Tanker fra en gallericykeltur

Tror det var i lørdags, at vi var 3 stks der tog cyklen frem i det gode vejr for at tjekke lidt Valby kunst ud. Men bare cykelturen i sig selv i det fantastiske vejr var en fin gave. Hold kæft det er noget man har gået og savnet!

Anyway, vi gjorde første stop i Larm galleriet for at tjekke Christian Achenbach og udstillingen Ghostwriter ud. Det (well næsten) første man lagde mærke til var, at samtlige malerier var solgt (på nær et enkelt der stod tilbage og lignede ham der altid bliver valgt til sidst når der skal spilles indendørs fodbold (måske pga fraværet af de rigtige blå/hvide Adidas indendørssko eller slet og ret fordi personen er en matematikgeek og derfor overhovedet intet aner om VM ’86 og det ligeledes fantastiske fravær af Søren Lerbys benskinner (hvilket den dag idag er ret forbudt har jeg ladet mig fortælle))) – bortset fra det var det en lidt blandet omgang. Der var måske en lille håndfuld værker der virkede og det var mest de små. Ellers lignede det meste sekundære udgaver af Andreas Golder, som pt. stadig er aktuel på Arken, bare en anelse mere uvedkommende og knap så intenst (de to skulle efter sigende også være venner så, well it makes sense).

Nogle af de værker der havde potentialet til at virke var sjovt nok også dem der mindede om tidligt Tal R i farver, striber, og måske endda komposition. Men ellers ret tidstypiske elementer i motiv valg såsom bands, musikinstrumenter, hænder, flere instrumenter (ok det handlede måske primært om musikalsk struktur/druktur) og ellers andet forgodtbefindende scenelir. Foretrækker nok mere Golder’s fanden i voldskhed men der var da et par gode snaps til stede.

Christian Achenbach – fra udstillingen Ghostwriter

Efter Larm røg vi forbi Mogadishni for at lure lidt på Rebeca Laney og udstillingen The Party Shop. Det var en yderst tøset affære men ikke desto mindre var der faktisk potentiale i skidtet helt afgjort. Hendes tegninger på væggene gjorde ikke det helt store indtryk. Ej heller de mange små lærreder. Der skete først noget da jeg lurede, at hun faktisk havde gjort sig i pyrografiens verden (wood burning). Det gjorde mig selvfølgelig glad at se andre end mig selv lege med det element men samtidig bliver man temmelig hurtig stejlende over at man ikke bare for en gangs skyld kunne have lidt materialevalg i fred?! hm… nå men skidt pyt. Hendes træbrænderier var af utrolig sirlige nærmest skitserende karakter og fungerede nu ret godt som støttekrykke til alle hendes andre sirlige tøsegenstande. Og hendes hyldest til semi precious stones var ret fint – smykke sten klistret på en træplade af tavle karakter og brændt sirligt omkring. Helt ok og ret fjollet.

Noget af det fedeste var dog næsten den skulpturelle vinylpladespiller der spillede en sang i lystigt melodiøst up-tempo, og på spansk. Igen sirlig og sølvpapirsbelagt bevares men faktisk var der på melodisiden enormt musikalsk potentiale. Virkelig poppet på den fine måde uden så meget pis og godt med semi slør på lyden. Jeg røg over i tankegange som Ariel Pink pga af den næsten kompromisløse tilgang til emnet og fordi det bar præg af en hyldest til D.I.Y. genren. Det eneste problem (for undertegnede) var bare det lidt lettere irriterende el-orgels agtige indprogrammerede swing beat (som Stereolab eller endda Suicide virkelig formår at operere med) som satte en stopper for at værket røg helt op i den onde ende af det virkelig lirede. Men det var en ret fin oplevelse til trods for AT HUN FULDSTÆNDIGT HAR HUGGET MIN PYROGRAFI IDE! Skam dig.

Videre til Helene Nyborg Contemporary og Peter Callesen.

Udstillingen hedder i sin enkelthed Paperman og det er en titel der lever op til sit navn in deed. Det rigtige smarte og fede ved Callesen er, at han har fundet en niche og totalt afsøger samtlige områder ved elementet og det giver et overskud udstillingsmæssigt set når man besigtiger værkerne. Udover dette hersker der ingen tvivl om at man bliver i særdeles overbevist. Og overbevist i sådan en udstillingssammenhæng betyder, at der ingen tvivl hersker om at dette scenario er gennemført ud i yderste detalje bogstaveligt talt.

Der er tale om elementer der berører liv, død, krop og en humoristisk tilgang til en diskurs om dualismens fortælling. Helt enkle ideer der bliver udført og bragt til live med enorm elegance og tålmodighed. Nogle gange nærmest grænsende op til det uhørt banale men ikke desto mindre virker det og nok mest pga af det samlede bombardement der henfører iagttageren i en slags overgivelse.

Der er flere værker der er nævneværdige. Half way Through værket hvor et skelet nærmest er kravlet ud af sin skal og nu istedet er oppe i en siddende positur og ser fjoget og smilende ud og hvor resten af den fysiske krop bliver liggende tilbage på jorden. Eller Crying My Eyes Out hvor Callesens selvportræt grædende bogstaveligt talt næsten er på grænsen til at blive en kende for patetisk men alligevel rammer vi aldrig over den tærskel netop fordi man ved, at der er meget mere på spil i det overordnede samspil. En hårfin balance, brilliant afstemt.

Og så er der jo også Broken Image som er et fint utopisk værk hvor hr Callesens ansigt i profil er smadret og tilbage ligger alle skårene fra platten. Igen er der humor men også bevidst afstandstagen fra det præsentiøse navlepilleri afvæbnet med smil. Og knagene godt håndværk (også fra dig Marie 😉 )

Paperman er altså seriøst et frisk pust og kvalitativt noget af forårets bedste.

Herefter røg vi vist op i Bendixen Contemporary Art. Mest for at tjekke Torben Ribe ud men Maiken Bent havde også taletid.

Reconsidering Everything (again) hedder Ribes bidrag. Og det er altså pissefedt og enormt underholdende! Her er også vældig utopi og store armbevægelser. Mandshøje bøger i MDF-plader og med fine sirlige blyantstreger der udgør det for sider. Helt enkelt og altså ikke der man skal ligge fokus. Bøgerne er ikke til gennemlæsning. Fokus er på de mange underfundige titler på bøgerne og det er igennem denne livline, at publikum skal finde forløsningen (eller forvirringen). For titlerne postulerer bizarre samt underfundige fraser som man som iagttager kan tage op, overveje, reflektere over og så enten danne sig billeder, udtryk, situationer og dets lige eller simpelthen bare ryste på hovedet.

Fælles hovedtræk ved titlerne synes at være lige dele kunst/kustteori, kapitalisme, forbruger/konsument tematik og ellers godt på mede vanvidshumor krydderiet.

Titler som Nougat – Utopian And Scientific, hvor man ser en temmelig slidt grønlig bog med tape på de værste grelle steder. I midten en fantastisk stjernehimmel. Og så er det at man efter sine bedst mulige kompetencer indenfor reflektion såvel som fornuft, prøver at stykke en historie sammen og forestille sig hvad siderne kan byde på af fotos, tekster, bidrag m.m. (undertegnede brygger pt. stadig rundt på ting og sager).

En anden god titel er The Abuse of Beauty – on wifebeating and colors, flot serveret på en pang farve forside i bedste konstruktivistisk stil. Pink, gul og kant og håndværk. Det er alligevel overvældende. Igen humor, grotesk bevares og ligesom før er der lagt op til at konnotationerne lader sig rode rundt med efter forgodtbefindende. Enkelt og uhyre effektfuldt.

Små (i store formater dog) indgreb der kryber ind under huden og der er mange af disse finurligheder. Tørt og med kant og med fantastisk håndværk in mente. Keep up the good work siger jeg bare.

Torben Ribe – fra udstillingen Reconsidering Everything (again)

Og det var så Valby i denne ombæring. Vi satte kurs mod Stefan Rotvits udstilling hos Danske Grafikere i midtbyen. Og selvfølgelig snyder man ikke sig selv for en blændende fantastisk tur gennem vestre kirkegård, hvor det er en cykelist pålagt at man tager turen ad den rustrøde bronzeløber. Suverænt område.

Rotvits tegninger på udstillingen The New Flesh er en underfundig blanding af abstraktion, nonfiguration og med sirlige tålmodighedsprøver på ren automatik. Noget virker, andet virker knap. Men krop og landskabs elementer leger hånd i hånd og der er lagt op til leg og ballade dekoreret med humor for den enkelte iagttager. Det er et stykke tid siden jeg har set Rotvits ting men jeg mindes mange af hans ret cool kuglepenstegninger tilbage fra akademi dagene. Måske skal man bare lige vænne sig til denne stil han har disket op med på udstillingen men ellers var jeg ret glad for kuglepens historierne. Der er helt klart noget på spil og fræk finurlighed med en god portion attitude tilstede på udstillingen. Kan enormt godt lide den ret så direkte tegning af de fineste speedoo’s (tætsiddende underbuks/badebuks) med tilhørende ubeskrivelig mængde hår der vælter voluminiøst ud over alle kanter og folder. Dette og så med håndværket fungerer sjovt.

Men det ubestridt mest lirede var kataloget med de 30 tegninger bragt til live i udstillingens øjemed, godt hjulpet på vegne af Smittekilde. Det er satme et lækkert design og fantastisk fyldigt. Elsker den Do-It-Youself stil, også selvom det kræver en 48 timers vagt uden søvn. Det unikke vinder altid. Håndlavede dishes af højbelagt glans.

Vi endte dog mest med at sidde udenfor og bare nyde sol og øl. Klokken var vist også tid til at lukke og Mr Rotvit skulle videre. Og på den anden side af vejen lå Kgs Have og på den anden side af den lå Cinemateket etc etc.

Advertisements

~ af Brian Ravnholt Jepsen på maj 8, 2008.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: