig for at være club-dansegulvets svar på Tour de France-terminologiens Miguel Indurain. En stor, brun, spændt muskel, der bare kan blive ved og ved. Men nej. Suk. Pladen er trættende, støjende (på den ikke særlig konstruktive måde) og ejer nok det sorte bælte i ideforladthed.

Juice Water er således resultatet af (måske flere) timers leg bag keyboards og guitarer tilsat vokal og ikke mindst electrotrommemoduler, der klinger med tidens moderne pop/electronica-scene. Måske har denne skive noget mere på hjerte end det, jeg kan spore/fornemme/udlede af de 10 numre, men sådan er der jo så meget. Der er jo i bund og grund et publikum til alle nicher, marginale neutrale udgivelser, globalgigantisk musikindustri og minoriteter, og der er sikkert folk, som forguder denne plade på et, for mig, ganske uforståeligt grundlag (og nej, alligevel ikke helt, for pengepop er den musikalske version af esperanto, det forstår man da).

Anyway, vi har at gøre med glad ‘knald i låget’-pop udformet på electronica-udstyr, hvor der synges om dit og dat, og hist og her prydes med atypiske instrumenter set i genrens lys. Lette melodier, der udfolder sig harmonisk og til tider forklædt i loungerytmer, hvor der indimellem dukker en fragmentarisk guitarsekvens op og tilfører produktionen en smag af lidt neopop/electrofolk.

Tekstuniverset er flygtigt, aldrig fængende, klichefyldt og leveret med en fesen, festlig highschool-attitude, der vidner om den evigt manglende dybde i foretagendet. Luft. Ren og skær luft. Men så igen, det er jo en nærmest uundgåelig parole, at der helst ikke må være for meget kød på slagtesvinet, for sæt nu hvis det gængse electropop-segment ville støde på en barriere?! Åh nej! En udfordring således, at de lunkne toner af lutter maskinfremstillede strimler af letpålæg ville blive stoppet, spoleret i deres fremfærd mod de ventende popører og kræve opmærksomheden todelt? Måske endda tredelt? Ikke et rart scenarie.

Faktisk er jeg af den overbevisning, at hvis Quitzow gik i lo-fi- eller sågar no-fi-træningslejr og skrottede alle de fine laptop-produktioner, helligede sig det analoge og erhvervede sig en ottespors-kassettebåndoptager, ville helheden og resultatet blive noget helt andet. Altså noget helt, helt andet. Vi skal derud, hvor vi snakker susen, knitren, glitch og andre lækkerier, og hvor den slags computerpop, hun disker op med, kunne blive nærværende, intens og være et opsigtsvækkende værk, der (måske) ville komme langt ind under huden. Jeg tænker, at jeg må sende hende nogle links til Ariel Pink’s Haunted Graffiti, John Maus og Geneva Jacuzzi, og så kan man da godt stadig håbe, at næste udspil skaber kraftigere hjerteslag.

★★☆☆☆☆
Reklamer

~ af Brian Ravnholt Jepsen på marts 27, 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: