The Liberty Balance: The Liberty Balance – Undertoner.dk

Og sørme om ikke der er endnu en anmeldelse i hælene på den forrige – danske The Liberty Balance er anmeldt og kan læses her eller nedenfor såmænd.

The Liberty Balance: s.t.

Af Brian Ravnholt Jepsen | 29.06.09 | Ingen kommentarer

The Liberty Balance: s.t.

Artiscope

Format: cd

Udgivet: 2009

Musikalske slægtninge: Antony & The Johnsons, Bon Iver, John Cale, Sixteen Horsepower, Nick Cave, Iron & Wine, José González, Tindersticks

Tags: country, folk, singer/songwriter

Links: The Liberty Balance

The Liberty Balance på Myspace

Artiscope

//

36 minutter. Det er cirka, hvad det at komme med toget fra Kbh’s Hovedbanegård til Roskilde. Men det er også, hvad det tager The Liberty Balance at levere ni numre på deres selvbetitlede cd. Det føles sjovt nok som mere. Måske er det, fordi sangene flyder sammen på en mærkelig homogen måde, eller også er det, fordi de minder lidt for meget om hinanden. I hvert fald føles det lidt som at hoppe på en evigt kontinuerbar karrusel i et sommerland et sted, der ikke lader sig nærmere beskrive.

Tomandssjakket med de førende drivkræfter bag The Liberty Balance er Mike H. og Albert Raft, og med sig i baggagen har de et hold af dygtige musikere, der alle bidrager til den samlede helhed, deriblandt fantastiske Soma Allpass, som virkelig har været omkring. Selv stødte jeg på hende i de gamle Trains and Boats and Planes-dage. A job well done, må man sige. Stor respekt herfra.

Historien fortæller, at drengene børstede støvet af de beskidte jeans, satte hatten på sned og drog på hytteudflugt for at indkapsle deres musikalske mål – helt efter bogens forskrifter, om man vil. Det var i hytten, at The Liberty Balance blev grundlagt, og kollektivets anstrengelser og bestræbelser på henholdsvis guitar og klaver blev til 25 numre, hvoraf  ni af dem altså blev særligt udvalgt til pladen af samme navn.

The Liberty Balance er en affære, hvor melankoli, kontemplative stunder og burlesque light går hånd i hånd. Vokalsiden er i højsædet, og grundlæggende kan man sige, at albummet gerne – med en stemning, der hælder mod det intime – vil snige sig ind under huden på lytteren. Jeg vil nok nærmere hælde til, at værket til tider bliver en anelse kedeligt og lettere enerverende, men når det er sagt, så er det også på sin plads at nævne, at der findes perler gemt på skiven.

Den første perle er faktisk åbningsnummeret, ”Calling on Rebels”, som er fantastisk smukt balanceret mellem vokal og instrumentering. Og netop instrumenteringen er en vigtig investering i projektet. Vi snakker foruden akustisk guitar og klaver også elementer såsom bratch, trombone, sav og euphonium, som er det dybeste blandt saxhornene.

Det er med en følelse af fryd og samtidig med en opstemt forventning om, hvad der mere må komme, at dette åbningsnummer slutter. Med andre ord: Det tegner godt. Rigtig godt. Desværre ryger det meste af glæden, smilet og forventningen lidt af sporet, når sang nummer to, ”Viva”, sætter i skred med sin blanding af meget blød Tom Waits, burlesque og sågar gammel Sebastian. Som en slags brat opvågning efter den milde blødhed og varme fra nummeret før. Den slags virker ikke hos mig, og jeg bliver mildest talt irriteret over stilskiftet. Spillemandsmusikken så jeg helst var blevet i træhytten, og fokus burde i stedet udelukkende være på det intime og stemningsmættede vartegn.

”Tiger in a Cage”,”Burn My Brand” og ”Don’t Stress”. Vi er tilbage ved det intime, bløde og balladeagtige. De gennemgående musikalske referencer, der lader kalde på sig, spænder fra Antony and the Johnsons, Bon Iver, John Cale og Sixteen Horsepower til Nick Cave, Iron and Wine, José González og sågar Tindersticks. Det er her, styrken skal findes hos The Liberty Balance, og det er her, at de først rigtig bliver pågående, og man føler, at de har noget på hjerte, uden at det bliver kliché. Træhytteriet, med dens von Trier’ske “Antichrist”-surroundings, som jeg sidder og forestiller mig dem, må have bidraget vældigt til disse hybrider mellem lige dele melankoli og intimitet. Styrken til disse stumper musik synes at være suget ud af den lydløse lomme og brugt på rette vis. Der skal fokus være.

Pladens måske smukkeste skæringer findes i ”You Hold My Hand” og i særdeleshed i ”When the Whole World”. De sidste fire linjer i sidstnævnte overlades til Frida Asmussens smukke røst. Det er så spinkelt og lækkert, og man får kun denne lille snert, hvilket gør, at man higer efter mere. Genialt udtænkt. En strategi, der altid er holdbar, når man vil revolutionere og gøre decideret impact på en lytter, for man husker dette. Tankerne flyder flygtigt mod Stina Nordenstams genistreg af en perleplade, And She Closed Her Eyes. Den samme melankoli og nerve, som det album udstråler, findes ligeledes glimtvis  i ”When the Whole World”.

Det er i grunden et bemærkelsesværdigt stunt, at pladens absolut fineste numre findes først og til sidst. Det er virkelig ærgerligt, at selve resten af den musikalske indmad ikke lever op til disse tårne. Det ville kun klæde og fryde, og jeg ville så frygteligt gerne give disse herrer, dette kollektiv, en højere karakter, men præstationen ligger desværre under middel helhedsmæssigt set. De sporadiske euforiserende øjeblikke kan ikke bære hele slæbet, det er selvsagt. Der skal arbejdes mere, og det føles slet ikke umuligt. Hatten på sned og ud i skoven. Der er mere guld at hente.

Gypsies: For The Feeble Hearted – Undertoner.dk

Endnu en anmeldelse er røget på Undertoner.dk – denne gang er det danske Gypsies og den kan læses nedenfor eller her

Gypsies: For the Feeble Hearted

Af Brian Ravnholt Jepsen | 28.06.09 | Ingen kommentarer

Gypsies: For the Feeble Hearted

Superstar/A:larm

Format: cd + download

Udgivet: 2009

Musikalske slægtninge: The Roots, Black Eyed Peas, N.E.R.D

Tags: highschoolrock, hiphop, pop, r’n'b

Links: Gypsies

Gypsies på Myspace

Superstar

A:larm

http://www.superstarrecords.com

//

Danske Gypsies leverer lyd, som man kan vippe sine fødder i takt til… og så er der vel egentlig heller ikke mere at komme efter, hvis sandheden skal frem. Efter sigende skulle de gøre sig ganske godt live og levere nogle dejligt energiske sceneshows, men det kender jeg desværre intet til, for jeg har aldrig hørt om dem før. Det er selvfølgelig delvist min egen fejl, så det skal de ikke høre for. Jeg har dog nu fundet ud af, at de i 2007 udgav deres debutplade One Hand Up, der gav dem fine opvarmningstjanser for Fugees og The Roots m.fl.

For the Feeble Hearted er nummer to i rækken, og lad det være sagt med det samme: Hvis udgivelse nummer tre ligger og rumsterer i disse festmenneskers fingre, så skal der saftsuseme saves lidt af den lumre party-attitude og vises nogle skills udi at have noget på hjerte, for For the Feeble Hearted er altså en ret tynd kop gasvand, og jeg tænker, der må lugte langt mere af agurketid, tatoveringsskorper og duftevand end af hårdt slid i deres øvelokale. Det skal ikke forstås som en decideret kritik af deres individuelle kunnen på diverse instrumenter, men derimod som en slags opfordring til at få arbejdet sig frem til et mere modent og stilsikkert udtryk.

Efter en del gennemlytninger tumler jeg stadig rundt med en præcisering af deres lyd. Det nærmeste, jeg kommer en slags facit, er som en blanding af underlægningsmusikken til et FIFA-fodboldspil til Playstation 2 rørt op med tre-fire senhalvfemser-boybanddemoer, der aldrig klarede cuttet; det hele leveret i stil med soundtracket til en neutral all american highschool, feel good-film a la “She’s All That”.

Et af de store problemer for mig er, at de omfavner alt, alt for mange stilarter på én gang, hvilket gør udtrykket en kende rodet. Der er referencer til hiphop, rock, dub, reggae, electro, pop, indie og hvad ved jeg, men lur mig, om ikke resultatet ville være meget mere helstøbt, hvis gruppen samlede deres energi om få eller en enkelt stilart. Det har i hvert fald den uheldige virkning, at jeg som lytter står af i længden, da lydbilledet i sidste ende forekommer mig at være for, ja, rodet, men også usammenhængende og næsten enerverende.

Forsangeren, der skiftevis synger og rapper, kalder sig Shaka Loveless. Et navn, der lyder meget sejt, men egentlig synes jeg, trommeslagerens lyder endnu sejere: Birk Nevel. Sådan. Anyway, nok om det. Shaka er halvt dansk, halvt amerikansk, hvilket resulterer i, at tekstuniverset bl.a. strækker sig forbi Barack Obama. Andre temaer, der tages op, omhandler problematikken om Christiania, bandekrigen på Nørrebro og ulykkelig kærlighed. Man kan kalde det for ægte emner, men jeg vælger at se det som populistiske tendenser – grænsende til kliché. Men det er jo egentligt også helt fair nok. Det er i hvert fald personligt, og det er godt.

Jeg er ret overbevist om, at Gypsies er et mere positivt bekendtskab live, end når de præsenteres for mig gennem højtalerne fra anlægget. Den superfinpudsede og kontrollerede studielyd er nøjagtig, som den lyd i den genre helst skal være, men den ender med at blive temmelig anonym og måske endda irriterende, for man kan godt høre og mærke, at de her drenge har tilpas fine energiudladninger i ærmet, men at det aldrig kommer til sin ret. Efter hvad jeg har læst om dem og deres tilgang til musikken samt deres kreerings- og indspilningsmetoder, lever de meget højt på, at de insisterer på kun at spille deres instrumenter live – både under indspilning og til liveshows – i stedet for at bruge genrens normale turntables, backingtracks og lignende. Det synes jeg egentlig meget godt om, men som nævnt tidligere, så kommer det aldrig til udtryk på pladen. I stedet bliver det hele druknet i attitude, bling og highschoolrock-stemning. Ærgerligt.

Gypsies er et ret politisk engageret band med visse meninger, og det er kun godt. Den slags er der altid brug for i et eller andet omfang. Det giver mening og indhold for nogen. De har bl.a. været medinitiativtagere til velgørenhedskonceptet “Musik mod Aids”, hvor der de sidste par år er blevet samlet ind til mikrolån til prostituerede i Nairobi. Det resulterede i, at bandet drog til netop Nairobi for at spille gratis shows og få udvidet kulturhorisonten, hvilket forhåbentlig vil give ekko i deres omgang med egen bevidsthed samt materiale. En ædel sag og det giver point.

I sidste ende sidder jeg tilbage med en ide om, at det næste udspil kan gøres en del bedre. Nu har de prøvet kræfter med nogle forskellige udtryk, så tredje gang må være dér, hvor de rammer deres helt egen niche på en forhåbentlig mere overbevisende måde, for desværre virker For the Feeble Hearted som noget, der sættes på anlægget, når der skal alkohol indenbords, et par timer før turen går mod Crazy Daisy eller noget lignende provinsielt.

“20 Kitchen Scenes – Point Of No Return” – “Afgrund 09″, Kunsthallen Brandts

For tiden kører afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi, “Afgrund 09″ på Kunsthallen Brandts. Mit afgangsværk hedder “20 Kitchen Scenes – Point Of No Return” og omhandler science-fiction genren eller rettere; det handler om køkkenscenerne fra 20 rumskibs science-fiction film gennem 40 års filmhistorie.

Kort fortalt har jeg affotograferet køkkenscenerne i 20 science fiction film med et Polaroid kamera. Alt fra ”Rumrejsen – 2001” af Stanley Kubrick til ”Alien – Den 8. Passager” af Ridley Scott. Alle klassikerne er der såvel som de mere ukendte inden for genren. Udgangspunktet har været, at filmene skulle overholde nogle enkle regler.

Efter nogen tids research på projektet, fandt jeg ud af, at der altid i disse rumskibsfilm er en køkkenscene, hvor hele rumskibets besætning mødes. Det er f.eks. her, at de mødes til et måltid mad efter mange måneders rumrejse i kryo-stasis (nedfrysning). Eller det er her, at den nye mand/kvinde i besætningen skal introduceres. Det er også her, at der er briefing omkring, hvor tæt besætningen er på en given planet, Jorden eller eventuelt hvorfor de har undveget en ellers planlagt kurs.

Alt dette sker ved køkkenbordet. Og dette sker altid inden for filmens første 20-30 minutter. Derefter går alting galt. Helvede bryder løs med andre ord. Besætningen dør enten ved interne skænderier på grund af skizofreni og psykisk ustabilitet eller også bliver de alle udslettet på grund af rumvæsner og andre aliens eller også enten styrter deres rumskib ned eller helt enkelt eksploderer på grund af sabotage.

Køkkenscenerne er det eneste standpunkt, vi som publikum har, som noget der føles trygt, hjemligt, idyllisk og nærmest familiært. Det er det eneste genkendelige, vi kan forholde os til. Og ydermere det eneste vi har at støtte os op ad for at opretholde og indfri illusionen om en dagligdag (i rummet) som noget genkendeligt og altså derfor trygt. Men illusionen brister altid. Det er det underfundige og finurlige i, at science fiction genrens rumskibsfilm gennem 40 år har skabt en illusion om et liv i rummet med alt, hvad der dertil hører, og påtager sig en narrativ rolle samt fællesnævner og visualiserer en fremtid, der ligesom illusionen brister. Vi ved bedre anno 2009.

I disse fælles køkkenscener på filmene har jeg frosset skærmbilledet præcis dér, hvor scenen er mest hjemlig/idyllisk og affotograferet øjeblikket med et Polaroid kamera. Samtlige fotos ejer alle et helt særligt blågrønt, halvsløret farveudtryk dels pga. Polaroid kameraets analoge anti-højteknologiske formåen og dels pga. computerskærmen men alle bidrager de til en smuk, dramatisk og effektfuld æstetik. Dette udtryk forstærkes yderligere ved at forstørre alle fotos til 41 x 50 cm. Dette gøres udelukkende for at skabe et mere overvældende udtryk og kæle for Polaroid fotoets fantastiske og voluminøse farvespektre.

Til udstillingen byggede et stort rektangulært rum hvor de 20 Polaroid fotos blev hængt op. Det var meningen, at dette rum skulle holdes enkelt, sterilt og klinisk men stadig neutralt nok til ikke at imitere noget fra et rumskib men derimod kun antyde dette perifert.

Dette blev gjort ved hjælp af bl.a. et hvidt gulvtæppe til at gøre rummet mere lydisoleret. Derudover vil blev der lagt lysstofrør rundt langs gulv, hjørner og loft for at skabe en særlig atmosfære fordi lysstofrør rent visuelt arbejder fantastisk sammen med selve lyskilderne, der er gengivet på fotografierne. Hovedsagen var, at publikum trådte ind i det opbyggede rum, hvor den særlige atmosfære og æstetik berørte samt skærpede iagttagerens sanser.

Ydermere lavede jeg en kort lydperformance på selve ferniseringsdagen inde i min installation. Dels fordi jeg var af den overbevisning at den lyd jeg arbejdede med gav en ekstra dimension til installationen (selvom disse hver for sig uden problemer kan klare sig isoleret) og dels fordi min installation var mere eller mindre lydisoleret hvilket gav bedre lyd end i selve udstillingslokalet.

Udstillingen kører indtil den 23. august

En enkelt anmeldelse af udstillingen af Fyens Stiftstidende kan læses her

Ariel Pink’s Haunted Graffiti – Live, The Golden Puddle, Hamburg 16.maj 2006

Ok efter Ariel koncerten igår tænkte jeg, at det kunne være meget fint at lave en lille sammenligning mellem den koncert jeg så i 2006 og så den fra igår – det vil ske ved hjælp af videoklip og altså, ja, det er jo ikke den bedste kvalitet men man får et ret godt indtryk af hvilken lyd, energi og stemning vi har med at gøre.

Så de første klip er fra koncerten i Hamburg og deræst dem jeg optog igår på Loppen.

Døm selv men jeg vil vove at påstå, at dengang i Hamburg var der altså lige 20% mere smæk over fingrene.

Desværre er der flere af optagelserne der er gået tabt efter at min eksterne harddisk gik i stykke for lang tid siden. Optagelser såsom: Netherlands og Jules Lost His Jewels m.fl. Det er ren og skær nedtur.

Ariel Pink’s Haunted Graffiti, Loppen 10. juni 2009

Antifilm: IO – Undertoner.dk

Endnu en ameldelse har nået Undertoner.dk. Denne gang er det Antifilm med pladen IO og føj for en hankat, det har været en fornøjelse at stifte bekendtskab med den fætter. Anmeldelsen kan læses nedenfor eller på Undertoners side her

Antifilm: IO

Af Brian Ravnholt Jepsen | 10.06.09 | Ingen kommentarer

Antifilm: IO

Statler & Waldorf

Format: cd + vinyl

Udgivet: 2009

Musikalske slægtninge: My Bloody Valentine, Sonic Youth, Cocteau Twins, Roy Montgomery, Labradford, Slowdive, Mogwai, Thurston Moore, Cale Parks, Beck, Fleeting Joys, Air Formation, Belong

Tags: dreampop, lo-fi, noiserock, shoegazer

Links:

Antifilm

Statler & Waldorf

//

Jeg nævner i flæng og helt uden for alfabetisk rækkevidde, det er der ikke tid til lige nu: My Bloody Valentine, Sonic Youth, Thurston Moore, Cale Parks, Roy Montgomery, Mogwai, Labradford, Cocteau Twins, Air Formation, Slowdive, Belong og, tja, Fleeting Joys såmænd også. Er du én af dem, der kan nikke genkendende og ganske anerkendende til et eller flere navne fra ovenstående række, så er du i søgelyset til at kunne kærtegne og omfavne Antifilms seneste udspil,IO.

Grupperne, inklusive Antifilm, er alle en vældig samling fantaster, og alle bidrager til noget så smukt som den umiskendelige lyd af alting, der går i stå, samtidig med at lydlommer imploderer, og stemninger vælter ind i hjernebarken, hurtigere end man når at dissekere indtrykkene. Som at lytte til en ligegyldig og intetsigende hitliste et sted derude, indtil der bliver prikket, nej, rusket i ens skulder, og man får fortalt, at nu er der noget forbandet vigtigere. IO er dette. IO er vigtigere. IO er vigtigere end hitliste. Vigtigere end så meget andet, der flyver igennem vores lyd-æter. Vigtigere end attitude og kommercielle salgstal. IO er en hitliste i sig selv.

Thomas Bred er en mand med referencerne i skønneste orden og ikke nok med det; han er også en passioneret fyr med fantastisk flair og ydmyg ømhed over for strenginstrumentet kaldet en guitar. Og så er han personen bag enmandsprojektet Antifilm, og sådan skal det være. Man behøver ikke at være flere, det her går strygende. Jeg nyder og ynder at blive beruset over enmandshære, der forfølger følelsernes sitren og ikke ser andet valg, end at der skal sættes lyd på de ting, der rumsterer rundt i virvaret af musikalitet – koste hvad det vil. Og oven i købet skal det saftsuseme også være højt – og i den grad højt nok til, at det suser direkte ind under huden på én i kaskader af støj, imiteret bølgegang og med fejende vimpler af drømmesekvenser. Ligesom Ariel Pink gør det og R. Stevie Moore before him. Fra Do It Yourself-nationens godfather til en dansker midt i 30’erne med fokuseret ørenlyd over for guiarstrengenes sammenspil. Det bliver næsten ikke bedre.

IO er fantastisk fra start til slut. Jeg begriber næsten ikke, at vi i Danmark har musikere, der formår at udtrykke sig så smukt gennem lyd. Det stemmer ligesom ikke overens med de sædvanlige danske traditioner, vi ellers plejer at blive præsenteret for. Det begejstrer mig, og jeg kan ikke sidde stille. Nuvel, jeg har også en temmelig stor portion lidenskab for shoegazer, noiserock og dets lige, så måske er jeg bare ganske overvældet over at blive ført sammen med lyden af noget, jeg kun troede var udlandet (nærmere bestemt USA, England og Irland) kært.

Men når det er sagt, så er der altså en flot rød tråd gennem hele skiven, og set i bakspejlet vil jeg mene, at følelsen, jeg sad tilbage med efter at have stiftet bekendtskab med IO, var meget tilsvarende den, jeg sad tilbage med efter de første gennemlytninger af My Bloody Valentines Loveless i gamle dage. Den dér blandede cocktail af lige dele feberagtige søsygesvingninger og massive flader af rendyrket knitrende lyd. Man var medtaget i tiden efter, og egentlig længtes man bare efter at sætte skiven på og gentage nummeret forfra igen og atter igen. Forsøge at distancere sig fra lydens output og håbe på, at der ikke blev efterladt for mange spor i erindringen, således at hver gennemlytning forblev så frisk, uopdaget og vanvittig uhåndtérbar, at selve desorienteringen var en fryd i sig selv.

Således også med IO. Sangene flyder sammen, vælter sig oven i hinanden som en slags evig flygtig postej ladet med nerve. Ud over kanten, men stadig sammenhængende til sidste trevl.

Pladen lægger ud med enkelhed i ”What’s With All the Stars” – lyden af en guitar med nedstemt E-streng i det dybe C og ellers kun meget få variationer. Et trademark der er kendetegnende for hele pladen. Enkelhed, ikke at indsmøre eller tilsmudse det porøse med for mange lag. Kun at hive det nødvendige frem og lade resten ligge i gemmekassen til næste gang. I baggrunden anes Breds vokal på niveau med instrumenterne i det endelige mix, som om han ønsker at give lytteren en ledetråd til oplagt afkodning: »Det er meningen, at alt det, du som lytter hører, er en samlet styrke. Der bliver arbejdet som helhed. Alt tæller lige højt på barometret.« Et trick som My Bloody Valentine i lige så høj grad benyttede sig af, om end endnu mere radikalt. Men det virker, og det gør det også på IO.

”Drainage” – igen legende guitarer – flere lag og flere lag vokaler. Jeg tænker på, om Bred benytter sig af at stemme guitarerne i forskellige stemninger, som man kender det fra Sonic Youth. Hver lille snert guitar giver sit bidrag, og helheden overdrives aldrig.

I ”Heavy Petting” (man kan ikke andet end holde af titlen) drukner alting i basboost og rumklang, og jeg driver inderst inde mod Canada, mens en tanke falder til Roy Montgomery. Bred ejer et overblik så stort, som det kræves at kunne beherske elementerne nok til, at det hele lyder som et band. Sangene er aldrig særlig lange, omkring de tre, maksimalt fire minutter, men alligevel glider man ind i lydbilledet, og man mister fodfæste tidsløst.

”Mado” veksler med klaverspil – en ting Bred stadig gør sig i – og der bidrages til den melankolske konto. Det er nærmest som en slutspurt i bedste Labradford-stil. En slags skjult hyldest til den instrumentale struktur og et vink på afstand til ”Providence” med Sonic Youth.

Numrene ”Faster” og ”Here Comes the Son” er dreampop-sekvenser, der hygger sig i soltider, og guitarer, der gnider sig om kap med et anderledes instrumentrepertoire. Spinkle vokaler og få rytmer, akkorder og indgreb, der føles som en liderlig cykeltur gennem Assistens Kirkegård med emmende varme forklædt som kådhed. Føles som 15 år gamle, dedikerede, aldrig udgivne ekstranumre fra Cocteau Twins’ smukke plade Milk & Kisses.

”Rondo” er virvar og pletvise igangsætninger på en repetitiv dronet rundgang. Et sporadisk vortex man suges ind i og lader sig blive opslugt af. Lige dele klaustrofobi og våbenhvile. Som en slags videreudvikling af en hengemt hybrid mellem ”Expressway to Yr Skull” fra EVOL og det unavngivne track nummer ni på Washing Machine, begge af Sonic Youth. Et af IO’s smukkeste.

Skæring syv og ni på pladen er nok blandt mine absolutte favoritter. I særdeleshed nummeret ”IO”, der uden sammenligning er pladens genistreg i min optik. ”Ovenfra” og ”IO” er, til trods for deres fornemme opskrift a la My Bloody Valentine, Fleeting Joys og Air Formation, stadig udført med Breds helt eget særprægede touch. En mur så tung og alligevel så blødgjort af kridhvide klirrende guitarer, der bombarderer hinanden i få, enkle sekvenser. Lyden er som gjort af flere guitarers parstemninger. Små stop i tiden og så: klimaks. Endnu et klimaks. Og så tilbage til scratch. Kan næsten ikke få nok af det. Et narkotikum så vanedannede at selv William S. Burroughs kunne finde på at falde i igen. Og man hører legenden fortælle: »And he played all those instruments and it sounded just like when Titans scream.«

Sonic Youth, Kulturbolaget Malmø – 27 maj 2009

Attrap: Happitalism – Undertoner.dk

Så har min anmeldelse af Attraps plade Happitalism ramt Undertoner.dk – man kan læse den her eller klikke ind på Undertoner og læse den her

Attrap: Happitalism

Af Brian Ravnholt Jepsen | 23.05.09 |

Hvis man tager en lydbank fra Sufjan Stevens, de legende toner fra Jim O’Rourke og tilsætter en tilpas mængde Devendra Banhart på overarbejde med en strømforsynet guitar i stedet for den sædvanlige med nylonstrenge, Jeff Buckley på drilsk ballademageri, de altid varme og samtidig underfundige og næsten foruroligende kompositioner fra Nikolaj Nørlunds hånd og sågar smider tidligere tiders U2 (hovedsageligt tonelandskabet fra The Unforgettable Fire) oven i hatten, ryster posen og lader resultatet få den rette lyd, så står man tilbage med en plade, der på en måde virker uhyre udansk og dog stadig formår at bibeholde det særligt kendetegnende skandinaviske touch. Og den plade er Happitalism; leveret af den (u)danske version af »de kom, de så, de sang, de performede, de sejrede, og så stoppede de« – eller bandet kaldet Attrap.

Hvis man så derudover vedhæfter en blandingsvokal, der ligger lunt op ad Chris Martins (Coldplay) og har momentære strejf af Johan Stahl Winthereik (fra gamle Virgo, endnu ældre Kantarel, ældgamle Morsel Deep), pepper den lidt op med en lyd i retning af Angu (grønlandsk velsmurt popsangeri), vender og drejer den og giver den et los falset i fornem Jeff Buckley-stil, ja, selv Lasse Storm fra Sha La Las dukker op i referencerammen, og sommetider sågar de luftige accentkroge, der vækker minder om Thomas Troelsen på Dancing Casanova, tja, så vil resultatet være noget i retning af frontmand Jonas Petersens stemme. Det er sådan cirka dér, vi er henne; om ikke andet er det et forsøg på at ramme noget, der kan være med til at forklare den dagsorden, Attrap lægger (eller lagde) for dagen.

Jeg har efterhånden hørt denne plade mange gange, og den er så småt begyndt at krybe grundigt ind under huden på mig (dvs. jeg kan finde på helt umotiveret at nynne en passage fra en vilkårlig sang på pladen), og der skal ikke herske nogen tvivl om, at det også er en skive, der vokser med gennemlytningerne. Og det er alligevel med en ret fantastisk henrykkelse, at det konstateres.

Det herskende temperament, der omfavner pladen, strækker sig fra ét til satans på oplevelsesskalaen, hvor ét er kendetegnet ved det lettere poppede, lytterleflende etablissement med tendens til næsten jovial fællessang akkompagneret af massiv glædesopbakning (”Oh Boygirl”, ”Jenny” og ”Golddigger”), og hvor satans er et slags signalement for de kaotiske udsving og fandenivoldske instrument-aggressioner samt vokal-udåndinger, hvor alting ramler (”Happitalism”, ”Fatboy” og ”Warsong” (hvor der 1:30 inde i sangen er en dejlig, men nok ikke helt bevidst hyldest til Jimi Hendrix i form af det, der umiskendeligt lyder som introen på hans Highway Chile).

Instrumenteringen på pladen favner vidt og fuldender det legende, ukrukkede og fuldstændige overskudslager af selvtillid og struttende livsglæde, som skiven emmer af. Entusiasmen er lagt i håndteringen af alt fra klaver til klarinet, og det tætteste, man kommer på en snert af en reference til en decideret stortromme, må være på åbningsnummerets allerførste færd, med det der lyder som velmenende kærtegn fra et plekter fra E- til E-streng i nedadgående retning. I stedet får alverdens klaviaturer, fløjter og elementer, der lyder som xylofon (hører jeg også en mandolin?), plads på første række, og det klæder pladen samt det overordnede musikalske eksperiment særdeles glimrende.

I betragtning af, at det er (og var) gruppens eneste udspil, tager jeg hatten af for pladens diversitet. Afdelinger som melankoli afsøges med nysgerrighed, og de poppede samt lettere indierockede skæringer håndteres med overskud og stilsikker fremføring. Den legende, men stadig seriøse tilgang til opbygningen af pladen som helhed sætter sine spor, og man kan ikke helt lade være med at blive grebet af overskuddet, der skinner igennem den kompakte mur af lige dele sjov og ballade, der dog stadig leveres med en alvorlig mine, når der er brug for det. Det er et underfundigt og finurligt eksperiment, besætningen har rodet sig ud i, men trods de til tider mere eller mindre heftige stilskift rummer pladens undersøgende sporarbejde guld under overfladen.

Bandets alt for korte levetid har dog ikke været en hæmsko for musikkens videre udvikling, idet Jonas Petersen fremover vil være at finde solo under aliaset Hymns From Nineveh, og Troels Damgaard Holm samt Johan Ask Nielsen har fingrene i et nyt projekt kaldet With No Arms and Legs. Begge fronter er noget, der er værd at vente på med spænding, for eftersom Happitalism har været en fornøjelse at gå i kødet på, vil der fremover være forventninger at indfri.

Musik kartoteket

Tænkte at det for en god ordens skyld var på sin plads, at notere og nedfælde alt det musik jeg bruger min tid på. Noget er kendt, noget er mindre kendt, noget er overhovedet ikke kendt (og bliver det nok aldrig) og noget andet skal nok blive kendt en dag.

Hvorfor jeg vil kaste mig ud i det her projekt ved jeg ikke helt men det har nok noget at gøre med min opgraderede trang til systematisering og ømhed overfor min forvoksede samlermani drevet af mit rumstérglade bibliotekar-gén.

Der vil blive opdateret løbende.

Nuvel, alfabetisk som følger og uden genre opdeling:

—————–

A:

(VxPxC)

..Of Sinking Ships

1 Mile North

1-Speed Bike

2 By Bukowski

2nd Gen

3 Chairs

4th Street Orchestra

5uu’s

7% Solution

13 + God

23 Skidoo

24 Hour Party People Soundtrack

28 Days Later Soundtrack

31 Knots

33.3

60 Watt Kid

65DaysOfStatic

90 Day Men

100 Blumen

100% Dynamite Compilation

200% Dynamite Compilation

120 Days

267 Purkkia Liimaa

764 Hero

808 State

999

1900’s

2001 – A Space Odessey Soundtrack

A Beautiful Machine

A Brief Smile

A Certain Ratio

A Cricket In Times Square

A Factory Sample 2×7 Inch

A Flock Of Seagulls

A Frames

A Girl Called Eddy

A Gun Called Tension

A Minor Forest

A Mountain Of One

A Place To Bury Strangers

A Silver Mount Zion Orchestra And Tra La La Band

A Sunny Day In Glasgow

A Tasty Of Honey

A.R. & Machines

A.R.E. Weapons

ABC

Abe Vigoda

Abilene

Abstract Truth

AC Newman

Acid Jazz

Acid Mothers Temple

Adam And The Ants

Adam Ant

Adam Drewes

Adam F

Adam Freeland Soundtrack

Add N To (x)

Adorable

Adventure Time

Adventures In Stereo

Aerial M

Aerogramme

Affinity

Afrika Bambaataa & The Soulsonic Force

Afrofunk

After The Flood

AGF

Ahmad Jamal

Aidan Baker

Aids Wolf

Aimee Mann & The Young Snakes

Ainara Legardon

Air

Air Formation

Airiel

Aix Em Klemm

Akron-Family

Al Di Meola

Al Green

Alain Goraguer

Alan Vega

Albert Ayler

Alec Empire

Aleks And The Ramps

Alex Delivery

Alice Clark

Alice In Chains

Alien Sex Fiend

Alif Tree

All

All Tomorrow’s Parties Soundtrack

Alpha

Altered Images

Alva Noto

Always The Runner

American Analog Set

American Football

Amon Tobin

Amp

Analogue

Anathallo

And Also The Trees

And You Will Know Us By The Trail Of Death…

Andrew Bird & The Mysterious Production Of Eggs

Andrew Pekler

Angelo Badalamenti

Animal Collective

Animals On Wheels

Anita Ward

Anna Ternheim

Another Late Night

Another Sunny Day

Anthony & The Jonhsons

Anthony Rother

Antibalas Afrobeat Orchestra

Anvil Salute

Aoki Takamasa, Ogurusu Norihide, Takagi Masakatsu

Aphex Twin

Apostle Of Hustle

Apparat

April March

Aqueduct

Arab Strap

Archie Bell & The Drells

Archie Shepp

Architecture In Helsinki

Aretha Franklin

Ariel Pink’s Haunted Graffiti

Arovane

Arpadys

Arsenic

Art Pepper

Arthur & Yu

Arto Lindsay

As Dragon

As One

Asonic Garden

Astro Pizzolla

Atjazz

Atlas Sound

Atmosphere

Au Pairs

Auburn Lull

Audrey

Aural Distortion

Australia – Sixties Downunder Vol 1. (1964-69)

Autechre

Autolux

Average White Band

Avey Tare, Panda Bear And Deakin

Axolotl

———————

B:

Back From The Grave Compilation

Backdoor

Badly Drawn Boy

Band Of Horses

Band Of Susans

Bardo Pond

Baris Manco

Bark Psychosis

Bar-Kays

Barra Head

Barry White

Basic Channel

Basquiat Soundtrack

Battles

Bauhaus

Baxter Dury

Be Your Own Pet

Beach House

Beat Happening

Beautiful Noise (The Apocalypse)

Beck

Bedhead

Beef Terminal

Beehive & The Barracudas

Beirut

Bell Hollow

Belle & Sebastian

Belong

Ben Harper

Benge

Berg Sans Nipple

Bernard Pretty Purdie

Bernard Wright

Bertrand Burgalat

Beth Gibbons & Rustin Man

Betty Davis

Bettye Swann

Bibio

Big Black

Bikini Kill

Bill Callahan

Bill Dogget

Billy Childish

Billy Cobham

Billy Corgan

Billy Paul

Björk

Blab Happy

Black Dice

Black Flag

Black Jazz Compilation

Black Moth Super Rainbow

Black Nasty

Black Ox Orchestra

Black Rebel Motorcycle Club

Black Rio Compilation

Black Soul

Black Time

Blind Melon

Bloc Party

Blonde Redhead

Blondie

Blue Break Beats 2 Compilation

Blue Funk Compilation

Blue Note Trip Compilation

Bluetones

Blur

Bo Hansson

Boards Of Canada

Bob Dylan

Bob James

Bob Marley & The Wailers

Bomarr Monk

Bonnie ‘Prince’ Billy

Bonobo

Booka Shade

Booket T & The MG’s

Boom Bip

Boris

Bowery Electric

Boiys Noize

Bracken

Brass Construction

Break N’ Bossa Chapter 7 Compilation

Brendon Moeller

Brian Eno

Brian Wilson

Brides Of Funkenstein

Bright Eyes

Brightblack Morning Light

Broadcast

Broken Flowers Soundtrack

Broken Social Scene

Bud Powell

Bunny Sigler

Burger-Ink

Butthole Surfers

Buzzcocks

—————–

C:

Cabaret Voltaire

C.A.D.

Caetano Veloso

Cale Parks

Calexico

Califone

Calla

Can

Captain Beefheart

Caribou

Carissa’s Weird

Carrie Lucas

Carsten Jost

Casiotone For The Painfully Alone

Cassius

Castanets

Cat 22

Cat Power

Catherine Wheel

Ceaser Frazier

Cha Cha Cohen

Chad Vangaalen

Chambers Brothers

Charles Atlas

Charles Earland

Charles Kynard

Charles Manson

Charles Wright & The Watts

Cheryl Lynn

Cheval De Frise

Chico Mann

Chin Up Chin Up

Chk Chk Chk

Chris Isaak

Chris Rea

Christian Kleine

Christian Yde Frostholm

Christopher O’Riley

Cindytalk

Cinematic Orchestra

Circulatory System

Claro Intelecto

Clinic

Clipd Beaks

Clouddead

Cloudland Christmas Compilation

Cocorosie

Cocteau Twins

Codeine

Coil

Coldcut & Steinski

Colder

Coldplay

Colleen

Console

Constellation Compilation

Controller Controller

Copenhagen

Cornelius

Correcto

Coughs

Cranes

Crazy Bugs

Cream

Crippled Black Phoenix

Crystal Castles

Crystal Method

Css

Cult Of Luna

Current 93

Curtis Mayfield

Curve

Cut Copy

Cymande

———————-

D:

Dabrye

Daedelus

Daft Punk

Dakota Suite

Damine Jurado

Dances With Wolves

Daniel Johnston

Daniel Lanois

Danielson Family

David Bowie

David Gray

David Sylvain

Dead Can Dance

Deadbeat

Deaf Center

Death Cab For Cutie

Death From Above 1979

Death In June

Deerhoof

Delegation

Delta 5

Deodato

Department Of Eagles

Depeche Mode

Devendra Banhart

Devo

Dick Dale

Dif Juz

Digitalism

Dimitri From Paris

Dinosaur Jr.

Diplo

DNA

Dntel

Do Make Say Think

Donato Wharton

Donna Summer

Donnie Darko Soundtrack

Donny Hathaway

Dosage

Dosh

Doves

Dropkick Murphy’s

Dub Narcotic Sound System

Dub Sessions Compilation

Dub Tractor

Dub Trees

Duran Duran

Dusty Springfield

Dwele

Dyke & The Blazers

Düreforsög

—————–

E:

Early Day Miners

Earth, Wind & Fire

Easy Rider Soundtrack

Echo & The Bunnymen

Eddie Henderson

Eddie Kendricks

Edie Brickell & New Bohemians

Editors

Edwin Starr

Efterklang

El Pino & The Volunteers

Electrelane

Elephant Micah

Eluvium

En Skive Af Undergrunden Compilation

Encre

Enduser

Erykah Badu

Exhaust

Explosions In The Sky

——————–

F:

Faust

Feist

Fela Kuti

Felix Da Housecat

Felt

Fennesz

Figurines

Film School

Fizzarum

Fleeting Joys

Flipper

Flotation Toy Warning

Fluxion

Fly Pan Am

Flying Saucer Attack

Fog

Foo Fighters

Four Tet

Frankie Sparo

Free Kitten

From Monument To Masses Compilation

Funk Fu – Psycho Funk Vs. Rare Grooves 1970-1976 Compilation

Funk Mix Compilation

Funk Off! Black Grooves From The 70’s Compilation

Funk Shit Compilation

Funk Spectrum Vol.1 Compilation

Funkadelic

Funky Collector Compilation

Funky Organ Party

Future 3

Future Sound Of Jazz Vol.1 Compilation

———————-

G:

Garbage

George Duke

Geraldo Pino & The Heartbeats

Gershon Kingsley

Giorgio Moroder

Glady’s Knight & The Pips

Glenn Branca

Godspeed You Black Emperor

Gogol Bordello

Goldie

Gotan Project Compilation

Grace Cathedral Park

Grant Lee Buffalo

Grant Lee Phillips

Great Lake Swimmers

Grizzly Bear

Groove Armada Compilation

Guns N’ Roses

—————————

H:

Half Japanese

Hammock

Hangedup

Happy Mondays

Harlem River Drive

Harmonia

Harry Lime

Harry Merry

Headphones

Helios

Her Space Holiday

Him

Hird

Hole

Hood

Hope Sandoval

Hugh Masakela

Husky Rescue

—————————

I:

I Am Above To The Left

I Love You But I’ve Chosen Darkness

Iain Archer

Icebreaker International

Iggy Pop

Ike & Tina Turner

Incredible Bongo Band

Interpol

Iron & Wine

Isley Brothers

Issac Hayes

—————–

J:

Jack McDuff

Jackson 5

Jaga Jazzist

James Brown

James Chance & The Contortions

Jamiroquai

Jane

Jane’s Addiction

Jazz Around The Funk Compilation

Jazzanova

Jeff Buckley

Jel

Jenny Wilson

Jessica Bailiff

Jim O’Rourke

Jimi Hendrix

Jimmy McGriff

Joanna Newsom

Joe McDuphrey Experience

John Lennon

John Peel

John Williams

Jomi Massage

Jon Spencer Blues Explosion

José Gonzáles

Joy Division

Juana Molina

June Of 44

Junior Senior

Junior Walker & The All-Stars

Justice

Jørgen Leth

———————-

K:

Kammerflimmer Kollektief

Karate

Kate Bush

Kavinsky

Keb Darge’s Legendary Deep Funk Vol.1 Compilation

Khonnor

Kill Me Tomorrow

Killer Jazz From The Black Jazz Vault Compilation

Kings Of Convenience

Komeda

Komeit

Kool & The Gang

Kraftwerk

Kranky Records Compilation

Kruder & Dorfmeister

———————-

L:

Labradford

Lack

Laika

Lali Puna

Lambchop

Larry Page Orchestra

Last Days Of April

Laura Watling

Lauryn Hill

Lcd Soundsystem

Lee Ranaldo

Legendary Funk vol.3 Compilation

Leo Kottke

Leonard Cohen

Lettuce, Yes

Liars

Liars-Oneida

Lil Rasted

Lisa Ekdahl

Lisa Germano

Lise Westzynthius

Lizzy Mercier Descloux

Llorca

Logh

Lonnie Liston Smith

Loose Fur

Loscil

Lost Highway Soundtrack

Lost In Translation Soundtrack

Lou Reed

Lovage

Low

Low Frequency In Stereo

Luke Vibert

Luksus

Lush

L’usine

Lycia

Lydia Lunch

——————

M:

M83

Madonna

Magwheels

Main Ingredient

Malcolm Middleton

Malkin Zany

Manic Street Preachers

Manitoba

Manu Dibango

Mark Lanegan

Markus Guentner

Marlene Shaw

Marnie Stern

Marvin Gaye

Massive Attack

Mates Of State

Matt Harding

Mau

Maximum Joy

Maxwell

Mazzy Star

Mellow Mellow Compilation

Melvins

Metro Area

Mew

Mice Parade

Michael Jackson

Midoriyama

Midwest Product

Mikael Simpson

Mikkel Metal

Minnie Riperton

Mob

Modest Mouse

Mogwai

Money Your Love

Mono

Monolake

Morrissey

Mouse On Mars

Múm

Murmur

Muse

My Beloved

My Bloody Valentine

———————-

N:

Nathan Fake

National

Neil Young

Neu

New Order

New Sector Movements

Nick Cave & The Bad Seeds

Nick Drake

Nico

Nightmares On Wax Compilation

Nikolaj Nørlund

Nine Horses

Nirvana

No Wave Compilation

Numbers

—————–

O:

Oasis

Of Montreal

Off The Sky

On! Air! Library!

Oneida

Opiate

Orange Label Compilation

—————-

P:

Pan American

Panda Bear

Panic Amigo

Patti Smith

Pavement

Peaches & Herb

Pearl Jam

Persuaders

Peter Bjorn & John

Peter Jeffries & Jono Lonie

Pink Flouf

Pixies

Pj Harvey

Placebo

Poem Rocket

Polmo Polpo

Porno For Pyros

Portishead

Prefuse 73

Prima Norsk Compilation

Primal Scream

Prince

Prodigy

Proem

Psyched Up Janis

Public Image Ltd

Pulp

Pulp Fiction Soundtrack

Pulp Fusion Compilation

——————

Q:

Quantic

—————-

R:

R. Stevie Moore

R.E.M.

Radiohead

Rae & Christian Compilation

Rage Against The Machine

Rain Tree Crow

Ramones

Ratatat

Re:Jazz

Readymade

Red Hot Chili Peppers

Red House Painters

Red Star Theory

Rhonda Harris

Rick Wade

Ride

Rod Modell

Roy Ayers

Roy Montgomery

Royksopp

Rumpistol

Ryan Adams

——————

S:

Sackville

Sade

Saint Etienne

Salt

Salvatore

Sanne Salomonsen

Screaming Trees

Sebastian

Seefeel

Set Fire To Flames

Sex Pistols

Shalamar

Shugo Tokumaru

Sigur Rós

Silverchair

Simian Mobile Disco

Simply Red

Sinead O’Connor

Siouxsie And The Banshees

Sisters Of Mercy

Sixteen Horsepower

Slayer

Slowdive

Sly & The Family Stone

Smashing Pumpkins

Snowpony

Sofa

Sofus Forsberg

Solid Steel Presents (It Came From The Sea) Compilation

Sonar Kollektiv

Songs Ohia

Sonic Youth

Soul Funk Grooves Compilation

Soulman

Spacemen 3

Spandau Ballet

Speaker Bite Me

Spiny Anteaters

Spokane

Squarepusher

Stardust

Stars Of The Lid

Stereo Total

Stereolab

Stevie Wonder

Stina Nordenstam

Sting

Stone Temple Pilots

Stump

Styrofoam

Suede

Sufjan Stevens

Suicide

Sunn O)))

Super Breaks Compilation

Super Discount Compilation

Super Numeri

Superheroes

Supersilent

Swans

————–

T:

Talking Heads

Tarentel

Tears For Fears

Techno Animal

Teeth

Telefon Tel Aviv

Terrestrial Tones

The Album Leaf

The Arcade Fire

The Avanlanches

The B-52’s

The Beach Boys

The Beatles

The Beginning Of The End

The Birthday Party

The Black Heart Procession

The Books

The Bravery

The Breaks Vol.1 Compilation

The Brecker Brothers

The Breeders

The Brian Jonestown Massacre

The Byrds

The Cardigans

The Cat Box Quartet

The Chameleons

The Chemical Brothers

The Church

The Clash

The Clientele

The Commodores

The Cramps

The Cranberries

The Cure

The Dells

The Doors

The Flaming Lips

The Intruders

The Jesus & Mary Chain

The Junior Boys

The Kay Gees

The Knife

The Legendary Pink Dots

The Legends

The Magnetic Fields

The Mars Volta

The Meters

The New Folk Implosion

The Notwist

The O’Jays

The Police

The Radio Dept

The Raveonettes

The Residents

The Rolling Stones

The Sea And Cake

The Seconds

The Smiths

The Sonics

The Stone Roses

The Stooges

The Streets

The Strokes

The Swords Project

The Temptations

The The

The Thrills

The Unicorns

The Vaselines

The Velvet Underground

The Verve

The Weak Moments

The White Stripes

The Wire Trapper

Thievery Corporation

This Funky Thing – An Extremely Rare 70’s Collection Compilation

This Heat

Thom Yorke

Thomas Dybdahl

Thomas Fehlmann

Throbbing Gristle

Thurston Moore

Tindersticks

To Rococo Rot

Tom & Jess

Tom Petty & The Heartbreakers

Tom Waits

Tomboy

Tori Amos

Tortoise

Tosca

Trans Am

Trentemøller

Tricky

Triosk

Tv On The Radio

Twin Peaks Soundtrack

Tyrone Davis

——————

U:

U2

Under Byen

————

V:

Verve Compilation

Very Rare Soul And Jazz Grooves Compilation

Vladislav Delay

—————-

W:

Wham

Wilco

Willard Grant Conspiracy

Windsor For The Derby

Windy & Carl

——————

X:

Xiu Xiu

Xoki

Xploding Plastix

————–

Y:

Yeah Yeah Yeahs

Yesterday’s New Quintet

Yo La Tengo

Yume Bitsu

———–

Z:

Zack De La Rocha

Zwan

Viva Vertigo: Vicious Echo – Undertoner.dk

I min såkaldte iver efter at finde nogle passende udfordringer er jeg begyndt at prøve kræfter med pladeanmeldelser på Undertoner.dk – et dejligt nørdet musiksite. Her er godt med diversitet og det ligefrem strutter af folk der har ord på hjerte og gerne vil dele ud i lind strøm. Tak.

Men idag kom min første anmeldelse så på siden. Det var Viva Vertigo med pladen Vivious Echo og den kan læses nedenfor.

Derudover kan man også klikke sig et link på og gå på opdagelse på Undertoners univers her

Viva Vertigo: Vicious Echo

Af Brian Ravnholt Jepsen

Tredje gang er lykkens gang, siges det, men det er desværre ikke altid, at ordsprog, mundheld og dets lige går op i en højere enhed. Det vender jeg tilbage til. Københavnske Viva Vertigo, der debuterede i 2004 med det Sune Rose Wagner-producerede album Viva Viva og ligeledes smed efterfølgeren Vulcan Gas Company på gaden i 2007, rumsterer nu med tredje skud i bøssen; Vicious Echo. Frontmand er stadig Simon Beck, og med sig har han samlet de trofaste tropper og er gået all-in på intensitet, nerve og ikke mindst attitude. Tidligere gæsters fingeraftryk har også vandret på denne skive i form af Sune Rose Wagners vokal og guitarspil samt både Mick Grondahl og Lise Cabbles vokaler, og det er de sluppet temmelig godt fra. Temaet på pladen er enkelt. Skyggesiderne af livets hårde og til tider underfundige perioder og situationer, observationer af metropolens (her København og New York) outsidere og godtfolk, begivenhedsrigt ridt gennem nattens og mørkets kreative timer. Alt sammen godt lakket til i en indpakning af sort-humoristisk, nærmest ironisk distancering og tight attitude. Teksterne i Becks univers kredser om personlige erfaringer, oplevelser og begivenheder fra dagenes ræs i henholdsvis New York og København og byder på alt fra dødsfald, Gus Hansens gamblervenner, kidnapning, familiefejder og såmænd også et smut til Sverige. Alt sammen er det autobiografiske studier udi menneskelige forhold og indbyrdes krakelering, tilsat americana, 50-60’er-garagerock, og med lyden fra en svunden highway surf-style med blæst, olie, røg, dæklugt og hvinende sandstemmer i mørke chassiser krænger Simon Beck køligt anekdoterne ud. Problemet er bare, at der går en rum tid, før teksterne påberåber sig deres del af kagen. For mit vedkommende måtte jeg først bearbejde den slående lighed med The Raveonettes på lydsiden. En detalje der for så vidt giver fin mening, da Sune Wagner er inde over store dele af produktionen og har sat sit mærke, sit islæt, om man vil. Det er ærgerligt, men også forståeligt. Problemet er bare, at det er set og hørt før. Der skal tilføjes noget væsentligt skelsættende, før det giver udslag på innovationsparametret i mit hoved. Ved første gennemlytning sagde min kæreste, at det lød lidt som DM i Rock, mens jeg selv stod og rodede med associationer til Strawberry Slaugtherhouse mixet med Melanies Breast og leveret med Tremolo Beer Guts forstærkerindstillinger. Den der midt-90’er-tendens, der ikke rigtig prøver nok at komme videre. Som om attituden overtager, og der lempes lidt på andre områder, hvor der kunne sættes talstærkt ind og gøres et kup. Det er helt tydeligt, at pladens styling er attitude og fashionbaseret ud fra en semitidstypisk tendens, pakket ind i americana-lyd, roadmovie og rebel without a cause, hvilket jeg synes er ærgerligt, for pladen indeholder faktisk høj kvalitet, hvis attituden og de musikalske mellemregninger lægges lidt på hylden, og der gives plads til noget dybere. Jeg kan i hvert fald tælle op til fire store flueben ud af de tretten skæringer (hvis man lige ser bort fra introen, som er dialogbaseret og derfor ikke tæller). Det er da en tredjedel. Vi snakker sange som ”Killing Heart”, ”Wild Flames Of Love” (med Sune Wagner), ”Chandra Lee” og ”Slinky Pretty Song”. Fællesnævneren for dem alle er, at de er stille afsøgninger – det dæmpede og nedtonede udtryk. Dér, hvor drengerøvsgas og gimmicks er sparet, og pladsen bliver givet til et meget mere modent og gennemført, næsten rørende touch. Det er alle numre, jeg kan forholde mig til. Fair nok, nogle af de stille skæringer giver også anledning til fri association til Psyched Up Janis’ fantastiske plade Hi-Fi Low Life, men det skal man slet ikke være ked af. Det er i orden. Det side klæder Viva Vertigo godt, og det er den vej, jeg meget gerne så Beck tage tropperne og gennemføre en skive på præmisser af den karakter, for som jeg nævnte i starten, så er Vicious Echo ikke dét, der, for mig velsagtens, forstås ved, at tredje gang er lykkens gang. Der skal mere til. I pressematerialet blev det nævnt, at teksternes kredsen om skyggesiderne af livet beskrives nærmest sort-humoristisk i stil med Dan Turéll og Charles Bukowski. Begge har uden tvivl produceret fantastiske skriverier, og jeg sidder og overvejer, om alle de antropologiske outsider-studier, de begivenhedsrige udflugter, anekdoterne og vanvidsepisoderne, som Simon Beck har haft inde på livet, mon ville have gjort sig allerbedst i bogform? Måske ville formen kunne komme tekstuniverset helt til sin ret, hvis man skar helt ind til benet og fjernede alt den overflødige attitude og de mange gimmicks, der desværre trækker nerven ud af kødet. Ny emballage ser jeg forhåbnings- og forventningsfuldt frem til. Karakter:

“Klondyke” og “KP 09″

For tiden er jeg med på to udstillinger.

Den ene udstilling, som slutter på tirsdag d. 14 april er i WAS – Wonderland Art Space – bærer navnet “Klondyke” og er en lille gruppeudstilling med Ultra Grøn, Isabel Berglund, Ben & Sebastian, Gregers Albretchsen og så mig selv.

iByen har skrevet nogle linier om hvad temaetog udstillingen omhandler her

Mit værk til udstillingen hedder “Rockin’ Hut” og er en tipi bygget af skraldetræ og lystofrør og placeret i vinduet ud mod gaden. Derudover er der indbygget nogle forskellige features i tipien såsom brædder der kan åbnes og man dermed så kan se ind i tipien.

Til ferniseringen sad vi (COTX – Children Of Terminator X) i denne tipi og lavede vores performance. En dejlig omgang støjende beat-orienteret drone på hjemmelavede instrumenter m.m.

Håber jeg snarest får smidt de optagelser herind og ellers må COTX få sin helt egen tråd med alle vores performances og øvere.

Rockin’ Hut

Performance time

View fra gaden

Den anden udstilling jeg er med på er KP – Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning som kører fra d. 5 april til d. 3 maj.

Mit bidrag til udstillingen er 5 forstørrede polaroid fotos (42 x 50 cm) der alle er taget mens jeg var i New York.

På sin vis hylder de alle det skæve, foruroligende og semiforstyrrende mens de samtidig bærer på konspirationsteorien sarkasme og finurlighed – overordnet titel er derfor: “New York Yankee Of Doom”

KP i år har prøvet sig frem med en salon ophængning hvilket jeg synes er en sjov ide og som sådan faktisk også virker på den ene oplyste væg i udstillings rummet men der hvor mine polaroider er placeret oppe under loftet i mørket kommer de desværre bare slet ikke til sin ret.  Det er ærgerligt og surt for ‘os’ der har fået de mindre belyste placeringer.

Man kan læse noget om debatten her

Men fortvivl ej for de kan såmænd også ses her.

“New York Yankee Of Doom – The Hunter”

“New York Yankee Of Doom – The Bogeyman”

“New York Yankee Of Doom – The Treasure”

“New York Yankee Of Doom – The Beacon Of The Lodge”

“New York Yankee Of Doom – The Secret Architecture Of Skull & Bones”

Biografi

Navn: Brian Ravnholt Jepsen

Født: 8 August 1977

Stilling: Studerende v. Det Fynske Kunstakademi

Adresse: Ægirsgade 15, 1.tv, 2200 København N

Tlf: +45 26 17 63 03

Email: brian_villiam@hotmail.com

Web: http://brianravnholtjepsen.wordpress.com/

Uddannelse:

1994: Folkeskolens 10. Klasses afgangsksamen, Lindebjergskolen Næstved

1994 – 1995: 1 Årig HH-Student, Næstved Handelsskole

1996 – 1998: I lære som maler hos malermester Pia Madsen, Næstved

1998 – 1999: Grafisk Design, Næstved Tekniske Skole

1999 – 2001: HF Student, Næstved Gymnasium

2001 – 2003: Filosofistuderende, Københavns Universitet

2004 – 2006: Det Fynske Kunstakademi v. Professor Lars Bent Petersen / Jens Haaning

2006 – 2007: Det Kgl Danske Kunstakademi v. Professor Erik Steffensen

2007 – 2008: Det Fynske Kunstakademi v. Professor Jens Haaning

2008: Sep – Dec, Assistent for Jesse Bercowetz, New York

2008 – 2009: Det Fynske Kunstakademi v. Professor Michael Baers

Erhvervserfaring:

1999: Net cafeen ”Data Stuen”, Næstved

2000 – 2001: Kustode, Rønnebæksholm Kunst og Kultur Center, Næstved

2000 – 2001: Kulturhus Næstved, Grønnegades Kasserne Næstved

2001 – 2004: Underviser på Næstved Ungdomsskole

2004 – 2005: Underviser på Københavns Ungdomsskole, Randersgade skole, København

2005: Underviser i foreningen To The Beat, Amager

2004: Post Danmark, BRC, Pakkeriet i Brøndby

2007: Post Danmark, KHC, Hovedbanegården, København

2008: Kunstanmelder på MetroXpress

2009: Pladeanmelder på Undertoner

Værksteder:

1994 – 1996: “Vejlø Central Station”, Næstved

1998 – 2001: “PM13″ v. Martin Richard Olsen, Maglemølle, Næstved

2001 – 2004: “Dit Svin!” Næstved

2003: Medstifter af Galleri Entréen med Søren Petersen hvor åbningsudstillingen var

”Båttihelikoptermonty” af Maja og Mathilde Jarnved Hansen

Martin R. Olsen udstiller “Tæt På Paradis”

2006: Medstifter af Gruppen W.E.R.F.T. med Allan Nicolaisen

Undervisere / Proffesorer/Workshops:

Filosofi:

Lise Huggler – Oldtidens Filosofi

Klemens Kappel – Praktisk Filosofi

Jacob Bovin – Nyere Tids Filosofi

Finn Guldmann – Logik

Jan Faye – Videnskabsteori / Teoretisk Filosofi

Kunstakademiet:

Søren Jensen – Skulptur / Installation

Lars Bent Petersen – Skulptur / Installation

Anette Abrahamsen – Maleri

Anja Franke – Digitale Medier

Kristine Kern – Kunstteori

Ann Lumbye – Kunsthistorie

Sanne Kofod Olsen – Kunsthistorie

Jens Haaning – Konceptuel Værkbaseret Praksis

Jakob Jakobsen – Digitale Medier

Judith Hopf – Billedbaseret Praksis

Erik Steffensen – Grafisk Skole

Finn Naur – Grafisk Skole

Lars Grenaa – Grafisk Skole

Henriette Heise – Digitale Medier

Michael Baers – Konceptkunst

Morten Buch – Workshop

Jeanette Schou – Video

Assistent Arbejde:

2006: Tal R

2006 - Jens Haaning

2008: Jens Kabisch/Evil Knievel

2008 - Jacob Lillemose

2008 - Jesse Bercowetz

Workshops / Foredrag:

2005: Næstved Ungdomsskole, Ungdomssekretariatet v. Lisbeth Pedersen & Claus M. Pedersen

2006: BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus) Holstedbro v. Søren Taaning

Rejser:

1996: 1 måneds rejse i Florida, USA

2000: 2 måneders rejse i Hong Kong og Kina

2003: 1 måneds rejse i Italien

2004: 1 måneds rejse i Spanien og Frankrig

2005: 1 måneds rejse i Holland, Englang, Skotland, Frankrig og Spanien

2006-07: 3 måneders rejse i Vietnam, Cambodia og Thailand

2007: 2 ugers ophold i New York, USA

2008: 3 måneders praktikophold i New York

Bidrag:

2005: “Forårsudstillingen”, bidrag med værker til Søren Petersen og Emil Westman Hertzs installation.

“Fortsat God Weekend”, Søren Petersen og Christian Bretton-Meyer, Space Poetry, bidrag med haiku digte

2006: “Frugter Ombord På Skibe”, Søren Petersen og Christian Bretton-Meyer, Space Poetry, bidrag med haiku digte

2007: “Velcronesien”, A-Kassen, Heerup Museet, bidrag med værk

2009: ”Denim Swell Magazine”, udgivet af Jesse Bercowetz, New York – http://denimswell.blogspot.com

Legater/Fonde:

2008: Oticon Fonden

2008 - Grosserer L. F. Foghts Fond

2008 - Aslaug og Carl Friis’ Legat

Solgt til bl.a.:

Novo Nordisk

Odense Symfonihus

Kunstforeningen v. Næstved Sygehus

Andet kreativt:

Medstifter af breakdancegruppen “Estatic Moves” i 1996 – Var aktiv i gruppen i 10 år med shows, undervisning, workshops, musikvideoer m.m. over hele Danmark såsom:

Den Grå Hal (med Hvid Sjokolade), Børne1′eren, Operaen, Stengade 30, Vega, Pumpehuset, Forbrændiningen, Kulturfabrikken, Amager Bio, Fight Night og Roskilde Festival m.fl.

Samt adskillige steder i udlandet såsom: Hannover, Kiel og Frankfurt, Tyskland – Helsingborg, Malmø, Sverige – Miami, Florida, USA samt Hong Kong og Kina

Har ligeledes undervist i breakdance på Næstved Ungdomsskole i årene 2001-04 og på Københavns Ungdomsskole 2004-05 samt i foreningen To The Beat i 2005.

Musiker siden 1992 – Multi instrumentalist – Har spillet i adskellige bands såsom: Genetic Flair, Eidi Muli, Last Round For Japan, The Enemy’s Rockboat, Kansler, Privat Orkan/Topsus/Guld Kuling/Blaestbat og Children Of Terminator X

De tre sidstnævnte er stadig aktive.

Kansler – Dragens Hule, København, Juni 2007

Privat Orkan - Rundgang, Det Kgl Danske Kunstakademi, Juni 2007

Vinylterror Teltet, i gården på Det Kgl Danske Kunstakademi, Juni 2007

Klub Argot, i Amager Halshug, København, Juli 2007

Noisejihad, Århus, Sep 2007

Children Of Terminator X - Houseparty af honning, København, 22 aug 2008

Flux Factory, New York, 30 okt, 2008

WAS – Wonderland Art Space, 13 marts 2009

Kunstnerisk CV

Navn: Brian Ravnholt Jepsen

Født: 8 August 1977

Adresse: Ægirsgade 15, 1.tv, 2200 København N

Tlf: +45 26 17 63 03

Email: brian_villiam@hotmail.com

Web: http://brianravnholtjepsen.wordpress.com/

Uddannelse:

2008 – 2009: Det Fynske Kunstakademi v. Professor Michael Baers

2008 – Assistent for Jesse Bercowetz, Sep – Dec, New York

2007 – 2008: Det Fynske Kunstakademi v. Professor Jens Haaning

2006 – 2007: Det Kgl Danske Kunstakademi v. Professor Erik Steffensen

2004 – 2006: Det Fynske Kunstakademi v. Professor Lars Bent Petersen / Jens Haaning

Udstillinger:

2009

“One Hundred Years”, Kunstnerforbundet, Oslo

“Afgrund 09″, Kunsthallen Brandts, Odense

“KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

”Klondyke”, WAS – Wonderland Art Space, København

“Kunstnere Går Bananas”, Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet i Holstebro, BGK samt http://kunsten.nu

“Laundromat Flat File”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

2008

“Children Of Terminator X”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

“The End of The End of The End of The End”, Flux Factory, Queens, New York

”Laundromat Flat File”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

”Rooftop Camping – OHNY (OpenHouseNewYork)”, Flux Factory, Queens, New York

”Ting”, Det Fynske Kunstakademi, Odense

”Exxos Exwife”, Næstved Kunstforening, Næstved

”KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

”Kunstforeningen v. Novo Nordisk”, Novo Nordisk, København

2007

“Kunstforeningen v. Novo Nordisk”, Novo Nordisk, København

“KE”, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie, København

“Planet Brun – Where do you go when the shit goes down?”, Galleri Brun, Düsseldorf, Tyskland

“Rundgang”, Det Kgl Danske Kunstakademi, København

“Tonetribunalet”, Råhuset, København

“Forårsudstillingen”, Charlottenborg, København

“Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles, Bruxelles, Belgien

2006

“Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles, Bruxelles, Belgien

“Spritnew Works”, Kunstforeningen v. Odense Symfonihus, Odense

“Kashyyyk Autumn”, Fyns Kunstmuseum, Odense

“Beduin Udstilling”, Beduiner Teltet, Amager Strandpark, København

“Passionsdage”, Øksnehallen, København

“Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

“Skoleudstilling”, Pakhuset, Odense

“KP”, Århus Kunstbygning, Århus

“No Title”, Filosofgangen, Odense

2005

“Selvbetjening”, Israel’s Plads, København

“Die Folkelighed”, Sparwasser HQ, Berlin, Tyskland

“Retrospektiv”, Kunstforeningen v. Næstved Sygehus, Næstved

“Videoværker”, Galleri Pixel, København

“Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

“Skoleudstilling”, Det Fynske Kunstakademi, Odense

“Pro-Art”, Randers Kunstmuseum

“Pro-Art”, Randers Byrum

“Den Røvsmalle Biograf”, Momentum Biograf, Odense

“Kulturnatten”, Det Kgl Danske Kunstakademi, København

“Konfettiknas”, Filosofgangen, Odense

2004

“Selvportræt”, Pantheonsfløjen, Odense

2003 

"EL", Christianshavns Beboerhus, København

“Kongelig Croquis Er In Igen”, Futura Cafeen, Næstved

2002 

"Efterårsudstilling", Brøderup Ungdomsskole 

"Kupéer", Futura Cafeen, Næstved

2001

“Ung Kunst I Gamle Rammer”, Rønnebæksholm Kunst og Kulturcenter, Næstved

2000

”Ingen Titel”, Næstved Gymnasium

Udstillinger Udland :

2009 – “One Hundred Years”, Kunstnerforbundet, Oslo

“Laundromat Flat File”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

2008 - ”Rooftop Camping – OHNY (OpenHouseNewYork)”, Flux Factory, Queens, New York

- ”Laundromat Flat File”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

- “The End of The End of The End of The End”, Flux Factory, Queens, New York

- “Children Of Terminator X”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

2007 - “Planet Brun – Where do you go when the shit goes down?”, Galleri Brun, Düsseldorf, Tyskland

2006/7 - “Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles, Bruxelles, Belgien

2005 - “Die Folkelighed”, Sparwasser HQ, Berlin, Tyskland

Censurerede Udstillinger:

2009 – “KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

2008 - ”KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

2007 - “Forårsudstillingen”, Kunsthal Charlottenborg, København

- “KE”, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie, København

2006 - “KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

- “Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

2005 - “Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

Workshops / Foredrag:

2009 – Gæsteunderviser på Thorstedlund Kunsthøjskole v. Dan Mølgaard

2006 – BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus) Holstedbro v. Søren Taaning

2005 – Næstved Ungdomsskole, Ungdomssekretariatet v. Lisbeth Pedersen & Claus M. Pedersen

Legater/Fonde:

2008 - Oticon Fonden

- Grosserer L. F. Foghts Fond

- Aslaug og Carl Friis’ Legat

2009 – Fabrikant Jens Ulfbeck og hustru Carla, født Ranver’s Mindelegat

“Children of Terminator X”

Children of Terminator X

Installation, mixed media – 200 x 200 x 50 cm

2008

Set-up view fra en installation i min vindueskarm I hvilken en ven og jeg lavede en performance/koncert som involverede masser af støj, beat-box lyde konstrueret på mikrofoner and derudover et hav af forskellige instrumenter.

“Mønster Nr. 3 og 4″

Mønster Nr. 3

Tegning, blyant – 80 x 50 cm

2006

Mønster Nr. 4

Tegning, blyant – 80 x 50 cm

2006

“You know it’s never coming back”, “Wu-uuu-wuuu”

You know it’s never coming back

Akryl på lærred – 140 x 130 cm

2006 – KP, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus

Wu-uuu-wuuu

Akryl, voks, hår på lærred – 140 x 130 cm

2006

“We hide in Aldi”

We hide in Aldi

Voks relief – 250 x 200 cm

2006 – Rundgang, Charlottenborg

“Vimpelværk Nr. 4 og 6″

Vimpelværk Nr. 6

Akryl på lærred – 140 x 130 cm

2006

Vimpelværk Nr. 4

Akryl på lærred – 140 x 130 cm

2006

“Vimpelværk Nr. 2 og 3″

Vimpelværk Nr. 2

Akryl på lærred – 140 x 110 cm

2006

Vimpelværk Nr. 3

Akryl på lærred – 140 x 120 cm

2006

“Toothbow”, “Castlecloudflash”

Toothbow

Voks, tusch – 60 x 40 cm

2006

Castlecloudflash

Voks, tusch, kuglepen – 22 x 14 cm

2006

“Tintin finder hjem”

Tintin finder hjem

Voks relief på træ – 180 x 120 cm

2004

“Struds”

Struds

1:00 min – Videostills

2004

Struds er en meget kort film hvor man ser en struds gå rundt på en farm iført tennissokker. Filmen er samtidig et resultat af en korrespondance med en ven hvor strudsen var som udgangspunkt en tegning iført tennissokker hvor jeg så valgte at filmatisere denne tegning ved at tage ud på en strudsefarm og give en struds tennissokker på. Filmen er også et vidnesbyrd på fascinationen af tennissokker som igen er et proviensielt symbol der virker helt hen i vejret i denne konstellation med en struds. Lydsiden er kun real lyd hvor en hund gør mens strudsen går rundt.

“Selvbetjening”

Selvbetjening

Installation, mixed media

2005 – Israels Plads, København

Selvbetjening er ganske enkelt ideologien om at betjene sig selv af og i det offentlige rum. Det er således også et site specifik værk da det er opført ved den gamle tankstation af sammenavn på Israels Plads Der afsattes en dag til projektet som foregik i november. Der skulle findes elementer i det offentlige rum og bruge dem til formålet. Ideen var en slags shelter hvori man kunne søge ly for kulden. Shelteret bestod af et træstillads med tilhørende ”hus” af sammensat pap med indbygget siddeplads. Som helhed var værket en politisk kommentar til ideen om det offentlige rum og vis øjne der anskuer denne ideologi. En kommentar om modstanden mod ensretning samt retten til at lave et space man kan kalde sit eget for en periode.  Projektet blev dokumenteret og brugt som indslag til Tv-Tv i samabejde med Henriette Heise og Anja Franke.

“Rundgang”

Rundgang

Installation, performance, mixed media

2007 – Charlottenborg

Værket består af en on-going proces-orienteret installation hvori der under udstillingsperiodens 3 dage konstant bliver bygget videre på selve projektet. En slags udvikling på konkrete præmisser der ikke nødvendigvis skal ende op med et endeligt resultat, nærmere et absolut fravær at statisk monumental installatorisk arbejde. Derudover blev der hver dag spillet musik/koncert/performance på og i selve installationen som en del af værket. Alle midler bliver taget i brug og helt enkelt spillet på som instrumenter og hver dag blev set som et nyt scenario hvor det er ideen om det unikke udtryk samt direkte udspil af proces og musik der bærer værket.

“Rocking hut – rituals of the shaman in the quest for unknown pleasures”

Rocking hut – rituals of the shaman in the quest for unknown pleasures

Installation, performance, mixed media – 400 x 200 x 200 cm

2008

Tipien er både boligen og samlingspunktet for et arbitrært folkefærd. Det er spændingen omkring dét at bygge noget der synes tilnærmeligt ved første øjekast men lidt efter lidt går det op for én at værket, tipien, er hermetisk lukket – no trespassing på en måde. På nær shamanen. Han ejer nøglen til at gå ind i hytten og via rituelle udfoldelser og seancetransformation kan han således bruges som medium til at hidkalde ånder, puste liv i artefakter og være talsmand for folket – de sætter ders lid til ham. Publikum ser på tipien og er velvidende at der sidder en person derinde og via musik skaber en sfære men det er ej muligt at se denne person – kun via en live transmission der bliver vist på en monitor kan publikum få indblik i de rituelle udfoldelser der er tilstede. “Rocking Hut” udtales på samme måde som Robin Hood og velvidende at han tog fra de rige og gav til de fattige skal denne analogi forståes som ren metafor. Den rige er her shamanen som giver ud af sine rituelle kundskaber og tilfører de fattige publikum/folket, som sætter deres lid til en seance, der kan tilføre dem deres liv og håb større indsigt i en grum tid – en slags forsoningsprincip med forhåbning.

“Pro-art”

Pro-art

Skulptur, mixed media – 130 x 50 x 60 cm

2005 – Randers

Pro-art

Skulptur, mixed media – 130 x 50 x 60 cm

2005 – Randers

Værkerne er ment som monumentale tilløbsstykker til det normale byrum. På den ene side virker de som et forstyrrende element i gadebilledet eller endda som noget smukt der beriger byrummet, som en statue eksempelvis og på den anden side ejer de en iboende funktion som der samtidig hører hjemme i bybilledet. Indholdet samt materialevalg er ligeledes bevidst et opgør med de gængse normer omkring gadeudsmykning som sædvanligvis eksisterer i marmor, sten og stål etc. Værkerne er helt enkelt skabt i pap, plexiglas, billigt spontræ, lim, hår, tennissokker og cykelstativer.

“Polaroid”

Gardiner, Mynchen

Polaroid – 42 x 50 cm

2003 – KP, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus

Gardiner, Rom

Polaroid – 42 x 50 cm

2003 – KP, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus

Nonner, Venedig

Polaroid – 42 x 50 cm

2003 – KP, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus

Næsten Kufstein

Polaroid – 42 x 50 cm

2003 – KP, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus

“Loge”

Loge

Installation, mixed media – 600 x 600 cm

2008 – Skoleudstilling, Odense

Værket opstod grundet de mange ligheder mellem en Loge (som Den Danske Frimurerorden) og et Kunstakademi. Begge opererer med et broderskab på godt og ondt. Begge ejer de et stort sæt uskrevne regler. Begge steder kræves det at der er nogen der skal sige god for en før man kan indtræde og overordnet ejer begge steder en stor portion mystik set med samfundets øjne. Det er med andre ord et interessant kontekstuelt indgreb ved at appropriere Frimurerordenens symbol/logo i en akademisk kontekst. Derudover fordrer værket til et brud med konventionen om det elitære ved at det bliver bogstaveligt talt taget ned på jorden og tiltaler alle individer på lige fod samt at publikum bliver inviteret til at træde indenfor i det elitære miljø rent metaforisk set. Værket er samtidig en skarp kommentar til vores egen selvforståelse idet man fungerer/opererer indenfor et elitært miljø.

“Kashyyyk autumn”

Kashyyyk autumn

Installation, mixed media

2007 – Forårsudstillingen, Charlottenborg

Installationen består af 4 videoer der afspilles simultant mens materialerne er repræsenteret for at skabe nærvær og give iagttageren en følelse af at kunne smage hvad der har foregået. De udlagte materialespor er remedier fra en dokumenteret performance og de fysiske udstillede rammer er opbygget ud fra kulisserne i performancen således at der bliver skabt den rette æstetiske kvalitet og nærvær. Værket er opbygget over forskellige fascinationer samt undersøgelser. Kashyyyk er f.eks Chewbaccas (fra Star Wars) planet og Chewbacca er én af de store fascinationer værket trækker på. Chewbacca er halvt menneske, halvt dyr – et slags in between væsen. Det undersøges nærmere ved at iklæde sig rollen som værende in between og gennemgå processen fra mand til beast i performancen. Mutation, døden og genblomstring er røde tråde i værket. Autumn refererer til efteråret som en tid hvor noget forgår. Noget der skal dø for at noget nyt kan træde frem. Komme i karakter og gro til live. En anden fascination er Mick Hucknall, forsanger i Simply Red. Han har et stort rødt krøllet hår. Chewbacca er som beast også meget behåret. Derfor kører der 2 videoer med en person der har fået klæbet rødt hår i ansigtet mens han går rundt og suger til sig af indtryk i en formentlig ny eller anderledes verden. Hårene i videoerne skal illustrere en mutation af flere dimensioner mellem mand, beast, Chewbacca og Mick Hucknall. Afslutningsvis har mutationen nået sit sidste stadie som illustreres ved hjælp af den sidste video hvor der kører et loopet diasshow af lige dele Chewbacca og Mick Hucknall, ergo : Mickbacca. Værket er således et virvar af mangfoldighed, af røde tråde der vikler sig ind mellem hinanden men som viser en proces af flere stadier. Et underfundigt studie i antropomorfe elementer.

Videostill

Videostill

Videostill

Videostill

“The true Illuminati – it doesn’t get more real than this”

The true Illuminati – it doesn’t get more real than this

Pyrografi (træbrænderi), blæk, kuglepen på træ

2008

“The giant slug of slime”

The giant slug of slime

Pyrografi (træbrænderi), blæk, kuglepen på træ

2008

“Tasty tasty antennas, rococo”

Tasty tasty antennas, rococo

Pyrografi (træbrænderi), blæk, kuglepen på træ

2007

“Ritual for the new gang member”

Ritual for the new gang member

Pyrografi (træbrænderi), blæk, kuglepen på træ

2007 – KE, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie

“Miele dream”

Miele dream

Pyrografi (træbrænderi), blæk, kuglepen på træ – 122 x 122 cm

2007 – KE, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie

“Jaws”

Jaws

Pyrografi (træbrænderi), blæk, kuglepen på træ – 122 x 122 cm

2007

“Illuminati”

Illuminati

Pyrografi (træbrænderi), blæk, kuglepen på træ – 122 x 122 cm

2007

“Iglo”

Iglo

Installation, mixed media

2006 – Skoleudstilling, Odense

Værket spiller hovedsageligt på en iscenesat illusion der beror på irritation over en institutions begrænsning. En institutions kritik som stadig er leveret med et smil på læben. Overordnethandler det om en hjemmelavet iglo som igen er et udtryk for et shelter, en mikro bolig i boligen. Måske mest af alt et gemmested. Værket er udført af simple materialer såsom toiletpapir, pap, lim, piberensere m.m. Derudover har jeg lavet en afstøbning af mine ben samt svøbt det i voks og hår. Dertil hører tennissokker samt træsko som en kommentar til det provinsionelle værdisæt som jeg selv kommer fra. Benene er gemt under en sovepose for at skabe den perfekte illusion af, at være fysisk til stede under hele udstillingsperioden.

“Hot shit (slippery spillage)”

Hot shit (slippery spillage)

Installation, mixed media

2006 – Den Censurerede Kunstudstilling, Odense

Installationen tager udgangspunkt i en gammel børnetegning af fly. Disse fly er så blevet bygget i indkøbsposer. Hver farve fra børnetegningen er således nøje afstemt i den repektive farve fra supermarkeder (gul = Netto). Disse fly bekriger hinanden i en hæsblæsende dog fight. Dels ved hjælp af skud fra flyene og dels ved hjælp af lydspor af stemmer der efter modifikation lyder som pilot snak. Ydermere er værket tilført stemning ved hjælp af en indspilning af 2 mobiltelefoners samtidige afspilning af improviserede ringetoner og redigeret ned i tempo. Derudover er værket sat i spil ved hjælp af forskellige visuelle elementer der til dels præges af personlige idiosynkrasier og samtidig af materialespor der skal forbinde en rød tråd mellem andre værker i samme genre.

“Handstand”

Handstand

Skulptur, mixed media – 110 x 25 x 40 cm

2005 – Sparwasser HQ, Berlin

Værket er en afstøbning af mine egne ben, svøbt i voks og hår. Dertil hører træskoen samt tennissokkerne. Ideen var at ramme folkeligheden fra mit synspunkt set i opvækstens baglys. De proviensielle værdinormer og vanesæt finder jeg dybt interessante og i værket har jeg skåret mange af de ligegyldige ting fra og gået direkte til sagens kerne, nemlig de ikoner der blænder ved deres blotte tilstedeværelse. Træsko og tennissokker er måske de 2 ting der syntes stærkest i min erindring om en proviensiel opvækst og de elementer fortsætter jeg med at bearbejde i forskellige konstellationer samt temaer. Værket er endeligt iført et par billige boxershorts fra Bilka samt vendt på hovedet for at give det et nådestød i form af den næsten komplette latterliggørelse eller følelsen af at være et forkert sted på det forkerte tidspunkt.

“Great Barrier Reef”

Great Barrier Reef

1:25 min – Videostills

2004

Great Barrier Reef omhandler ganske enkelt begrebet om at skabe noget nærmest smukt ud af noget relativt grimt. Scenariet er en iscenesættelse hvor vi ser en person iført tennissokker på arme og ben mens han står i en stor bakke fyldt med perlesten. Herefter begynder personen at løbe frem og tilbage i perlestenene og sommetider endda på stedet. Der forsøges langsomt at etablere et lydbillede hvor der leges med bestemte rytmer samt lydstyrke. Afslutningsvis er det lyden af træskoenes gang på trægulv der slutter videoen af. Videoen er et forsøg på at skabe et smukt stykke minimalistisk musik ud af få midler og samtidig ud af noget så grimt som træsko, tennissokker og perlesten, den proviensielle treenighed om man vil. Lyden af træskoenes knasen i perlesten samt på trægulv er gode rammer for at præcisere et lydbillede der om end kort, stadig formår at skabe intimitet samt intensivitet til trods for det humoristiske scenario der udspilles foran videokameraet.

“The feathers are fine”, “Hairy friendship”

The feathers are fine

Tegning – kuglepen, tusch – 22 x 14 cm

2006

-

Hairy friendship

Tegning – kuglepen, tusch – 22 x 14 cm

2006

“Fars marker”

Fars marker

Postkort, collage – 10 x 15 cm

2003

“Diskoteksmakkeren”

Diskoteksmakkeren

Skulptur, mixed media – 100 x 50 x 50 cm

2006

“Chewies”

Chewies

Tegning og voks – 110 x 60 cm

2007 – Galleri Brun, Dysseldorf

Chewies er en samling værker der alle beskæftiger sig med fænomenet Chewbacca men her i stærkt modificerede udgaver, nogle med voks for at skabe en relief-agtig virkning.

“Chair”, “Tintin”

Chair

Skulptur – voks, hår, træ

20 x 20 cm

2004

-

Tintin

Skulptur – voks

30 x 20 x 20 cm

2004

“Tintin træ”, “Koncept”

Tintin træ

Tegning, kuglepen – 15 x 20 cm

2006

-

Koncept

Tegning, kuglepen – 20 x 20 cm

2006

“Stanley Kubrick”, “Ænder”

Stanley Kubrick

Tegning, kuglepen – 20 x 20 cm

2006

-

Ænder

Tegning, kuglepen, kaffe – 20 x 20 cm

2006

“Beefdog”

Beefdog

2:41 min – Videostills

2004

Beefdog er en video der er opbygget over et simpelt dogme: Det primære var billedsiden og det sekundære var lydsporet. Der er sekvenser hvor billede og lyd er fuldstændig ude af sync samtidig med at billedsiden sommetider er regulær sort og indskudte samtaler eller anden lyd fylder ud for at intensivere en handlingskurve samt at skærpe iagttagerens sanser. På billedsiden ser vi sekvenser af dagligdags betragtninger skudt med håndholdt kamera for at skabe dynamik samt følelsen af tilstedeværelse. Det samlede indtryk svinger fra det intime smukke til det udfarende og til det næsten tåbelige grinagtige.

“Among dreams”

Among dreams

Installation, mixed media

2005 – Den Censurerede Kunstudstilling, Odense

Ideen var at skabe en æstetisk ramme omkring materiale-undersøgelse i voks, pap etc. og samtidig sætte spørgsmålstegn ved ”det fuldendte” værk. Ydermere handler installationen om en slags legemeliggørelse af afsenderens idiosynkratiske optagethed, en fysisk dagbog om ikke andet. Fascination af nostalgiske elementer.

“Struds”

Struds

voks relief, 110 x 140 cm

2004

Kirsten Ketsjer the Rock Band

I den forløbne uge har jeg nået forbi to Kirsten Ketsjer koncerter her i New York på deres 14 dages US-Tour og begge koncerter har været fantastiske omend en smule korte men stadig utrolig medrivende. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set en så energisk trommeslager som den umådelige portion hardcore slagkraftighed, som Anja ligger for dagen. Når hun sidder (eller står som der som regel ender med når bølgerne når rigtig højt) og tæsker løs, så får man det indtryk at DET her, at slå på trommer, det er bare DET fedeste EVER! Uden sammenligning what so ever. Og man bliver bare suget fuldt ind i det udtryk og den energiudladning som hun præsterer – man bliver næsten forpustet men fedt er det, virkelig fedt!

Derudover er der Andreas og Anders der begge på deres guitarer (og faktisk et par horn og blæs i gårsdagens program!) formår at skrue velsmurt 12-strengs (6+6 bevares) kompositioner sammen der på samme tid er både heterogene i deres enkelhed men afsindigt homogent i deres samklang. Har dog stadig ikke luret deres guitar stemninger men vil skyde på en del ‘D-A-E’er. Og bare det for det første at stemme om på guitarene er altid et plus hvis man spørger undertegnede men det giver virkelig også en hel anden lyd og et meget anderledes sammensat lydbillede når man netop kun er to guitarer – det kræver på sin vis en god portion mod velsagtens men også stensikkert bejleri til de mere innovative stykker musikideer og lydstrukturer.

Der var en masse nyt materiale i posen til begge koncerter – noget bedre end andet men jeg synes at bemærke at deres samlede lydklump har taget en drejning. Måske ikke en 180 eller sågar 90 graders men snarere bare et lidt skarpt højresving hvor man kører indover en kantsten og trækker på smilebåndet for der skete ikke noget. Det virker friskt og udfordrende på en lidt måde.

Det er så også nu at for dem der ikke kender Kirsten Ketsjer så vil jeg vove at påstå at vi har med en stilart at gøre der er et vældigt mix af bl.a. følgende:

Stereolab, Marnie Stern, Yeah Yeah Yeahs, Can, Sonic Youth (og i den grad også elementer fra Thurston Moore’s solo plade ‘Psychic Hearts’ fra 95′), Murmur og et gammelt dansk band fra Slagelse ved navn Prune (der eksisterede omkring 1995/98) – og alt sammen tilsat den der helt særlige ingrediens der kun kan tilsættes når det er dansk. Ligesom det gamle forhenværende Speaker Bite Me, Murmur som lavede en plade (Sexpowder 2000 Volts hed den) der slet ikke lød dansk men derimod som noget af det mest afsindige som undergrundskulturen kunne fremskaffe på et tidspunkt hvor vi snakker Dizzy Mizz Lizzy, Inside The Whale, Kashmir etc. Eller nævneværdige gamle Trains and Boats and Planes.

Fede koncerter så afgjort.

Yoyooyoy er noget af det bedste vi har derhjemme i lille Kbh – det skal vi værne om.

Man kan se mere her hvis man lyster: http://www.yoyooyoy.dk

Kirsten Ketsjer live, Glasslands og Cake Shop

“Bishops of The Reverend of Really Religious Matter”

To nye modificerede instrumenter der ved hjælp af en blanding af circuit bending og effektpedaler og andet ballade nok skal kunne skabe ravage i ledtog med “The Reverend”.

Instrumentet til venstre hedder en Dynamike som i sit oprindelige udseende er en slags mikrofon-fallos hvor man taler/synger/snakker/skriger etc ind i mikrofonen i den ene ende og så kommer lyden ud i bunden – der er desuden tre indstillinger på banditten: to pitch knapper til stemmen – en der kører stemmen op i det skingre og en der får den i bas. Mellem disse to er der desuden en fin knap der gør at ens stemme med eet bliver en robot. Man behøver bare tænke på ‘Intergalactic’ med Beastie Boys så er vi der.

Nuvel, i dette tilfælde har jeg så pillet indmaden ud og sat højttaleren udenpå og derudover påmonteret den sensor der registrerer stemmen således at der konstant skabes feedback. Ydermere har jeg pillet printpladen ud således at jeg kan bende eller bøje kredsløbet en smule med et par våde fingre og derved kortslutte lidt på instrumentets oprindelige funktion. Jeg har bevidst ikke gået hele vejen og fjernet modstande og loddet nye ting på såsom potentiometre og dets lige for jeg mener der er muligheder i skidtet endnu inden jeg gør det for det vil ske, oh yes.

Instrumentet til højre er såmænd bare et almindeligt stabilt standard keyboard som jeg ligeledes har pillet indmaden ud af og placeret højttalere i den ene ende. På printpladen er der rig mulighed for med et par optikereskruetrækkere forbundet med minidillenæb, at konstruere nogle forbavsende forrykte nye dronologiske mønstre når først man har rodet lidt ved kredsløbet – et uhyre interessant foretagende.

Som nævnt tidligere vil der inden længe komme dejlige smags(lyd)prøver på disse herligheder.

The hunter

Fremvisning af ‘The Reverend of Really Religious Matter’

Polaroid er altså stadig noget af det fedeste ligemeget hvor man er i verden – at man så samtidig får mulighed for at posere i sin wifebeater er bare et ekstra plus.

Der følger inden længe en video hvor man kan se ‘The Reverend’ i ond aktion.

Bboying at Times Square – så har man det sjovt

New York yankee of doom

Fredag aften, 9.45 pm på hjemmeadressen 304 Meserole St/Montrose Av, Brooklyn New York.

Med en temmelig large kaffe i hånden (rygtet lader sig høre (og smage ikke mindst) at deli kaffen er et par alenlange timer gammel men hey den kan og skal drikkes)

Er lige kommet hjem efter en fornøjelig aften i selskab med Jens Kabisch/Evil Knievel som denne aften har afholdt en fin tale om præsidentkandidaterne. En ganske underholdende og umådelig sjov tale skal det siges da Jens tager hele sceneriet under ironisk behandling. Et fantastisk klip af McCain fra Buffalo hvor han er patriotisk til ug mens han hyldes af bifald. Bifald der er Harley Davidsson’s der gasser usandsynligt uhæmmet op og forstyrrer det hele men fuck det er skægt og får stadig smilebåndet til at dreje. Også flere af Jenses fremragende comparisons mellem de allerede eksisterende ekspræsidenters positurer og vores alles Obamas var helt genialt. Det var alligevel ikke småting.

Tænkte at det var lidt på tide at skrive et par ord om mine første overståede knap 4 uger i New York.

Ankom midt-september og tilbragte de første 14 dage på stuegulvet, i 485 Central Park West/110th St, crashende hos en sød veninde med fine fine rare dørmænd og en udsigt lige over til Central Park.

Ca to dage efter ankomst var det tid til den første koncert allerede. Mogwai. I Terminal 5 som minder lidt om vores Store Vega (det var bare lige en etage højere dog) men ellers var det et fedt sted.

Mogwai var latterligt oplagte denne aften og fyrede den ene klassiker efter den anden af lige op i røven på en semi-jetlagged dansker der måtte resignere og bare smile, tænke og konstatere at selv efter denne 5 eller 6 gang jeg har stiftet bekendtskab med disse skotske gentlemen, så var verden pludselig ganske lille og man kunne opleve en koncert med Mogwai (der i øvrigt eksekverede den til dato vildeste version af Mogwai Fears Satan!) på en helt almindelig torsdag et sted på Manhattan, New York. Og det føltes på en eller anden rart og trygt.

De fik som sagt fyret op for gamle streger og meget fra Young Team, Ten Rapid og selvfølgelig Come On Die Young og derudover det konsekvente stroboskoplys der spruttede om kap med en hastigt stigende trang til impulsivt epilepsi-surrogat. Men fuck, det var en fantastisk aften og der fandtes bare ikke nok distortionpedaler man ville presse ned på samme tid mens man drak tåre af øl så store som fyrtårn og man kunne skælde ud på flydende skotsk.

Mogwai i Terminal 5

Så gik der to dage til og så var det tid til endnu en koncert.

Der findes nemlig en fed hjemmeside ved navn www.ohmyrockness.com hvor jeg var hurtigt ude og fik tjekket op på alt musik som kunne tænkes at være noget værd at bruge penge, krudt og energi på mens jeg ville være i New York.

Og listen viste så at tiden var kommet til Low.

Low bliver jeg aldrig nogensinde træt af at opleve live. De er så professionelle, svinedygtige og latterligt nærmest ustyrligt i tjek på deres materiale at gåsehuden er hjemme hver gang. Utallige home-runs ud i følelsesregistret.

De optrådte i Mercury Lounge som var en meget lille joint men til gengæld uhyre intimt og det passer vist forsanger-mormon parret ganske glimrende. De var, ligesom Mogwai, fantastisk nærværende og formåede at ramme langt ud over scenen med hit på hit. De sidste tre gange jeg har oplevet dem har de spillet tracket ‘Murderer’ indenfor de første 3-4 sange og det er ligesom om at når det guds-spektakulære stykke helligdom bliver spillet, så er banen ramt og man kan læne sig tilbage og bare nyde scenariet. Det er som om at det er DET track alting afhænger af. Bliver den sang afleveret til kryds og slange, så kan man være sikker på at resten af koncerten bliver et bid af en tidslomme der strækker sig fra ca midt 90′erne og frem til vores verden anno 08 eller lige deromkring.

De spillede knap to timer og ville mægtig gerne have blevet ved i uendeligheder men da var klokken allerede over midnat og hvis man ved noget om sceneliv, så ved man også at grundet de skulle spille dagen efter i Brooklyn, så er der noget der hedder rydde gear op, pakke, komme afsted, blablablabla…og sove! De er søde er de og altid en oplevelse der kan henlede til noget nær en semi-snert af noget helligt.

Low i Mercury Lounge

Og tja så blev det 5 dagen efter ankomst og altså søndag og tid til tredje koncert.

Han var godt nok kun opvarmningen til bandet Giant Sand men han er stadig det hele værd. Også selvom det kun drejede sig om 10 skide minutter. Manden jeg snakker om er Chad VanGaalen.

Og hvem er han? Well jeg aner faktisk ikke det helt vilde om ham andet end at han har siddet derhjemme i en betragtelig mængde tid og kreeret en plade ved navn ‘Infiniheart’ som er vanvittig smuk og gennemført. Meget anbefalelsesværdig! (og en lille sidenotering: hvis man er tosset med frontmand i Figurines, Christian Hjelm’s vokal, så er denne plade et must. Og gad vide om ikke selvsamme Christian har nærstuderet denne Chad?)

Chad’s performance på scenen er også ganske gennemført da han er ene og alene hårdt arbejdende på sit musikalske pondus kun iklædt sig sin guitar + vokal og så også lige en stortromme på højre fod og en lilletromme på venstre – sådan gør man det.

Stilen er singer/songwriter (jeg hader virkelig den genrebetegnelse!!) men med nerve og kant og underfundige og finurlige detours og så selvfølgelig Chad’s fantastiske fornemmelse for medspil i de smukke melodier han får stablet på benene. Men blev nu ikke snydt – det er ikke fordi dette her er sukkersødt akustisk guitar-petting med ringfingeren dybt inde i hullet og tunge på gribebrættet. Slet ikke. Han sange + tekster er derimod komponeret og designet så ondskabsfuldt, såret og skravlet at det er en form for modellering. At støbe, skabe eller manifestere noget uigennemtrængeligt vedkommende baseret på smukke flader. Svært at forklare. Lyt til det for pokker.

Nok om koncerter i denne omgang.

Jeg er i New York for at arbejde med kunst. Min egen, samarbejder med andre kunstnere og være assistent for et par etablerede kunstnere.

En af de etablerede er Jesse Bercowetz. Jeg fik kontakt til ham igennem min ven Douglas Paulson (det amerikanske medlem af den alletiders fantastiske gruppe Parfyme – http://www.douglaspaulson.com/) som jeg har snakket en del med omkring mit ophold i New York. Planen var oprindeligt også at jeg skulle lave ting herovre med Douglas. Mere om det senere.

Anyway Douglas gav mig et par adresser på nogle af hans venner som jeg burde tjekke ud og skrive til for at høre om jeg kunne arbejde for dem mens jeg var her. Og en af dem var så Jesse. En anden er Matt Bua (http://bhomepark.blogspot.com/)som har gang i kæmpe installatoriske arbejder i et skovområde Upstate New York. Ham besøger jeg nok i næste uge.

Jesse var fantastisk imødekommende og synes det ville alletiders hvis jeg kom forbi og hjalp til så det gjorde jeg så. Jeg begyndte at hjælpe aham llerede indenfor den første uge var gået. Han var igang med at sammensætte en kæmpe installation til en udsmykning af Brooklyn Academy of Music, også kaldte BAM i daglig jargon, som jeg så begyndte at bygge med på.

Jesse’s stil er meget umiddelbar både i den processuelle struktur og i materialevalg. Han genbruger ihærdigt og man kan kalde hans arbejdsmetode for en slags kannibalistisk reinvention. Han og Matt var faktisk sam
arbejdspartnere indtil 2006 (http://www.overcoat.org/)hvor de nåede at lave nogle uhyrlige installationer men slet ikke ser i samme stil, format eller detslige hjemme i DK.

Men det var ret fantastisk at kunne bidrage med min egen erfaring indenfor installationsarbejde og samtidig få ret frie hænder til at kreere elementer der kunne gå i klinch med Jesse’s elementer. Vi knoklede hårdt 10 dage i streg og der var åbning den 1. okt.

Derudover er Jesse en super rar, fin og kanon gæstfri person som samtidig har et stort netværk. Og den slags skal man ikke kimse af i New York. Det er jo også en af grundene til jeg er her. Undersøge, opsøge og netværke med porteføljen under armen. Og lidt har det da båret med sig, da en af dem der bor i samme artist/loftspace som Jesse, Kevin hedder han, var interesseret i at bruge en masse af mine tegninger til en udstilling sammen med en håndfuld andre. Så et lille skulderklap til mig selv og mere blod på tanden til at hænge i må jeg konkludere.

fra BAM, Brooklyn

http://jessebercowetz.com/splash.html

Så var der sidste weekend hvor Douglas havde inviteret til rooftop camping i Long Island City.

I alt sin enkelhed gik det ud på at deltagerne mødtes på en nærmere udvalgt bar, hvorfra vi gik i samlet flok hen til den pågældende bygning hvor vi så bevæbnet med soveposer, tæpper, plastik, skumplader, sejl og andet lir og gear, drog op på taget af denne bygning og ved hjælp af fundne remedier byggede vi os så hver især vores små nomadetelte for at overnatte i det fri.

Første nat var vi 4. Da vi stod op om morgenen var vi så kun 3 da Matthew ikke havde medbragt nok materiale til at kunne bygge sig et nogenlunde ordentligt refugium og måtte se sig nødsaget til at tage turen hjemad i løbet af natten. Vi fandt ud af det om morgenen. Han havde været så flink at skrive en note.

Matthew’s note

Faktisk var det en ret fed måde at campere på til trods for at man skal være indstillet på at finde de fornødne materialer og remedier men det kan sagtens lade sig gøre af små elementer. Ideen var at man kunne campere på denne facon i en hel uge og så drage fra rooftop til rooftop hver nat og folk kunne så komme og gå som de fandt det favorabelt. En slags nomadetilværelse i højden.

Da morgenstunden var ved at oprinde blev vi vækket af en politihelikopter der havde udset sig os som noget der skulle studeres nærmere. I hvert fald nåede denne helikopter at cirkulere rundt om vores site op til 5 gange men dog skete der ikke mere. Det kunne der ellers lige så godt. Politiet herovre mangler ikke undskyldninger for at bryde ind andre folks liv og blande sig.

Men som sagt var vi kun 4 første nat og dagen efter stod i tour-tegn forstået på den måde at Flux Factory havde indbudt til bus-tour rundt til OHNY (Open House New York) som var en slags hjemmebesøg hos forskellige kunstnere og deres værker. Nogle udstillede derhjemme mens andre havde smidt en installation i spil på f.eks en skole. Turen endte hjemme hos Flux i deres bygning, som desværre frafalder deres hænder fra slutning af okt måned – lidt ligesom dengang med A-huset derhjemme. Noget møg ærlig talt.

Flere af de deltagende på denne bus-tour skulle også vise sig at være deltagere til aftenens anden rooftopcamping så 4 fra den spæde start blev til 6-8 stykker.

Rooftop camping, Long Island City

Sidst men ikke mindst er der så det jeg de 4-5 dage har gået og arbejdet på. Det er et instrument som skal bruges til kommende performances og musikalske happenings som skal foregå her i New York engang i november når min ven Kristian kommer forbi (ham som jeg også lavede vindueskarm performance med inden afgang til New York)

Instrumentet hedder: ‘The Reverend of Really Religious Matter’ og vil som en slags stativ man både kan snakke, råbe, synge, messe, prædike i (fordi der vil være en mikrofon i den ene ende) og samtidig vil man i den anden ende kunne aktivere de forskellige effektpedaler. En slags messende religiøs præst der missionerer sine imperativer, bønner, prædiker og bud ud i performance-lignende positur som en anden slags blasfemisk Elvis. Balancen mellem noiserocken og den dennes dronologiske effekt eller tilstræben har mange lighedspunkter med prædiker og anden messende religiøsitet. Man kan altid med fordel se Dan Grahams ‘Rock My Religion’ for at få lidt indsigt i disse ligheder. En smuk og skræmmende film.

Men anyway, tanken er at når vi har bygget vores gear så vil vi formentlig tage forskellige steder hen for at performe – bland andet skal vi nok et smut ned i subway’en og ‘prædike’ efter bedste overbevisning og så må vi se hvad det fører til.

‘The Reverend of Really Religious Matter’

Vindueskarm performance/Houseparty af honning!

Setup i vindueskarm

I fredags (d. 22 aug) holdte mig og min kæreste forsinket housewarming. Derudover fejrede vi min fødselsdag d. 8 aug og som rosinen smed vi lige min afskedsfest oven i hatten (tager til New York den 16. sep i 3 mdr)

Det var uden tvivl en fantastisk aften/nat med kolorit og festivitas og i seng kl. 8 om morgenen og jeg skal komme efter dig. Vil gerne takke på mig og min kærestes vegne for alle de fantastiske gaver! Og tusind tak fordi folk havde lyst til at komme og banke igennem. En strålende forsamling var vi intet mindre!

Men den (anden) egentlige grund til dette indlæg skal findes andetsteds.

Vi er et par stykker der går og roder med musik såmænd. Vi nyder at blande lyd og lys m.m. Byggeri der kan en masse, se ud af endnu mere og i virkeligheden egentlig ikke er meget mere end det man ser. Men disse music racks ejer også en helt særegen skulpturel kvalitet i sig selv. Og konceptet skal såmænd også udvides når turen går til New York. Her snakker vi om at gøre disse performance racks helt enkle mobile. Kunne gå med alt gear af musik og pedaleffekt på ryggen som en anden rygsæk, og samtidig på kroppen bære elementer af pragt og alverdens accessories der kan bidrage til et underfundigt lydbillede. Man skal se det.

Nuvel, min kompagnon (Kristian Byskov) og jeg, tja vores projekt går under navnet: Children Of Terminator X

For dem der ikke kender Terminator X kan jeg fortælle at han var (eller endda måske stadig) dj i rap gruppen Public Enemy der især ejede der kronede dage og høstede enorm respekt i slut 80′erne og op til ca midt 90′erne. Albummæssigt vil jeg sige fra It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back over Fear Of A Black Planet og hen til Apocalypse 91′ .

Men anyway, det Terminator X kunne, og blev berømt på var, at han kunne tale med sine hænder. Terminator X speaks with his hands – bliver der rappet op til utallige gange. Helt enkelt og klart budskab.

Ok, men vi tager så det navn fordi vi ligeledes taler med vores hænder mere eller mindre. Og så fordi (og her kommer der en fin pointe) at til min kærestes og min fest valgte vi at lave en performance i min vindueskarm.

Den tager vi lige igen…. Vi valgte at lave en performance i min vindueskarm. Det skal siges her og nu at min vindueskarm ikke ejer usandsynlig stor kapacitet men ikke desto mindre var der plads til vores 2 racks, en midterstolpe + en overligger med dejligt meget lys på. Det skal selvfølgelig altsammen ses.

Men grunden til denne performance skal også findes i at det slet ikke er særligt ofte at man tager til en privatfest hvor der spillet live musik. Og så slet ikke i en vindueskarm. Vi satte os i hvert fald den udfordring og prøvede at gå til projektet så grundigt som muligt.

Det skal så også lige siges nu, at måden racks og resten af gear skulle arrangeres, var ment således at det kunne udgøre et T (med lidt nødvendig sund fantasi selvsagt).

Jeg har uploadet performancen således at man selv kan tage bestik af situationen nederst i indlægget.

Jeg har ligeledes også i tankerne at uploade en god røvfuld af vores øvesessions nede fra mit værksted. Der er altid en lidt anden følelse af nerve og kant tilstede når det “bare” er practice set i forhold til en performance men der opstår altså seriøst nogle helt uventede guldkorn når man prøver kræfter i lyd.

Nymark, tusind tak for kameraføring.

Kellerkinder

Igår eftermiddag var jeg lige forbi Husets biograf for at tjekke Torsten Meyer’s film Kellerkinder ud. Det var endnu et arrangement fra Jack Stevenson’s hånd under navnet Station 16. Den en times lange film er en kavalkade af spektakulære acts/performances fra diverse New York undergrundsbands filmet med håndholdt kamera og lige i orkanens øje so to say. Virkeligt intimt og uhyre vedkommende. De forskellige acts rammer alle på sin vis en hvis energisk, fanden-i-voldsk attitude som vi slet ikke ser herhjemme i samme omfang. Det er hårdtslående udtryk der indeholder lige dele energisk kompromisløst udladning og fantastisk opfindsomhed.

De musikalske genres diversitet strækker sig over New Party, Tribal Electro, No Wave, Punk Noise og Jazz Disco Inferno intet mindre. Bands repræsenteret er : Aa (Big A little a), The Death Set, Japanther, Matt & Kim, Double Dagger, The Fugue, Morricone Youth, VAZ, Lightning Bolt, USA Is A Monster, Little Women, Ocrilim, Owl Xounds Exploding Galaxy og Hillmer Looker Pride Trio.

New Party må være Matt & Kim som fyrer op på 718 Brooklyn Diner i juni 2006. Et to-mands band bestående af trommer, keyboard og sang. Foran dineren lukker de op for easychord sing-along punchline attack som får et publikum til at gå temmeligt grasat. Det er semi jovialt med med nerve. Det er fest og fantast men med kant og uden slesk leflen. Der er vældig meget potentiale tilstede og generelt emmer de fleste af filmens indslag af potent gennemarbejdet luksuriøs ekspressivitet.

Tribal Electro kunne eksempelvis være Aa, som i deres lyd kunne stikke lidt til referencer såsom tidlig Animal Collective og Liars. Masser af percussion ekspederet videre i et langt forløb med elektroniske hjælpemidler. Det er fedt filmet og videoens indlednings act. Ligner lidt en baggård. Optaget på Scholes Street. Utrolig autencitet der gør billedfladen seriøst levende. En fed intro. Man gør sig klar. Elsker at se musik på stort lærred. Det næstbedste.

Mange af de forskellige bands opererer i No Wave feltet bare i en ny og mere genovervejet up to date rå, intim stil. Ikke dermed sagt at No Wave stilen der gjorde sig gældende i de gamle CBGB dage ikke ejede dette udtryk men der er alligevel noget nyt, friskt og særdeles anderledes over denne neo No Wave, der sætter en anden ekspressiv attitude over bords og indkapsler en sfære af ny livslyst. The Death Set, Japanther, Double Dagger, The Fugue, VAZ og Lightning Bolt eksperimenterer alle indenfor feltet. Nogle med mere held end andre bevares men grelt bliver det aldrig. Altid en fornøjelse at blive udsat for noget nyt og smukt. Alle jonglerer de på en tiltende balancegang i kraft af fantastiske spektakulære performances der leverer overdådigt overskud (men stadig på balancegrænsen til næsten lige at kamme over og ende i en malstrøm af obskurt kludder).

Punk Noise kan eventuel katagoriseres under hhv. Japanther (smukt iscenesat af en tyk sød forsanger der kærligt fravrister sig og nærmest agerer udbryderkonge af sin trøje under den soniske akt). Klippet er skudt hos Uncle Paulie’s og ligner seriøst en meget lille introvert joint hvor nichegenren får fuld opbakning (notat til mig selv; husk at opsøg disse små undergrundsanliggende!). Lightning Bolt’s to-mands inferno på bas og tromme, iført foruroligende masker og et skarpt enkelt bas ostinat, leverer ligeledes en tråd af lige dele punket attitude og noisy bølgebrag i Above The Auto Parts Store. Der er voldsomt proppet og alting emmer og damper over i ren eurofori/frustration. En fin cocktail. The Death Set banker også temmeligt hårdt på volumedøren med speedfrenzy punknoise og optagelsen er ligeledes fra Uncle Paulie’s og selvfølgelig er der pakket grotesk til randen med ivrige unge, der øjner sig en chance for at styre dem selv mod et mål af fysisk udladning. Det er vanvittigt og intenst.

Jazz Disco Inferno genren er temmelig identisk med en masse af Free Jazz genrens kriterier bortset fra den energi, attitude og anarkistiske velovervejethed disse bands smider for dagen. Vi snakker bands som Owl Xounds Exploding Galaxy og Hillmer Looker Pride Trio der lukker den af på hhv. Cake Shop og på Clinton Ave. Sidstnævnte band er filmet med en slags stroboskopagtigt effekt der pirer til kuller i panden. Semi epileptiske tendenser om ikke andet. Det er småhårdt i længden. Men musikken… masser af ustruktureret struktur, samlet og genereret forfra i droner. Masser af gåpåmod, vedkommenhed og intimitet i skæret af selektive instrumenteringer. Noget er super fedt. Andet er knap så langtidsholdbart men nevertheless er mødet med dette nye altid værd at have in mente. Fælles for disse genrer er deres evne til pågåenhed. Alle ejer de et tvist eller en konstrueret fejl og mangel. Charmerende.

Der er selvfølgelig flere forskellige indslag end dem jeg har nævnt her. 14 i alt faktisk. Og diversiteten er stor. Jeg har bare prøvet at indkapsle et par af genrene med lidt navnspålæggelse. Der er flere der falder uden for kategori (sagt i bedste Jørn Mader stil om en stigning på Alpe D’Huez (hvor de fleste ryttere så efterfølgende vil falde fra som fluer og kun en enkelt vil stå frem og køre de andre fuldstændig i sænk – den store brune spanske muskel, se den arbejde… eller noget i den stil sagde han vist engang)).

Det mest iøjenfaldende denne dag var dog det manglende publikum til denne undergrunds tour de force. Jeg var den eneste i salen!! Hvad sker der for den københavnske undergrund tænker jeg? Folk/musikere/lyd-og-performance interesserede m.m. burde da være temmelig klar på at stifte bekendtskab med hvad der rører sig på fremmede slagmarker, for jeg kender da virkelig mange der opererer inden for dette eksperimenterende element. Det kom i hvert fald bag på mig. Til jer; i gik altså glip af noget fantastisk potent materiale så se den næste weekend samme tid, samme sted.

Matt & Kim i aktion

- Meget kunne være anderledes… En hilsen til Storm P.

Tja det er vel knap 14 dage siden at jeg var forbi Brøndsalen i Det Kgl Danske Haveselskabs Have v. Frederiksberg Runddel for at tjekke denne hyldest til Storm P. ud. En god håndfuld samtidskunstnere var inviteret til at hylde Storm og det blev en mangfoldig og ret humoristisk oplevelse.

Startende med en overvældende episode af nærmest chokerende karakter. Var på vej til Brøndsalen og kom kørende på modsattes side fortorv på min cykel i usandsynlig langsomt tempo da jeg kunne se et ældre ægtepar (eller omkring de 50 i guess) og ville, fornuftig som man nu engang er, tage hensyn og sætte farten betragteligt ned, så ingen ville blive synderligt påvirket af min åbenbart åbenlyse kriminelle intentioner. Og så har nogle måske allerede gættet hvad der skete. Jeg havde godt luret lidt af manden var en af de der typer der på afstand demonstrativt ligesom viste med sit kropssprog, at her var der altså en situation han absolut ikke helt var tilfreds med. Man kunne næsten føle vibrationerne fra hans dirrende næsebor og lugten, den emmende klamhed hans nu ret så parate inderhåndflader havde udviklet, lå stortyk i luften og ventede bare på at omklamre mit ansigt so to say. Idet jeg kører forbi ham (begge vores højre side, for orienteringens skyld) skubber/tager han fat i min arm væsentligt hårdt mens han siger: Hvorfor gør I sådan noget!?!. Du må ikke køre her! ….. ! A hva for noget? Hov, hvad skete der lige der? Må man det? Resolut og som reaktion på hans aktion vender jeg må om, peger usandsynligt hårdt og udbryder (i chokagtig tilstand) Du skal fucking ikke røre mig!

Ikke den mest fantastiske reaktion jeg længe har præsteret I know, men jeg var næsten passivt lamslået over at nogle mennesker mener at de kan påtage sig en tjans som lige dele lovhåndhæver/dommer/betjent og elendig gårdvagt. Jeg bliver chokeret over at han virkelig mener han skal (hader at bruge dette platte ord men i manglen på bedre må det være sådan for nu) krænke mit frirum i det offentlige rum og lege autoritetsfarmand. Der var ingen grund til det. Jeg ved jo godt det er ulovligt ja uha uha men jeg havde taget mine forbehold og sat fart helt ned. Ingen fare på færde. Suk… well… det irriterer mig bare sådanne episoder. Bagateller altså.

Da jeg omsider nåede frem til selve udstillingen, drøftede jeg episoden med nogle af de andre og det viste sig hurtigt at de fleste har oplevet den slags situationer hvor det kommer helt bag på een (både aktion samt reaktion). Jeg fandt i hvert fald ud af, at et yndet sted og få den slags oplevelser skulle efter sigende være langs søerne. Der må man for guds skyld ikke trille meeeeeeeeget langsomt på sin cykel. Det koster. Nu ved du det.

Anyway udstillingen, ja. Smuttede som det første ned og iagttog A-Kassens Vortex i søen ved siden af Brøndsalen. Det kørte vist ikke helt som smurt idet en gren havde lagt sig på tværs midt i malstrømmen. Lidt ærgerligt. Ellers en ret fin ide. Og uhyre subtilt underspillet.

Valgte Ikke-Kunst døren i indgangen selve udstillingen. Ved ikke om det betød det store. Nok mere et eksistentielt anliggende, grebet i en spontan handling. Men meget finurligt at være nødsaget til at tage stilling. Følte lidt at hvis jeg valgte forkert ville jeg blive mobbet i bedste klassisk The Wave stil. Ergo, måtte selvfølgelig partout vælge Ikke-Kunst. Sådan er reglerne.

Videre til lidt Søren Behncke og pappens tour de force. Ingredienserne til en hjemmelavet bombe er tilstede. Alting er sirligt og en koncentration er lagt for dagen rent formelt. En lidt anden side af Storm P. vi ser præsenteret her vil jeg mene men der er attitude i skidtet og det betyder noget. Ikke sådan en slags P3 agtig crowdpleasing af den slibrige slags. Mere end form for slikken på et glasspejl formet som en Rubik’s Cube, kant på alle sider. Ak, alt den metafor snak. Men sådan er det nu engang.

Henrik Menn´´e (forstår altså ikke at min computer ikke kan fatte, at den skal lave tegnet ordentligt?! Undskyld Henrik, jeg må snarest finde ud af hvad der skal trykkes på så jeg kan lave det tryk optimalt. Det andet her er altså småfrustrerende i længden) er altså ret sej. Jeg elsker i allerhøjeste grad alle hans finurlige, indviklede og underfundige maskiner til det ene og andet formål. Anordning hedder hans bidrag. Det er rigtig Storm P. materiale og det bedste… nej næstbedste på udstillingen set med undertegnedes øjne. Det er med andre ord en allerhelvedes meget påstyr og byggeri for så lidt (eller det er jo så meget sagt. Småting er det jo heller ikke) Men det er en, formelt set, lækkerbidsken af en konstruktion der via kamera, låg fra Nescafe og andet godt samt tv, sammensat og effektueret giver flotte hjemmelavede fintfarvede kaleidoskoper vist på en fladskærm. Højteknologi møder primitiviteten og går op i en højere enhed. Masser af leg. Masser af håndværk. Og en fantastisk alenlang omvej for at komme i mål. Det er skide godt.

Det sidste jeg vil nævne (og udstillingens bedste bidrag) må være Hartmut Stockters værk: Duftcyklen. En fin ombygget ladcykel der med sin overdimensionerede bliktragt foran kan, for den der har mod på natlige sanseoplevelse, tage åndedrætsmasken på og indfange dufte der tilbydes i forårets kåde fuldflorstid. Det er en helt simpel Storm P. gestus der i sin enkelhed er så indtagende og bedårende tiltrækkende at man bare vil prøve en 10 kilometers tur gennem københavns gader med pitstop i Botanisk Have. Frisksindigt, openminded og med et barns nyopdagede naivitet. Et virkelig fedt værk. Ikke så meget pjat. Bare op på cyklen og beløn dig selv.

Derfra kørte jeg den dag direkte i Cinemateket og fik en anden belønning i form af Ripley og helt andet maskineri.

Tommy P fremviser stolt A-Kassens honorar for bidrag.

Tanker fra en gallericykeltur

Tror det var i lørdags, at vi var 3 stks der tog cyklen frem i det gode vejr for at tjekke lidt Valby kunst ud. Men bare cykelturen i sig selv i det fantastiske vejr var en fin gave. Hold kæft det er noget man har gået og savnet!

Anyway, vi gjorde første stop i Larm galleriet for at tjekke Christian Achenbach og udstillingen Ghostwriter ud. Det (well næsten) første man lagde mærke til var, at samtlige malerier var solgt (på nær et enkelt der stod tilbage og lignede ham der altid bliver valgt til sidst når der skal spilles indendørs fodbold (måske pga fraværet af de rigtige blå/hvide Adidas indendørssko eller slet og ret fordi personen er en matematikgeek og derfor overhovedet intet aner om VM ‘86 og det ligeledes fantastiske fravær af Søren Lerbys benskinner (hvilket den dag idag er ret forbudt har jeg ladet mig fortælle))) – bortset fra det var det en lidt blandet omgang. Der var måske en lille håndfuld værker der virkede og det var mest de små. Ellers lignede det meste sekundære udgaver af Andreas Golder, som pt. stadig er aktuel på Arken, bare en anelse mere uvedkommende og knap så intenst (de to skulle efter sigende også være venner så, well it makes sense).

Nogle af de værker der havde potentialet til at virke var sjovt nok også dem der mindede om tidligt Tal R i farver, striber, og måske endda komposition. Men ellers ret tidstypiske elementer i motiv valg såsom bands, musikinstrumenter, hænder, flere instrumenter (ok det handlede måske primært om musikalsk struktur/druktur) og ellers andet forgodtbefindende scenelir. Foretrækker nok mere Golder’s fanden i voldskhed men der var da et par gode snaps til stede.

Christian Achenbach – fra udstillingen Ghostwriter

Efter Larm røg vi forbi Mogadishni for at lure lidt på Rebeca Laney og udstillingen The Party Shop. Det var en yderst tøset affære men ikke desto mindre var der faktisk potentiale i skidtet helt afgjort. Hendes tegninger på væggene gjorde ikke det helt store indtryk. Ej heller de mange små lærreder. Der skete først noget da jeg lurede, at hun faktisk havde gjort sig i pyrografiens verden (wood burning). Det gjorde mig selvfølgelig glad at se andre end mig selv lege med det element men samtidig bliver man temmelig hurtig stejlende over at man ikke bare for en gangs skyld kunne have lidt materialevalg i fred?! hm… nå men skidt pyt. Hendes træbrænderier var af utrolig sirlige nærmest skitserende karakter og fungerede nu ret godt som støttekrykke til alle hendes andre sirlige tøsegenstande. Og hendes hyldest til semi precious stones var ret fint – smykke sten klistret på en træplade af tavle karakter og brændt sirligt omkring. Helt ok og ret fjollet.

Noget af det fedeste var dog næsten den skulpturelle vinylpladespiller der spillede en sang i lystigt melodiøst up-tempo, og på spansk. Igen sirlig og sølvpapirsbelagt bevares men faktisk var der på melodisiden enormt musikalsk potentiale. Virkelig poppet på den fine måde uden så meget pis og godt med semi slør på lyden. Jeg røg over i tankegange som Ariel Pink pga af den næsten kompromisløse tilgang til emnet og fordi det bar præg af en hyldest til D.I.Y. genren. Det eneste problem (for undertegnede) var bare det lidt lettere irriterende el-orgels agtige indprogrammerede swing beat (som Stereolab eller endda Suicide virkelig formår at operere med) som satte en stopper for at værket røg helt op i den onde ende af det virkelig lirede. Men det var en ret fin oplevelse til trods for AT HUN FULDSTÆNDIGT HAR HUGGET MIN PYROGRAFI IDE! Skam dig.

Videre til Helene Nyborg Contemporary og Peter Callesen.

Udstillingen hedder i sin enkelthed Paperman og det er en titel der lever op til sit navn in deed. Det rigtige smarte og fede ved Callesen er, at han har fundet en niche og totalt afsøger samtlige områder ved elementet og det giver et overskud udstillingsmæssigt set når man besigtiger værkerne. Udover dette hersker der ingen tvivl om at man bliver i særdeles overbevist. Og overbevist i sådan en udstillingssammenhæng betyder, at der ingen tvivl hersker om at dette scenario er gennemført ud i yderste detalje bogstaveligt talt.

Der er tale om elementer der berører liv, død, krop og en humoristisk tilgang til en diskurs om dualismens fortælling. Helt enkle ideer der bliver udført og bragt til live med enorm elegance og tålmodighed. Nogle gange nærmest grænsende op til det uhørt banale men ikke desto mindre virker det og nok mest pga af det samlede bombardement der henfører iagttageren i en slags overgivelse.

Der er flere værker der er nævneværdige. Half way Through værket hvor et skelet nærmest er kravlet ud af sin skal og nu istedet er oppe i en siddende positur og ser fjoget og smilende ud og hvor resten af den fysiske krop bliver liggende tilbage på jorden. Eller Crying My Eyes Out hvor Callesens selvportræt grædende bogstaveligt talt næsten er på grænsen til at blive en kende for patetisk men alligevel rammer vi aldrig over den tærskel netop fordi man ved, at der er meget mere på spil i det overordnede samspil. En hårfin balance, brilliant afstemt.

Og så er der jo også Broken Image som er et fint utopisk værk hvor hr Callesens ansigt i profil er smadret og tilbage ligger alle skårene fra platten. Igen er der humor men også bevidst afstandstagen fra det præsentiøse navlepilleri afvæbnet med smil. Og knagene godt håndværk (også fra dig Marie )

Paperman er altså seriøst et frisk pust og kvalitativt noget af forårets bedste.

Herefter røg vi vist op i Bendixen Contemporary Art. Mest for at tjekke Torben Ribe ud men Maiken Bent havde også taletid.

Reconsidering Everything (again) hedder Ribes bidrag. Og det er altså pissefedt og enormt underholdende! Her er også vældig utopi og store armbevægelser. Mandshøje bøger i MDF-plader og med fine sirlige blyantstreger der udgør det for sider. Helt enkelt og altså ikke der man skal ligge fokus. Bøgerne er ikke til gennemlæsning. Fokus er på de mange underfundige titler på bøgerne og det er igennem denne livline, at publikum skal finde forløsningen (eller forvirringen). For titlerne postulerer bizarre samt underfundige fraser som man som iagttager kan tage op, overveje, reflektere over og så enten danne sig billeder, udtryk, situationer og dets lige eller simpelthen bare ryste på hovedet.

Fælles hovedtræk ved titlerne synes at være lige dele kunst/kustteori, kapitalisme, forbruger/konsument tematik og ellers godt på mede vanvidshumor krydderiet.

Titler som Nougat – Utopian And Scientific, hvor man ser en temmelig slidt grønlig bog med tape på de værste grelle steder. I midten en fantastisk stjernehimmel. Og så er det at man efter sine bedst mulige kompetencer indenfor reflektion såvel som fornuft, prøver at stykke en historie sammen og forestille sig hvad siderne kan byde på af fotos, tekster, bidrag m.m. (undertegnede brygger pt. stadig rundt på ting og sager).

En anden god titel er The Abuse of Beauty – on wifebeating and colors, flot serveret på en pang farve forside i bedste konstruktivistisk stil. Pink, gul og kant og håndværk. Det er alligevel overvældende. Igen humor, grotesk bevares og ligesom før er der lagt op til at konnotationerne lader sig rode rundt med efter forgodtbefindende. Enkelt og uhyre effektfuldt.

Små (i store formater dog) indgreb der kryber ind under huden og der er mange af disse finurligheder. Tørt og med kant og med fantastisk håndværk in mente. Keep up the good work siger jeg bare.

Torben Ribe – fra udstillingen Reconsidering Everything (again)

Og det var så Valby i denne ombæring. Vi satte kurs mod Stefan Rotvits udstilling hos Danske Grafikere i midtbyen. Og selvfølgelig snyder man ikke sig selv for en blændende fantastisk tur gennem vestre kirkegård, hvor det er en cykelist pålagt at man tager turen ad den rustrøde bronzeløber. Suverænt område.

Rotvits tegninger på udstillingen The New Flesh er en underfundig blanding af abstraktion, nonfiguration og med sirlige tålmodighedsprøver på ren automatik. Noget virker, andet virker knap. Men krop og landskabs elementer leger hånd i hånd og der er lagt op til leg og ballade dekoreret med humor for den enkelte iagttager. Det er et stykke tid siden jeg har set Rotvits ting men jeg mindes mange af hans ret cool kuglepenstegninger tilbage fra akademi dagene. Måske skal man bare lige vænne sig til denne stil han har disket op med på udstillingen men ellers var jeg ret glad for kuglepens historierne. Der er helt klart noget på spil og fræk finurlighed med en god portion attitude tilstede på udstillingen. Kan enormt godt lide den ret så direkte tegning af de fineste speedoo’s (tætsiddende underbuks/badebuks) med tilhørende ubeskrivelig mængde hår der vælter voluminiøst ud over alle kanter og folder. Dette og så med håndværket fungerer sjovt.

Men det ubestridt mest lirede var kataloget med de 30 tegninger bragt til live i udstillingens øjemed, godt hjulpet på vegne af Smittekilde. Det er satme et lækkert design og fantastisk fyldigt. Elsker den Do-It-Youself stil, også selvom det kræver en 48 timers vagt uden søvn. Det unikke vinder altid. Håndlavede dishes af højbelagt glans.

Vi endte dog mest med at sidde udenfor og bare nyde sol og øl. Klokken var vist også tid til at lukke og Mr Rotvit skulle videre. Og på den anden side af vejen lå Kgs Have og på den anden side af den lå Cinemateket etc etc.

Carrie

Ok, og så var det søndag og datoen var den 27 april.

Efter at været kommet lige en røvsnaps for sent til cover-shooting på A-Kassens nye bog (men dog tids nok til at få kørt en kaffeskid i stilling med hænderne fulde af bastogne kiks og Jernbæks Cake Of Waste), var vi to stks der røg i Kgs Have for at nyde solen inden programmet hed; 1) thai mad, 2) Carrie i Cinemateket. April måned har været ganske fordelagtig set med science-fiction-gyser samt krigsfilms øjne.

Carrie er kort fortalt Brian De Palma’s mesterværk baseret på romanen af Stephen King. Og ikke mere om det. Det var i særdeleshed kort fortalt.

Den er fra ‘76 og derfor, ligesom Alien - Den 8 Passager, fra en tid hvor der skulle afprøves nogle forskellige virkemidler. Blandt andet lige der hvor Carrie har hendes 15 minutes of særdeleshed fame i gymnastiksalen, hvor billedet bliver delt i to, så vi både kan se Carrie’s seriøst ubehagelige blege mimik i de splitsekunder det tager at tæske og dele ud af den onde katastrofekasse til samtlige elever via hendes nyopdagede telekinetiske evner, samtidig med at man så ser eleverne stritte en efter en (eller mange på een gang, det afhænger af situationen bevares).

De billeder samt den umiskendelige lyd af eksekveringen af Carrie’s dødsdom til de udvalgte elever, sidder ganske naturligt fast på nethinden efter sådan en bif tur.

Det og så selvfølgelig Carrie’s mor Margaret White, som filmen igennem er ubehageligt konstant opslugt af den kristne tros gøremål/flid samt håndhævelsen heraf. Der skal bedes konstant. Det er sygt og skræmmende. Hun spiller den rolle fantastisk overbevisende. Føj. Og selvfølgelig prøver hun at slå hendes egen datter ihjel, da hun jo selvsagt har dødsdømt sig selv, idet hun fremviser hendes telekinetiske kræfter, hvilket jo, set fra moderens synspunkt, gør hende til helvedes afkom. Slægt af satan. Intet mindre.

Mange fine små historier på samme tid. Og med en John Travolta i en ægte bandit rolle med hår på brystet og jeg skal komme efter dig. Og nær slutningen drømmer Sue, at hun lægger blomster på familien White’s gravplads (dvs, huset brænder ned med begge hvor de gemmer sig i det lille kammer – Carrie’s stuearrest palace), og op af jorden kommer Carrie’s hånd og griber fat i Sue’s og Cinemateks salen får et chok (min kæreste deriblandt) hvilket giver mig et chok osv osv. Den slags effekter der i en lang årerække fremover ville blive fremført i Nightmare On Elm Street filmene bl.a. (med Mr Fred Kruger, hvis ansigt er mere foldet end alverdens dej hængt over bommene på en atletikbane….aha). Anyway. Filmen opererer med begrebet Das Unheimliche som både Nightmare On Elm Street, Fredag Den 13 og Poltergeist filmene op gennem 80′erne rodede med. Nogle med større succes end andre bevares. Det var en ret fin periode.

Men alligevel er der tilpas meget underspillethed over den film, så man stadig kan få det ganske klaustrofobisk. Det er en fed film. Og den virker endnu mere intimiderende up-close.

Alien – Den 8 Passager

Fredag (d. 25) var en god dag. Efter et par timers sjov og ballade til fernisering på opfindelser i bedste Storm P. stil i Brøndsalen v. Det Kgl Haveselskabs Have (hvilken jeg nok anmelder eller fortæller lidt om i et andet indlæg), fik jeg endnu engang fornøjelsen af at tøffe forventningsfuld mod Gothersgade, nærmere bestemt; Cinemateket.

Aftenens program: Alien – Den 8 Passager . Intet ringere! Føj jeg glædede mig da. Selvfølgelig gjorde jeg da det. Endnu en sci-fi kult klassiker af denne måneds famøse perlerække af godter. Og denne gang var det Ridley Scott der leverede lir. Og ærlig talt, det er en fantastisk vanvittig enkel og lækker film.

Filmen indeholder så meget guf, at jeg næsten er helt i tvivl om where to begin.

Alle 4 Alien film består af samme grundkerne/historie/koncept i mere eller mindre nuanceret grad men eftersom det er 4 forskellige directors der har stykket hver respektiv film sammen, så er der altså fantastisk stor forskel på hvordan de har grebet udfordringen an. Og i den sammenhæng er det for mit vedkommende utrolig svært at skulle udnævne en af dem til at fungere bedre end en anden. De fungerer efter min dom ganske suverænt i hver deres niche og alt efter hvilken historie de nu engang har skulle fortælle. Der er selvfølgelig et par punkter man kan fremhæve, for det er nok ret oplagt at Alien 2 (Aliens), var meget mere baseret på det hævntørstige togt samt higen efter action packed retaliation, eftersom at Alien – Den 8 Passager bar mere præg af, at være en film af mere underspillet karakter, der fremhæver og leverer en mere klaustrofobisk og frygtindgydende tilstand i beskueren (i hvert fald hos undertegnede).

Alien 3 fremstår som den rendyrkede psykiske terror på flere niveauer hvor vi finder fjenden – the beast – i karakterene selv, i kraft af afmagt, ustabilitet og mødet med det ukendte (eller med det afvænnede i en forstand) samt i mødet med det helt deciderede fysiske fremmede. Charles S. Dutton leverer en pragt præstation i den film som enklave præsten, der formår at holde den psykisk ustabile møgkriminelle menigmand på ret køl.

Alien 4 – Resurrection, er den svære efternøler der igen, som 2′eren, spiller på action packed performances. Den kom 5 år efter 3′eren og 18 år efter 1′eren. Det er vel en slags efternøler? Men nevertheless fungerer den også fantastisk. Og plottet er måske også den eneste måde man kunne blive ved med at holde liv i den to-mundede legende med syresavlet. Og det er filmen der viser Ripley som usandsynlig mægtig. Overnaturlig, bevares. Men helt tilbage fra Alien – Den 8 Passager var hun en personifikation af et stærkt kvindekøn eller hvad man skal kalde det. Pissehård, fokuseret, loyal m.m. men samtidig også en fællesnævner eller en rimelig god repræsentation af os som menneske, der handler efter bedste overbevisning i en fantastisk urimelig situation.

Men tilbage til 1′eren.

Nostromo – det er da også bare et fantastisk navn til et rumfartøj. Fra italiensk og betyder sammentrukket Our Man. Direkte oversat betyder det desuden en der er ansat på dækket på et skib. Nostromo er ydermere navnet på hovedpersonen i Joseph Conrad’s roman af samme navn, hvor man følger anti-helten Nostromo.

Hvorfor jeg lige skulle have det med aner jeg virkelig ikke – vejret er også usandsynligt godt udenfor idag.

Det der også lige slår mig angående 1′eren er ligheden mellem Kane og Thom Yorke (forsanger i Radiohead).

Men i bund og grund er 1′eren fantastisk klaustrofobisk og vi er altså stadig i den spæde æra af science fiction effekter der skal afprøves. Hvilket gør, at der er nogle sekvenser i filmen hvor det ligesom kammer over. Som f.eks da Ash er blevet tæsket godt og grundigt i stykker og Ripley prøver at kickstarte de usammenhængende rester af ham. Et par lodninger her og så virker han. Og hun har lidt problemer med at sætte hans hoved ordentligt fast på bordet.. Prøver et par gange. Nej. Og KLIP, så sad Ash lige pludselig usandsynlig godt fast i det bord. Fantastisk. Intet mindre.

Men når det er sagt, så skal man så også lige tage hatten af for de effekter der er lagt på hans stemme i selv samme ombæring. Det er altså seriøst dejlig elektronisk robotstemme de har fået oparbejdet der.

Lyd og farve på de slidte eksemplarer de ejer i Cinemateket er altså også nævneværdigt. Selvom der er lidt striber hist og her, så fremstår det totale billede så voluminiøst og vedkommende at det til tider næsten kan blive skræmmende. Om ikke andet er det charmen ved at se eller gense nogle af de udødelige klassikere på bredformat.

Alien er sgu en grum film. Det må blive de afsluttende ord på den sag.

Ariel Pink

Velkommen til denne kontinuerlige tråd om Ariel Pink og om hele det univers dette end må medføre.

Ariel Pink er ikke et navn. Ikke i en sådan forstand. Det er et kunstner alias. Og der er endda et mere udvidet projekt involveret under dette alias sågar. Projektet hedder Ariel Pink’s Haunted Graffiti. Og ikke nok med det. Projektet er en enmands hær set versus det kommercielle musik empirium, forstået på den måde, at det Ariel formår at gøre med sin musik ikke er en direkte reaktion mod popindustrien hvor der partout skal indgå kritik af selvsamme i tekster m.m. Snarere er det en udvikling af begrebet D.I.Y. ( Do It Yourself ) princippet, som er hans egentlige ærinde og dermed kan man se det som en indirekte reaktion mod den mainstream af ligegyldighed vi har overflod af.

Ariel Pink hedder i virkeligheden Ariel Marcus Rosenberg og jeg stødte tilfældigt på hans musik efter at have downloadet noget tilfældig ukendt musik på nettet.

Nogle ting glemmer man aldrig og jeg glemmer heller ikke det første møde med lyden af hans sus, kridhvid støj og superkomponeret potent energi. Nummeret hed Kate I Wait og er fra pladen The Doldrums, som udkom i 2004 på forlaget Paw Tracks. Rygtet siger, at det var Animal Collective der sørgede for kontrakten efter at de havde hørt mange af de tracks ( der senere blev til Doldrums ) på en cd-rom, de havde fået af Ariel som hand-out ved en af deres koncerter og efter et års tid gik det op for dem hvor fantastisk hans musik i grunden var.

Men det var i 2005 jeg blev inddraget i hans univers. Dengang havde jeg ikke engang en mp3 og jeg husker at det var om sommeren jeg begyndte at høre hans musik, lige en lille uges tid før jeg skulle på interrail. Jeg mindes at jeg var ved at gå ned indvendigt over at skulle være væk fra den musiks tiltrækningskraft i over en måned – det var uudholdeligt mildest talt! For jeg var ramt, for helvede jeg var blevet kørt over af hans lyd! Og det var i en sådan grad jeg slet slet ikke kan huske hvornår sidst skete ( if ever! ). Mens jeg drønede rundt i de franske TGV toge tænkte jeg kun på Grey Sunset. Mens jeg stod på dækket af båden der fragtede mig over Den Engelske Kanal stod jeg udelukkende kun og nynnede tonerne af Young Pilot Astray det bedste jeg havde lært ( hvilket på det givne tidspunkt var en anelse ringe da jeg ikke havde haft meget øvetid ).

Men måske kender man følelsen. Den der kilden i kroppen over, at man er stødt på noget helt nyt og ganske anderledes. Og mens man gennemlytter tracks’ne, nyder man at være på det stadie hvor man ikke helt kan gennemskue og holde orden på de forskellige inputs. Man har problemer med at adskille alle de informationer man bliver bombarderet med men følelsen af at man bare må have mere, ligger og tærer i hver en krog. Det er en fantastisk periode. En helt særlig ubeskrivelig lille plantage af velsolid plantet euforia, der sprøjter sine små eksplosioner ind i ens system som derefter forplanter sig og gror sine afgrøder større, så høsten man i sidste ende tager bestik af, bevidner en dimension af helt næsten unaturlig karakter.

Men hvem er han så? Hvad er det han gør? Og hvad er det han gør så fantastisk godt?

Well, den slags spørgsmål tager sin tid at besvare men jeg vil forklare så godt som jeg er i stand til.

Ariel er indbegrebet af vores samtids allerstørste nyfortolker af D.I.Y. genren. Det han formår er, at tage tråden videre fra han store inspirationskilde og ven R. Stevie Moore, som i grunden gjorde hvad Ariel gør nu. R. Stevie Moore har bare gjort det i 40 år ca. og på nogle andre præmisser og opnået andre resultater men ikke desto mindre var han ligeledes et ikon for en tid, hvor D.I.Y. genren slet ikke var defineret endnu. Ariel har videreudviklet genren, taget helt nye unikke elementer i brug. Han gjort udtrykket endnu mere kontemporært. Brugt nye finesser og slækket på andre. Fundet en egn, sit trademark og gennemført det 200 %!

Som sagt er Ariel en enmandshær. Hans musik…kan næsten ikke beskrives. Det skal opleves, høres, smages og mærkes.

Alt hvad man ligger øre til, alt i hans produktioner er distribueret fra hans hænder. Alt fra guitar til keyboards. Fra bas til tamburiner. Alle vokaler er hans. Fra den dybe der flænses tværs over af hans overdrevne insisterende falcet. Og så måske lige 2,3,4 andre dubbede vokaler på samme track. Jo, der er plads endnu. En enkelt falcet til. Og lidt lyd. Lidt susen og lidt piveri. Et par klik med tungen og måske lidt fjern rallen. Der er plads til det hele og det hele bliver brugt. Selektivt. Nøje udvalgt og udtaget til hver deres ståsted. Hver ting til sin tid og gerne i samme ombæring. På tværs af skæring.

Men Ariel går hele vejen. I manglen på bedre og med ideologien om enmandshærens fremrykning over de golde stereotype airplay marker, vælger han at lave samtlige trommer på samtlige recordings med hans mund. Jo, jeg synes godt jeg kunne høre at lyden på trommerne, dengang jeg hørte de allerførste tracks, var lidt sløje. Lidt mudrede og næsten aldrig helt identiske. Så var det, at jeg fandt ud af, at det var der en grund til. Alt hvad der skulle til var ideerne. Og så rode lidt på mixeren. Så blev man hurtigt som lytter narret. Lilletromme lyden kunne være skarp som i Shaven. Eller nærmest helt hul som i The Bottom. Eller med flanger effekt som på Until The Night Dies. Og så måske lidt baggrunds sus som på Envelopes Another Day inden kaskaderne fra det som lyder som 1000 keyboards, gennemtrænger lydsfæren og diskanten bliver seriøst en intimiderende sjæleven.

Stortrommen er som altid lige dele stump lyd og klikkende tre kvart fyldt sandsæks terapi. Nogle gange tight, andre gange fuldstændig ude af konstruktion, helt derude hvor alting ramler og der famles for at komme back on track. Men tungen lige i munden og man følger intenst det næste knæk.

Og resultatet ender altid op med at være en balancegang mellem det sublime mesterværk og den næsten konstante overhængende fare for fatal tilintegørelse. Og det er imellem disse poler at tilfredsstillelsen kræver sin ret.

At lytte til Ariel’s kompositioner er en slags test. Det kræver meget. Men til gengæld er der uendelige benefits for den tålmodige. Musikken ejer et udtryk der minder om en slags tidsrejse gennem 50 år, hvor hovedrakettens drivkraftsturbiner er den lille runde forhøjede knap på en radio man drejer på i forskelligt tempi, som så derved giver radioen liv i lyd og lige dele støj og fragmenter af vilkårlige passager, forenes i et helt særligt homogent univers.

Det er sammenstødet mellem rendyrkede drilske pop fragmenter, der smadrer hovedkuls ind i en mur af susende lydbanker. Et tapet af diversitet så energisk og insisterende, som et arkiv af umålelig masse, der ligger spredt udover denne tidslomme hvor man ser sig selv stå og famle med resultatet der smuldrer hvorefter man stykker de brudte ender sammen og begynder at se..lytte..forstå. Som sagt, det skal høres.

Vil slutte denne runde af med et foto som jeg fik taget, da en ven ( Allan Nicolaisen ) og jeg var i Hamburg i Maj 2006 for at se ham live ( til kun sølle 3 euro!! og så fik man oven i købet opvarmningsbandet Belong (som ligeledes er anbefalelsesværdigt) med for de penge! )). Det var en fantastisk energisk koncert og der vil helt sikkert senere blive lagt nogle live recordings fra den koncert ind her på indlægget.

Ariel er en flink og rar fyr. Meget sympatisk og ydmyg. Og så har han humor og selvironi. Han har aldrig været i København men jeg har korresponderet med ham siden dengang i Maj 2006, så på den næste Europa tour han snupper vil han gæste DK ( nærmere detaljeret kan det afsløres at han meget gerne vil opleve Christiania, så mon ikke en koncert på Loppen er oplagt? ). Det er vi en god sjat der ser frem til.

( Allan, Ariel, Geneva og Mig )

Update – “Exxos Exwife”

Update!

Så har jeg rodet lidt med noget video og resultatet er 2 sekvenser af min performance i tipien fra Rocking Hut værket på Næstved Kunstforening.

Klik ind på kategorien Kunst og find “KP” og “Exxos Exwife” eller bare scroll ned til den dukker op og så ligger der 2 styks fine sekvenser i slutningen af indlægget. Enjoy. Husk at skru op.

2001: A Space Odyssey

Her til aften var jeg lige et smut i Cinemateket for at se den udødelige sci-fi kult klassiker 2001: A Space Odyssey af Mr Stan Kubrick og det er altså stadig en milepæl indenfor genren med alt hvad det indebærer – lydsiden, billedsiden, plot, dialog og meget mere.

Måske er det antallet af gange man ser en film, der gør at man begynder at notere helt andre ting i filmen. Det kan være sig små ubetydelige ting, som man egentlig kan undre sig over hvorfor man lige lægger mærke til lige netop det. Eller det kan være noget man simpelthen bare aldrig har tænkt over før.

Idag lagde jeg i hvert fald meget mere mærke til de matte paintings (store malerier der skal forestille horisonter m.m.) der danner kulisse baggrund for hele The Dawn of Man parten af filmen. De virkede usandsynlige kunstige (dog fantastisk udført) og nogle steder lige en tand for ujævne men på en eller anden sjov facon virkede det også bare helt vildt cool og nonchalant gennemført. Det må da i grunden egentlig også være ret kompliceret at få det skidt til at fungere og arbejde sammen. Forgrund og baggrund together så det virker plausibelt tænker jeg. Håndværk.

Jeg har egentlig tænkt på det før eller stødt på det i andre film hvor man tænker om scenen nu ER skudt på ægte ocean eller om det bare er den perfekte lyssætning, vind og andre omgivelser der gør mange optagelser i..hmm f.eks Jaws, til at ligge lige på grænsen. Men det er faktisk ret sjovt at sidde under en film og tænke over de forskellige trick og finesser der er opfundet for at få skidtet til at virke autentisk.

Men tilbage til filmen hvor jeg ved denne screening fandt flere gode eksempler på elementer Hr George Lucas har luret grundigt af til Star Wars (ikke at det nu egentlig skulle være nogen hemmelighed). Bare tag alt miniature arbejdet til rumskibene. Et smart træk af Lucas af tage den måde at bygge den slags rumskibe på til sig og kalde det Kit Bashing. Under tilblivelsen af Star Wars episode 4, havde filmsættet hjemmebase ved siden af en modelbyggesæt fabrik hvor det nyopstartede Industrial Light & Magic imperium fik lov til at dykke dybt i samtlige af fabrikkens model legetøjs produkter. Og således blev 9 ud af 10 rumskibe m.m. bragt til verden. Lidt 2. verdenskrigs tysk tank her, lidt ubåd der og en masse forskelligt flymateriale fra en Messerschmidt der, sådan, et styk Millenium Falcon (og måske også lidt isolerledning, en spand, skrald fra plastik og metal containere). Genialt.Jeg er i hvert fald ganske tosset med deres kreative ide-rigdom der omkring midt i 70′erne.

Desuden kan jeg næsten se for mig hvordan Lucas har set månebase landingen (hvor de skal ned og tjekke monolitten ud) med store øjne lige på det tidspunkt hvor skjoldet går op for rumskibet, så det kan blive opslugt og fragtes sikkert ned og ind i basens interiør. Selve skjold vingerne tænker jeg på. Der må han have set sig visionen for det der senere skulle gå hen og blive et udødeligt ikon i Star Wars serien : The Star Dreadnought Executor, som er Vader’s flagskib. Måske er det bare mig men jeg kunne i hvert fald godt forestille mig det.

Bortset fra det er filmens sidste halve time en fantastisk oplevelse og for mit vedkommende første gang at jeg i det hele taget har set filmen på stort lærred, så oplevelsen blev dobbelt op. Altså, man må jo tænke på at vi er i 1968 så hvordan formulerer og visualiserer man en rejse gennem tid, sted og dimension – en slags Stargate, hvorefter vi havner et uidentificerbart sted med interiør af fineste Mathew Barney agtigte kulisser. Det farveræs eller farvemætning man udsættes for i den halve times tid (foruden den første 1½ timen også bevares) er så grotesk lækker, at undertegnede fik lyst til at styrte ned fra række 9 (det var i bio Carl) sæde 9 og bare smage på lærredet. Det var uimodståeligt lækkert, føj. Grynede, knas klare farvemotiver i lige dele komplementære skud, henover special effects hvor man ganske enkelt hælder farvet maling i et stort vandkar og filmer fra forskellige vinkler samt redigerer i hastighed. Føj hvor det virker på en 30-årig science fiction fan at fineste karat.

Det er altså et lækkert tema Cinemateket har givet os denne april måned. Science Fiction, krigsfilm og godt og blandet med Miss Spacek (man skal da se Carrie bevares).

Next stop Alien – Den 8 Passager.

Forårsudstillingen 2008 – MetroXpress

Update

Så har anmeldelsen ramt avisen omsider men som freelance anmelder må man desværre finde sig i, at avisen kan tillade sig at redigere i indlægget. Og desværre lige den del hvor de fleste personlige argumenter indtræder. Derfor er det skønt at jeg kan præsentere den fulde version her nedenfor. Nederst kan man finde linket til net-udgaven.

Galskab savnes!

Forårsudstillingen – ’21’, Kunsthal Charlottenborg

Af : Brian Ravnholt Jepsen

2 ud af 6 glober

I disse dage kan man opleve den nye Forårsudstilling ved navn ’21’ , refererende til det 21. århundrede som tema. Chefkurator er New York designeren Karim Rashid.

Egentlig kan jeg godt lide ideen om en kurateret censureret udstilling set i forhold til tidligere tiders brogede landhandel af ting og sager, skidt og kanel, samt gak og gøgl. Man får samling på tingene. Et mere samlet udtryk.Hvis det altså lykkes selvfølgelig. Men samtidig er initiativet risky business, da man meget vel kan få udelukket nogle utrolig stærke vedkommende værker, hvis de ikke lige kan kategoriseres ind under kuratorens smag.

’21’ er en flot udstilling men vedkommende bliver den aldrig helt. Den er alt for poleret, tam og tæmmet. Rashid’s design skinner igennem overalt og mainstreamer udtrykket. Underholdningen udeblev og udfordringerne svigtede. Mangfoldigheden er til stede, diversiteten nogenlunde men hvor er nerven? Kvaliteten er i top over næsten hele linien, lækkerhedens design overeksponeret men hvor er kanten?

Ligeledes er der kun få humoristiske indslag men dem der er, er til gengæld fantastiske. Jeg savner galskab og store armbevægelser! Mere antihøjteknologi som Søren Bjørns kasettebånd! Mere legebarns-nysgerrighed på højt nørdniveau, som 8-Bit Klubbens gameboy elektro reprogrammering! Mere underfundig skævhed som Morten Jacobsens subtile sav i loftet! En metafor for flugt ud af den pæne designsfære, hvor den strømlinede lækkeri høvl har slebet samtlige utilpassede fanden-i-voldske rebeller. Tarveligt.

Kunsthal Charlottenborg

Nyhavn 2, 1051 København K

Tlf : +45 3313 4022, +45 3336 9050

Tirsdag – Torsdag: 12 – 21

Fredag – Søndag: 12 – 17

Mandag lukket

www.kunsthalcharlottenborg.dk

Update.

Da jeg kun har 260 ord til rådighed, så er det selvsagt, at der er ting i en sådan anmeldelse der må udelukkes. Ting som jeg ellers gerne ville have nævnt/diskuteret/fokuseret på. Men trange kår gør, at jeg må fokusere som jeg gør samt administrere mine holdningsbeskrivelser således, at jeg med mine 260 ord kan få mine argumenter gjort tydelige.

Men i grunden undrer jeg mig. Udstillingen undrer mig. Jeg synes Rashids trademark er plantet lige lovligt groft på udstillingens samlede udtryk og det finder jeg problematisk og strider imod min holdning til kuratorens rolle. Er det de 90 deltagere udstillingen handler om eller er det i grunden Karim Rashid? (og her tænkes også på den kolossale eksponering manden har fået i samtlige medier). Hvor ligger fokus? For jeg bliver en kende forstyrret af kuratorens selvpromovering (uanset om det i grunden er intenderet).

Bortset fra det er der en håndfuld flere værker på udstillingen end dem jeg har haft plads til at nævne, som gør sig godt.

Vilsbøl De Arce er en ret smuk video bestående af performativ avantgardistisk dans i designet tekstiler. Lydsporet er enkelt og stemningsfuldt og ligeledes komponeret til netop videoen. Det virker ret godt og mere eller mindre fuldender oplevelsen af seancen. Ligeledes er koreografien interessant. Men alligevel begyndte jeg at miste interessen efter små 8-10 minutter til trods for de forskellige interval skift i performancen. Det er en video der kræver en del tålmodighed og måske er 15 minutter lidt for lang tid. Introen virker bedst for mig vil jeg mene.

Som Torben Sangild var inde på i hans anmeldelse, finder jeg også Nikolaj Holm Møllers sort/hvid close-up fotos af menneskelig karakter, ret umulige at overse. Knivskarpe og temmelig voluminøse nærmest kravler de ud af væggen og bliver enormt påtrængende. Superintimitet så man kan smage det. Og værkerne er enkle. Der er ikke så meget pis eller gimmicks. “klik-klik-klik-klik”, sådan, 4 fotos i fantastisk kvalitet. Man kan se hvad det er og forholder sig til det prompte. Det tiltaler mig.

Janni-Mai Larsen har også fat i noget af det mere spændende med hendes miniature inferno, indelukket i en stor glas/plexikasse. Et slags slaraffenland af uhåndterbar fantasicirkus med alverdens tingel-tangel i allerfineste pigefarver. Et lille lukket Coney Island der leder mine tanker hen på banegårdens model togs-landskabskasse nede ved udgangen mod Istedgade. Værket er fuld af narrestreger og der er alligevel et eller andet rart meditativt ved bare at stå og stene over det. Første gang jeg så hendes cirkus-lyskasser, var på KE i efteråret 2007. Dengang var det 3 meget mindre kasser med knap så meget pang og tjubang, men det gav en god ide om hvor hun bevægede sig hen. Resultatet på denne udstilling er ret godt.

Krabbesholm Højskoles bidrag synes jeg indkapsler tidens tendens indenfor den sociale undersøgelse og det som mange 1 og 2 års elever på akademierne roder med pt. Det sociale engagement i fundering samt reorganisering/reetablering/restrukturering af det offentlige rum m.m. er efterhånden set i mange udstillinger. Jeg synes deres bidrag er sjovt men jeg må være ærlig og sige, at jeg snart har brug for at se noget virkeligt ekstraordinært på den front før jeg føler, at der er kommet et frisk pust på den fløj. Jeg synes stadig uomtvisteligt, at Parfyme drengene roder med de mest interessante aspekter og projekter af den slags.

Ben Clement og Sebastian de la Cours ‘City of the (Re)orientated er et fantastisk møgsirligt byggeriparadis i miniature format. Alternative bosteder. Sociale strukturer reorganiseret samt et væld at underfundige påfund. Det fungerer suverænt fordi selve opbygningen af værket er udført således, at værket i sig selv er gennemhullet eller transparent (forstået på den måde, at man kan se igennem overalt så samtlige strukturer og opbygning bliver synlige). Det er visuelt lir og lækkerier af håndværksmæssig overdådighed.

Og så er der lige Line Bjørns video “90″. Det er satme fjollet på den helt rigtige Monty Python, videocollage agtige måde. Den varer kun lidt over 2 minutter men alligevel trækker man bare på smilebåndet, for værket er bare så nonchelant leveret og med en nærmest underspillet attitude. Ikke så meget pis, kun forsøget på at indkapsle hvad der skal ligne 90′er ikoner i bedste nostalgiske flashbacks…bom!. Færdigt arbejde.

Mathias Juel Christensens sort/hvid foto “Rundkørsel i Kina” er også et mindeværdigt lækkert værk. Den slags fotos kan jeg ikke rigtig blive træt af. Måske er det pga fraværet af egentlige tanker om det som et helt reelt stykke kunst. Selvfølgelig er det det, men alligevel er det jo “bare” et stykke realitet, udlevet og situationeret et helt andet sted i en anden virkelighed. I grunden ser jeg det nok mere som et fantastisk snapshot, som man lige efter man har taget det, bare ved skal fyres op i kæmpe størrelse og så skal det nok gå alt sammen. I hvert fald drager det.

http://metroxpress.dk/dk/article/2008/04/22/10/2500-66/

80′er cartoons (mostly japanese og Bravestarr)

Her den anden aften sad min kæreste og jeg og prøvede at huske nogle af de der rigtig ikonografiske mindeværdige 80′er tegnefilm man kunne se på Sky Channel og Super Channel i programmer såsom Fun Factory, hvis man kan huske den slags.

Min kæreste var ude efter en speciel tegnefilm men havde glemt titlen. Braveheart var hendes sidste bud hvorefter hun gav op. Og så var det såmænd blevet tid til at youtube den. Hold da helt kæft man fik noget for pengene og et fantastisk ride direkte ned ad memory lane.

Det viste sig at det var Bravestarr min kæreste tænkte på og det er altså virkelig en fantastisk vignet de fik skruet sammen dengang. Eyes of the hawk – Ears of the wolf – Strength of the bear – Speed of the puma. Udødelige linier. En rumsherif der sørger for ro og orden i en anden tid. Det er guf for enhver knægt, inklusiv undertegnede.

Vi fandt forskellige kavalkader af videoer, der præsenterede op til ca 30 minutters ren og skær cartoon-intro på alt fra M.A.S.K. til JEM og det der virkelig i særdeleshed vækkede min opmærksomhed var måden de fleste titelmelodier kunne minde ufatteligt meget om hinanden. Det var ligesom om at de ejede den samme opskrift. Mange var bygget op over lige dele elektrolyd med usandsynlig slightly heavy-metal agtig forsanger der i nærmest bedste falcet, råber/synger/skriger (alt efter hvilken tegnefilm vi snakker) titlen om igen og igen. Og gerne krydret med ivrig leadguitar a la japansk 80′er udgave af en finere poleret Slash. Jeg kom i hvert fald ufrivilligt til at tænke på ham Oliver (var det ikke det han hed) fra X-Factor. Han var sådan en fin heavy-metal aktiv gut der rent faktisk kunne synge og akkompagneret med de rigtige elementer af instrumenter, kunne jeg såmænd sagtens forestille mig et sejt cartoon tema straight out of the eighties.

En helt anden ting var tegnefilmen Silver Fang. Det viser sig at der findes fantastiske videoer på youtube hvor en flok friske unge fyre har siddet og lagt dansk “tale” på flere af disse tegnefilm, der omhandler en heltehund. Det er mildest talt vanvittigt plat og sjovt. Meget ovre i det mandrilske univers, bare meget meget mere ude af kontrol. Der er virkelig nogle momenter der bør opleves. Det kunne være fedt at finde flere af disse voice-over film som er værd at bruge en smule tid på. Især hvis det er lige så sjovt og plat.

Jeg smider et par links ned. Og modtager gerne andre.

http://youtube.com/watch?v=Bto7l3cKhvk

http://youtube.com/watch?v=kmOlqQ8H-aQ

Thee Silver Mount Zion Memorial Orchestra & Tra La La Band, Vega 1. april 2008

Den 1.april gæstede det canadiske mangfoldigheds orkester Thee Silver Mount Zion Vega. Det var anden gang jeg så dem og desværre havde jeg det nok lidt med dem, som med Low koncerten forleden – første gang var bare bedre.

De kom forbi grundet udgivelsen af deres seneste plade 13 Blues For Thirteen Moons og var faktisk ganske oplagte og leverede en solid koncert (en 4 ud af 6 vurdering).

Der blev spillet en del af deres nyeste materiale samt en lille røvfuld af den ældre og så var der lidt af det helt nye, deriblandt nummeret Metal Bird som virkelig var et friskt pust i deres ellers temmelig homogene katalog.

Et track der rockere ganske fantastisk og mindede i perioder om noget af Sonic Youth’s midtfirser dronologi. Jeg var i hvert fald ganske imponeret (og endnu mere med udsigt til at dette måske var en nyere stil fra bandet).

Men alligevel var der et eller andet der gjorde at koncerten ikke helt kom op at ringe i det fantastiske felt. Fordi de er 7-8 personer i bandet (og som regel altid står i en cirkel og performer) så opstår der en næsten rituel, sekterisk sfære om deres udtryk samt en mere eller mindre teatralsk, religiøs aura som man bliver opslugt af. Men denne gimmick eller hvad man nu vil kalde det (som i øvrigt klæder bandet eminent) fungerede bare ikke ligeså optimalt som sidste gang flere år tilbage. Der var nemlig nogle passager til sidst i koncerten var bandet udelukkende gik a capella (hovedsageligt Efrim (forsanger) og især en violinspillende pige, hvis navn jeg ikke kender, som kunne synge fantastisk!)) og der blev sågar klappet samtidig, hvilket gjorde seancen endnu mere religiøs og ophøjet – men det var smukt som bare fanden.

Desværre synes jeg aldrig helt at koncerten på den første april dag nåede rigtig ud i salen (eller op på altanen hvor undertegnede befandt sig) – musikken blev leveret solidt men bar præg af rutine og på en eller anden måde kom musikernes performance aldrig rigtig ud over scenen. Men Efrim er nu ret spøjs og ganske alvorlig unik i sin fortolkning af lyd og lydens potentiale og det tiltaler mig i høj grad. Og så er han tilmed morsom og spøgede med at aktivister generelt bør finde på nye og forbedrede metoder at bekæmpe politiet med istedet for bare at slå på de satans salatfade.

http://www.tra-la-la-band.com/

CV

Navn : Brian Ravnholt Jepsen

Født : 8 August 1977

Stilling : Studerende v. Det Fynske Kunstakademi

Adresse : Ægirsgade 15, 1.tv, 2200 København N

Tlf : +45 26 17 63 03

Email : Brian_villiam@hotmail.com

Uddannelse :

1994 - : Folkeskolens 10. Klasses afgangsksamen, Lindebjergskolen Næstved

1994 – 1995 : 1 Årig HH-Student, Næstved Handelsskole

1996 – 1998 : I lære som maler hos malermester Pia Madsen, Næstved

1998 – 1999 : Grafisk Design, Næstved Tekniske Skole

1999 – 2001 : HF Student, Næstved Gymnasium

2001 – 2003 : Filosofistuderende, Københavns Universitet

2004 – 2006 : Det Fynske Kunstakademi v. Professor Lars Bent Petersen / Jens Haaning

2006 – 2007 : Det Kgl Danske Kunstakademi v. Professor Erik Steffensen

2007 – 2008 : Det Fynske Kunstakademi v. Professor Jens Haaning

2008 : Sep – Dec, assistent for Jesse Bercowetz, New York

2008 – 2009 : Det Fynske Kunstakademi v. Professor Michael Baers

Erhvervserfaring :

1999 – 2000 : Net cafeen ”Data Stuen”, Næstved

2000 – 2001 : Kustode, Rønnebæksholm Kunst og Kultur Center, Næstved

2000 – 2001 : Kulturhus Næstved, Grønnegades Kasserne Næstved

2001 – 2004 : Underviser på Næstved Ungdomsskole

2004 – 2005 : Underviser på Københavns Ungdomsskole, Randersgade skole, København

2005 : Underviser i foreningen To The Beat, Amager

2004 : Post Danmark, BRC, Pakkeriet i Brøndby

2007 : Post Danmark, KHC, Hovedbanegården, København

2008 : Kunst anmelder på MetroXpress

Værksteder :

1994 – 1996 : “Vejlø Central Station”, Næstved

1998 – 2001 : “PM13″ v. Martin Richard Olsen, Maglemølle, Næstved

2001 – 2004 : “Dit Svin!” Næstved

2003 : Medstifter af Galleri Entréen m. Søren Petersen. Åbningsudstilling var ”Båttihelikoptermonty” af Maja og Mathilde Jarnved Hansen

Martin R. Olsen udstiller “Tæt På Paradis”

2006 : Medstifter af Gruppen W.E.R.F.T. med Allan Nicolaisen

Undervisere / Proffesorer :

Filosofi :

Lise Huggler – Oldtidens Filosofi

Klemens Kappel – Praktisk Filosofi

Jacob Bovin – Nyere Tids Filosofi

Finn Guldmann – Logik

Jan Faye – Videnskabsteori / Teoretisk Filosofi

Sune Lægaard – BA Projekt

Kunstakademiet :

Søren Jensen – Skulptur / Installation

Lars Bent Petersen – Skulptur / Installation

Anette Abrahamsen – Maleri

Anja Franke – Digitale Medier

Kristine Kern – Kunstteori

Ann Lumbye – Kunsthistorie

Sanne Kofod Olsen – Kunsthistorie

Jens Haaning – Konceptuel Værkbaseret Praksis

Jakob Jakobsen – Digitale Medier

Judith Hopf – Billedbaseret Praksis

Erik Steffensen – Grafisk Skole

Finn Naur – Grafisk Skole

Lars Grenaa – Grafisk Skole

Henriette Heise – Digitale Medier

Michael Baers – Konceptkunst

Morten Buch – Workshop

Jeanette Schou – Video

Assistent Arbejde :

2006 – Tal R

2006 – Jens Haaning

2008 – Jens Kabisch/Evil Knievel

2008 - Jacob Lillemose

2008 – Jesse Bercowetz

Workshops / Foredrag :

2005 : Næstved Ungdomsskole, Ungdomssekretariatet v. Lisbeth Pedersen & Claus M. Pedersen

2006 : BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus) Holstedbro v. Søren Taaning

Rejser :

1996 : 1 måneds rejse i Florida, USA

2000 : 2 måneders rejse i Hong Kong og Kina

2003 : 1 måneds rejse i Italien

2004 : 1 måneds rejse i Spanien og Frankrig

2005 : 1 måneds rejse i Holland, Englang, Skotland, Frankrig og Spanien

2006-07 : 3 måneders rejse i Vietnam, Cambodia og Thailand

2007 : 2 ugers ophold i New York

2008 : 3 måneders ophold i New York

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:Sylfaen; panose-1:1 10 5 2 5 3 6 3 3 3; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:67110535 0 0 0 159 0;} @font-face {font-family:”Cambria Math”; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-1610611985 1107304683 0 0 159 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-1610611985 1073750139 0 0 159 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:”"; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Times New Roman”,”serif”; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”;} h1 {mso-style-priority:99; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-link:”Overskrift 1 Tegn”; mso-style-next:Normal; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:none; page-break-after:avoid; mso-outline-level:1; mso-layout-grid-align:none; text-autospace:none; font-size:11.0pt; font-family:”Sylfaen”,”serif”; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-font-family:Sylfaen; color:black; mso-font-kerning:0pt; font-weight:normal; text-decoration:underline; text-underline:single;} a:link, span.MsoHyperlink {mso-style-priority:99; color:blue; text-decoration:underline; text-underline:single;} a:visited, span.MsoHyperlinkFollowed {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; color:purple; mso-themecolor:followedhyperlink; text-decoration:underline; text-underline:single;} span.Overskrift1Tegn {mso-style-name:”Overskrift 1 Tegn”; mso-style-priority:99; mso-style-unhide:no; mso-style-locked:yes; mso-style-link:”Overskrift 1″; mso-ansi-font-size:11.0pt; mso-bidi-font-size:11.0pt; font-family:”Sylfaen”,”serif”; mso-ascii-font-family:Sylfaen; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”; mso-hansi-font-family:Sylfaen; mso-bidi-font-family:Sylfaen; color:black; text-decoration:underline; text-underline:single;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-size:10.0pt; mso-ansi-font-size:10.0pt; mso-bidi-font-size:10.0pt; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-hansi-font-family:Calibri;} @page Section1 {size:612.0pt 792.0pt; margin:28.4pt 9.55pt 7.1pt 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.Section1 {page:Section1;} –>
/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:”Tabel – Normal”;
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-qformat:yes;
mso-style-parent:”";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:11.0pt;
font-family:”Calibri”,”sans-serif”;
mso-ascii-font-family:Calibri;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:”Times New Roman”;
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Calibri;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;
mso-bidi-font-family:”Times New Roman”;
mso-bidi-theme-font:minor-bidi;}

Udstillinger:

2009 – ”Klondyke”, WAS – Wonderland Art Space, København

“Kunstnere Går Bananas”, Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet i Holstebro, BGK samt http://kunsten.nu

“Laundromat Flat File”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

2008 - “Children Of Terminator X”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

“The End of The End of The End of The End”, Flux Factory, Queens, New York

”Laundromat Flat File”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

”Rooftop Camping – OHNY (OpenHouseNewYork)”, Flux Factory, Queens, New York

”Ting”, Det Fynske Kunstakademi, Odense

”Exxos Exwife”, Næstved Kunstforening, Næstved

”KP” Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

”Kunstforeningen v. Novo Nordisk”, Novo Nordisk, København

2007 - “Kunstforeningen v. Novo Nordisk”, Novo Nordisk, København

“KE”, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie, København

“Planet Brun – Where do you go when the shit goes down?”, Galleri Brun, Düsseldorf, Tyskland

“Rundgang”, Det Kgl Danske Kunstakademi, København

“Tonetribunalet”, Råhuset, København

“Forårsudstillingen”, Charlottenborg, København

“Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles, Bruxelles, Belgien

2006 - “Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles, Bruxelles, Belgien

“Spritnew Works”, Kunstforeningen v. Odense Symfonihus, Odense

“Kashyyyk Autumn”, Fyns Kunstmuseum, Odense

“Beduin Udstilling”, Beduiner Teltet, Amager Strandpark, København

“Passionsdage”, Øksnehallen, København

“Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

“Skoleudstilling”, Pakhuset, Odense

“KP”, Århus Kunstbygning, Århus

“No Title”, Filosofgangen, Odense

2005 - “Selvbetjening”, Israel’s Plads, København

“Die Folkelighed”, Sparwasser HQ, Berlin, Tyskland

“Retrospektiv”, Kunstforeningen v. Næstved Sygehus, Næstved

“Videoværker”, Galleri Pixel, København

“Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

“Skoleudstilling”, Det Fynske Kunstakademi, Odense

“Pro-Art”, Randers Kunstmuseum

“Pro-Art”, Randers Byrum

“Den Røvsmalle Biograf”, Momentum Biograf, Odense

“Kulturnatten”, Det Kgl Danske Kunstakademi, København

“Konfettiknas”, Filosofgangen, Odense

2004 - “Selvportræt”, Pantheonsfløjen, Odense

2003 - “EL”, Christianshavns Beboerhus, København

“Kongelig Croquis Er In Igen”, Futura Cafeen, Næstved

2002 - “Efterårsudstilling”, Brøderup Ungdomsskole

“Kupéer”, Futura Cafeen, Næstved

2001 - “Ung Kunst I Gamle Rammer”, Rønnebæksholm Kunst og Kulturcenter, Næstved

2000 - ”Ingen Titel”, Næstved Gymnasium

Udstillinger Udland :

2009 - “Laundromat Flat File”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

2008 - ”Rooftop Camping – OHNY (OpenHouseNewYork)”, Flux Factory, Queens, New York

2008 - ”Laundromat Flat File”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

2008 - “The End of The End of The End of The End”, Flux Factory, Queens, New York

2008 - “Children Of Terminator X”, Laundromat Gallery, Brooklyn, New York

2007 - “Planet Brun – Where do you go when the shit goes down?”, Galleri Brun, Düsseldorf, Tyskland

2006/7 - “Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles, Bruxelles, Belgien

2005 - “Die Folkelighed”, Sparwasser HQ, Berlin, Tyskland

Censurerede Udstillinger:

2008 - ”KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

2007 - “Forårsudstillingen”, Kunsthal Charlottenborg, København

2007 - “KE”, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie, København

2006 - “KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

2006 - “Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

2005 - “Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

Workshops / Foredrag:

2006 – BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus) Holstedbro v. Søren Taaning

2005 – Næstved Ungdomsskole, Ungdomssekretariatet v. Lisbeth Pedersen & Claus M. Pedersen

Legater/Fonde:

2008: Oticon Fonden

2008 - Grosserer L. F. Foghts Fond

2008 - Aslaug og Carl Friis’ Legat

Bidrag :

2005 - “Forårsudstillingen”, bidrag med værker til Søren Petersen og Emil Westman Hertzs installation.

“Fortsat God Weekend”, Søren Petersen og Christian Bretton-Meyer, Space Poetry, bidrag med haiku digte

2006 - “Frugter Ombord På Skibe”, Søren Petersen og Christian Bretton-Meyer, Space Poetry, bidrag med haiku digte

2007 - “Velcronesien”, A-Kassen, Heerup Museet, bidrag med værk

Legater/Fonde :

2008 – Oticon Fonden

- Grosserer L. F. Foghts Fond

- Aslaug og Carl Friis’s Legat

Solgt til bl.a. :

Novo Nordisk

Odense Symfonihus

Kunstforening v. Næstved Sygehus

Andet kreativt :

Medstifter af breakdancegruppen “Estatic Moves” i 1996 – Var aktiv i gruppen i 10 år med shows, undervisning, workshops, musikvideoer m.m. over hele Danmark såsom :

Den Grå Hal (med Hvid Sjokolade), Børne1′eren, Operaen, Stengade 30, Vega, Pumpehuset, Forbrændiningen, Kulturfabrikken, Amager Bio, Fight Night og Roskilde Festival m.fl.

Og adskillige steder i udlandet såsom : Hannover, Kiel og Frankfurt, Tyskland – Helsingborg, Malmø, Sverige – Miami, Florida, USA samt Hong Kong og Kina

Har ligeledes undervist i breakdance på Næstved Ungdomsskole i årene 2001-04 og på Københavns Ungdomsskole 2004-05 samt i foreningen To The Beat i 2005.

Musiker siden 1992 – Multi instrumentalist – Har spillet i adskellige bands såsom : Genetic Flair, Eidi Muli, Last Round For Japan, The Enemy’s Rockboat, Kansler og Privat Orkan/Topsus/Guld Kuling/Blaestbat

De to sidstnævnte er stadig aktive.

Kansler – Dragens Hule, Juni 2007

Privat Orkan - Rundgang, Det Kgl Danske Kunstakademi, Juni 2007

Vinylterror Teltet, i gården på Det Kgl Danske Kunstakademi, Juni 2007

Klub Argot, i Amager Halshug, Juli 2007

Noisejihad, Århus, Sep 2007

Om Mig Selv ( opdateres løbende)

31 år.

Bosiddende på Nørrebro med min kæreste.

5 års studerende v. Det Fynske Kunstakademi.

Kreativ ildsjæl. Kunstner, musiker, breakdancer, forfatter m.m. (og passioneret bordfodboldsspiller (og vi snakker selvfølgelig Bonzini (det officielle turneringsbord og IKKE Garlando plastikborde))).

“KP”, og “Exxos Exwife”

For tiden er jeg med på 2 udstillinger.

Den ene er KP (Kunstnernes Påskeudstillingen) i Århus Kunstbygning, hvor jeg har 4 polaroid fotos fra min og min ven Søren Petersens (A-Kassen) tur gennem Italien i sommeren 2003. Alle 4 er kørt op i en større størrelse (40 x 52 cm) således at selve grundformen på polaroidet bevares men selve motivet bliver endnu mere kornet og polaroidets 70′er farvede valør kommer endnu mere til udtryk. Et par fotos fra udstillingen kommer nedenfor.

http://kp-spring.dk/kp08/kp08_index.html

( Fotos fra KP )

Den anden udstilling er Exxos Exwife i Næstved Kunstforening, som er en gruppeudstilling. Udover mig deltager : Kristian Byskov, Morten Bech Jensen, Kasper Hesselbjerg, Robert Alex Petersen, Janus Ahrens Høm, A-Kassen (Søren Petersen, Christian Bretton-Meyer, Tommy Petersen, Morten Steen Hebsgaard), Andreas Rasmussen, Jan Danebod, Morten Gersager Abel, Peter Olsen og Søren Bjørn.

Værket jeg har med hedder “Rocking Hut – Rituals Of The Shaman In The Quest For Unknown Pleasures” og det fortjener et par ord samt nogle fotos nederst. Derudover lavede jeg to performances til ferniseringen, som begge foregik i inde mit værk. Den sidste af dem blev optaget men varer knap 20 minutter og vil derfor fylde for meget herinde. Hvis man ønsker at se videoen kan det arrangeres. Der vil dog være 2 små uddrag af performancen nederst.

Tipien er både boligen og samlingspunktet for et arbitrært folkefærd. Det er spændingen omkring dét at bygge noget der synes tilnærmeligt ved første øjekast men lidt efter lidt går det op for én at værket, tipien, er hermetisk lukket – no trespassing på en måde. På nær shamanen. Han ejer nøglen til at gå ind i hytten og via rituelle udskejelser og seancetransformation kan han således bruges som medium til at hidkalde ånder, puste liv i artefakter og være talsmand for folket – de sætter ders lid til ham.

Jeg har forsøgt at udleve shamanens rolle og bistå han hverv set i et kontemporært lys. Dels er dette forsøgt med performance/musik der bruger lyd som instrumentet til at overgå, transcendere, til en anden virkelighed/tilstand. Og dels er selve problematikken eksklusivitet/inklusivitet et interessant ærinde. Publikum ser på tipien og er velvidende at der sidder en person derinde og via musik skaber en sfære men det er ej muligt at se denne person – kun via en live transmission der bliver vist på et tv kan publikum få indblik i de rituelle udfoldelser der er tilstede.

“Rocking Hut” udtales på samme måde som Robin Hood og velvidende at han tog fra de rige og gav til de fattige skal denne analogi forståes i overført betydning som ren metafor. Den rige er her shamanen som giver ud af sine rituelle kundskaber og tilfører de fattige publikum/folket som sætter deres lid til en seance, der kan tilføre dem deres liv og håb større indsigt i en grum tid – en slags forsoningsprincip med forhåbning.

Begge udstillinger kører til 20 april.

( Fotos fra Exxos Exwife )

Se mere på :

http://www.kopenhagen.dk/billeder/reportage/exxos_exwife_kunstforeningen_for_naestved_og_omegn/

Low koncert, Vega 9. april 2008

I onsdags spillede Low i et fyldt Vega. Det er faktisk ret hurtigt de er vendt tilbage, da de sidst var her i august sidste år. Og ærlig talt var den koncert en del mere vellykket i mine øjne af flere grunde.

1) Sidste gang i august var lyden virkelig lækker og da Low kræver sit af sit publikum, så bliver der til gengæld kvitteret med en fantastisk stemningsfuld sfære baseret på et af deres trademarks, nemlig at få ufatteligt meget ud af næsten intet. Alan og Mimi’s sangstemmer giver tilsammen stammen i Low’s udtryk og til koncerten i august sidste år synes jeg virkelig de formåede at få hevet den totale oplevelse helt derop hvor tingene bare fungerer, grundet at lydbilledet var stabilt lækkert.

2) Koncerten i onsdags bød på en lidt mere skramlet lyd desværre. Ikke at skramlet lyd er ringestillet absolut ej, men når man har in mente at meget af Low’s udtryk er baseret på et nærmest sirligt lydnuanceret billede, så er det af allerhøjeste vigtighed, at der ingen hængepartier findes.

3) Måske skal lidt af lydbillede problematikken findes i den nyerhvervede bassist. Han var dygtig bevares men også lige en anelse lidt for frelst i mine øjne (her menes den måde han ligesom kunne dvæle i uendeligheder over den distance det nu engang kun tager at komme fra et ‘C’ til ‘D’ på A-strengen…meget meget dybtfølt og altså lettere patetisk for mig henover aftenen). Men jeg lagde også mærke til, at når han skulle spille passager i sangene hvor han skulle spille et ‘E’ (E-strengen skulle spilles frit/løs), så havde han en tendens til at anslå A-strengen samtidig, hvilket resulterede i et mudret udtryk og det synes jeg ikke helt klæder Low. Deres lyd skal bare være tight og enkel for at fremme deres homogenitet bedst muligt.

Men det skal skam også siges at jeg nød koncerten i høj grad. Der var nogle rigtig gode momenter hvor Low bare er Low og så lyder det fantastisk. Og så er Alan faktisk en sjov fyr (han forsøgte eller nærmere prøvede at overbevise os publikummer om at, det Kelly Clarkson gør (synger that is) er meget meget meget meget meget….meget svært – det skal siges at hun på samme tid stod på scenen i Store Vega next door). Og tilmed mormon er han også. Og udgør par med Mimi (hvis stemme er så usandsynlig smuk og stærk og kommer fra et næsten udtryksløst ansigt samt mund – hun sørger ligeledes for tromme/perc sektionen og det gør hun strålende – og hun er også mormon, så er det på plads).

Det var anden gang jeg så Low og næste gang de kommer vil jeg skam helt sikkert også være på pletten. Deres bagkatalog er jo guddommeligt smukt så man tager jo også til koncerten med forhåbninger om indløsning af forventningerne om den næsten totale oplevelse.

http://www.chairkickers.com/

Alverdens Pragt – MetroXpress

I tirsdags besøgte jeg Nationalmuseet for at anmelde Alverdens Pragt til MetroXpress.

Da jeg kun har 260 ord til rådighed, som det absolutte maksimum, bringer jeg her det fulde uredigerede indlæg med den originale overskrift.

(anmeldelsen var i avisen igår, torsdag d. 10 april.)

Indiana Jones i sit wunderkammer

”Alverdens Pragt på Nationalmuseet”

Af: Brian Ravnholt Jepsen

5 ud af 6 glober

På en helt almindelig tirsdag i København er forårsvejret umuligt at gøre sig klog på og da de første dryp slog til, så undertegnede sit snit til at gæste Nationalmuseet.

Oppe på 2. Sal befinder skatten sig og skatten består i sin enkelthed af smukke genstande og artefakter fra Nationalmuseets Etnologiske Samling, der netop er vendt tilbage efter at have været udstillet flere steder i Spanien med succes.

I 1600- og 1700-tallet var det sjældne og eksotiske genstande, der blev hjembragt fra kolonier og handelsstationer i Asien til de fyrstelige samlinger. Med oplysningen og det moderne gennembrud blev disse private samlinger åbnet for offentligheden, og ekspeditioner, etnografer og danske udsendinge bidrog til de voksende private og offentlige samlinger. I Danmark grundlagde Christian Jürgensen Thomsen verdens første Etnografiske Museum baseret på princippet om kulturel progression. Da kolonisationen nåede sit højdepunkt omring år 1900, var det især danske sømænd og missionærer, der hjembragte den såkaldte primitive kunst fra f.eks Afrika.

Og genstandene er fantastiske! Sirlige detaljer boltrer sig i de rituelle træfigurer samt frugtbarheds-artefakter. Shamaner i ler mediterer i skæret af en multikoloreret fjerpragt af dimension der sætter ild i fantasien om de eksotiske distancer på den anden side af kloden og man føler at Indiana Jones kunne dukke op hvert sekund med en lille sandpose i højre hånd og pisken i venstre. Man ER pludselig en opdagelsesrejsende. Og til trods for at Alverdens Pragt ikke er synderlig omfattende, fandt undertegnende sig selv vandrende videre gennem hele den Etnologiske Samling. Det er et eventyr! Et wunderkammer!

“Alverdens Pragt”
Nationalmuseet
5. april – 3. august 2008
Ny Vestergade 10, København

http://www.natmus.dk/sw53339.asp

Avis versionen kan læses her :

http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/04/10/09/5652-66/

Rammens Kunst – MetroXpress

Den 14. marts anmeldte jeg Rammens Kunst på Statens Museum for Kunst.

Igen vedlægger jeg hele den uredigerede og originale anmeldelse.

Ramt af en fuser

’Rammens Kunst’ på Statens Museum

Af : Brian Ravnholt Jepsen

2 ud af 6 glober

Håndværket er i højsædet disse dage på Statens, nærmere betegnet med udstillingen Rammens Kunst. Der bydes på et gensyn med 600 års rammekunst, fra 1300 – 1920.

Indrettet i 5 rum gennemgås en kronologisk tidsrejse i håndværkets svære kunst. Alt fra tabernakel til Willumsens blåmalede træramme. Jeg tager hatten af for viewet når man træder ind og to ting slår mig prompte. 1) Det ser lækkert ud når rummene arbejder sammen om farverne. Fra den dunkle middelalder kulør, henover neongrøn pang til mørkeblå fyldig kølighed i distancen. 2) Hold da op hvor det dog lugter sådan en omgang konservering! Men det giver lidt ekstra til indlevelsen. For indlevelse skal man diske op med til denne udstilling. Der bliver nemlig ikke givet meget info end to styks hæfter i tre af rummene. Ergo, en udstilling der kræver sit og en stor portion interesse.

Det er en teknisk udstilling frem for alt. Udviklingen af træskæreri til bladguldsteknikker, pragt og overdådighed. Men også problematikker som form versus indhold og den spæde start om konventionen om at bryde med rammens iscenesættelse titter frem. Bare ikke nok! Når man har taget turen gennem rummene ser man sig omkring og savner det 20 århundredes udvikling frem til i dag. Det er oplagt, ej indfriet!. I folderen står, at man kan se videreudviklingen af rammen i museets samling. Det mest oplagte var at køre kronologien igennem i samme udstilling for at få den bedste formidling leveret.

Det kniber med aktualiteten og udstillingen bærer præg af at være et ”kunsthistorisk krav” snarere end en oplagt mulighed for at formidle en samtidsorienteret udvikling der faktisk kunne være et interessant ærinde.

Rammens Kunst

Statens Museum for Kunst

Sølvgade 48-50, 1307 København K

8. Marts – 7. Sept. 2008

Tirsdag – Søndag 10 – 17, Onsdag 10 – 20

Mandag Lukket

http://www.smk.dk/rammenskunst

Hmm… ville egentlig have linket til avis versionen af anmeldelsen men af ukendte årsager er den ikke til at finde mere… Måske pga af den negative karakter?

Corner 2008 – MetroXpress

Den 24. januar anmeldte jeg Corner udstillingen. Her er den fulde version.

Sære væsner og politiske sting

Corner 2008 på Sophienholm

Af: Brian Ravnholt Jepsen

4 ud af 6 glober

Sophienholm ligger hus til Corner udstillingen, der efter bandlysningen fra Kunsthal Charlottenborg nu kan ses i skønne naturomgivelser nordvest for København. Sammenslutningen har derfor taget udfordringen op og arbejdet visionært med de nye betingelser.

I hovedbygningen præsenteres de fleste værker herunder de indbudte udenlandske kunstnere; Lucian Freud, Edith Isaac-Rose, Ronald Kitaj m.fl. (sidstnævntes værk kan erhverves for små 1.5 mio kr, hillemænd!)

Hovedparten af værkerne er malerier, dog er en god håndfuld grafik samt bronzeskulptur også repræsenteret.

I stuen rammer Poul Anker Bech med humor den digitale tidsalder, vi pt befinder os i. Værket er stort, og det svinger fedt med den mørke baggrundsvæg.

Egon Bjerg Nielsens værker ”Fantasi 1+2” samt ”Univers” fungerer ligeledes fedt, fordi det falder helt udenfor kategori i non-figurativ pang-palet og med mærkat på rammen, smukt.

På første sal er der mere gang i den. Edith Isaac-Rose laver sirlige broderier med politiske lussinger til mandsdominans i feminint betræk, men det er hendes små værker med absurde betydninger, der vinder hos undertegnede.

Dagens hit er dog klart Leif Madsens bronzeskulpturer ”Sære Væsner”. Der er mange, og sære er de jo tak! De er støbt og sammensat af alle havens gevinster i form af kogler og bark m.m., og tankerne henledes til et slaraffenland hos selveste Madam Skrald. Det er sjovt, originalt, skævt og føles som et overraskende friskt pust i den ellers kedsommelige og endeløse række af uvedkommende malerier.

I staldbygningen finder man desuden politiske samt konspiratoriske kommentarer i Lars Greenaas grafik, der trumfer med humor og håndværk.

Generelt er der langt mellem snapsene, men en god håndfuld kunstnere formår at overraske og højne kvaliteten på udstillingen.

Corner Udstilling 2008

Sophienholm

Nybrovej 401, Lyngby

19. januar til 24. marts 2008 11-17

torsdag 11-20, lukket mandag

www.corner.dk

Avis versionen kan læses her :

http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/01/24/10/5231-52/

Til negativ orientering

Her vil man finde indlæg, som jeg anser værende udelukkende af negativ karakter. Og det kan være alt fra lugten samt princippet om det danske gadekøkken (en regulær pølsevogn) til håbløsheden om P3’s umiskendelige trang til at hype stort set det meste forlorne og arveste musik. Føj.

Til positiv orientering

Her vil man finde indlæg der udelukkende vil berøre emner jeg anser som værende af positiv karakter. Det kan være alt fra Ariel Pink’s Haunted Graffti til glæden ved at betragte samt nøje iagttage de dybt engagerede individer der gæster Karrusellen (bar, bodega på hjørnet af Ægirsgade og Thyrasgade).

En slags begyndelse

Idag er jeg syg (dog mest forkølet og en lettere irritation i halsen). Det anser jeg som værende en fin måde til at starte en blog.