Sonic Youth Covers.

•november 27, 2010 • Skriv en kommentar

En dejlig lille sidebeskæftigelse eller ren hyldest. Lidt af hvert.

Se og lyt her: http://sonicyouthcovers.wordpress.com/

Smagsprøve:

Reklamer

Brian Eno: Small Craft on a Milk Sea – Undertoner.dk

•november 15, 2010 • Skriv en kommentar

Nyeste skive fra Brian Eno som jeg har givet et par ord her eller nedenfor.

Brian Eno: Small Craft on a Milk Sea

Af Brian Ravnholt Jepsen | 15.11.10 | Ingen kommentarer
Brian Eno: Small Craft on a Milk Sea 

Brian Eno: Small Craft on a Milk Sea (2010)
Warp Records/VME
Musikalske slægtninge: Benjamin Finger, Harold Budd, David Byrne, David Sylvian, John Cale, Kraftwerk
Del

Størstedelen af det musikelskende folkefærd har vel på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med fænomenet Brian Eno. Manden med de enkle genkendelige trademarks såsom ambiente lydflader badet i delay, uendelige drømmesekvenser og den til tider stærkt forvrængede guitar, der i simple toner surfer rundt i den nette sum af kvint, kvart og oktav. Manden med de utallige udgivelser i ryggen og med vedholdende vilje samt en intakt stædighed til at vælge teori før praksis. Altid villig til endnu et eksperiment, hvad lyd angår, og aldrig afvisende over for en tværmedial eller sågar tværgenre-orienteret komposition med eller uden venner og bekendte. Det har gennem tiden og bagkataloget resulteret i alt fra stramme og stringent ambiente toner, instrumentale koncepter og obskur no-wave til electroglam, white British funk og teknologisk poprock. You name it. Ikke alle udgivelser er gennemført geniale og rene mesterværker, men omvendt er der noget for alle til at hive stikkene hjem.

Gennem tiden har jeg personligt været ret begejstret for at mixe en god portion blandede bolsjer og har dertil hentet stemningen til cykel-, bus-, tog samt flyveturen fra bl.a. Another Green World, Apollo Atmospheres & Soundtracks, After the Heat, My Life in the Bush of Ghosts og More Music for Films, som er de Eno-plader, der har haft den største betydning for mig, men igen er det en temperamentssag, hvor man selv vil gå på opdagelse i kataloget. Der er som sagt noget for alle.

Om der også er noget for alle at hente i Enos spritnye samarbejdsprojekt, Small Craft on a Milk Sea, er såvel meget muligt, men jeg kommer til kort. Det er et noget rodet arrangement, der stritter lidt for meget imod. Eller sagt på en anden måde, så virker det som en halvsløj helgardering med næsten lige dele melankolsk og gold ambient på den ene fløj og i næste øjeblik en brat opvågning til rå elektrificerede elementer med electrorockbeatsmagen liggende bagerst på tungen.

Foruden Eno selv har den unge Jon Hopkins stået for instrumenteringen. En veletableret elektronisk musiker med ligeledes et væld af blandede udgivelser i ryggen. Samarbejdet med Eno er ikke helt nyt for Hopkins, idet han bl.a. var inde over Eno-pladen Another Day on Earth fra 2005. Ligeledes er den anden samarbejdspartner, Leo Abrahams, heller ikke helt ukendt for Hopkins, da han var med på Abrahams udgivelse Leo Abrahams – EP1. Abrahams står hovedsageligt for alt, der kan udføres på guitar eller andre strengeinstrumenter, og han har også i den grad krydset veje med Eno før på en solid håndfuld udgivelser, deriblandt Another Day on Earth. Besætningen kender altså hinanden godt, hvilket kunne formodes at give et harmonisk og homogent udtryk i sidste ende.

Om Small Craft on a Milk Sea så er blevet et gennemført homogent værk, er en anden sag. Pladen er som nævnt en kende rodet, men der er dog et forløb. Dette kan i bedste fald beskrives som et slags soundtrack til en ikke nærmere dechifrerbar sci-fi-film med et instrumentalt melankolsk introforløb, der omfavner de første tre sange. Så herefter følger en seriøs actionmættet handling på syv sange, hvor tingene går til stregen med elektrificeret turbulens, og endeligt sluttes konstruktionen af med seks sange, der ligeledes udfases gennem de golde melankolske stemninger.

Mit problem er pakken. Hvorfor skal der brydes med den fornemme og stemningsfulde melankoli, der skabes ganske gennemført på klaviaturer og synth? Man lulles ind i en smuk bane, hvor numrene i starten glider uhindret, hvorefter alting bremses og dernæst smadres grumt, og det er et uforståeligt indgreb. Det bliver et problem, når introforløbet i bedste stil minder om Eno, når han er bedst og mest enkel, og det smager sågar lidt af Benjamin Finger, mens det actionpakkede midtvejs inferno stritter i så skæve retninger som Mouse on Mars, Black Dice (! – tænk “Snarly Yow” fra Broken Ear Record), Massive Attack, Stereolab (f.eks. et hengemt track fra Transient Random-Noise Bursts with Announcements), Kraftwerk og endda en hybrid mellem lidt godt og blandet fra The Chemical Brothers/The Crystal Method og The Prodigy. Det er altså for mærkelig en kombination for mig.

Det går mere og mere op for mig, jo mere jeg hører pladen, at den må være tænkt som en slags soundtrack. Det er det eneste, der giver decideret mening, og det viser sig da også, at Small Craft on a Milk Sea er en sammensat komposition. Fem af de 15 sange på albummet blev kreeret med henblik på netop at udgøre soundtracket til filmen The Lovely Bones, men blev afvist i sidste ende og endte så på denne plade. De resterende sange på skiven er blevet improviseret frem, direkte inspireret af soundtracks og movie scores, hvilket altså i sidste ende giver problemer.

Nuvel, gåden gik op, men Enos konstruktion ender alligevel med at hænge og dingle hjælpeløst uden hvile. Om ikke andet er pladen stadig bevismateriale på hans stramme konceptuelle fremgangsmetode, hvor det stadig ikke handler om leflen for praksis, men derimod ren og skær teoretisk tilfredsstillelse.

★★★½☆☆

Ariel Pink’s Haunted Graffiti, Loppen, 24/10/2010 – Undertoner.dk

•november 15, 2010 • Skriv en kommentar

Endnu mere lo-fi koncertanmelderi som kan læses her eller nedenfor.

Ariel Pink’s Haunted Graffiti, 24.10.10, Loppen, København

Ah. Fryd. Ægte smil og stille susen. Det varmer mit lo/anti-fi-hjerte, når jeg træder ind i et propfyldt og totalt udsolgt lokale derude på Christiania, og årsagen skal findes i aftenens forventning. Popfænomenet Ariel Pink’s Haunted Graffiti indtager Loppen for at give sit svar på, hvordan en underspillet, til tider skramlet, til tider underfundig popsang skal leveres. En rutschen gennem mindst 40 års musikreferencer, fra funk til pik-rock. Fra jazzet make-up-glam og til discoens rytmiske beatluft. Det varmer mit hjerte at se horden af unge, der alle vil smage en bid af det sidste nye. Og det varmer i den grad mit hjerte at se, at min femårige Ariel Pink-missionering ikke har været forgæves.

Siden jeg selv stiftede bekendtskab med den musikalske kuriøsitet i 2005, har jeg naturligvis ikke kunnet holde entusiasmen i ro, og i baghovedet har tanken om hans genialitet, der bryder uhindret gennem huden på gud og hver mand, bare ligget og lurepasset. Men nu, omsider, er tiden kommet, hvor godtfolk endelig forstår, hvad fanden det er, manden har gang i. Med god grund – og på tide. Det har selvfølgelig også noget at gøre med at blive til et egentligt band, indgå kontrakt med et større pladeselskab og få en velskruet single i ombejlet airplay-rotation. Bevares.

Men den opmærksomhed burde Ariel Punk have fået, allerede dengang han smilende sagde til mig: »I always wanted to see Christiania, you know.« Det var efter en koncert i Hamborg i 2006. En lille europatour, han og opvarmningsbandet Belong tog på, hvor de stille og roligt smuttede forbi København på vej til Stockholm. Projekt Pink bestod dengang af en bassist, Ariel på vokal, microkorg keys og kassettebåndoptager samt Geneva Jacuzzi på ligeledes microkorg keys. Og ja, netop selvsamme Geneva var opvarmning til denne aftens Pink, men jeg fik kun set de sidste to numre af hende. Derfor vil jeg bare skrive, at hun som regel er god for et gedigent electro-discobeat svøbt i 80’er lyd. Er man tosset med hende, vil man helt sikkert også finde hendes band The Bubonic Plague temmelig attraktivt.

Men hvem kommer så til sådan en koncert en søndag aften på Loppen? Hipsters. Copenhagen hipsters. Slet og ret. Eller det er i hvert fald dét, hovedbestanddelen udgør. Ariel Pink er simpelthen blevet et lille, men stilsikkert, ikon for en generation eller et segment af nutidens mediekulturforbrugere. En sjov ting eller tendens, men ikke desto mindre ganske forventeligt. Alle vil have en bid af det sidste nye, og Ariel bliver selvsagt ikke forbigået. Du skal helst have været der og taget del i det. Bølgen kan med andre ord være gone tomorrow. Gik du glip af det, er du doomed. Tough odds.

Men nu: statistik. Koncerten bestod af 21 sange. Ni af dem var selvfølgelig fra den nye skive, Before Today. Tre var fra den fantastiske Lover Boy. Tre var fra den udødelige klassiker The Doldrums. Også tre fra Worn Copy blev det til, mens der kun var to sange fra House Arrest. En enkelt forbliver ukendt. Flere af de nyindspillede sange på Before Today er i grunden gammelt legetøj vakt til live på ny. Bortset fra, at de gamle versioner stadig er de hårdeste. Måske en smagssag, men det er en svær disciplin at få noget allerede eksisterende til at lyde friskt og lækkert, når det ikke bliver tilføjet noget nævneværdigt nyt, andet end lyden — og dét er ikke helt nok i min optik.

Det ville selvsagt have været temmelig overlegent, hvis der derudover også var blevet smidt sange fra det mere ukendte bagkatalog som FF>>, Underground, Scared Famous, Holy Shit, Papergutz osv. Men alt taget i betragtning var aftenens repertoire ret godt strakt ud over en tidslomme, og der blev også budt på adskillige overraskelser, hvilket kun klædte sættet.

Det er klart, at det faldt i god jord med crowdpleasers fra start, og der blev lagt hårdt ud med materiale fra den nye skive. Tre i streg endda. Åbning med “Bright Lit Blue Skies”. Highschool reunion-agtigt, men god energi. Fedt åbningsnummer. Folket kvitterede med kyshånd. “Beverly Kills (Freaks With Golden Heir)” og “L’estat” i næste hug. To genindspilninger fra den spæde bedroom-punk-æra. Og folket festede, der blev sunget med, og stemningen var oplagt. Ergo lugtede det af en hitparade. Men allerede i sang nummer fire sker der noget anderledes. “Gettin’ High in the Morning” fra House Arrest bliver smidt i ringen, hvilket til min vilde forbavselse leveres hårdt og vanvittigt oplagt. Folket virker lidt som taget på det forkerte ben. »Den kender vi ikke?« Det resulterer i knapt så hidsig applaus. Ærgerligt. Det var voldsomt. “Menopause Man” ryger på. Folket er henrykte igen. »Den kender vi!« Stemningen er flot, og der bliver groovet grundigt igennem på det Bob James-agtige 70′er-bastard bastrack. Højt humør og klapsalver.

“One on One” fra Lover Boy og derefter endnu en vasker i form af et uventet ondt hit: “Flying Circles” fra House Arrest. Popinferno uden sidestykke. Folket virker lamslået igen. »De her sange kender jeg altså ikke?« Og derfor bliver der heller ikke klappet særligt optimistisk. Men det er ikke det eneste, der begynder at gå galt. Den er også gal med lyden nu. Man kan næsten ikke høre Ariels vokal længere. Den er simpelthen for langt nede i dybet. Hvor blev den af?! Man kan jo ikke høre Ariel Pink-materiale og så gå glip af hans vokal, det går bare slet ikke. Hvor er falsetterne? Hvor er de famøse punches? Og mouthdrumsounds og andet obskurt genkendeligt? Desværre blev denne vitale del af oplevelsen aldrig fixet, hvilket slet og ret var for ringe, grænsende til det amatøragtige. Den slags skal bare være i orden. Ingen undskyldninger.

Nuvel, folkets manglende entusiasme plus det enerverende og tiltagende lydproblem smitter af på bandet, og der må ske noget. Pink og co. trækker en tre-på-stribe. “Can’t Hear My Eyes” vækker folkets opmærksomhed igen. “Fright Night (Nevermore)”, med dens fantastiske oldschool Scared Famous– og FF>>-lyd henstiller folket dansabelt og nærværende igen. »Yes, den er fed, den dér! Den kender jeg!« Indestængte klapsalver bliver frigjort her. Ekstasen er oppe over. Ventetid. Så sker dét, folket har ventet på. Ja, der er sikkert en del, der kun er kommet for dette øjeblik. “Round and Round” fylder Loppen, og folkets begejstring vil ingen ende tage. »Dér var den endelig!« Forløsningen er en kendsgerning. Folket bryder ud i sang. Øjeblikket skal nydes.

Herefter går det stødt ned ad bakke igen, desværre. Selvom der bliver spillet tre sange fra The Doldrums, er det lige, som om hipstermassen har fået, hvad de kom for. Og det er endda til trods for, at sange som “Kate I Wait” (stor respekt til bassist Tim for at rocke det nummer til fulde. Hold da op. Udødeligt.), ”Among Dreams” (hvor man absolut slet ikke kunne høre Ariel, ej heller i “Kate I Wait”, men herfra blev det ekstremt grelt) og så endnu en fantastisk live-kuriositet i kraft af “Don’t Think Twice (Love)”. Den havde man ikke lige set komme. Det samme gjaldt de to efterfølgende Lover Boy-hits “Didn’t It Click” og “Let’s Get Married Tonite”. »Hvad er det for nogle sange? Dem kender jeg altså ikke?« Gennemført og ekstremt eksplosivt leveret blev de, som om bandet havde resigneret og sagt »op i røven med lyden, nu giver vi den eddermanme bare gas alligevel.« Herlige overraskelser, der bestemt havde fortjent mere applaus end de knap 30-40 styks, der gad klappe på dette tidspunkt.

Inden lukketid bliver folket lige trukket tilbage fra jakkerækkerne, da tonerne af den hårde ”Butt-House Blondies” runger højt, og for en stund bliver der trukket i intimfesttøjet igen, da “Little Wig”, for dem der kender nummeret velsagtens, fuldender hæsheden. Det bliver også det nummer, der fuldender aftenens arrangement, troede de fleste nok. I hvert fald at dømme på den talstærke mængde, der på det tidspunkt er forduftet.

Hvis jeg havde været én af dem, der var gået på dette tidspunkt, ville jeg have haft grund til at ærgre mig grundigt. De tre ekstranumre blev en ren Worn Copy-kavalkade. “Life in L.A.”, som aldrig har været smukkere. “Jules Lost His Jewels”, som folket ikke fik danset hårdt nok igennem til, og sidst, men ikke mindst, aftenens sidste live-kuriositet i form af “Foilly Foibles/Gold”, som jeg godt nok aldrig havde drømt om at skulle høre live. De holdt den kørende. Stoppede. Tog tråden op igen og drev den på jagt. En temmelig overlegen måde at presse de sidste lydstyrker ud af anlægget på.

Dét, som skulle have været en fest, endte desværre med at blive en noget fesen affære. Stemningen manglede momentant, og det smittede af på bandet. Lyden glippede fælt, og folket kvitterede for lidt med respektfulde klapsalver. Den slags sætter sine spor. Det perfekte antiklimaks, kunne man fristes til at sige, men ikke desto mindre var der nok til, at alle kunne gå hjem med noget.

★★★½☆☆

Blank Dogs, Loppen, 15/10/2010 – Undertoner.dk

•november 15, 2010 • Skriv en kommentar

Anmeldelse af en fortrinlig koncert. Nedenfor eller her

Blank Dogs, 15.10.10, Loppen, København

Af Brian Ravnholt Jepsen | 16.10.10 | Ingen kommentarer |  Del denne side | Tags: ,

At bevæge sig udendørs på cykel i København når der er Kulturnat, er et farligt foretagende, og især når ethvert hjørne på gader og stræder bliver omdannet til spontane flækker af en fragmenteret Grøn Koncert med fantastisk fulde personer, der slet ikke ænser andet end en meter frem for sig. Alligevel trodsede jeg 45+-flaskesegmentet og tog nærmest glædeligt cykelturen fra Nørrebro og ud til Loppen for at overvære helten(e) fra Brooklyn, NYC, med det dejlige tilnavn Blank Dogs give den én over darkwave-nallerne, der forhåbentligt sent ville blive glemt.

Som det så ofte er tilfældet med den efterhånden uhyre populære lo-fi new weird psychedelic/bedroom-punk-lyd, så er det også en ildsjældrevet, multiinstrumentaliseret enmandshær, der driver hovedbestanddelen af kræfterne bag projekt Blank Dogs i form af Mike Sniper, som i aftenens anledning, og på den tour der pt. er kørt i stilling, har allieret sig med godtfolk til at mestre det komplette lydbillede og sørge for en autentisk lydparade set i bagkatalogets lys. Og vi snakker altså mange udgivelser med hede lydeksperimenter i diverse medier og inden for en relativt kort tidsperiode på omtrent fire år.

Efter vel overlevet ankomst til et temmelig forladt spillested ved 22-tiden samt en endt runde med »hej og goddav« blev det konstateret, at København måske ikke kan bryste sig af at have den største Blank Dogs-fanskare. Nuvel, kernen er der altid og heldigvis for det. Men størstedelen af de godt 100 fremmødte gæster var formodentlig på plads for at støtte opvarmningsbandet Cola Freaks. Disse seks unge gutter, der sparker en dansksproget blanding af punk og mathpop af sted med underlægningssynth og tominutssange i bagagen. Det skal siges, at punk nu aldrig har været mit ståsted, og denne aften konstateredes det igen utallige gange. Drengene skal have kredit for energi og stageperformance, men over et holdbart bundniveau kom vi aldrig i den sag. Dertil er materialet endnu ikke modent i min optik. Det virkede til tider for rodet og uden decideret fokus (det vil sige, at der sagtens kunne skrottes lidt hist og her og ydes en retfærdig selvkritik for at optimere pakken). Det irriterer mig i hvert fald grelt, at Cola Freaks nu for mig mest af alt virker som Marvins Revolt peppet op med synthesizisk Dúné. Og det er vist ikke dér, vi skal være, vel? Eller som en ven ytrede: »Det ville have været dobbelt så godt, hvis det tog halvt så lang tid.«

Helt modsat kynisk, kold og introvert fremstod Blank Dogs til gengæld fra første tone. Alt blev holdt i et nøgternt nøglegreb, og intet blev overladt til tilfældigheder. Forløbet var simpelt, men forventet. Ingen unødig ordveksling. Ingen decideret pjat og anekdoteoplæsning, bare ren og skær lyd. Kold, skærende og effektpåvirket lyd. Samtlige guitarer og vokaler m.m. blev svøbt i ren mudder og overdubbede effekter, der fremtvang smil ved genkendelsen af den autentiske Blank Dogs-lyd. Opskriften var tillige enkel. Først blev et tonegenereret elektrobeat bygget op ved hjælp af et thereminlignende instrument plus trommemaskine tilsat en horde af effekter, og efter en rundgang takter blev beatet fulgt op af en ekstra tromme og de to hvæsende guitarer. Den ene var en 12-strenget, hvilket i denne lydsammenhæng gav ekstra sul på materialet, og de ikonografiske introforløb forblev djævelsk stramme og harmoniske. Måske er det hele grundlaget for, hvad Blank Dogs er. Et væld af uhomogent materiale, der tilsammen udgør en harmonisk størrelse. En slags dansabel Cabaret Voltaire-rytme, der byder en koldbenet Joy Division op til underspillet samvær tilsat en mikstur af en kridhvid, kynisk, men poppet coldwave.

Mike Sniper beholdt hætten på fra start til slut og tilkendegav, at selvom bandet dryssede introvert stjernestøv ud af strengene, så var der stadig plads til en fest. En stram fest, selvfølgelig. Fair nok, måske kan man rammende sige, at det var en fest for de indviede, for vi er selvsagt helt ude i en niche, der kræver sit. Men Blank Dogs-repertoiret er stort, og vi kom godt igennem mange af de obskure udgivelser, så efter storhits som ”Slow Room”, ”No Compass”, ”Before the Hours” og i særdeleshed ”Leaving the Light On” kunne de resterende 50 gæster snildt finde plads til at nyde lyden, uanset om man kendte Blank Dogs eller ej. Og selvom koncerten var hurtigt overstået, og de 11 skæringer plus et enkelt ekstranummer blev eksekveret ganske overbevisende, stod man jo tilbage med sin imaginære liste i hånden og ville kun have mere. I stedet cyklede man hjemad igen med Blank Dogs på mp3-afspilleren og undgik kun lige med nød og næppe at køre endnu mere fantastisk fordrukkent 45+-segment ned.

★★★★½☆

Ny hjemmeside!

•august 31, 2010 • Skriv en kommentar

www.brianravnholtjepsen.com

Kig forbi.

“Morbid Angel”, Soloudstilling i WAS – Wonderland Art Space, 4.juni – 4.juli 2010

•juni 14, 2010 • Skriv en kommentar

Fyldig dokumentation af min soloudstilling, der vises indtil 4. juli.

+ Billedreportage og interview på Kopenhagen.dk her

+ Billedreportage og interview på Kunsten.nu her

+ ArtRebels interview om min soloudstilling kan læses her

+ Wonderland interview ligeledes om min soloudstilling kan læses her

Brian Ravnholt Jepsen – “MORBID ANGEL”

June 4 – July 4 2010

WAS – Wonderland Art Space proudly presents ’Morbid Angel’ – WAS’ first solo-exhibition with the young and progressive artist Brian Ravnholt Jepsen. ‘Morbid Angel’ is an anthropological study of man’s curiosity, fascination and morbid mind. It revolves around themes such as flight crashes, peripheral religious associations, fragility, life, death, humour, subtlety, and a universal, sombre transitoriness.

With simple, distinctive artistic effects, the exhibition is physically importunate and leaves traces from our common vulnerability. It conveys morbid testimonies on situations, which we all know, yet preferably don’t want to acknowledge; on our inherent, unavoidable and almost sinister attraction to further explore the nature of catastrophe; our fascination of the grotesque and macabre. The curiosity, the yearn and urge of being stimulated by the encounter with the unknown, which will either cause shock, disgust, horror, and contempt, or maybe even thrill and enthusiasm!

The exhibition presents works created of fluorescent lights including the audience in the inevitable symbolic and religious nature of the light; enlarged Polaroid photos immersed in oil in tightly closed showcases made of glass and attached with fluorescent lights; and 24 text-based works burned on wood and printed on towels, and consisting of the last dialogues between pilots in the airplane cockpits before tragic and brutal crashes.
Brian Ravnholt Jepsen (f. 1977) is educated from the Funen Art Academy, Denmark, in 2009, and has already showcased in New York, Berlin, Brussels, Oslo, and Copenhagen. With his cunning, humoristic, absurd, and playful work, his artistic project can be describes as a form of ”slacker art”; an art form, which has a deliberate homemade quality to it, constructed of undistinguished and scavenged everyday-materials such as cardboard, polystyrene, toilet paper, and junk wood in accordance with the low-tech DIY aesthetics.

With his idea-based approach, Brian Ravnholt Jepsen works with numerous artistic expressions and medias – from Polaroid photo series, homemade instruments and inventions, to works based on sound and neon light, body casts, and a documentary of an ostrich wearing tennis socks. Drawing his inspiration from music, science fiction and spacecraft films, the result is a subtle object-art, which allegedly appears low-tech, but simultaneously contains an enormous amount of energy, ingenuity, and complication. Thus, an expressiveness is inherent in his art, which, as process-oriented experiments, include audience-based experiences and concurrently are easily decipherable and publicly accessible as well as characterized by an uncompromising originality and complexity.

“Emery Flight 17”, 2010 – pyrography on wood,

“Delta Air Lines Flight 1171”, 2010 – pyrography on wood

“Untitled”, 2010 – pyrography on wood

TAM 3054“, 2010 – engraved granite stone

Colgan Air, Continental Connection Flight 3407″, 2010 – engraved granite stone

“Chair of Revelation”, 2010 – chair, wood, flouroscent light

“Chair of Revelation”, 2010 – chair, wood, flouroscent light

“Chair of Revelation”, 2010 – chair, wood, flouroscent light

Installation view

“Conair Flight 191”, 2010 – wood, plaster, ink on papertowel

Installation view

“VASP Flight 168”, 2010 – Dymo on paper, wood, plaster, showcase

“VASP Flight 168”, 2010 – Dymo on paper, wood, plaster, showcase

“Untitled”, 2010 – pyrography on wood

“Explosion”, 2009 – pyrography on wood

“Carcass”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Carcass”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Carcass”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Untitled”, 2010 – soot drawings

“Untitled”, 2010 – soot drawings

“Untitled”, 2010 – soot drawings

“Untitled”, 2010 – soot drawing

Installation view

“JAL 123”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

“JAL 123”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

“JAL 123”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

“AA 191”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

“AA 191”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

Installation view

“Untitled”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Untitled”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Untitled”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Untitled”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

Installation view

Installation view

Installation view

Installation view

Installation view

“Genfortællinger – på sporet af en by”, Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter, Næstved

•juni 13, 2010 • 1 kommentar

Dokumentationen af mine tre værkbidrag til udstillingen der løber til 15. august

Man kan læse mere om deltagende kunstnere samt udstillingskoncept her

“Untitled #4”, 2010

“Untitled #4”, 2010

“Untitled #2”, 2010

“Untitled #2”, 2010

“Untitled #3”, 2010

“Untitled #3”, 2010