Montreal On Fire: Decline & Fall – Undertoner.dk

Et stykke fransk/canadisk musik er blevet anmeldt. Kan læses her eller nedenfor as usual. Have fun.

Montreal on Fire: Decline & Fall

Af Brian Ravnholt Jepsen | 20.10.09 | Ingen kommentarer
Montreal on Fire: Decline & Fall

Montreal on Fire: Decline & Fall
Lacrymal/5ive Roses Press
Format: cd + vinyl + download
Udgivet: 2009
Musikalske slægtninge: Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra and Tra La-La-Band, The Cure, Placebo
// Del

Fransk afmagt. Knitrende mol-pigmenter og afgrundsstemning. Brusk mellem brynene og spændte muskler i et stramt ansigt – det er ikke helt for sjov, det her. Velkommen til Trikolorens sorte rande under øjnene.

Det sydfranske har andet at byde på end surfer-hangarounds i Biarritz, yachtpilleri i Nice eller turistspækkede glimmerdage i bling og blikke, når der er festival i Cannes. Oprindeligt fandt Montreal on Fires medlemmer sammen i Montreal tilbage i 2006, men de forlod ét kontinent til fordel for et andet og har nu omsider sammenbanket en temmelig solid debutskive, som det helt klart er værd at give sig tid til. Jeg er ret overbevist om, at der nok skal komme mere detaljeret finesseværk fra deres side.

Decline & Fall er en samling yderst lækkert komponerede musikalske streger, hvis harmonier er af nihilistiske standarder, og den udkrængede resignationen får fuld opbakning af den totale seriøsitet, der kommer til sin ret, når man smager den afmagt og forurolighed, som ulmer under overfladen. Bandets medlemmer har deres deres fortid i punk/hardcore-miljøet, og det skinner glimtvis igennem i produktionen, der dog hovedsageligt fokuserer på vokalen og til tider også på effekten fra forvrængningspedalen. Gennemgående er lydbilledet meget fokuseret på en slags slowcore/indierock-bølge, og det ledsages af forsanger Adrien Broues gloom and doom-vokalstil, som Robert Smith fra The Cure nok var mest berømt for. Faktisk er vi ovre i en splejset hybridvokal af lige dele Robert Smith og Efrim Menuck fra Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra La-La-Band, hvilket er en kendsgerning, man lige skal vænne sig til, da vokalen fylder meget.

I grunden lever Montreal on Fire ret godt op til tidligere tiders standarder, når vi snakker canadiske bands og en eventuel direkte canadisk genre, der er karakteriseret ved, at genrens bands udtrykker en svær, fantastisk oprørt naturtilstand gennem lyd. Bands som føromtalte Thee Silver Mt. Zion, Godspeed You Black Emperor! og Do Make Say Think er bare nogle af de navne, som opererer inden for dette semisfæriske, mini-shoegazeorienterede, instrumentale (on/off) eksperimentarium af en kuriøs lydpark, og Montreal on Fire har da også en snert af et slægtsforhold til disse sjælefæller. Trommens plads i mixet giver en god portion associationer til Sigur Rós, dels grundet de tunge, dunkle slag, dels fordi tempoet er nede i den jordnære atmosfære, hvor der bliver givet tid til lidt af hvert. Måske skal man partout komme fra lettere golde, ufremkommelige steder, såsom Canada, Island eller lignende, førend man er helt på forkant med stilens præmisser og passionen, men jeg føler mig godt med i feltet, trods oddsene.

Første skæring er en velskabt knægt af en icebreaker. Stille optakt, mur af sløv stilhed og så en opbygning undervejs. Lidt forløsning hist og her, så tilbage til den frekventerede, underliggende ro. Derpå klimaks a la Mogwai, dog mindre støjende og med vokal, oven i købet. En ukompliceret fødsel.

Anden skæring lugter lidt som en Placebo-opbygget baslegeplads, og væggene byder på trygge og dog lettere foruroligende rammer. Det er her, at Adriens vokal begynder at sætte sig til rette under huden, og her man formentlig enten får nok eller vil have mere. En af skivens bedste scoringer efter min smag.

Pladens tredje skæring er gjort en smule efter de to foregåendes opskrift, men med en tempoforskel, hvilket klæder helheden godt. Nummeret udviser også en særegen fleksibilitet, så man undgår at få metaltræthed i ørerne for hurtigt.

Og sådan kunne jeg i grunden blive ved, indtil pladens otte numre var gengivet i miniatureformat, men det er ikke nødvendigt, for overordnet set er pladen en sublim omgang lydlir, som vokser med gennemlytningerne. Her er noget på spil, og langsomt og nænsomt åbner indspilningerne sig i lag, jeg kan følge med i hele vejen. Det er uden svinkeærinder, og det er virilt, sgu. Jeg ser allerede frem til næste plade.

Om der er brand i Montreal for tiden, er svært at udtale sig om, men ikke desto mindre er der godt med lidenskabelige flammer at spore på dette knitrende udspil, hvor den gasblå dagsorden er sat med ‘font punch‘.

★★★★★☆
Advertisements

~ af Brian Ravnholt Jepsen på oktober 20, 2009.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: