Alien – Den 8 Passager

Fredag (d. 25) var en god dag. Efter et par timers sjov og ballade til fernisering på opfindelser i bedste Storm P. stil i Brøndsalen v. Det Kgl Haveselskabs Have (hvilken jeg nok anmelder eller fortæller lidt om i et andet indlæg), fik jeg endnu engang fornøjelsen af at tøffe forventningsfuld mod Gothersgade, nærmere bestemt; Cinemateket.

Aftenens program: Alien – Den 8 Passager . Intet ringere! Føj jeg glædede mig da. Selvfølgelig gjorde jeg da det. Endnu en sci-fi kult klassiker af denne måneds famøse perlerække af godter. Og denne gang var det Ridley Scott der leverede lir. Og ærlig talt, det er en fantastisk vanvittig enkel og lækker film.

Filmen indeholder så meget guf, at jeg næsten er helt i tvivl om where to begin.

Alle 4 Alien film består af samme grundkerne/historie/koncept i mere eller mindre nuanceret grad men eftersom det er 4 forskellige directors der har stykket hver respektiv film sammen, så er der altså fantastisk stor forskel på hvordan de har grebet udfordringen an. Og i den sammenhæng er det for mit vedkommende utrolig svært at skulle udnævne en af dem til at fungere bedre end en anden. De fungerer efter min dom ganske suverænt i hver deres niche og alt efter hvilken historie de nu engang har skulle fortælle. Der er selvfølgelig et par punkter man kan fremhæve, for det er nok ret oplagt at Alien 2 (Aliens), var meget mere baseret på det hævntørstige togt samt higen efter action packed retaliation, eftersom at Alien – Den 8 Passager bar mere præg af, at være en film af mere underspillet karakter, der fremhæver og leverer en mere klaustrofobisk og frygtindgydende tilstand i beskueren (i hvert fald hos undertegnede).

Alien 3 fremstår som den rendyrkede psykiske terror på flere niveauer hvor vi finder fjenden – the beast – i karakterene selv, i kraft af afmagt, ustabilitet og mødet med det ukendte (eller med det afvænnede i en forstand) samt i mødet med det helt deciderede fysiske fremmede. Charles S. Dutton leverer en pragt præstation i den film som enklave præsten, der formår at holde den psykisk ustabile møgkriminelle menigmand på ret køl.

Alien 4 – Resurrection, er den svære efternøler der igen, som 2’eren, spiller på action packed performances. Den kom 5 år efter 3’eren og 18 år efter 1’eren. Det er vel en slags efternøler? Men nevertheless fungerer den også fantastisk. Og plottet er måske også den eneste måde man kunne blive ved med at holde liv i den to-mundede legende med syresavlet. Og det er filmen der viser Ripley som usandsynlig mægtig. Overnaturlig, bevares. Men helt tilbage fra Alien – Den 8 Passager var hun en personifikation af et stærkt kvindekøn eller hvad man skal kalde det. Pissehård, fokuseret, loyal m.m. men samtidig også en fællesnævner eller en rimelig god repræsentation af os som menneske, der handler efter bedste overbevisning i en fantastisk urimelig situation.

Men tilbage til 1’eren.

Nostromo – det er da også bare et fantastisk navn til et rumfartøj. Fra italiensk og betyder sammentrukket Our Man. Direkte oversat betyder det desuden en der er ansat på dækket på et skib. Nostromo er ydermere navnet på hovedpersonen i Joseph Conrad’s roman af samme navn, hvor man følger anti-helten Nostromo.

Hvorfor jeg lige skulle have det med aner jeg virkelig ikke – vejret er også usandsynligt godt udenfor idag.

Det der også lige slår mig angående 1’eren er ligheden mellem Kane og Thom Yorke (forsanger i Radiohead).

Men i bund og grund er 1’eren fantastisk klaustrofobisk og vi er altså stadig i den spæde æra af science fiction effekter der skal afprøves. Hvilket gør, at der er nogle sekvenser i filmen hvor det ligesom kammer over. Som f.eks da Ash er blevet tæsket godt og grundigt i stykker og Ripley prøver at kickstarte de usammenhængende rester af ham. Et par lodninger her og så virker han. Og hun har lidt problemer med at sætte hans hoved ordentligt fast på bordet.. Prøver et par gange. Nej. Og KLIP, så sad Ash lige pludselig usandsynlig godt fast i det bord. Fantastisk. Intet mindre.

Men når det er sagt, så skal man så også lige tage hatten af for de effekter der er lagt på hans stemme i selv samme ombæring. Det er altså seriøst dejlig elektronisk robotstemme de har fået oparbejdet der.

Lyd og farve på de slidte eksemplarer de ejer i Cinemateket er altså også nævneværdigt. Selvom der er lidt striber hist og her, så fremstår det totale billede så voluminiøst og vedkommende at det til tider næsten kan blive skræmmende. Om ikke andet er det charmen ved at se eller gense nogle af de udødelige klassikere på bredformat.

Alien er sgu en grum film. Det må blive de afsluttende ord på den sag.

Reklamer

~ af Brian Ravnholt Jepsen på april 29, 2008.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: