Marvins Revolt: Patrolling the Heights – Undertoner.dk

Så var der lige en anmeldelse til man kan slå ti minutter ihjel med enten her eller nedenunder.

Marvins Revolt: Patrolling the Heights

Af Brian Ravnholt Jepsen | 01.12.09 | Ingen kommentarer
Marvins Revolt: Patrolling the Heights

 

Marvins Revolt: Patrolling the Heights
Play/Rec
Format: cd + vinyl + download
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: Lack, Barra Head, The Raveonettes, Manic Street Preachers
// Del

Er det ok at sidde og blive en kende temmelig ærgerlig over, at der desværre ikke har været tid nok til at gennemlytte Marvins Revolts bagkatalog?

Hvad mener han dog med det?

Det skal jeg sige dig, for nu har jeg siddet og læst en del om det danske bands tidligere udgivelser, såsom Fell in Love with Tanks and Satellites fra 2006, Killec fra 2007, men i særdeleshed deres selvfinansierede ep helt tilbage fra 2004, hvor omtalen af denne skives lydinspiration samt -billede skulle stå på skuldrene af navne som Dinosaur Jr. og pioneer-generalerne Sonic Youth. Hold da op, det ville jeg faktisk gerne høre i stedet for deres nyeste udspil, Patrolling the Heights, for på denne plade findes absolut ikke den mindste flig af bare et par robuste procent af de fraterniserende føromtalte storbaroner. Det må de have tabt på vejen. Måske et sted på deres verdenstour gennem Europa og mod Japan. Det burde de sætte agenter ind for at genfinde, for det står altså ret sløjt til på de nye toner.

Første møde med Marvins toner er 50 sekunders introagtig tilstand i ”Siberian Outer Boundries”, der afleverer reminiscenser til Red House Painters, både tempo- og vokalmæssigt. Introen forvandler sig direkte til ”Siberia”, hvor man får en gammeldags vasker af en kliche serveret med åbningslinjerne: »We laughed until our heads came of.« Der hopper kæden allerede lidt af for mig, og jeg tænker (håber intenst), at vi vil fjerne os tilstrækkeligt fra den high school-agtige stemning, der rumsterer i gymnastiksalen. Til gengæld afsluttes nummeret i fine gedigne math-rockpoppede harmonier, der fungerer helt fedt. Ikke så meget pis og vokal, bare lyd og instrumenter. Her kan man også smage lidt Lack bagerst på tungen. Det er fair nok. Lidt samme boldgade.

Tempoet på skiven er meget marchagtigt. Et-to, et-to, spil og så indgreb med amerikaniseret vokalpræstation, som jeg helt klart mener bør genovervejes til næste udspil. Det er helt cool, at der går matematik i den med mange dynamiske krumspring, hvor instrumenterne får lov til at slå på hinanden. Det er fedt, når guitar og bas render hånd i hånd og udkæmper tonale momenter om ære, magt og halløj, og tankerne vandrer af sted i retning af Bo Madsens guitarspil i den sene mathrocktime hos landsfællerne i Mew (selvom de vist bor i London?). Det klæder konstruktionen i høj grad.

Men til tider virker det, som om gruppen prøver at omfavne lidt for megen fræk diversitet, og resultatet er desværre en slags hybrid mellem daggamle rester af lige dele The Raveonettes og sågar Manic Street Preachers. Jeg savner nuancering og fokus. At gruppen er konsekvente og ikke kompromissøgende. Meget kendetegnende for deres musikalske mål og loyalitet samt ærlighed over for genren, som gerne helst skal være semirå, glipper det og ryger på gulvet, når der går for meget Carpark North-keyboard i den, og så har vi balladen. Konflikten, om udtrykket skal være poppet eller kant-rocket, kommer til syne på flere numre, og igen savnes der enighed og musikalsk ro (altså genremæssigt), for ellers er der ubestrideligt fare på færde, og de der high school movie soundtrack-klokker begynder at kime.

Men det hele er ikke skidt. Der vises faktisk også gode takter på pladen. Som nævnt tidligere er der fragmenter på ”Siberia”. Ligeså også på opbygningen af ”Parliament” og ”Likewise” og i særdeles på ”Antigue Markers”, hvor der går guitarhelvede i den, men det er fedt. Fælles for disse skæringer er, at det er de mere mathpoppede finesser, der kommer mest til syne, og det er selvfølgelig godt, for hvad det er, men ikke godt nok til, at Marvins revolte er gennemført, og gruppen kan være tilfredse.

Der lukkes og slukkes med ”Like Wires”, som igen er rodet rent udtryksmæssigt, og som mest af alt virker som et tilfældigt mix af Manic Street Preachers og The Flaming Lips, men det er faktisk uhyre melodiøst og fungerer i grunden ret fedt. Min anke er som nævnt tidligere, at der gerne må være lidt mere styr på mangfoldigheden, så den cirka en halv time lange plade kunne virke som et urokkeligt og konsekvent stykke gennemarbejdet musikalsk triumftog og ikke som et halvhjertet kræmmermarked.

★★★½☆☆
Reklamer

~ af Brian Ravnholt Jepsen på december 1, 2009.

3 kommentarer to “Marvins Revolt: Patrolling the Heights – Undertoner.dk”

  1. skal denne anmeldelse tages seriøst?
    der refereres jo til så mange navne, der bare slet ikke er relevante når vi snakker om marvins revolt.
    og er det jante lov at der både her og på gaffa skal snakkes om marvins udlandsture i en lidt nedladende tone?

    det virker næsten som en parodi på de anmeldere der hærger den danske anmelder-scene for tiden når du skriver ting som “Det er fedt, når guitar og bas render hånd i hånd og udkæmper tonale momenter om ære, magt og halløj, og tankerne vandrer…” KOM NU VIDERE.

    og highschool-agtigt? hvis du er glad for bo madsen og mew, må du da være vildt glad for efterskole og gymnasie-populært musik.

    jeg skriver ikke for at forsvare marvins revolt, men nærmere for at prikke lidt til dig om at tage dig sammen når du skriver dine lorte anmeldelser, og holde op med selv at være en pisse dårlig kliche af en typisk dansk anmelder

  2. Hej ‘Sune’ eller hvad du nu engang hedder. Som regel gider jeg generelt ikke vende tilbage til folk der ikke kan finde ud af, at give sig selv til kende. Det er svagt. Forventer du virkelig, at jeg skal tage dit eget udsagn seriøst når du for det første ikke kan finde ud af, at holde en nogenlunde fin tone?

    Og ja, selvfølgelig skal den anmeldelse tages seriøst. Een ting er de navne jeg refererer til i selve anmeldelsen, en anden ting er de musikalske slægtninge som jeg rent faktisk forbavsende nok synes virker ret relevante for sådan lyder pladen desværre i mine ører. Jeg synes stadig den er skidt. At du, Sune Doe, ikke er enig er bare sådan som tingene er.

    Og angående Gaffa, så kan Undertoner og Gaffa ikke sammenlignes andet end i det omfang, at begge magasiner laver begrebet ‘anmeldelser’ men der er så sandelig forskel på måden anmeldelserne bliver sat i spil. Så ikke mere om den sag.

    Hvilken parodi er det i grunden du prøver at referere til? Een ting er det som Marvins R. står for, noget andet er det der rent faktisk er på pladen. Jeg har min helt egen subjektive måde at formidle mine ord og oplevelser med det musik jeg hører og hvis du ikke bryder dig om stilen så er det dit problem og ikke mit.

    Og ja, det er sgu highschool-agtigt i mine øjne. Det falder til jorden og forbliver tamt og semipoppet. Det har intet med Mew, at gøre og det er en diskurs som er denne sag totalt irrelevant da de opererer andetsteds rent stilmæssigt.

    Det er fint nok, at du ikke forsvarer Marvins R. Det måtte du såmænd gerne. Det ville da i det mindste give mere respekt og noget at have dine sure opstød i.

    Men jeg kan dig sige dig, Sune Doe, at jeg vil selvfølgelig tage dine fantastiske råd til mig når jeg skriver mine lorteanmeldelser og i den grad sørge for ikke at være en pisse dårlig kliche af en typisk dansk anmelder 🙂

  3. Jeg er i det store hele enig med Sune. Jeg fatter slet ikke, hvordan du ser en sammenhæng mellem Marvins Revolt og navne som Manic Street Preachers og Flaming Lips. Det er meget forskellige bands, som de da vel nok kan se ikke har noget med hinanden at gøre, da den komplekse sangstruktur og rytmik jo aldrig har været en del af disse bands’ lyd. Jeg mener heller ikke, man skal tage din “anmeldelse” alt for alvorligt, da det jo netop er janteloven, der stikker sit grimme hoved frem. Marvins Revolt fik sjovt nok meget større succes i England og Japan, end i Danmark, da man herhjemme havde travlt med at pille bandet ned, eftersom de havde et originalt udtryk og dermed ikke kunne passes ind i en bestemt kasse eller musikalsk kategori. Så er det jo naturligvis nemmere at fremstille dem som udygtige, end at forsøge at sætte sig ind i musikken. Det er også kutyme at man som anmelder lige sætter sig lidt ind i sagerne og lytter til bagkataloget inden man skriver sin anmeldelse. Du skriver musikken er rodet. This may come as a surprise to you – men det er MENINGEN det skal lyde sådan! Men hvis du ikke har kendskab til mathrock, så har det nok også været en lidt utaknemmelig opgave at skrive denne “anmeldelse”. Der mener jeg du burde have været situationen voksen og have meldt fra, så én der faktisk havde forstand på musik kunne have skrevet den i stedet. Som det fremstår nu, så er der ej meget troværdighed eller gods i øvrigt i din “anmeldelse”. Og så formulerer du dig også bare svagt, sådan generelt.

    Mvh (^_^)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: