Ariel Pink

Velkommen til denne kontinuerlige tråd om Ariel Pink og om hele det univers dette end må medføre.

Ariel Pink er ikke et navn. Ikke i en sådan forstand. Det er et kunstner alias. Og der er endda et mere udvidet projekt involveret under dette alias sågar. Projektet hedder Ariel Pink’s Haunted Graffiti. Og ikke nok med det. Projektet er en enmands hær set versus det kommercielle musik empirium, forstået på den måde, at det Ariel formår at gøre med sin musik ikke er en direkte reaktion mod popindustrien hvor der partout skal indgå kritik af selvsamme i tekster m.m. Snarere er det en udvikling af begrebet D.I.Y. ( Do It Yourself ) princippet, som er hans egentlige ærinde og dermed kan man se det som en indirekte reaktion mod den mainstream af ligegyldighed vi har overflod af.

Ariel Pink hedder i virkeligheden Ariel Marcus Rosenberg og jeg stødte tilfældigt på hans musik efter at have downloadet noget tilfældig ukendt musik på nettet.

Nogle ting glemmer man aldrig og jeg glemmer heller ikke det første møde med lyden af hans sus, kridhvid støj og superkomponeret potent energi. Nummeret hed Kate I Wait og er fra pladen The Doldrums, som udkom i 2004 på forlaget Paw Tracks. Rygtet siger, at det var Animal Collective der sørgede for kontrakten efter at de havde hørt mange af de tracks ( der senere blev til Doldrums ) på en cd-rom, de havde fået af Ariel som hand-out ved en af deres koncerter og efter et års tid gik det op for dem hvor fantastisk hans musik i grunden var.

Men det var i 2005 jeg blev inddraget i hans univers. Dengang havde jeg ikke engang en mp3 og jeg husker at det var om sommeren jeg begyndte at høre hans musik, lige en lille uges tid før jeg skulle på interrail. Jeg mindes at jeg var ved at gå ned indvendigt over at skulle være væk fra den musiks tiltrækningskraft i over en måned – det var uudholdeligt mildest talt! For jeg var ramt, for helvede jeg var blevet kørt over af hans lyd! Og det var i en sådan grad jeg slet slet ikke kan huske hvornår sidst skete ( if ever! ). Mens jeg drønede rundt i de franske TGV toge tænkte jeg kun på Grey Sunset. Mens jeg stod på dækket af båden der fragtede mig over Den Engelske Kanal stod jeg udelukkende kun og nynnede tonerne af Young Pilot Astray det bedste jeg havde lært ( hvilket på det givne tidspunkt var en anelse ringe da jeg ikke havde haft meget øvetid ).

Men måske kender man følelsen. Den der kilden i kroppen over, at man er stødt på noget helt nyt og ganske anderledes. Og mens man gennemlytter tracks’ne, nyder man at være på det stadie hvor man ikke helt kan gennemskue og holde orden på de forskellige inputs. Man har problemer med at adskille alle de informationer man bliver bombarderet med men følelsen af at man bare må have mere, ligger og tærer i hver en krog. Det er en fantastisk periode. En helt særlig ubeskrivelig lille plantage af velsolid plantet euforia, der sprøjter sine små eksplosioner ind i ens system som derefter forplanter sig og gror sine afgrøder større, så høsten man i sidste ende tager bestik af, bevidner en dimension af helt næsten unaturlig karakter.

Men hvem er han så? Hvad er det han gør? Og hvad er det han gør så fantastisk godt?

Well, den slags spørgsmål tager sin tid at besvare men jeg vil forklare så godt som jeg er i stand til.

Ariel er indbegrebet af vores samtids allerstørste nyfortolker af D.I.Y. genren. Det han formår er, at tage tråden videre fra han store inspirationskilde og ven R. Stevie Moore, som i grunden gjorde hvad Ariel gør nu. R. Stevie Moore har bare gjort det i 40 år ca. og på nogle andre præmisser og opnået andre resultater men ikke desto mindre var han ligeledes et ikon for en tid, hvor D.I.Y. genren slet ikke var defineret endnu. Ariel har videreudviklet genren, taget helt nye unikke elementer i brug. Han gjort udtrykket endnu mere kontemporært. Brugt nye finesser og slækket på andre. Fundet en egn, sit trademark og gennemført det 200 %!

Som sagt er Ariel en enmandshær. Hans musik…kan næsten ikke beskrives. Det skal opleves, høres, smages og mærkes.

Alt hvad man ligger øre til, alt i hans produktioner er distribueret fra hans hænder. Alt fra guitar til keyboards. Fra bas til tamburiner. Alle vokaler er hans. Fra den dybe der flænses tværs over af hans overdrevne insisterende falcet. Og så måske lige 2,3,4 andre dubbede vokaler på samme track. Jo, der er plads endnu. En enkelt falcet til. Og lidt lyd. Lidt susen og lidt piveri. Et par klik med tungen og måske lidt fjern rallen. Der er plads til det hele og det hele bliver brugt. Selektivt. Nøje udvalgt og udtaget til hver deres ståsted. Hver ting til sin tid og gerne i samme ombæring. På tværs af skæring.

Men Ariel går hele vejen. I manglen på bedre og med ideologien om enmandshærens fremrykning over de golde stereotype airplay marker, vælger han at lave samtlige trommer på samtlige recordings med hans mund. Jo, jeg synes godt jeg kunne høre at lyden på trommerne, dengang jeg hørte de allerførste tracks, var lidt sløje. Lidt mudrede og næsten aldrig helt identiske. Så var det, at jeg fandt ud af, at det var der en grund til. Alt hvad der skulle til var ideerne. Og så rode lidt på mixeren. Så blev man hurtigt som lytter narret. Lilletromme lyden kunne være skarp som i Shaven. Eller nærmest helt hul som i The Bottom. Eller med flanger effekt som på Until The Night Dies. Og så måske lidt baggrunds sus som på Envelopes Another Day inden kaskaderne fra det som lyder som 1000 keyboards, gennemtrænger lydsfæren og diskanten bliver seriøst en intimiderende sjæleven.

Stortrommen er som altid lige dele stump lyd og klikkende tre kvart fyldt sandsæks terapi. Nogle gange tight, andre gange fuldstændig ude af konstruktion, helt derude hvor alting ramler og der famles for at komme back on track. Men tungen lige i munden og man følger intenst det næste knæk.

Og resultatet ender altid op med at være en balancegang mellem det sublime mesterværk og den næsten konstante overhængende fare for fatal tilintegørelse. Og det er imellem disse poler at tilfredsstillelsen kræver sin ret.

At lytte til Ariel’s kompositioner er en slags test. Det kræver meget. Men til gengæld er der uendelige benefits for den tålmodige. Musikken ejer et udtryk der minder om en slags tidsrejse gennem 50 år, hvor hovedrakettens drivkraftsturbiner er den lille runde forhøjede knap på en radio man drejer på i forskelligt tempi, som så derved giver radioen liv i lyd og lige dele støj og fragmenter af vilkårlige passager, forenes i et helt særligt homogent univers.

Det er sammenstødet mellem rendyrkede drilske pop fragmenter, der smadrer hovedkuls ind i en mur af susende lydbanker. Et tapet af diversitet så energisk og insisterende, som et arkiv af umålelig masse, der ligger spredt udover denne tidslomme hvor man ser sig selv stå og famle med resultatet der smuldrer hvorefter man stykker de brudte ender sammen og begynder at se..lytte..forstå. Som sagt, det skal høres.

Vil slutte denne runde af med et foto som jeg fik taget, da en ven ( Allan Nicolaisen ) og jeg var i Hamburg i Maj 2006 for at se ham live ( til kun sølle 3 euro!! og så fik man oven i købet opvarmningsbandet Belong (som ligeledes er anbefalelsesværdigt) med for de penge! )). Det var en fantastisk energisk koncert og der vil helt sikkert senere blive lagt nogle live recordings fra den koncert ind her på indlægget.

Ariel er en flink og rar fyr. Meget sympatisk og ydmyg. Og så har han humor og selvironi. Han har aldrig været i København men jeg har korresponderet med ham siden dengang i Maj 2006, så på den næste Europa tour han snupper vil han gæste DK ( nærmere detaljeret kan det afsløres at han meget gerne vil opleve Christiania, så mon ikke en koncert på Loppen er oplagt? ). Det er vi en god sjat der ser frem til.

( Allan, Ariel, Geneva og Mig )

Reklamer

~ af Brian Ravnholt Jepsen på april 25, 2008.

3 kommentarer to “Ariel Pink”

  1. Dette indlæg har netop sparket mig et trin mere ud i Ariel Pink’s univers. Jeg har længe ville købe nogle plader med ham, men har aldrig fået gjort det. Nu skal det derimod være. Doldrums bliver første plade fra hans side, og jeg tror det bliver en fornøjelse. Tak for hjælpen.

  2. Hvis min arm var lang nok ville jeg tage dig faderligt på skulderen og sige i bedste Indiana stil: “you have chosen wisely”. Er beæret over at kunne være til hjælp. Du vil absolut ikke fortryde dit valg og som en ekstra lille bonus får du lige en hurtig eventuel guideline til resten af dine indkøb (for der vil blive flere oh yes) 🙂

    – Worn Copy
    – Loverboy
    – House Arrest
    – Scared Famous
    – FF >>
    – UNDERGROUND
    – Papergutz
    – Holy Shit
    – Yas Dudett
    – Thrash & Burn Tapes

    Nyd det! Du lægger en kendt verden bag dig og indtræder en ny æra.

  3. Tak for kommentaren – her og der. Jeg vil glæde mig til cd’en dumper ind ad døren, så jeg kan komme rigtigt igang med Ariel Pink.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: