Low koncert, Vega 9. april 2008

I onsdags spillede Low i et fyldt Vega. Det er faktisk ret hurtigt de er vendt tilbage, da de sidst var her i august sidste år. Og ærlig talt var den koncert en del mere vellykket i mine øjne af flere grunde.

1) Sidste gang i august var lyden virkelig lækker og da Low kræver sit af sit publikum, så bliver der til gengæld kvitteret med en fantastisk stemningsfuld sfære baseret på et af deres trademarks, nemlig at få ufatteligt meget ud af næsten intet. Alan og Mimi’s sangstemmer giver tilsammen stammen i Low’s udtryk og til koncerten i august sidste år synes jeg virkelig de formåede at få hevet den totale oplevelse helt derop hvor tingene bare fungerer, grundet at lydbilledet var stabilt lækkert.

2) Koncerten i onsdags bød på en lidt mere skramlet lyd desværre. Ikke at skramlet lyd er ringestillet absolut ej, men når man har in mente at meget af Low’s udtryk er baseret på et nærmest sirligt lydnuanceret billede, så er det af allerhøjeste vigtighed, at der ingen hængepartier findes.

3) Måske skal lidt af lydbillede problematikken findes i den nyerhvervede bassist. Han var dygtig bevares men også lige en anelse lidt for frelst i mine øjne (her menes den måde han ligesom kunne dvæle i uendeligheder over den distance det nu engang kun tager at komme fra et ‘C’ til ‘D’ på A-strengen…meget meget dybtfølt og altså lettere patetisk for mig henover aftenen). Men jeg lagde også mærke til, at når han skulle spille passager i sangene hvor han skulle spille et ‘E’ (E-strengen skulle spilles frit/løs), så havde han en tendens til at anslå A-strengen samtidig, hvilket resulterede i et mudret udtryk og det synes jeg ikke helt klæder Low. Deres lyd skal bare være tight og enkel for at fremme deres homogenitet bedst muligt.

Men det skal skam også siges at jeg nød koncerten i høj grad. Der var nogle rigtig gode momenter hvor Low bare er Low og så lyder det fantastisk. Og så er Alan faktisk en sjov fyr (han forsøgte eller nærmere prøvede at overbevise os publikummer om at, det Kelly Clarkson gør (synger that is) er meget meget meget meget meget….meget svært – det skal siges at hun på samme tid stod på scenen i Store Vega next door). Og tilmed mormon er han også. Og udgør par med Mimi (hvis stemme er så usandsynlig smuk og stærk og kommer fra et næsten udtryksløst ansigt samt mund – hun sørger ligeledes for tromme/perc sektionen og det gør hun strålende – og hun er også mormon, så er det på plads).

Det var anden gang jeg så Low og næste gang de kommer vil jeg skam helt sikkert også være på pletten. Deres bagkatalog er jo guddommeligt smukt så man tager jo også til koncerten med forhåbninger om indløsning af forventningerne om den næsten totale oplevelse.

http://www.chairkickers.com/

Mie, Alan og Brian - efter koncerten i Vega august 2007

Advertisements

~ af Brian Ravnholt Jepsen på april 12, 2008.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: