- Meget kunne være anderledes… En hilsen til Storm P.

Tja det er vel knap 14 dage siden at jeg var forbi Brøndsalen i Det Kgl Danske Haveselskabs Have v. Frederiksberg Runddel for at tjekke denne hyldest til Storm P. ud. En god håndfuld samtidskunstnere var inviteret til at hylde Storm og det blev en mangfoldig og ret humoristisk oplevelse.

Startende med en overvældende episode af nærmest chokerende karakter. Var på vej til Brøndsalen og kom kørende på modsattes side fortorv på min cykel i usandsynlig langsomt tempo da jeg kunne se et ældre ægtepar (eller omkring de 50 i guess) og ville, fornuftig som man nu engang er, tage hensyn og sætte farten betragteligt ned, så ingen ville blive synderligt påvirket af min åbenbart åbenlyse kriminelle intentioner. Og så har nogle måske allerede gættet hvad der skete. Jeg havde godt luret lidt af manden var en af de der typer der på afstand demonstrativt ligesom viste med sit kropssprog, at her var der altså en situation han absolut ikke helt var tilfreds med. Man kunne næsten føle vibrationerne fra hans dirrende næsebor og lugten, den emmende klamhed hans nu ret så parate inderhåndflader havde udviklet, lå stortyk i luften og ventede bare på at omklamre mit ansigt so to say. Idet jeg kører forbi ham (begge vores højre side, for orienteringens skyld) skubber/tager han fat i min arm væsentligt hårdt mens han siger: Hvorfor gør I sådan noget!?!. Du må ikke køre her! ….. ! A hva for noget? Hov, hvad skete der lige der? Må man det? Resolut og som reaktion på hans aktion vender jeg må om, peger usandsynligt hårdt og udbryder (i chokagtig tilstand) Du skal fucking ikke røre mig!

Ikke den mest fantastiske reaktion jeg længe har præsteret I know, men jeg var næsten passivt lamslået over at nogle mennesker mener at de kan påtage sig en tjans som lige dele lovhåndhæver/dommer/betjent og elendig gårdvagt. Jeg bliver chokeret over at han virkelig mener han skal (hader at bruge dette platte ord men i manglen på bedre må det være sådan for nu) krænke mit frirum i det offentlige rum og lege autoritetsfarmand. Der var ingen grund til det. Jeg ved jo godt det er ulovligt ja uha uha men jeg havde taget mine forbehold og sat fart helt ned. Ingen fare på færde. Suk… well… det irriterer mig bare sådanne episoder. Bagateller altså.

Da jeg omsider nåede frem til selve udstillingen, drøftede jeg episoden med nogle af de andre og det viste sig hurtigt at de fleste har oplevet den slags situationer hvor det kommer helt bag på een (både aktion samt reaktion). Jeg fandt i hvert fald ud af, at et yndet sted og få den slags oplevelser skulle efter sigende være langs søerne. Der må man for guds skyld ikke trille meeeeeeeeget langsomt på sin cykel. Det koster. Nu ved du det.

Anyway udstillingen, ja. Smuttede som det første ned og iagttog A-Kassens Vortex i søen ved siden af Brøndsalen. Det kørte vist ikke helt som smurt idet en gren havde lagt sig på tværs midt i malstrømmen. Lidt ærgerligt. Ellers en ret fin ide. Og uhyre subtilt underspillet.

Valgte Ikke-Kunst døren i indgangen selve udstillingen. Ved ikke om det betød det store. Nok mere et eksistentielt anliggende, grebet i en spontan handling. Men meget finurligt at være nødsaget til at tage stilling. Følte lidt at hvis jeg valgte forkert ville jeg blive mobbet i bedste klassisk The Wave stil. Ergo, måtte selvfølgelig partout vælge Ikke-Kunst. Sådan er reglerne.

Videre til lidt Søren Behncke og pappens tour de force. Ingredienserne til en hjemmelavet bombe er tilstede. Alting er sirligt og en koncentration er lagt for dagen rent formelt. En lidt anden side af Storm P. vi ser præsenteret her vil jeg mene men der er attitude i skidtet og det betyder noget. Ikke sådan en slags P3 agtig crowdpleasing af den slibrige slags. Mere end form for slikken på et glasspejl formet som en Rubik’s Cube, kant på alle sider. Ak, alt den metafor snak. Men sådan er det nu engang.

Henrik Menn´´e (forstår altså ikke at min computer ikke kan fatte, at den skal lave tegnet ordentligt?! Undskyld Henrik, jeg må snarest finde ud af hvad der skal trykkes på så jeg kan lave det tryk optimalt. Det andet her er altså småfrustrerende i længden) er altså ret sej. Jeg elsker i allerhøjeste grad alle hans finurlige, indviklede og underfundige maskiner til det ene og andet formål. Anordning hedder hans bidrag. Det er rigtig Storm P. materiale og det bedste… nej næstbedste på udstillingen set med undertegnedes øjne. Det er med andre ord en allerhelvedes meget påstyr og byggeri for så lidt (eller det er jo så meget sagt. Småting er det jo heller ikke) Men det er en, formelt set, lækkerbidsken af en konstruktion der via kamera, låg fra Nescafe og andet godt samt tv, sammensat og effektueret giver flotte hjemmelavede fintfarvede kaleidoskoper vist på en fladskærm. Højteknologi møder primitiviteten og går op i en højere enhed. Masser af leg. Masser af håndværk. Og en fantastisk alenlang omvej for at komme i mål. Det er skide godt.

Det sidste jeg vil nævne (og udstillingens bedste bidrag) må være Hartmut Stockters værk: Duftcyklen. En fin ombygget ladcykel der med sin overdimensionerede bliktragt foran kan, for den der har mod på natlige sanseoplevelse, tage åndedrætsmasken på og indfange dufte der tilbydes i forårets kåde fuldflorstid. Det er en helt simpel Storm P. gestus der i sin enkelhed er så indtagende og bedårende tiltrækkende at man bare vil prøve en 10 kilometers tur gennem københavns gader med pitstop i Botanisk Have. Frisksindigt, openminded og med et barns nyopdagede naivitet. Et virkelig fedt værk. Ikke så meget pjat. Bare op på cyklen og beløn dig selv.

Derfra kørte jeg den dag direkte i Cinemateket og fik en anden belønning i form af Ripley og helt andet maskineri.

Tommy P fremviser stolt A-Kassens honorar for bidrag.

Tanker fra en gallericykeltur

Tror det var i lørdags, at vi var 3 stks der tog cyklen frem i det gode vejr for at tjekke lidt Valby kunst ud. Men bare cykelturen i sig selv i det fantastiske vejr var en fin gave. Hold kæft det er noget man har gået og savnet!

Anyway, vi gjorde første stop i Larm galleriet for at tjekke Christian Achenbach og udstillingen Ghostwriter ud. Det (well næsten) første man lagde mærke til var, at samtlige malerier var solgt (på nær et enkelt der stod tilbage og lignede ham der altid bliver valgt til sidst når der skal spilles indendørs fodbold (måske pga fraværet af de rigtige blå/hvide Adidas indendørssko eller slet og ret fordi personen er en matematikgeek og derfor overhovedet intet aner om VM ‘86 og det ligeledes fantastiske fravær af Søren Lerbys benskinner (hvilket den dag idag er ret forbudt har jeg ladet mig fortælle))) - bortset fra det var det en lidt blandet omgang. Der var måske en lille håndfuld værker der virkede og det var mest de små. Ellers lignede det meste sekundære udgaver af Andreas Golder, som pt. stadig er aktuel på Arken, bare en anelse mere uvedkommende og knap så intenst (de to skulle efter sigende også være venner så, well it makes sense).

Nogle af de værker der havde potentialet til at virke var sjovt nok også dem der mindede om tidligt Tal R i farver, striber, og måske endda komposition. Men ellers ret tidstypiske elementer i motiv valg såsom bands, musikinstrumenter, hænder, flere instrumenter (ok det handlede måske primært om musikalsk struktur/druktur) og ellers andet forgodtbefindende scenelir. Foretrækker nok mere Golder’s fanden i voldskhed men der var da et par gode snaps til stede.

Christian Achenbach - fra udstillingen Ghostwriter

Efter Larm røg vi forbi Mogadishni for at lure lidt på Rebeca Laney og udstillingen The Party Shop. Det var en yderst tøset affære men ikke desto mindre var der faktisk potentiale i skidtet helt afgjort. Hendes tegninger på væggene gjorde ikke det helt store indtryk. Ej heller de mange små lærreder. Der skete først noget da jeg lurede, at hun faktisk havde gjort sig i pyrografiens verden (wood burning). Det gjorde mig selvfølgelig glad at se andre end mig selv lege med det element men samtidig bliver man temmelig hurtig stejlende over at man ikke bare for en gangs skyld kunne have lidt materialevalg i fred?! hm… nå men skidt pyt. Hendes træbrænderier var af utrolig sirlige nærmest skitserende karakter og fungerede nu ret godt som støttekrykke til alle hendes andre sirlige tøsegenstande. Og hendes hyldest til semi precious stones var ret fint - smykke sten klistret på en træplade af tavle karakter og brændt sirligt omkring. Helt ok og ret fjollet.

Noget af det fedeste var dog næsten den skulpturelle vinylpladespiller der spillede en sang i lystigt melodiøst up-tempo, og på spansk. Igen sirlig og sølvpapirsbelagt bevares men faktisk var der på melodisiden enormt musikalsk potentiale. Virkelig poppet på den fine måde uden så meget pis og godt med semi slør på lyden. Jeg røg over i tankegange som Ariel Pink pga af den næsten kompromisløse tilgang til emnet og fordi det bar præg af en hyldest til D.I.Y. genren. Det eneste problem (for undertegnede) var bare det lidt lettere irriterende el-orgels agtige indprogrammerede swing beat (som Stereolab eller endda Suicide virkelig formår at operere med) som satte en stopper for at værket røg helt op i den onde ende af det virkelig lirede. Men det var en ret fin oplevelse til trods for AT HUN FULDSTÆNDIGT HAR HUGGET MIN PYROGRAFI IDE! Skam dig.

Videre til Helene Nyborg Contemporary og Peter Callesen.

Udstillingen hedder i sin enkelthed Paperman og det er en titel der lever op til sit navn in deed. Det rigtige smarte og fede ved Callesen er, at han har fundet en niche og totalt afsøger samtlige områder ved elementet og det giver et overskud udstillingsmæssigt set når man besigtiger værkerne. Udover dette hersker der ingen tvivl om at man bliver i særdeles overbevist. Og overbevist i sådan en udstillingssammenhæng betyder, at der ingen tvivl hersker om at dette scenario er gennemført ud i yderste detalje bogstaveligt talt.

Der er tale om elementer der berører liv, død, krop og en humoristisk tilgang til en diskurs om dualismens fortælling. Helt enkle ideer der bliver udført og bragt til live med enorm elegance og tålmodighed. Nogle gange nærmest grænsende op til det uhørt banale men ikke desto mindre virker det og nok mest pga af det samlede bombardement der henfører iagttageren i en slags overgivelse.

Der er flere værker der er nævneværdige. Half way Through værket hvor et skelet nærmest er kravlet ud af sin skal og nu istedet er oppe i en siddende positur og ser fjoget og smilende ud og hvor resten af den fysiske krop bliver liggende tilbage på jorden. Eller Crying My Eyes Out hvor Callesens selvportræt grædende bogstaveligt talt næsten er på grænsen til at blive en kende for patetisk men alligevel rammer vi aldrig over den tærskel netop fordi man ved, at der er meget mere på spil i det overordnede samspil. En hårfin balance, brilliant afstemt.

Og så er der jo også Broken Image som er et fint utopisk værk hvor hr Callesens ansigt i profil er smadret og tilbage ligger alle skårene fra platten. Igen er der humor men også bevidst afstandstagen fra det præsentiøse navlepilleri afvæbnet med smil. Og knagene godt håndværk (også fra dig Marie )

Paperman er altså seriøst et frisk pust og kvalitativt noget af forårets bedste.

Herefter røg vi vist op i Bendixen Contemporary Art. Mest for at tjekke Torben Ribe ud men Maiken Bent havde også taletid.

Reconsidering Everything (again) hedder Ribes bidrag. Og det er altså pissefedt og enormt underholdende! Her er også vældig utopi og store armbevægelser. Mandshøje bøger i MDF-plader og med fine sirlige blyantstreger der udgør det for sider. Helt enkelt og altså ikke der man skal ligge fokus. Bøgerne er ikke til gennemlæsning. Fokus er på de mange underfundige titler på bøgerne og det er igennem denne livline, at publikum skal finde forløsningen (eller forvirringen). For titlerne postulerer bizarre samt underfundige fraser som man som iagttager kan tage op, overveje, reflektere over og så enten danne sig billeder, udtryk, situationer og dets lige eller simpelthen bare ryste på hovedet.

Fælles hovedtræk ved titlerne synes at være lige dele kunst/kustteori, kapitalisme, forbruger/konsument tematik og ellers godt på mede vanvidshumor krydderiet.

Titler som Nougat - Utopian And Scientific, hvor man ser en temmelig slidt grønlig bog med tape på de værste grelle steder. I midten en fantastisk stjernehimmel. Og så er det at man efter sine bedst mulige kompetencer indenfor reflektion såvel som fornuft, prøver at stykke en historie sammen og forestille sig hvad siderne kan byde på af fotos, tekster, bidrag m.m. (undertegnede brygger pt. stadig rundt på ting og sager).

En anden god titel er The Abuse of Beauty - on wifebeating and colors, flot serveret på en pang farve forside i bedste konstruktivistisk stil. Pink, gul og kant og håndværk. Det er alligevel overvældende. Igen humor, grotesk bevares og ligesom før er der lagt op til at konnotationerne lader sig rode rundt med efter forgodtbefindende. Enkelt og uhyre effektfuldt.

Små (i store formater dog) indgreb der kryber ind under huden og der er mange af disse finurligheder. Tørt og med kant og med fantastisk håndværk in mente. Keep up the good work siger jeg bare.

Torben Ribe - fra udstillingen Reconsidering Everything (again)

Og det var så Valby i denne ombæring. Vi satte kurs mod Stefan Rotvits udstilling hos Danske Grafikere i midtbyen. Og selvfølgelig snyder man ikke sig selv for en blændende fantastisk tur gennem vestre kirkegård, hvor det er en cykelist pålagt at man tager turen ad den rustrøde bronzeløber. Suverænt område.

Rotvits tegninger på udstillingen The New Flesh er en underfundig blanding af abstraktion, nonfiguration og med sirlige tålmodighedsprøver på ren automatik. Noget virker, andet virker knap. Men krop og landskabs elementer leger hånd i hånd og der er lagt op til leg og ballade dekoreret med humor for den enkelte iagttager. Det er et stykke tid siden jeg har set Rotvits ting men jeg mindes mange af hans ret cool kuglepenstegninger tilbage fra akademi dagene. Måske skal man bare lige vænne sig til denne stil han har disket op med på udstillingen men ellers var jeg ret glad for kuglepens historierne. Der er helt klart noget på spil og fræk finurlighed med en god portion attitude tilstede på udstillingen. Kan enormt godt lide den ret så direkte tegning af de fineste speedoo’s (tætsiddende underbuks/badebuks) med tilhørende ubeskrivelig mængde hår der vælter voluminiøst ud over alle kanter og folder. Dette og så med håndværket fungerer sjovt.

Men det ubestridt mest lirede var kataloget med de 30 tegninger bragt til live i udstillingens øjemed, godt hjulpet på vegne af Smittekilde. Det er satme et lækkert design og fantastisk fyldigt. Elsker den Do-It-Youself stil, også selvom det kræver en 48 timers vagt uden søvn. Det unikke vinder altid. Håndlavede dishes af højbelagt glans.

Vi endte dog mest med at sidde udenfor og bare nyde sol og øl. Klokken var vist også tid til at lukke og Mr Rotvit skulle videre. Og på den anden side af vejen lå Kgs Have og på den anden side af den lå Cinemateket etc etc.

Carrie

Ok, og så var det søndag og datoen var den 27 april.

Efter at været kommet lige en røvsnaps for sent til cover-shooting på A-Kassens nye bog (men dog tids nok til at få kørt en kaffeskid i stilling med hænderne fulde af bastogne kiks og Jernbæks Cake Of Waste), var vi to stks der røg i Kgs Have for at nyde solen inden programmet hed; 1) thai mad, 2) Carrie i Cinemateket. April måned har været ganske fordelagtig set med science-fiction-gyser samt krigsfilms øjne.

Carrie er kort fortalt Brian De Palma’s mesterværk baseret på romanen af Stephen King. Og ikke mere om det. Det var i særdeleshed kort fortalt.

Den er fra ‘76 og derfor, ligesom Alien - Den 8 Passager, fra en tid hvor der skulle afprøves nogle forskellige virkemidler. Blandt andet lige der hvor Carrie har hendes 15 minutes of særdeleshed fame i gymnastiksalen, hvor billedet bliver delt i to, så vi både kan se Carrie’s seriøst ubehagelige blege mimik i de splitsekunder det tager at tæske og dele ud af den onde katastrofekasse til samtlige elever via hendes nyopdagede telekinetiske evner, samtidig med at man så ser eleverne stritte en efter en (eller mange på een gang, det afhænger af situationen bevares).

De billeder samt den umiskendelige lyd af eksekveringen af Carrie’s dødsdom til de udvalgte elever, sidder ganske naturligt fast på nethinden efter sådan en bif tur.

Det og så selvfølgelig Carrie’s mor Margaret White, som filmen igennem er ubehageligt konstant opslugt af den kristne tros gøremål/flid samt håndhævelsen heraf. Der skal bedes konstant. Det er sygt og skræmmende. Hun spiller den rolle fantastisk overbevisende. Føj. Og selvfølgelig prøver hun at slå hendes egen datter ihjel, da hun jo selvsagt har dødsdømt sig selv, idet hun fremviser hendes telekinetiske kræfter, hvilket jo, set fra moderens synspunkt, gør hende til helvedes afkom. Slægt af satan. Intet mindre.

Mange fine små historier på samme tid. Og med en John Travolta i en ægte bandit rolle med hår på brystet og jeg skal komme efter dig. Og nær slutningen drømmer Sue, at hun lægger blomster på familien White’s gravplads (dvs, huset brænder ned med begge hvor de gemmer sig i det lille kammer - Carrie’s stuearrest palace), og op af jorden kommer Carrie’s hånd og griber fat i Sue’s og Cinemateks salen får et chok (min kæreste deriblandt) hvilket giver mig et chok osv osv. Den slags effekter der i en lang årerække fremover ville blive fremført i Nightmare On Elm Street filmene bl.a. (med Mr Fred Kruger, hvis ansigt er mere foldet end alverdens dej hængt over bommene på en atletikbane….aha). Anyway. Filmen opererer med begrebet Das Unheimliche som både Nightmare On Elm Street, Fredag Den 13 og Poltergeist filmene op gennem 80′erne rodede med. Nogle med større succes end andre bevares. Det var en ret fin periode.

Men alligevel er der tilpas meget underspillethed over den film, så man stadig kan få det ganske klaustrofobisk. Det er en fed film. Og den virker endnu mere intimiderende up-close.

Alien - Den 8 Passager

Fredag (d. 25) var en god dag. Efter et par timers sjov og ballade til fernisering på opfindelser i bedste Storm P. stil i Brøndsalen v. Det Kgl Haveselskabs Have (hvilken jeg nok anmelder eller fortæller lidt om i et andet indlæg), fik jeg endnu engang fornøjelsen af at tøffe forventningsfuld mod Gothersgade, nærmere bestemt; Cinemateket.

Aftenens program: Alien - Den 8 Passager . Intet ringere! Føj jeg glædede mig da. Selvfølgelig gjorde jeg da det. Endnu en sci-fi kult klassiker af denne måneds famøse perlerække af godter. Og denne gang var det Ridley Scott der leverede lir. Og ærlig talt, det er en fantastisk vanvittig enkel og lækker film.

Filmen indeholder så meget guf, at jeg næsten er helt i tvivl om where to begin.

Alle 4 Alien film består af samme grundkerne/historie/koncept i mere eller mindre nuanceret grad men eftersom det er 4 forskellige directors der har stykket hver respektiv film sammen, så er der altså fantastisk stor forskel på hvordan de har grebet udfordringen an. Og i den sammenhæng er det for mit vedkommende utrolig svært at skulle udnævne en af dem til at fungere bedre end en anden. De fungerer efter min dom ganske suverænt i hver deres niche og alt efter hvilken historie de nu engang har skulle fortælle. Der er selvfølgelig et par punkter man kan fremhæve, for det er nok ret oplagt at Alien 2 (Aliens), var meget mere baseret på det hævntørstige togt samt higen efter action packed retaliation, eftersom at Alien - Den 8 Passager bar mere præg af, at være en film af mere underspillet karakter, der fremhæver og leverer en mere klaustrofobisk og frygtindgydende tilstand i beskueren (i hvert fald hos undertegnede).

Alien 3 fremstår som den rendyrkede psykiske terror på flere niveauer hvor vi finder fjenden - the beast - i karakterene selv, i kraft af afmagt, ustabilitet og mødet med det ukendte (eller med det afvænnede i en forstand) samt i mødet med det helt deciderede fysiske fremmede. Charles S. Dutton leverer en pragt præstation i den film som enklave præsten, der formår at holde den psykisk ustabile møgkriminelle menigmand på ret køl.

Alien 4 - Resurrection, er den svære efternøler der igen, som 2′eren, spiller på action packed performances. Den kom 5 år efter 3′eren og 18 år efter 1′eren. Det er vel en slags efternøler? Men nevertheless fungerer den også fantastisk. Og plottet er måske også den eneste måde man kunne blive ved med at holde liv i den to-mundede legende med syresavlet. Og det er filmen der viser Ripley som usandsynlig mægtig. Overnaturlig, bevares. Men helt tilbage fra Alien - Den 8 Passager var hun en personifikation af et stærkt kvindekøn eller hvad man skal kalde det. Pissehård, fokuseret, loyal m.m. men samtidig også en fællesnævner eller en rimelig god repræsentation af os som menneske, der handler efter bedste overbevisning i en fantastisk urimelig situation.

Men tilbage til 1′eren.

Nostromo - det er da også bare et fantastisk navn til et rumfartøj. Fra italiensk og betyder sammentrukket Our Man. Direkte oversat betyder det desuden en der er ansat på dækket på et skib. Nostromo er ydermere navnet på hovedpersonen i Joseph Conrad’s roman af samme navn, hvor man følger anti-helten Nostromo.

Hvorfor jeg lige skulle have det med aner jeg virkelig ikke - vejret er også usandsynligt godt udenfor idag.

Det der også lige slår mig angående 1′eren er ligheden mellem Kane og Thom Yorke (forsanger i Radiohead).

Men i bund og grund er 1′eren fantastisk klaustrofobisk og vi er altså stadig i den spæde æra af science fiction effekter der skal afprøves. Hvilket gør, at der er nogle sekvenser i filmen hvor det ligesom kammer over. Som f.eks da Ash er blevet tæsket godt og grundigt i stykker og Ripley prøver at kickstarte de usammenhængende rester af ham. Et par lodninger her og så virker han. Og hun har lidt problemer med at sætte hans hoved ordentligt fast på bordet.. Prøver et par gange. Nej. Og KLIP, så sad Ash lige pludselig usandsynlig godt fast i det bord. Fantastisk. Intet mindre.

Men når det er sagt, så skal man så også lige tage hatten af for de effekter der er lagt på hans stemme i selv samme ombæring. Det er altså seriøst dejlig elektronisk robotstemme de har fået oparbejdet der.

Lyd og farve på de slidte eksemplarer de ejer i Cinemateket er altså også nævneværdigt. Selvom der er lidt striber hist og her, så fremstår det totale billede så voluminiøst og vedkommende at det til tider næsten kan blive skræmmende. Om ikke andet er det charmen ved at se eller gense nogle af de udødelige klassikere på bredformat.

Alien er sgu en grum film. Det må blive de afsluttende ord på den sag.

Ariel Pink

Velkommen til denne kontinuerlige tråd om Ariel Pink og om hele det univers dette end må medføre.

Ariel Pink er ikke et navn. Ikke i en sådan forstand. Det er et kunstner alias. Og der er endda et mere udvidet projekt involveret under dette alias sågar. Projektet hedder Ariel Pink’s Haunted Graffiti. Og ikke nok med det. Projektet er en enmands hær set versus det kommercielle musik empirium, forstået på den måde, at det Ariel formår at gøre med sin musik ikke er en direkte reaktion mod popindustrien hvor der partout skal indgå kritik af selvsamme i tekster m.m. Snarere er det en udvikling af begrebet D.I.Y. ( Do It Yourself ) princippet, som er hans egentlige ærinde og dermed kan man se det som en indirekte reaktion mod den mainstream af ligegyldighed vi har overflod af.

Ariel Pink hedder i virkeligheden Ariel Marcus Rosenberg og jeg stødte tilfældigt på hans musik efter at have downloadet noget tilfældig ukendt musik på nettet.

Nogle ting glemmer man aldrig og jeg glemmer heller ikke det første møde med lyden af hans sus, kridhvid støj og superkomponeret potent energi. Nummeret hed Kate I Wait og er fra pladen The Doldrums, som udkom i 2004 på forlaget Paw Tracks. Rygtet siger, at det var Animal Collective der sørgede for kontrakten efter at de havde hørt mange af de tracks ( der senere blev til Doldrums ) på en cd-rom, de havde fået af Ariel som hand-out ved en af deres koncerter og efter et års tid gik det op for dem hvor fantastisk hans musik i grunden var.

Men det var i 2005 jeg blev inddraget i hans univers. Dengang havde jeg ikke engang en mp3 og jeg husker at det var om sommeren jeg begyndte at høre hans musik, lige en lille uges tid før jeg skulle på interrail. Jeg mindes at jeg var ved at gå ned indvendigt over at skulle være væk fra den musiks tiltrækningskraft i over en måned - det var uudholdeligt mildest talt! For jeg var ramt, for helvede jeg var blevet kørt over af hans lyd! Og det var i en sådan grad jeg slet slet ikke kan huske hvornår sidst skete ( if ever! ). Mens jeg drønede rundt i de franske TGV toge tænkte jeg kun på Grey Sunset. Mens jeg stod på dækket af båden der fragtede mig over Den Engelske Kanal stod jeg udelukkende kun og nynnede tonerne af Young Pilot Astray det bedste jeg havde lært ( hvilket på det givne tidspunkt var en anelse ringe da jeg ikke havde haft meget øvetid ).

Men måske kender man følelsen. Den der kilden i kroppen over, at man er stødt på noget helt nyt og ganske anderledes. Og mens man gennemlytter tracks’ne, nyder man at være på det stadie hvor man ikke helt kan gennemskue og holde orden på de forskellige inputs. Man har problemer med at adskille alle de informationer man bliver bombarderet med men følelsen af at man bare må have mere, ligger og tærer i hver en krog. Det er en fantastisk periode. En helt særlig ubeskrivelig lille plantage af velsolid plantet euforia, der sprøjter sine små eksplosioner ind i ens system som derefter forplanter sig og gror sine afgrøder større, så høsten man i sidste ende tager bestik af, bevidner en dimension af helt næsten unaturlig karakter.

Men hvem er han så? Hvad er det han gør? Og hvad er det han gør så fantastisk godt?

Well, den slags spørgsmål tager sin tid at besvare men jeg vil forklare så godt som jeg er i stand til.

Ariel er indbegrebet af vores samtids allerstørste nyfortolker af D.I.Y. genren. Det han formår er, at tage tråden videre fra han store inspirationskilde og ven R. Stevie Moore, som i grunden gjorde hvad Ariel gør nu. R. Stevie Moore har bare gjort det i 40 år ca. og på nogle andre præmisser og opnået andre resultater men ikke desto mindre var han ligeledes et ikon for en tid, hvor D.I.Y. genren slet ikke var defineret endnu. Ariel har videreudviklet genren, taget helt nye unikke elementer i brug. Han gjort udtrykket endnu mere kontemporært. Brugt nye finesser og slækket på andre. Fundet en egn, sit trademark og gennemført det 200 %!

Som sagt er Ariel en enmandshær. Hans musik…kan næsten ikke beskrives. Det skal opleves, høres, smages og mærkes.

Alt hvad man ligger øre til, alt i hans produktioner er distribueret fra hans hænder. Alt fra guitar til keyboards. Fra bas til tamburiner. Alle vokaler er hans. Fra den dybe der flænses tværs over af hans overdrevne insisterende falcet. Og så måske lige 2,3,4 andre dubbede vokaler på samme track. Jo, der er plads endnu. En enkelt falcet til. Og lidt lyd. Lidt susen og lidt piveri. Et par klik med tungen og måske lidt fjern rallen. Der er plads til det hele og det hele bliver brugt. Selektivt. Nøje udvalgt og udtaget til hver deres ståsted. Hver ting til sin tid og gerne i samme ombæring. På tværs af skæring.

Men Ariel går hele vejen. I manglen på bedre og med ideologien om enmandshærens fremrykning over de golde stereotype airplay marker, vælger han at lave samtlige trommer på samtlige recordings med hans mund. Jo, jeg synes godt jeg kunne høre at lyden på trommerne, dengang jeg hørte de allerførste tracks, var lidt sløje. Lidt mudrede og næsten aldrig helt identiske. Så var det, at jeg fandt ud af, at det var der en grund til. Alt hvad der skulle til var ideerne. Og så rode lidt på mixeren. Så blev man hurtigt som lytter narret. Lilletromme lyden kunne være skarp som i Shaven. Eller nærmest helt hul som i The Bottom. Eller med flanger effekt som på Until The Night Dies. Og så måske lidt baggrunds sus som på Envelopes Another Day inden kaskaderne fra det som lyder som 1000 keyboards, gennemtrænger lydsfæren og diskanten bliver seriøst en intimiderende sjæleven.

Stortrommen er som altid lige dele stump lyd og klikkende tre kvart fyldt sandsæks terapi. Nogle gange tight, andre gange fuldstændig ude af konstruktion, helt derude hvor alting ramler og der famles for at komme back on track. Men tungen lige i munden og man følger intenst det næste knæk.

Og resultatet ender altid op med at være en balancegang mellem det sublime mesterværk og den næsten konstante overhængende fare for fatal tilintegørelse. Og det er imellem disse poler at tilfredsstillelsen kræver sin ret.

At lytte til Ariel’s kompositioner er en slags test. Det kræver meget. Men til gengæld er der uendelige benefits for den tålmodige. Musikken ejer et udtryk der minder om en slags tidsrejse gennem 50 år, hvor hovedrakettens drivkraftsturbiner er den lille runde forhøjede knap på en radio man drejer på i forskelligt tempi, som så derved giver radioen liv i lyd og lige dele støj og fragmenter af vilkårlige passager, forenes i et helt særligt homogent univers.

Det er sammenstødet mellem rendyrkede drilske pop fragmenter, der smadrer hovedkuls ind i en mur af susende lydbanker. Et tapet af diversitet så energisk og insisterende, som et arkiv af umålelig masse, der ligger spredt udover denne tidslomme hvor man ser sig selv stå og famle med resultatet der smuldrer hvorefter man stykker de brudte ender sammen og begynder at se..lytte..forstå. Som sagt, det skal høres.

Vil slutte denne runde af med et foto som jeg fik taget, da en ven ( Allan Nicolaisen ) og jeg var i Hamburg i Maj 2006 for at se ham live ( til kun sølle 3 euro!! og så fik man oven i købet opvarmningsbandet Belong (som ligeledes er anbefalelsesværdigt) med for de penge! )). Det var en fantastisk energisk koncert og der vil helt sikkert senere blive lagt nogle live recordings fra den koncert ind her på indlægget.

Ariel er en flink og rar fyr. Meget sympatisk og ydmyg. Og så har han humor og selvironi. Han har aldrig været i København men jeg har korresponderet med ham siden dengang i Maj 2006, så på den næste Europa tour han snupper vil han gæste DK ( nærmere detaljeret kan det afsløres at han meget gerne vil opleve Christiania, så mon ikke en koncert på Loppen er oplagt? ). Det er vi en god sjat der ser frem til.

( Allan, Ariel, Geneva og Mig )

Update - “Exxos Exwife”

Update!

Så har jeg rodet lidt med noget video og resultatet er 2 sekvenser af min performance i tipien fra Rocking Hut værket på Næstved Kunstforening.

Klik ind på kategorien Kunst og find “KP” og “Exxos Exwife” eller bare scroll ned til den dukker op og så ligger der 2 styks fine sekvenser i slutningen af indlægget. Enjoy. Husk at skru op.

2001: A Space Odyssey

Her til aften var jeg lige et smut i Cinemateket for at se den udødelige sci-fi kult klassiker 2001: A Space Odyssey af Mr Stan Kubrick og det er altså stadig en milepæl indenfor genren med alt hvad det indebærer - lydsiden, billedsiden, plot, dialog og meget mere.

Måske er det antallet af gange man ser en film, der gør at man begynder at notere helt andre ting i filmen. Det kan være sig små ubetydelige ting, som man egentlig kan undre sig over hvorfor man lige lægger mærke til lige netop det. Eller det kan være noget man simpelthen bare aldrig har tænkt over før.

Idag lagde jeg i hvert fald meget mere mærke til de matte paintings (store malerier der skal forestille horisonter m.m.) der danner kulisse baggrund for hele The Dawn of Man parten af filmen. De virkede usandsynlige kunstige (dog fantastisk udført) og nogle steder lige en tand for ujævne men på en eller anden sjov facon virkede det også bare helt vildt cool og nonchalant gennemført. Det må da i grunden egentlig også være ret kompliceret at få det skidt til at fungere og arbejde sammen. Forgrund og baggrund together så det virker plausibelt tænker jeg. Håndværk.

Jeg har egentlig tænkt på det før eller stødt på det i andre film hvor man tænker om scenen nu ER skudt på ægte ocean eller om det bare er den perfekte lyssætning, vind og andre omgivelser der gør mange optagelser i..hmm f.eks Jaws, til at ligge lige på grænsen. Men det er faktisk ret sjovt at sidde under en film og tænke over de forskellige trick og finesser der er opfundet for at få skidtet til at virke autentisk.

Men tilbage til filmen hvor jeg ved denne screening fandt flere gode eksempler på elementer Hr George Lucas har luret grundigt af til Star Wars (ikke at det nu egentlig skulle være nogen hemmelighed). Bare tag alt miniature arbejdet til rumskibene. Et smart træk af Lucas af tage den måde at bygge den slags rumskibe på til sig og kalde det Kit Bashing. Under tilblivelsen af Star Wars episode 4, havde filmsættet hjemmebase ved siden af en modelbyggesæt fabrik hvor det nyopstartede Industrial Light & Magic imperium fik lov til at dykke dybt i samtlige af fabrikkens model legetøjs produkter. Og således blev 9 ud af 10 rumskibe m.m. bragt til verden. Lidt 2. verdenskrigs tysk tank her, lidt ubåd der og en masse forskelligt flymateriale fra en Messerschmidt der, sådan, et styk Millenium Falcon (og måske også lidt isolerledning, en spand, skrald fra plastik og metal containere). Genialt.Jeg er i hvert fald ganske tosset med deres kreative ide-rigdom der omkring midt i 70′erne.

Desuden kan jeg næsten se for mig hvordan Lucas har set månebase landingen (hvor de skal ned og tjekke monolitten ud) med store øjne lige på det tidspunkt hvor skjoldet går op for rumskibet, så det kan blive opslugt og fragtes sikkert ned og ind i basens interiør. Selve skjold vingerne tænker jeg på. Der må han have set sig visionen for det der senere skulle gå hen og blive et udødeligt ikon i Star Wars serien : The Star Dreadnought Executor, som er Vader’s flagskib. Måske er det bare mig men jeg kunne i hvert fald godt forestille mig det.

Bortset fra det er filmens sidste halve time en fantastisk oplevelse og for mit vedkommende første gang at jeg i det hele taget har set filmen på stort lærred, så oplevelsen blev dobbelt op. Altså, man må jo tænke på at vi er i 1968 så hvordan formulerer og visualiserer man en rejse gennem tid, sted og dimension - en slags Stargate, hvorefter vi havner et uidentificerbart sted med interiør af fineste Mathew Barney agtigte kulisser. Det farveræs eller farvemætning man udsættes for i den halve times tid (foruden den første 1½ timen også bevares) er så grotesk lækker, at undertegnede fik lyst til at styrte ned fra række 9 (det var i bio Carl) sæde 9 og bare smage på lærredet. Det var uimodståeligt lækkert, føj. Grynede, knas klare farvemotiver i lige dele komplementære skud, henover special effects hvor man ganske enkelt hælder farvet maling i et stort vandkar og filmer fra forskellige vinkler samt redigerer i hastighed. Føj hvor det virker på en 30-årig science fiction fan at fineste karat.

Det er altså et lækkert tema Cinemateket har givet os denne april måned. Science Fiction, krigsfilm og godt og blandet med Miss Spacek (man skal da se Carrie bevares).

Next stop Alien - Den 8 Passager.

Forårsudstillingen 2008 - MetroXpress

Update

Så har anmeldelsen ramt avisen omsider men som freelance anmelder må man desværre finde sig i, at avisen kan tillade sig at redigere i indlægget. Og desværre lige den del hvor de fleste personlige argumenter indtræder. Derfor er det skønt at jeg kan præsentere den fulde version her nedenfor. Nederst kan man finde linket til net-udgaven.

Galskab savnes!

Forårsudstillingen – ’21’, Kunsthal Charlottenborg

Af : Brian Ravnholt Jepsen

2 ud af 6 glober

I disse dage kan man opleve den nye Forårsudstilling ved navn ’21’ , refererende til det 21. århundrede som tema. Chefkurator er New York designeren Karim Rashid.

Egentlig kan jeg godt lide ideen om en kurateret censureret udstilling set i forhold til tidligere tiders brogede landhandel af ting og sager, skidt og kanel, samt gak og gøgl. Man får samling på tingene. Et mere samlet udtryk.Hvis det altså lykkes selvfølgelig. Men samtidig er initiativet risky business, da man meget vel kan få udelukket nogle utrolig stærke vedkommende værker, hvis de ikke lige kan kategoriseres ind under kuratorens smag.

’21’ er en flot udstilling men vedkommende bliver den aldrig helt. Den er alt for poleret, tam og tæmmet. Rashid’s design skinner igennem overalt og mainstreamer udtrykket. Underholdningen udeblev og udfordringerne svigtede. Mangfoldigheden er til stede, diversiteten nogenlunde men hvor er nerven? Kvaliteten er i top over næsten hele linien, lækkerhedens design overeksponeret men hvor er kanten?

Ligeledes er der kun få humoristiske indslag men dem der er, er til gengæld fantastiske. Jeg savner galskab og store armbevægelser! Mere antihøjteknologi som Søren Bjørns kasettebånd! Mere legebarns-nysgerrighed på højt nørdniveau, som 8-Bit Klubbens gameboy elektro reprogrammering! Mere underfundig skævhed som Morten Jacobsens subtile sav i loftet! En metafor for flugt ud af den pæne designsfære, hvor den strømlinede lækkeri høvl har slebet samtlige utilpassede fanden-i-voldske rebeller. Tarveligt.

Kunsthal Charlottenborg

Nyhavn 2, 1051 København K

Tlf : +45 3313 4022, +45 3336 9050

Tirsdag – Torsdag: 12 – 21

Fredag – Søndag: 12 – 17

Mandag lukket

www.kunsthalcharlottenborg.dk

Update.

Da jeg kun har 260 ord til rådighed, så er det selvsagt, at der er ting i en sådan anmeldelse der må udelukkes. Ting som jeg ellers gerne ville have nævnt/diskuteret/fokuseret på. Men trange kår gør, at jeg må fokusere som jeg gør samt administrere mine holdningsbeskrivelser således, at jeg med mine 260 ord kan få mine argumenter gjort tydelige.

Men i grunden undrer jeg mig. Udstillingen undrer mig. Jeg synes Rashids trademark er plantet lige lovligt groft på udstillingens samlede udtryk og det finder jeg problematisk og strider imod min holdning til kuratorens rolle. Er det de 90 deltagere udstillingen handler om eller er det i grunden Karim Rashid? (og her tænkes også på den kolossale eksponering manden har fået i samtlige medier). Hvor ligger fokus? For jeg bliver en kende forstyrret af kuratorens selvpromovering (uanset om det i grunden er intenderet).

Bortset fra det er der en håndfuld flere værker på udstillingen end dem jeg har haft plads til at nævne, som gør sig godt.

Vilsbøl De Arce er en ret smuk video bestående af performativ avantgardistisk dans i designet tekstiler. Lydsporet er enkelt og stemningsfuldt og ligeledes komponeret til netop videoen. Det virker ret godt og mere eller mindre fuldender oplevelsen af seancen. Ligeledes er koreografien interessant. Men alligevel begyndte jeg at miste interessen efter små 8-10 minutter til trods for de forskellige interval skift i performancen. Det er en video der kræver en del tålmodighed og måske er 15 minutter lidt for lang tid. Introen virker bedst for mig vil jeg mene.

Som Torben Sangild var inde på i hans anmeldelse, finder jeg også Nikolaj Holm Møllers sort/hvid close-up fotos af menneskelig karakter, ret umulige at overse. Knivskarpe og temmelig voluminøse nærmest kravler de ud af væggen og bliver enormt påtrængende. Superintimitet så man kan smage det. Og værkerne er enkle. Der er ikke så meget pis eller gimmicks. “klik-klik-klik-klik”, sådan, 4 fotos i fantastisk kvalitet. Man kan se hvad det er og forholder sig til det prompte. Det tiltaler mig.

Janni-Mai Larsen har også fat i noget af det mere spændende med hendes miniature inferno, indelukket i en stor glas/plexikasse. Et slags slaraffenland af uhåndterbar fantasicirkus med alverdens tingel-tangel i allerfineste pigefarver. Et lille lukket Coney Island der leder mine tanker hen på banegårdens model togs-landskabskasse nede ved udgangen mod Istedgade. Værket er fuld af narrestreger og der er alligevel et eller andet rart meditativt ved bare at stå og stene over det. Første gang jeg så hendes cirkus-lyskasser, var på KE i efteråret 2007. Dengang var det 3 meget mindre kasser med knap så meget pang og tjubang, men det gav en god ide om hvor hun bevægede sig hen. Resultatet på denne udstilling er ret godt.

Krabbesholm Højskoles bidrag synes jeg indkapsler tidens tendens indenfor den sociale undersøgelse og det som mange 1 og 2 års elever på akademierne roder med pt. Det sociale engagement i fundering samt reorganisering/reetablering/restrukturering af det offentlige rum m.m. er efterhånden set i mange udstillinger. Jeg synes deres bidrag er sjovt men jeg må være ærlig og sige, at jeg snart har brug for at se noget virkeligt ekstraordinært på den front før jeg føler, at der er kommet et frisk pust på den fløj. Jeg synes stadig uomtvisteligt, at Parfyme drengene roder med de mest interessante aspekter og projekter af den slags.

Ben Clement og Sebastian de la Cours ‘City of the (Re)orientated er et fantastisk møgsirligt byggeriparadis i miniature format. Alternative bosteder. Sociale strukturer reorganiseret samt et væld at underfundige påfund. Det fungerer suverænt fordi selve opbygningen af værket er udført således, at værket i sig selv er gennemhullet eller transparent (forstået på den måde, at man kan se igennem overalt så samtlige strukturer og opbygning bliver synlige). Det er visuelt lir og lækkerier af håndværksmæssig overdådighed.

Og så er der lige Line Bjørns video “90″. Det er satme fjollet på den helt rigtige Monty Python, videocollage agtige måde. Den varer kun lidt over 2 minutter men alligevel trækker man bare på smilebåndet, for værket er bare så nonchelant leveret og med en nærmest underspillet attitude. Ikke så meget pis, kun forsøget på at indkapsle hvad der skal ligne 90′er ikoner i bedste nostalgiske flashbacks…bom!. Færdigt arbejde.

Mathias Juel Christensens sort/hvid foto “Rundkørsel i Kina” er også et mindeværdigt lækkert værk. Den slags fotos kan jeg ikke rigtig blive træt af. Måske er det pga fraværet af egentlige tanker om det som et helt reelt stykke kunst. Selvfølgelig er det det, men alligevel er det jo “bare” et stykke realitet, udlevet og situationeret et helt andet sted i en anden virkelighed. I grunden ser jeg det nok mere som et fantastisk snapshot, som man lige efter man har taget det, bare ved skal fyres op i kæmpe størrelse og så skal det nok gå alt sammen. I hvert fald drager det.

http://metroxpress.dk/dk/article/2008/04/22/10/2500-66/

80′er cartoons (mostly japanese og Bravestarr)

Her den anden aften sad min kæreste og jeg og prøvede at huske nogle af de der rigtig ikonografiske mindeværdige 80′er tegnefilm man kunne se på Sky Channel og Super Channel i programmer såsom Fun Factory, hvis man kan huske den slags.

Min kæreste var ude efter en speciel tegnefilm men havde glemt titlen. Braveheart var hendes sidste bud hvorefter hun gav op. Og så var det såmænd blevet tid til at youtube den. Hold da helt kæft man fik noget for pengene og et fantastisk ride direkte ned ad memory lane.

Det viste sig at det var Bravestarr min kæreste tænkte på og det er altså virkelig en fantastisk vignet de fik skruet sammen dengang. Eyes of the hawk - Ears of the wolf - Strength of the bear - Speed of the puma. Udødelige linier. En rumsherif der sørger for ro og orden i en anden tid. Det er guf for enhver knægt, inklusiv undertegnede.

Vi fandt forskellige kavalkader af videoer, der præsenterede op til ca 30 minutters ren og skær cartoon-intro på alt fra M.A.S.K. til JEM og det der virkelig i særdeleshed vækkede min opmærksomhed var måden de fleste titelmelodier kunne minde ufatteligt meget om hinanden. Det var ligesom om at de ejede den samme opskrift. Mange var bygget op over lige dele elektrolyd med usandsynlig slightly heavy-metal agtig forsanger der i nærmest bedste falcet, råber/synger/skriger (alt efter hvilken tegnefilm vi snakker) titlen om igen og igen. Og gerne krydret med ivrig leadguitar a la japansk 80′er udgave af en finere poleret Slash. Jeg kom i hvert fald ufrivilligt til at tænke på ham Oliver (var det ikke det han hed) fra X-Factor. Han var sådan en fin heavy-metal aktiv gut der rent faktisk kunne synge og akkompagneret med de rigtige elementer af instrumenter, kunne jeg såmænd sagtens forestille mig et sejt cartoon tema straight out of the eighties.

En helt anden ting var tegnefilmen Silver Fang. Det viser sig at der findes fantastiske videoer på youtube hvor en flok friske unge fyre har siddet og lagt dansk “tale” på flere af disse tegnefilm, der omhandler en heltehund. Det er mildest talt vanvittigt plat og sjovt. Meget ovre i det mandrilske univers, bare meget meget mere ude af kontrol. Der er virkelig nogle momenter der bør opleves. Det kunne være fedt at finde flere af disse voice-over film som er værd at bruge en smule tid på. Især hvis det er lige så sjovt og plat.

Jeg smider et par links ned. Og modtager gerne andre.

http://youtube.com/watch?v=Bto7l3cKhvk

http://youtube.com/watch?v=kmOlqQ8H-aQ

Thee Silver Mount Zion Memorial Orchestra & Tra La La Band, Vega 1. april 2008

Den 1.april gæstede det canadiske mangfoldigheds orkester Thee Silver Mount Zion Vega. Det var anden gang jeg så dem og desværre havde jeg det nok lidt med dem, som med Low koncerten forleden - første gang var bare bedre.

De kom forbi grundet udgivelsen af deres seneste plade 13 Blues For Thirteen Moons og var faktisk ganske oplagte og leverede en solid koncert (en 4 ud af 6 vurdering).

Der blev spillet en del af deres nyeste materiale samt en lille røvfuld af den ældre og så var der lidt af det helt nye, deriblandt nummeret Metal Bird som virkelig var et friskt pust i deres ellers temmelig homogene katalog.

Et track der rockere ganske fantastisk og mindede i perioder om noget af Sonic Youth’s midtfirser dronologi. Jeg var i hvert fald ganske imponeret (og endnu mere med udsigt til at dette måske var en nyere stil fra bandet).

Men alligevel var der et eller andet der gjorde at koncerten ikke helt kom op at ringe i det fantastiske felt. Fordi de er 7-8 personer i bandet (og som regel altid står i en cirkel og performer) så opstår der en næsten rituel, sekterisk sfære om deres udtryk samt en mere eller mindre teatralsk, religiøs aura som man bliver opslugt af. Men denne gimmick eller hvad man nu vil kalde det (som i øvrigt klæder bandet eminent) fungerede bare ikke ligeså optimalt som sidste gang flere år tilbage. Der var nemlig nogle passager til sidst i koncerten var bandet udelukkende gik a capella (hovedsageligt Efrim (forsanger) og især en violinspillende pige, hvis navn jeg ikke kender, som kunne synge fantastisk!)) og der blev sågar klappet samtidig, hvilket gjorde seancen endnu mere religiøs og ophøjet - men det var smukt som bare fanden.

Desværre synes jeg aldrig helt at koncerten på den første april dag nåede rigtig ud i salen (eller op på altanen hvor undertegnede befandt sig) - musikken blev leveret solidt men bar præg af rutine og på en eller anden måde kom musikernes performance aldrig rigtig ud over scenen. Men Efrim er nu ret spøjs og ganske alvorlig unik i sin fortolkning af lyd og lydens potentiale og det tiltaler mig i høj grad. Og så er han tilmed morsom og spøgede med at aktivister generelt bør finde på nye og forbedrede metoder at bekæmpe politiet med istedet for bare at slå på de satans salatfade.

http://www.tra-la-la-band.com/

CV

Navn : Brian Ravnholt Jepsen

Født : 8 August 1977

Stilling : Studerende v. Det Fynske Kunstakademi

Adresse : Ægirsgade 15, 1.tv, 2200 København N

Tlf : +45 26 17 63 03

Email : Brian_villiam@hotmail.com

Uddannelse :

1994 - : Folkeskolens 10. Klasses afgangsksamen, Lindebjergskolen Næstved

1994 - 1995 : 1 Årig HH-Student, Næstved Handelsskole

1996 - 1998 : I lære som maler hos malermester Pia Madsen, Næstved

1998 - 1999 : Grafisk Design, Næstved Tekniske Skole

1999 - 2001 : HF Student, Næstved Gymnasium

2001 - 2003 : BA i Filosofi, Københavns Universitet

2004 - 2006 : Det Fynske Kunstakademi v. Professor Lars Bent Petersen / Jens Haaning

2006 - 2007 : Det Kgl Danske Kunstakademi v. Professor Erik Steffensen

2007 - 2008 : Det Fynske Kunstakademi v. Professor Jens Haaning

Erhvervserfaring :

1999 - 2000 : Net cafeen ”Data Stuen”, Næstved

2000 - 2001 : Kustode, Rønnebæksholm Kunst og Kultur Center, Næstved

2000 - 2001 : Kulturhus Næstved, Grønnegades Kasserne Næstved

2001 - 2004 : Underviser på Næstved Ungdomsskole

2004 - 2005 : Underviser på Københavns Ungdomsskole, Randersgade skole, København

2005 : Underviser i foreningen To The Beat, Amager

2004 : Post Danmark, BRC, Pakkeriet i Brøndby

2007 : Post Danmark, KHC, Hovedbanegården, København

2008 : Kunst anmelder på MetroXpress

Værksteder :

1994 - 1996 : “Vejlø Central Station”, Næstved

1998 - 2001 : “PM13″ v. Martin Richard Olsen, Maglemølle, Næstved

2001 - 2004 : “Dit Svin!” Næstved

2003 : Medstifter af Galleri Entréen m. Søren Petersen. Åbningsudstilling var ”Båttihelikoptermonty” af Maja og Mathilde Jarnved Hansen

Martin R. Olsen udstiller “Tæt På Paradis”

2006 : Medstifter af Gruppen W.E.R.F.T. med Allan Nicolaisen

Undervisere / Proffesorer :

Filosofi :

Lise Huggler - Oldtidens Filosofi

Klemens Kappel - Praktisk Filosofi

Jacob Bovin - Nyere Tids Filosofi

Finn Guldmann - Logik

Jan Faye - Videnskabsteori / Teoretisk Filosofi

Sune Lægaard - BA Projekt

Kunstakademiet :

Søren Jensen - Skulptur / Installation

Lars Bent Petersen - Skulptur / Installation

Anette Abrahamsen - Maleri

Anja Franke - Digitale Medier

Kristine Kern - Kunstteori

Ann Lumbye - Kunsthistorie

Sanne Kofod Olsen - Kunsthistorie

Jens Haaning - Konceptuel Værkbaseret Praksis

Jakob Jakobsen – Digitale Medier

Judith Hopf – Billedbaseret Praksis

Erik Steffensen - Grafisk Skole

Finn Naur - Grafisk Skole

Lars Grenaa - Grafisk Skole

Henriette Heise - Digitale Medier

Michael Baers - Konceptkunst

Morten Buch – Workshop

Jeanette Schou - Video

Assistent Arbejde :

2006 - Tal R

2006 - Jens Haaning

Workshops / Foredrag :

2005 : Næstved Ungdomsskole, Ungdomssekretariatet v. Lisbeth Pedersen & Claus M. Pedersen

2006 : BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus) Holstedbro v. Søren Taaning

Rejser :

1996 : 1 måneds rejse i Florida, USA

2000 : 2 måneders rejse i Hong Kong og Kina

2003 : 1 måneds rejse i Italien

2004 : 1 måneds rejse i Spanien og Frankrig

2005 : 1 måneds rejse i Holland, Englang, Skotland, Frankrig og Spanien

2006-07 : 3 måneders rejse i Vietnam, Cambodia og Thailand

2007 : 2 uger i New York, USA

Udstillinger :

2000 - ”Ingen Titel”, Næstved Gymnasium

2001 - “Ung Kunst I Gamle Rammer”, Rønnebæksholm Kunst og Kulturcenter, Næstved

2002 - “Kupéer”, Futura Cafeen, Næstved

“Efterårsudstilling”, Brøderup Ungdomsskole

2003 - “Kongelig Croquis Er In Igen”, Futura Cafeen, Næstved

“EL”, Christianshavns Beboerhus, København

2004 - “Selvportræt”, Pantheonsfløjen, Odense

2005 - “Konfettiknas”, Filosofgangen, Odense

“Kulturnatten”, Det Kgl Danske Kunstakademi, København

“Den Røvsmalle Biograf”, Momentum Biograf, Odense

“Pro-Art”, Randers Byrum

“Pro-Art”, Randers Kunstmuseum

“Skoleudstilling”, Det Fynske Kunstakademi, Odense

“Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

“Videoværker”, Galleri Pixel, København

“Retrospektiv”, Kunstforeningen v. Næstved Sygehus, Næstved

“Die Folkelighed”, Sparwasser HQ, Berlin, Tyskland

“Selvbetjening”, Israel’s Plads, København

2006 - “No Title”, Filosofgangen, Odense

“KP”, Århus Kunstbygning, Århus

“Skoleudstilling”, Pakhuset, Odense

“Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

“Passionsdage”, Øksnehallen, København

“Beduin Udstilling”, Beduiner Teltet, Amager Strandpark, København

“Kashyyyk Autumn”, Fyns Kunstmuseum, Odense

“Spritnew Works”, Kunstforeningen v. Odense Symfonihus, Odense

“Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles,

2007 - “Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles,

“Forårsudstillingen”, Charlottenborg, København

“Tonetribunalet”, Råhuset, København

“Rundgang”, Det Kgl Danske Kunstakademi, København

“Planet Brun - Where do you go when the shit goes down?”, Galleri Brun, Düsseldorf, Tyskland

“KE”, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie, København

“Kunstforeningen v. Novo Nordisk”, Novo Nordisk, København

2008 - “Kunstforeningen v. Novo Nordisk”, Novo Nordisk, København

”KP” Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

”Exxos Exwife”, Næstved Kunstforening, Næstved

Censurerede Udstillinger :

2005 - “Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

2006 - “KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

2006 - “Den Censurerede Kunstudstilling”, Filosofgangen, Odense

2007 - “Forårsudstillingen”, Kunsthal Charlottenborg, København

2007 - “KE”, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie, København

2008 - ”KP”, Kunstnernes Påskeudstilling, Århus Kunstbygning, Århus

Udstillinger Udland :

2005 - “Die Folkelighed”, Sparwasser HQ, Berlin, Tyskland

2006/7 - “Towards a Multiage Society: The Cultural Dimension of Age Policies”, Det Danske Kulturinstitut Bruxelles,

2007 - “Planet Brun - Where do you go when the shit goes down?”, Galleri Brun, Düsseldorf, Tyskland

Bidrag :

2005 - “Forårsudstillingen”, bidrag med værker til Søren Petersen og Emil Westman Hertzs installation.

“Fortsat God Weekend”, Søren Petersen og Christian Bretton-Meyer, Space Poetry, bidrag med haiku digte

2006 - “Frugter Ombord På Skibe”, Søren Petersen og Christian Bretton-Meyer Space Poetry, bidrag med haiku digte

2007 - “Velcronesien”, A-Kassen, Heerup Museet, bidrag med værk

Solgt til bl.a. :

Novo Nordisk

Odense Symfonihus

Kunstforening v. Næstved Sygehus

Andet kreativt :

Medstifter af breakdancegruppen “Estatic Moves” i 1996 - Var aktiv i gruppen i 10 år med shows, undervisning, workshops, musikvideoer m.m. over hele Danmark såsom :

Den Grå Hal (med Hvid Sjokolade), Børne1′eren, Operaen, Stengade 30, Vega, Pumpehuset, Forbrændiningen, Kulturfabrikken, Amager Bio, Fight Night og Roskilde Festival m.fl.

Og adskillige steder i udlandet såsom : Hannover, Kiel og Frankfurt, Tyskland - Helsingborg, Malmø, Sverige - Miami, Florida, USA samt Hong Kong og Kina

Har ligeledes undervist i breakdance på Næstved Ungdomsskole i årene 2001-04 og på Københavns Ungdomsskole 2004-05 samt i foreningen To The Beat i 2005.

Musiker siden 1992 - Multi instrumentalist - Har spillet i adskellige bands såsom : Genetic Flair, Eidi Muli, Last Round For Japan, The Enemy’s Rockboat, Kansler og Privat Orkan/Topsus/Guld Kuling/Blaestbat

De to sidstnævnte er stadig aktive.

Kansler - Dragens Hule, Juni 2007

Privat Orkan - Rundgang, Det Kgl Danske Kunstakademi, Juni 2007

Vinylterror Teltet, i gården på Det Kgl Danske Kunstakademi, Juni 2007

Klub Argot, i Amager Halshug, Juli 2007

Noisejihad, Århus, Sep 2007

Om Mig Selv ( opdateres løbende)

30 år.

Bosiddende på Nørrebro med min kæreste.

4 års studerende v. Det Fynske Kunstakademi.

Kreativ ildsjæl. Kunstner, musiker, breakdancer, forfatter m.m. (og passioneret bordfodboldsspiller (og vi snakker selvfølgelig Bonzini (det officielle turneringsbord og IKKE Garlando plastikborde))).

“KP”, og “Exxos Exwife”

For tiden er jeg med på 2 udstillinger.

Den ene er KP (Kunstnernes Påskeudstillingen) i Århus Kunstbygning, hvor jeg har 4 polaroid fotos fra min og min ven Søren Petersens (A-Kassen) tur gennem Italien i sommeren 2003. Alle 4 er kørt op i en større størrelse (40 x 52 cm) således at selve grundformen på polaroidet bevares men selve motivet bliver endnu mere kornet og polaroidets 70′er farvede valør kommer endnu mere til udtryk. Et par fotos fra udstillingen kommer nedenfor.

http://kp-spring.dk/kp08/kp08_index.html

( Fotos fra KP )

Den anden udstilling er Exxos Exwife i Næstved Kunstforening, som er en gruppeudstilling. Udover mig deltager : Kristian Byskov, Morten Bech Jensen, Kasper Hesselbjerg, Robert Alex Petersen, Janus Ahrens Høm, A-Kassen (Søren Petersen, Christian Bretton-Meyer, Tommy Petersen, Morten Steen Hebsgaard), Andreas Rasmussen, Jan Danebod, Morten Gersager Abel, Peter Olsen og Søren Bjørn.

Værket jeg har med hedder “Rocking Hut - Rituals Of The Shaman In The Quest For Unknown Pleasures” og det fortjener et par ord samt nogle fotos nederst. Derudover lavede jeg to performances til ferniseringen, som begge foregik i inde mit værk. Den sidste af dem blev optaget men varer knap 20 minutter og vil derfor fylde for meget herinde. Hvis man ønsker at se videoen kan det arrangeres. Der vil dog være 2 små uddrag af performancen nederst.

Tipien er både boligen og samlingspunktet for et arbitrært folkefærd. Det er spændingen omkring dét at bygge noget der synes tilnærmeligt ved første øjekast men lidt efter lidt går det op for én at værket, tipien, er hermetisk lukket - no trespassing på en måde. På nær shamanen. Han ejer nøglen til at gå ind i hytten og via rituelle udskejelser og seancetransformation kan han således bruges som medium til at hidkalde ånder, puste liv i artefakter og være talsmand for folket - de sætter ders lid til ham.

Jeg har forsøgt at udleve shamanens rolle og bistå han hverv set i et kontemporært lys. Dels er dette forsøgt med performance/musik der bruger lyd som instrumentet til at overgå, transcendere, til en anden virkelighed/tilstand. Og dels er selve problematikken eksklusivitet/inklusivitet et interessant ærinde. Publikum ser på tipien og er velvidende at der sidder en person derinde og via musik skaber en sfære men det er ej muligt at se denne person - kun via en live transmission der bliver vist på et tv kan publikum få indblik i de rituelle udfoldelser der er tilstede.

“Rocking Hut” udtales på samme måde som Robin Hood og velvidende at han tog fra de rige og gav til de fattige skal denne analogi forståes i overført betydning som ren metafor. Den rige er her shamanen som giver ud af sine rituelle kundskaber og tilfører de fattige publikum/folket som sætter deres lid til en seance, der kan tilføre dem deres liv og håb større indsigt i en grum tid - en slags forsoningsprincip med forhåbning.

Begge udstillinger kører til 20 april.

( Fotos fra Exxos Exwife )

Se mere på :

http://www.kopenhagen.dk/billeder/reportage/exxos_exwife_kunstforeningen_for_naestved_og_omegn/

Low koncert, Vega 9. april 2008

I onsdags spillede Low i et fyldt Vega. Det er faktisk ret hurtigt de er vendt tilbage, da de sidst var her i august sidste år. Og ærlig talt var den koncert en del mere vellykket i mine øjne af flere grunde.

1) Sidste gang i august var lyden virkelig lækker og da Low kræver sit af sit publikum, så bliver der til gengæld kvitteret med en fantastisk stemningsfuld sfære baseret på et af deres trademarks, nemlig at få ufatteligt meget ud af næsten intet. Alan og Mimi’s sangstemmer giver tilsammen stammen i Low’s udtryk og til koncerten i august sidste år synes jeg virkelig de formåede at få hevet den totale oplevelse helt derop hvor tingene bare fungerer, grundet at lydbilledet var stabilt lækkert.

2) Koncerten i onsdags bød på en lidt mere skramlet lyd desværre. Ikke at skramlet lyd er ringestillet absolut ej, men når man har in mente at meget af Low’s udtryk er baseret på et nærmest sirligt lydnuanceret billede, så er det af allerhøjeste vigtighed, at der ingen hængepartier findes.

3) Måske skal lidt af lydbillede problematikken findes i den nyerhvervede bassist. Han var dygtig bevares men også lige en anelse lidt for frelst i mine øjne (her menes den måde han ligesom kunne dvæle i uendeligheder over den distance det nu engang kun tager at komme fra et ‘C’ til ‘D’ på A-strengen…meget meget dybtfølt og altså lettere patetisk for mig henover aftenen). Men jeg lagde også mærke til, at når han skulle spille passager i sangene hvor han skulle spille et ‘E’ (E-strengen skulle spilles frit/løs), så havde han en tendens til at anslå A-strengen samtidig, hvilket resulterede i et mudret udtryk og det synes jeg ikke helt klæder Low. Deres lyd skal bare være tight og enkel for at fremme deres homogenitet bedst muligt.

Men det skal skam også siges at jeg nød koncerten i høj grad. Der var nogle rigtig gode momenter hvor Low bare er Low og så lyder det fantastisk. Og så er Alan faktisk en sjov fyr (han forsøgte eller nærmere prøvede at overbevise os publikummer om at, det Kelly Clarkson gør (synger that is) er meget meget meget meget meget….meget svært - det skal siges at hun på samme tid stod på scenen i Store Vega next door). Og tilmed mormon er han også. Og udgør par med Mimi (hvis stemme er så usandsynlig smuk og stærk og kommer fra et næsten udtryksløst ansigt samt mund - hun sørger ligeledes for tromme/perc sektionen og det gør hun strålende - og hun er også mormon, så er det på plads).

Det var anden gang jeg så Low og næste gang de kommer vil jeg skam helt sikkert også være på pletten. Deres bagkatalog er jo guddommeligt smukt så man tager jo også til koncerten med forhåbninger om indløsning af forventningerne om den næsten totale oplevelse.

http://www.chairkickers.com/

Alverdens Pragt - MetroXpress

I tirsdags besøgte jeg Nationalmuseet for at anmelde Alverdens Pragt til MetroXpress.

Da jeg kun har 260 ord til rådighed, som det absolutte maksimum, bringer jeg her det fulde uredigerede indlæg med den originale overskrift.

(anmeldelsen var i avisen igår, torsdag d. 10 april.)

Indiana Jones i sit wunderkammer

”Alverdens Pragt på Nationalmuseet”

Af: Brian Ravnholt Jepsen

5 ud af 6 glober

På en helt almindelig tirsdag i København er forårsvejret umuligt at gøre sig klog på og da de første dryp slog til, så undertegnede sit snit til at gæste Nationalmuseet.

Oppe på 2. Sal befinder skatten sig og skatten består i sin enkelthed af smukke genstande og artefakter fra Nationalmuseets Etnologiske Samling, der netop er vendt tilbage efter at have været udstillet flere steder i Spanien med succes.

I 1600- og 1700-tallet var det sjældne og eksotiske genstande, der blev hjembragt fra kolonier og handelsstationer i Asien til de fyrstelige samlinger. Med oplysningen og det moderne gennembrud blev disse private samlinger åbnet for offentligheden, og ekspeditioner, etnografer og danske udsendinge bidrog til de voksende private og offentlige samlinger. I Danmark grundlagde Christian Jürgensen Thomsen verdens første Etnografiske Museum baseret på princippet om kulturel progression. Da kolonisationen nåede sit højdepunkt omring år 1900, var det især danske sømænd og missionærer, der hjembragte den såkaldte primitive kunst fra f.eks Afrika.

Og genstandene er fantastiske! Sirlige detaljer boltrer sig i de rituelle træfigurer samt frugtbarheds-artefakter. Shamaner i ler mediterer i skæret af en multikoloreret fjerpragt af dimension der sætter ild i fantasien om de eksotiske distancer på den anden side af kloden og man føler at Indiana Jones kunne dukke op hvert sekund med en lille sandpose i højre hånd og pisken i venstre. Man ER pludselig en opdagelsesrejsende. Og til trods for at Alverdens Pragt ikke er synderlig omfattende, fandt undertegnende sig selv vandrende videre gennem hele den Etnologiske Samling. Det er et eventyr! Et wunderkammer!

“Alverdens Pragt”
Nationalmuseet
5. april - 3. august 2008
Ny Vestergade 10, København

http://www.natmus.dk/sw53339.asp

Avis versionen kan læses her :

http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/04/10/09/5652-66/

Rammens Kunst - MetroXpress

Den 14. marts anmeldte jeg Rammens Kunst på Statens Museum for Kunst.

Igen vedlægger jeg hele den uredigerede og originale anmeldelse.

Ramt af en fuser

’Rammens Kunst’ på Statens Museum

Af : Brian Ravnholt Jepsen

2 ud af 6 glober

Håndværket er i højsædet disse dage på Statens, nærmere betegnet med udstillingen Rammens Kunst. Der bydes på et gensyn med 600 års rammekunst, fra 1300 – 1920.

Indrettet i 5 rum gennemgås en kronologisk tidsrejse i håndværkets svære kunst. Alt fra tabernakel til Willumsens blåmalede træramme. Jeg tager hatten af for viewet når man træder ind og to ting slår mig prompte. 1) Det ser lækkert ud når rummene arbejder sammen om farverne. Fra den dunkle middelalder kulør, henover neongrøn pang til mørkeblå fyldig kølighed i distancen. 2) Hold da op hvor det dog lugter sådan en omgang konservering! Men det giver lidt ekstra til indlevelsen. For indlevelse skal man diske op med til denne udstilling. Der bliver nemlig ikke givet meget info end to styks hæfter i tre af rummene. Ergo, en udstilling der kræver sit og en stor portion interesse.

Det er en teknisk udstilling frem for alt. Udviklingen af træskæreri til bladguldsteknikker, pragt og overdådighed. Men også problematikker som form versus indhold og den spæde start om konventionen om at bryde med rammens iscenesættelse titter frem. Bare ikke nok! Når man har taget turen gennem rummene ser man sig omkring og savner det 20 århundredes udvikling frem til i dag. Det er oplagt, ej indfriet!. I folderen står, at man kan se videreudviklingen af rammen i museets samling. Det mest oplagte var at køre kronologien igennem i samme udstilling for at få den bedste formidling leveret.

Det kniber med aktualiteten og udstillingen bærer præg af at være et ”kunsthistorisk krav” snarere end en oplagt mulighed for at formidle en samtidsorienteret udvikling der faktisk kunne være et interessant ærinde.

Rammens Kunst

Statens Museum for Kunst

Sølvgade 48-50, 1307 København K

8. Marts – 7. Sept. 2008

Tirsdag – Søndag 10 – 17, Onsdag 10 – 20

Mandag Lukket

http://www.smk.dk/rammenskunst

Hmm… ville egentlig have linket til avis versionen af anmeldelsen men af ukendte årsager er den ikke til at finde mere… Måske pga af den negative karakter?

Corner 2008 - MetroXpress

Den 24. januar anmeldte jeg Corner udstillingen. Her er den fulde version.

Sære væsner og politiske sting

Corner 2008 på Sophienholm

Af: Brian Ravnholt Jepsen

4 ud af 6 glober

Sophienholm ligger hus til Corner udstillingen, der efter bandlysningen fra Kunsthal Charlottenborg nu kan ses i skønne naturomgivelser nordvest for København. Sammenslutningen har derfor taget udfordringen op og arbejdet visionært med de nye betingelser.

I hovedbygningen præsenteres de fleste værker herunder de indbudte udenlandske kunstnere; Lucian Freud, Edith Isaac-Rose, Ronald Kitaj m.fl. (sidstnævntes værk kan erhverves for små 1.5 mio kr, hillemænd!)

Hovedparten af værkerne er malerier, dog er en god håndfuld grafik samt bronzeskulptur også repræsenteret.

I stuen rammer Poul Anker Bech med humor den digitale tidsalder, vi pt befinder os i. Værket er stort, og det svinger fedt med den mørke baggrundsvæg.

Egon Bjerg Nielsens værker ”Fantasi 1+2” samt ”Univers” fungerer ligeledes fedt, fordi det falder helt udenfor kategori i non-figurativ pang-palet og med mærkat på rammen, smukt.

På første sal er der mere gang i den. Edith Isaac-Rose laver sirlige broderier med politiske lussinger til mandsdominans i feminint betræk, men det er hendes små værker med absurde betydninger, der vinder hos undertegnede.

Dagens hit er dog klart Leif Madsens bronzeskulpturer ”Sære Væsner”. Der er mange, og sære er de jo tak! De er støbt og sammensat af alle havens gevinster i form af kogler og bark m.m., og tankerne henledes til et slaraffenland hos selveste Madam Skrald. Det er sjovt, originalt, skævt og føles som et overraskende friskt pust i den ellers kedsommelige og endeløse række af uvedkommende malerier.

I staldbygningen finder man desuden politiske samt konspiratoriske kommentarer i Lars Greenaas grafik, der trumfer med humor og håndværk.

Generelt er der langt mellem snapsene, men en god håndfuld kunstnere formår at overraske og højne kvaliteten på udstillingen.

Corner Udstilling 2008

Sophienholm

Nybrovej 401, Lyngby

19. januar til 24. marts 2008 11-17

torsdag 11-20, lukket mandag

www.corner.dk

Avis versionen kan læses her :

http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/01/24/10/5231-52/

Til negativ orientering

Her vil man finde indlæg, som jeg anser værende udelukkende af negativ karakter. Og det kan være alt fra lugten samt princippet om det danske gadekøkken (en regulær pølsevogn) til håbløsheden om P3’s umiskendelige trang til at hype stort set det meste forlorne og arveste musik. Føj.

Til positiv orientering

Her vil man finde indlæg der udelukkende vil berøre emner jeg anser som værende af positiv karakter. Det kan være alt fra Ariel Pink’s Haunted Graffti til glæden ved at betragte samt nøje iagttage de dybt engagerede individer der gæster Karrusellen (bar, bodega på hjørnet af Ægirsgade og Thyrasgade).

En slags begyndelse

Idag er jeg syg (dog mest forkølet og en lettere irritation i halsen). Det anser jeg som værende en fin måde til at starte en blog.