New York yankee of doom

Fredag aften, 9.45 pm på hjemmeadressen 304 Meserole St/Montrose Av, Brooklyn New York.

Med en temmelig large kaffe i hånden (rygtet lader sig høre (og smage ikke mindst) at deli kaffen er et par alenlange timer gammel men hey den kan og skal drikkes)

Er lige kommet hjem efter en fornøjelig aften i selskab med Jens Kabisch/Evil Knievel som denne aften har afholdt en fin tale om præsidentkandidaterne. En ganske underholdende og umådelig sjov tale skal det siges da Jens tager hele sceneriet under ironisk behandling. Et fantastisk klip af McCain fra Buffalo hvor han er patriotisk til ug mens han hyldes af bifald. Bifald der er Harley Davidsson’s der gasser usandsynligt uhæmmet op og forstyrrer det hele men fuck det er skægt og får stadig smilebåndet til at dreje. Også flere af Jenses fremragende comparisons mellem de allerede eksisterende ekspræsidenters positurer og vores alles Obamas var helt genialt. Det var alligevel ikke småting.

Tænkte at det var lidt på tide at skrive et par ord om mine første overståede knap 4 uger i New York.

Ankom midt-september og tilbragte de første 14 dage på stuegulvet, i 485 Central Park West/110th St, crashende hos en sød veninde med fine fine rare dørmænd og en udsigt lige over til Central Park.

Ca to dage efter ankomst var det tid til den første koncert allerede. Mogwai. I Terminal 5 som minder lidt om vores Store Vega (det var bare lige en etage højere dog) men ellers var det et fedt sted.

Mogwai var latterligt oplagte denne aften og fyrede den ene klassiker efter den anden af lige op i røven på en semi-jetlagged dansker der måtte resignere og bare smile, tænke og konstatere at selv efter denne 5 eller 6 gang jeg har stiftet bekendtskab med disse skotske gentlemen, så var verden pludselig ganske lille og man kunne opleve en koncert med Mogwai (der i øvrigt eksekverede den til dato vildeste version af Mogwai Fears Satan!) på en helt almindelig torsdag et sted på Manhattan, New York. Og det føltes på en eller anden rart og trygt.

De fik som sagt fyret op for gamle streger og meget fra Young Team, Ten Rapid og selvfølgelig Come On Die Young og derudover det konsekvente stroboskoplys der spruttede om kap med en hastigt stigende trang til impulsivt epilepsi-surrogat. Men fuck, det var en fantastisk aften og der fandtes bare ikke nok distortionpedaler man ville presse ned på samme tid mens man drak tåre af øl så store som fyrtårn og man kunne skælde ud på flydende skotsk.

Mogwai i Terminal 5

Så gik der to dage til og så var det tid til endnu en koncert.

Der findes nemlig en fed hjemmeside ved navn www.ohmyrockness.com hvor jeg var hurtigt ude og fik tjekket op på alt musik som kunne tænkes at være noget værd at bruge penge, krudt og energi på mens jeg ville være i New York.

Og listen viste så at tiden var kommet til Low.

Low bliver jeg aldrig nogensinde træt af at opleve live. De er så professionelle, svinedygtige og latterligt nærmest ustyrligt i tjek på deres materiale at gåsehuden er hjemme hver gang. Utallige home-runs ud i følelsesregistret.

De optrådte i Mercury Lounge som var en meget lille joint men til gengæld uhyre intimt og det passer vist forsanger-mormon parret ganske glimrende. De var, ligesom Mogwai, fantastisk nærværende og formåede at ramme langt ud over scenen med hit på hit. De sidste tre gange jeg har oplevet dem har de spillet tracket ‘Murderer’ indenfor de første 3-4 sange og det er ligesom om at når det guds-spektakulære stykke helligdom bliver spillet, så er banen ramt og man kan læne sig tilbage og bare nyde scenariet. Det er som om at det er DET track alting afhænger af. Bliver den sang afleveret til kryds og slange, så kan man være sikker på at resten af koncerten bliver et bid af en tidslomme der strækker sig fra ca midt 90’erne og frem til vores verden anno 08 eller lige deromkring.

De spillede knap to timer og ville mægtig gerne have blevet ved i uendeligheder men da var klokken allerede over midnat og hvis man ved noget om sceneliv, så ved man også at grundet de skulle spille dagen efter i Brooklyn, så er der noget der hedder rydde gear op, pakke, komme afsted, blablablabla…og sove! De er søde er de og altid en oplevelse der kan henlede til noget nær en semi-snert af noget helligt.

Low i Mercury Lounge

Og tja så blev det 5 dagen efter ankomst og altså søndag og tid til tredje koncert.

Han var godt nok kun opvarmningen til bandet Giant Sand men han er stadig det hele værd. Også selvom det kun drejede sig om 10 skide minutter. Manden jeg snakker om er Chad VanGaalen.

Og hvem er han? Well jeg aner faktisk ikke det helt vilde om ham andet end at han har siddet derhjemme i en betragtelig mængde tid og kreeret en plade ved navn ‘Infiniheart’ som er vanvittig smuk og gennemført. Meget anbefalelsesværdig! (og en lille sidenotering: hvis man er tosset med frontmand i Figurines, Christian Hjelm’s vokal, så er denne plade et must. Og gad vide om ikke selvsamme Christian har nærstuderet denne Chad?)

Chad’s performance på scenen er også ganske gennemført da han er ene og alene hårdt arbejdende på sit musikalske pondus kun iklædt sig sin guitar + vokal og så også lige en stortromme på højre fod og en lilletromme på venstre – sådan gør man det.

Stilen er singer/songwriter (jeg hader virkelig den genrebetegnelse!!) men med nerve og kant og underfundige og finurlige detours og så selvfølgelig Chad’s fantastiske fornemmelse for medspil i de smukke melodier han får stablet på benene. Men blev nu ikke snydt – det er ikke fordi dette her er sukkersødt akustisk guitar-petting med ringfingeren dybt inde i hullet og tunge på gribebrættet. Slet ikke. Han sange + tekster er derimod komponeret og designet så ondskabsfuldt, såret og skravlet at det er en form for modellering. At støbe, skabe eller manifestere noget uigennemtrængeligt vedkommende baseret på smukke flader. Svært at forklare. Lyt til det for pokker.

Nok om koncerter i denne omgang.

Jeg er i New York for at arbejde med kunst. Min egen, samarbejder med andre kunstnere og være assistent for et par etablerede kunstnere.

En af de etablerede er Jesse Bercowetz. Jeg fik kontakt til ham igennem min ven Douglas Paulson (det amerikanske medlem af den alletiders fantastiske gruppe Parfyme – http://www.douglaspaulson.com/) som jeg har snakket en del med omkring mit ophold i New York. Planen var oprindeligt også at jeg skulle lave ting herovre med Douglas. Mere om det senere.

Anyway Douglas gav mig et par adresser på nogle af hans venner som jeg burde tjekke ud og skrive til for at høre om jeg kunne arbejde for dem mens jeg var her. Og en af dem var så Jesse. En anden er Matt Bua (http://bhomepark.blogspot.com/)som har gang i kæmpe installatoriske arbejder i et skovområde Upstate New York. Ham besøger jeg nok i næste uge.

Jesse var fantastisk imødekommende og synes det ville alletiders hvis jeg kom forbi og hjalp til så det gjorde jeg så. Jeg begyndte at hjælpe aham llerede indenfor den første uge var gået. Han var igang med at sammensætte en kæmpe installation til en udsmykning af Brooklyn Academy of Music, også kaldte BAM i daglig jargon, som jeg så begyndte at bygge med på.

Jesse’s stil er meget umiddelbar både i den processuelle struktur og i materialevalg. Han genbruger ihærdigt og man kan kalde hans arbejdsmetode for en slags kannibalistisk reinvention. Han og Matt var faktisk sam
arbejdspartnere indtil 2006 (http://www.overcoat.org/)hvor de nåede at lave nogle uhyrlige installationer men slet ikke ser i samme stil, format eller detslige hjemme i DK.

Men det var ret fantastisk at kunne bidrage med min egen erfaring indenfor installationsarbejde og samtidig få ret frie hænder til at kreere elementer der kunne gå i klinch med Jesse’s elementer. Vi knoklede hårdt 10 dage i streg og der var åbning den 1. okt.

Derudover er Jesse en super rar, fin og kanon gæstfri person som samtidig har et stort netværk. Og den slags skal man ikke kimse af i New York. Det er jo også en af grundene til jeg er her. Undersøge, opsøge og netværke med porteføljen under armen. Og lidt har det da båret med sig, da en af dem der bor i samme artist/loftspace som Jesse, Kevin hedder han, var interesseret i at bruge en masse af mine tegninger til en udstilling sammen med en håndfuld andre. Så et lille skulderklap til mig selv og mere blod på tanden til at hænge i må jeg konkludere.

fra BAM, Brooklyn

http://jessebercowetz.com/splash.html

Så var der sidste weekend hvor Douglas havde inviteret til rooftop camping i Long Island City.

I alt sin enkelhed gik det ud på at deltagerne mødtes på en nærmere udvalgt bar, hvorfra vi gik i samlet flok hen til den pågældende bygning hvor vi så bevæbnet med soveposer, tæpper, plastik, skumplader, sejl og andet lir og gear, drog op på taget af denne bygning og ved hjælp af fundne remedier byggede vi os så hver især vores små nomadetelte for at overnatte i det fri.

Første nat var vi 4. Da vi stod op om morgenen var vi så kun 3 da Matthew ikke havde medbragt nok materiale til at kunne bygge sig et nogenlunde ordentligt refugium og måtte se sig nødsaget til at tage turen hjemad i løbet af natten. Vi fandt ud af det om morgenen. Han havde været så flink at skrive en note.

Matthew’s note

Faktisk var det en ret fed måde at campere på til trods for at man skal være indstillet på at finde de fornødne materialer og remedier men det kan sagtens lade sig gøre af små elementer. Ideen var at man kunne campere på denne facon i en hel uge og så drage fra rooftop til rooftop hver nat og folk kunne så komme og gå som de fandt det favorabelt. En slags nomadetilværelse i højden.

Da morgenstunden var ved at oprinde blev vi vækket af en politihelikopter der havde udset sig os som noget der skulle studeres nærmere. I hvert fald nåede denne helikopter at cirkulere rundt om vores site op til 5 gange men dog skete der ikke mere. Det kunne der ellers lige så godt. Politiet herovre mangler ikke undskyldninger for at bryde ind andre folks liv og blande sig.

Men som sagt var vi kun 4 første nat og dagen efter stod i tour-tegn forstået på den måde at Flux Factory havde indbudt til bus-tour rundt til OHNY (Open House New York) som var en slags hjemmebesøg hos forskellige kunstnere og deres værker. Nogle udstillede derhjemme mens andre havde smidt en installation i spil på f.eks en skole. Turen endte hjemme hos Flux i deres bygning, som desværre frafalder deres hænder fra slutning af okt måned – lidt ligesom dengang med A-huset derhjemme. Noget møg ærlig talt.

Flere af de deltagende på denne bus-tour skulle også vise sig at være deltagere til aftenens anden rooftopcamping så 4 fra den spæde start blev til 6-8 stykker.

Rooftop camping, Long Island City

Sidst men ikke mindst er der så det jeg de 4-5 dage har gået og arbejdet på. Det er et instrument som skal bruges til kommende performances og musikalske happenings som skal foregå her i New York engang i november når min ven Kristian kommer forbi (ham som jeg også lavede vindueskarm performance med inden afgang til New York)

Instrumentet hedder: ‘The Reverend of Really Religious Matter’ og vil som en slags stativ man både kan snakke, råbe, synge, messe, prædike i (fordi der vil være en mikrofon i den ene ende) og samtidig vil man i den anden ende kunne aktivere de forskellige effektpedaler. En slags messende religiøs præst der missionerer sine imperativer, bønner, prædiker og bud ud i performance-lignende positur som en anden slags blasfemisk Elvis. Balancen mellem noiserocken og den dennes dronologiske effekt eller tilstræben har mange lighedspunkter med prædiker og anden messende religiøsitet. Man kan altid med fordel se Dan Grahams ‘Rock My Religion’ for at få lidt indsigt i disse ligheder. En smuk og skræmmende film.

Men anyway, tanken er at når vi har bygget vores gear så vil vi formentlig tage forskellige steder hen for at performe – bland andet skal vi nok et smut ned i subway’en og ‘prædike’ efter bedste overbevisning og så må vi se hvad det fører til.

‘The Reverend of Really Religious Matter’

Reklamer

~ af Brian Ravnholt Jepsen på oktober 11, 2008.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: