Carrie

Ok, og så var det søndag og datoen var den 27 april.

Efter at været kommet lige en røvsnaps for sent til cover-shooting på A-Kassens nye bog (men dog tids nok til at få kørt en kaffeskid i stilling med hænderne fulde af bastogne kiks og Jernbæks Cake Of Waste), var vi to stks der røg i Kgs Have for at nyde solen inden programmet hed; 1) thai mad, 2) Carrie i Cinemateket. April måned har været ganske fordelagtig set med science-fiction-gyser samt krigsfilms øjne.

Carrie er kort fortalt Brian De Palma’s mesterværk baseret på romanen af Stephen King. Og ikke mere om det. Det var i særdeleshed kort fortalt.

Den er fra ’76 og derfor, ligesom Alien – Den 8 Passager, fra en tid hvor der skulle afprøves nogle forskellige virkemidler. Blandt andet lige der hvor Carrie har hendes 15 minutes of særdeleshed fame i gymnastiksalen, hvor billedet bliver delt i to, så vi både kan se Carrie’s seriøst ubehagelige blege mimik i de splitsekunder det tager at tæske og dele ud af den onde katastrofekasse til samtlige elever via hendes nyopdagede telekinetiske evner, samtidig med at man så ser eleverne stritte en efter en (eller mange på een gang, det afhænger af situationen bevares).

De billeder samt den umiskendelige lyd af eksekveringen af Carrie’s dødsdom til de udvalgte elever, sidder ganske naturligt fast på nethinden efter sådan en bif tur.

Det og så selvfølgelig Carrie’s mor Margaret White, som filmen igennem er ubehageligt konstant opslugt af den kristne tros gøremål/flid samt håndhævelsen heraf. Der skal bedes konstant. Det er sygt og skræmmende. Hun spiller den rolle fantastisk overbevisende. Føj. Og selvfølgelig prøver hun at slå hendes egen datter ihjel, da hun jo selvsagt har dødsdømt sig selv, idet hun fremviser hendes telekinetiske kræfter, hvilket jo, set fra moderens synspunkt, gør hende til helvedes afkom. Slægt af satan. Intet mindre.

Mange fine små historier på samme tid. Og med en John Travolta i en ægte bandit rolle med hår på brystet og jeg skal komme efter dig. Og nær slutningen drømmer Sue, at hun lægger blomster på familien White’s gravplads (dvs, huset brænder ned med begge hvor de gemmer sig i det lille kammer – Carrie’s stuearrest palace), og op af jorden kommer Carrie’s hånd og griber fat i Sue’s og Cinemateks salen får et chok (min kæreste deriblandt) hvilket giver mig et chok osv osv. Den slags effekter der i en lang årerække fremover ville blive fremført i Nightmare On Elm Street filmene bl.a. (med Mr Fred Kruger, hvis ansigt er mere foldet end alverdens dej hængt over bommene på en atletikbane….aha). Anyway. Filmen opererer med begrebet Das Unheimliche som både Nightmare On Elm Street, Fredag Den 13 og Poltergeist filmene op gennem 80’erne rodede med. Nogle med større succes end andre bevares. Det var en ret fin periode.

Men alligevel er der tilpas meget underspillethed over den film, så man stadig kan få det ganske klaustrofobisk. Det er en fed film. Og den virker endnu mere intimiderende up-close.

Reklamer

~ af Brian Ravnholt Jepsen på april 30, 2008.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: