Kirsten Ketsjer the Rock Band

I den forløbne uge har jeg nået forbi to Kirsten Ketsjer koncerter her i New York på deres 14 dages US-Tour og begge koncerter har været fantastiske omend en smule korte men stadig utrolig medrivende. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set en så energisk trommeslager som den umådelige portion hardcore slagkraftighed, som Anja ligger for dagen. Når hun sidder (eller står som der som regel ender med når bølgerne når rigtig højt) og tæsker løs, så får man det indtryk at DET her, at slå på trommer, det er bare DET fedeste EVER! Uden sammenligning what so ever. Og man bliver bare suget fuldt ind i det udtryk og den energiudladning som hun præsterer – man bliver næsten forpustet men fedt er det, virkelig fedt!

Derudover er der Andreas og Anders der begge på deres guitarer (og faktisk et par horn og blæs i gårsdagens program!) formår at skrue velsmurt 12-strengs (6+6 bevares) kompositioner sammen der på samme tid er både heterogene i deres enkelhed men afsindigt homogent i deres samklang. Har dog stadig ikke luret deres guitar stemninger men vil skyde på en del ‘D-A-E’er. Og bare det for det første at stemme om på guitarene er altid et plus hvis man spørger undertegnede men det giver virkelig også en hel anden lyd og et meget anderledes sammensat lydbillede når man netop kun er to guitarer – det kræver på sin vis en god portion mod velsagtens men også stensikkert bejleri til de mere innovative stykker musikideer og lydstrukturer.

Der var en masse nyt materiale i posen til begge koncerter – noget bedre end andet men jeg synes at bemærke at deres samlede lydklump har taget en drejning. Måske ikke en 180 eller sågar 90 graders men snarere bare et lidt skarpt højresving hvor man kører indover en kantsten og trækker på smilebåndet for der skete ikke noget. Det virker friskt og udfordrende på en lidt måde.

Det er så også nu at for dem der ikke kender Kirsten Ketsjer så vil jeg vove at påstå at vi har med en stilart at gøre der er et vældigt mix af bl.a. følgende:

Stereolab, Marnie Stern, Yeah Yeah Yeahs, Can, Sonic Youth (og i den grad også elementer fra Thurston Moore’s solo plade ‘Psychic Hearts’ fra 95′), Murmur og et gammelt dansk band fra Slagelse ved navn Prune (der eksisterede omkring 1995/98) – og alt sammen tilsat den der helt særlige ingrediens der kun kan tilsættes når det er dansk. Ligesom det gamle forhenværende Speaker Bite Me, Murmur som lavede en plade (Sexpowder 2000 Volts hed den) der slet ikke lød dansk men derimod som noget af det mest afsindige som undergrundskulturen kunne fremskaffe på et tidspunkt hvor vi snakker Dizzy Mizz Lizzy, Inside The Whale, Kashmir etc. Eller nævneværdige gamle Trains and Boats and Planes.

Fede koncerter så afgjort.

Yoyooyoy er noget af det bedste vi har derhjemme i lille Kbh – det skal vi værne om.

Man kan se mere her hvis man lyster: http://www.yoyooyoy.dk

Kirsten Ketsjer live, Glasslands og Cake Shop

Advertisements

~ af Brian Ravnholt Jepsen på oktober 26, 2008.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: